I Januar seksten hundrede og fire og treds udnævntes Ulrik Frederik
til Statholder i Norge, og i de første Dage af April samme Aar rejste
han derop.
Marie Grubbe fulgte ham.
Forholdet mellem dem havde senere ikke forbedret sig synderligt, blot
at deres Mangel paa indbyrdes Forstaaelse og indbyrdes Kjærlighed
ligesom var bleven anerkjendt af begge Parter som en uforanderlig
Kjendsgjerning og havde fundet sit Udtryk i den yderst ceremonielle
Maade, paa hvilken de omgikkes med hinanden.
Det første Aarstid, eller halvandet, efter at de havde taget Bolig
paa Aggershus, levede de saaledes, og Marie ønskede heri for sit
Vedkommende ingen Forandring. Men med Ulrik Frederik forholdt det sig
anderledes: han var nemlig igjen bleven forelsket i sin Gemalinde.
Og nu var det en Vintereftermiddag, henimod Skumringen, at Marie
Grubbe sad alene i den lille Stue, der fra gammel Tid førte Navn af:
Daasen.
Det var raat og blæsende Vejr, graat og mørkt. De tunge Tøsneflokke
klinede sig op i Hjørnet af de smaa Ruder og dækkede fast det halve
af det grønlige Glas. Regnkolde Vindpust, som hvirvledes ned mellem
de høje Mure, ligesom tabte Besindelsen og kastede sig blindt frem
og dundred paa Porte og Døre og foer saa pludselig lige op i Luften
med en hæs og hundeagtig Tuden. Mægtige Vindpust kom hujende ned over
Taget derovre og kasted sig plat imod Ruder og Mur med et Slag som
en Bølges, og blev borte med det Samme. Og der var andre Vindpust,
der brølede ned i Kaminen, saa Flammen dukkede sig af Angst og den
hvidlige Brænderøg forskrækket krummede sig som en Bølgekam henimod
Kaminaabningen, parat til at kaste sig ud i Stuen, men saa i næste Nu
hvirvled den tynd og let og blaa op igjennem Skorstenen, og Flammerne
raabte efter den, hopped og sprang og sendte den spragende Gnister
i Haandfuldvis lige i Hælene. Og saa begyndte Ilden først rigtig at
brænde, lagde sig med brummende Velbehag bredt over Gløder og Aske
og Emmer, kogte og syded af Fryd i det hvide Birkeveds inderste
Marv, snurred og spandt som en brandrød Kat og strøg saa med Luer
og Flammer polidsk og fornøjet om Næsen paa sortladne Knuder og
hedhovede Favnestykker.
Rød og lun og lysende strømmede den lystige Ilds Aande ud i den
lille Stue. I en flimrende Lysvifte spilled den hen over det tavlede
Gulv og jog det fredsommelige Skumringsmørke foran sig, saa det
bange gjemte sig som zittrende Skygger tilhøjre og tilvenstre bag de
snirklede Stoleben, eller trykked sig ind i Krogene, gjorde sig langt
og tyndt i Skjul bag fremspringende Lister eller lagde sig plat ned
under den store Dragkiste.
Saa med Eet ligesom sugede Kaminen Lyset og Varmen buldrende til sig
igjen, og Mørket bredte sig frejdigt over hele Gulvet, paa hver en
Tavle og hvert et Brædt, helt henimod Ilden, men saa kom Ildskjæret
jagende henover Gulvet igjen, saa Skumringsmulmet fløj til alle
Sider, og Skjæret efter det, opad Vægge og opad Døre, helt op over
den blanke Messingklinke, -- ingensteds var det sikkert; ja, der sad
Mørket og klemte sig ind til Mur og Loft som en Kat i et Træ, og
Skjæret sprang omkring dernede, hen og frem, hoppende og jagende som
Hunden ved Træets Rod. Ikke engang mellem Glas og Pokaler højt oppe
paa Dragkistens Tag kunde Mørket være i Fred, for de røde Rubinglas,
de blaa Pokaler og grønne Rømere, alle saa tændte de brogede Fyr og
hjalp Skjæret at finde det frem.
Og Blæsten blev ved derude og Mørket tog til, men derinde, der luede
der Ild og der dandsed der Lys, og Marie Grubbe hun sang. Snart sang
hun Ordene lige som hun kunde huske dem, snart nynnede hun blot
Melodien; hun havde sin Luth i Haanden, men hun spillede ikke, hun
blot nu og da greb i Strængene og fremlokkede et Par klare, længe
klingende Toner.
Det var en af disse hyggelige, smaa, vemodige Sange, som gjør
Ens Hynde blødere og Ens Stue lunere, en af disse sagteligt
bølgende Melodier, der ligesom synger sig selv i deres magelige
Sørgmodighed og med det Samme lader Ens Stemme lyde saa fornøjeligt
fyldig, saa svulmende og saa rund. Marie sad lige i Skjæret fra
Kaminen, omspillet af det rødlige Lys, og hun sang saa tankeløst
velbehageligt, ligesom kjærtegnende sig selv med sin egen Røst.
Da aabnedes den lave Dør, og Ulrik Frederiks høje Skikkelse dukkede
ind ad den.
Marie holdt straks op med at synge.
«Ah, Madame!» udbrød Ulrik Frederik i en mildt bebrejdende Tone, idet
han med bønfaldende Gebærde traadte hen imod hende, «havde jeg vidst,
I vilde lade Eder incommodere af min Nærværelse ...!»
«Aa nej, jeg sang ikkun for at holde mine Drømme vaagne.»
«Aimable Drømme?» spurgte han og bøjede sig ned over Varmebukken
foran Kaminen og varmede sine Hænder paa dens blanke, røde
Kobberkugler.
«Ungdomsdrømme,» svarede Marie og løb med Haanden over Luthens
Strenge.
«Ja, immer er Alderdommen sig selv lig!» og han saae smilende paa
hende.
Marie tav lidt, saa sagde hun pludseligt:
«En kan være ret ung og have gamle Drømme endda.»
«Hvad her er for en skjønne Desmerlugt herinde! -- men er ellers min
Ringhed med i _de_ gamle Drømme, Madame? -- om En tør spørge.»
«Ak nej!»
«Der var dog en Tid ...»
«Blandt alle andre Tider.»
«Ja, Madame, blandt alle andre Tider var der en Gang en underskjønne
Tid, hvor jeg var Eder saare, saare kjær. Kan I kuns mindes en
Mørkningstime, Ottesdagen efter vort Bilager eller ved det Lav? Det
var en Blæst og Sne ...»
«Ret som nu.»
«I sad foran Kaminen ...»
«Ret som nu.»
«Ja, og jeg laa ved Eders Fødder, og Eders kjære Hænder legte I mit
Haar.»
«Ja, den Gang elskede I mig!»
«O, ret som nu! -- og I -- I bøjede Eder ned over mig, I græd, saa
Taarerne randt Jer ned ad Kinderne, og I kyssede mig og saae saa ømt
og bevæget paa mig, som om I bad en Bøn for mig i Eders Hjærte, og
saa paa een Gang, -- kan I mindes? -- saa bed i mig i Halsen.»
«Ja, Gud du Godeste, hvor jeg dog elskede Jer, min Hr. Gemal! Naar
jeg hørte Eders Sporer klingre paa Trappen, saa ringede mit Blod for
mine Øren, jeg zittrede fra Hoved og til Fod og mine Hænder blev saa
kolde som en Is. Og naar I saa kom ind og trykkede mig i Eders Arme
...»
«De grace, Madame!»
«Aa, det er jo kuns døde Minder om en Amour, som længst er slukket
ud.»
«Ak, slukket ud, Madame! den ulmer dog hedere end før.»
«Nej, den er dækket til med altfor mange Dages kolde Aske.»
«Men den rejser sig af Asken som den Fugl Fønix, skjønnere og
fyrigere end før -- sig, gjør den intet?»
«Nej, Elskov er som en fin Blomst; om en frostig Nats Kulde forvisner
dens Hjærte, saa gaar den ud fra Top til Rod.»
«Nej, Elskov er som den Urt, der kaldes for Jerichos Rose; om Tørken
kommer, saa tørres den bort og krymper sig sammen, men bliver det saa
en mild og liflig Nat med frodig Dug, saa slaar den alle sine Blade
ud igjen og er saa grøn og frisk som ingen Tid før.»
«Kan hænde! der er vel mange Slags Elskov til.»
«Det er der, -- ja, og vor var just saadan Elskov.»
«At Eders var det, det siger I mig nu, men min, aldrig var den det,
aldrig.»
«Saa har I aldrig elsket.»
«Elsket ikke! nu skal jeg fortælle Jer, hvor jeg har elsket -- Det
var paa Frederiksborg ...»
«O, Madame, I er uden Skaansel!»
«Nej, nej, det er slet intet det. -- Det var paa Frederiksborg. Ak,
I veed kuns lidet, hvad jeg der led. Jeg saae, at Eders Kjærlighed
til mig var intet nær som før. Ak, som en Moder vaager over sit
kranke Barn og giver Agt paa hvert et lille Tegn, saaledes fulgte
jeg med Angst og Bævelse Eders Kjærlighed. Og da jeg saae i Eders
kolde Blikke, hvor bleg den blev, og følte i Eders Kys, hvor svagt
dens Pulse slog, da var det som skulde jeg forgaas i Kval og i Pine.
Jeg græd for denne Kjærlighed i lange Nætter, jeg bad for den som
for et Hjærtens dyrebart Barn, der dør og dør, Time for Time. Og
jeg spejdede efter Hjælp og efter Raad i min Kvide, efter Lægedom
for Eders kranke Kjærlighed og hvad gehejme Midler, som kom mig for
Øre, af Elskovsdrikke at være, dem blandede jeg med tvivlendes Haab
i Eders Morgendrikke og Aftenvin. Jeg lagde Eders Brystdug ud for
trende voksende Maaner og læste Bryllupspsalmen derover, og paa Eders
Sengefjæl, der malte jeg forinden med mit eget Blod tretten Hjærter
i Kors, men uden Gavn, min Hr. Gemal, for Eders Kjærlighed var krank
til Døden. -- Se, saadan var I elsket!»
«O nej, Marie, min Kjærlighed er ikke død, den er opstanden. Hør mig,
Hjærte! hør mig, for jeg har været slagen med Blindhed, med daarlig
Vanvittighedssot, men nu, Marie, knæler jeg ned for Eders Fødder,
og se, jeg bejler igjen, med Tryglen og med Bøn. Ak, min Elskov har
været som et vægelsindet Barn, men nu er den vokset op til Mand, o,
giv Jer trygt hen i dens Arme og jeg sværger Jer ved Korsens Træ og
Mands Honneur, at de skal ingensinde slippe Jer igjen.»
«Ti, ti, hvad kan det hjælpe!»
«O, tro mig dog, Marie!»
«Ved Gud den Levendes! jeg tror Jer, der er ikke Trevl eller Traad af
Tvivl i mit Sind, jeg tror Jer fuldt, jeg tror, at Eders Kjærlighed
er stor og stærk, men _min_! den har I kvalt med egne Hænder, den
er et Lig, og hvor højt saa Eders Hjærte raaber, saa vil det aldrig
vække den op igjen.»
«O jo, Marie! I af Eders Kjøn ... jeg veed, at der er dem iblandt
Jer, som naar de elsker en Mand, saa om han støder dem bort med sin
Fod, de kommer dog igjen, evindelig igjen, for deres Kjærlighed er
fast mod alle Saar.»
«Ja, det er ret, min Hr. Gemal, og jeg -- jeg er et saadant
Kvindfolk, skal I vide, men I -- er intet af de rette Mænd.»
* * *
«Gud holde sin beskjærmendes Haand over dig, min hjærtens
allerkjæreste Søster, og være dig en god og rund Givere af hvad
som ønskværdig er, baade til Liv og Sjæl, det ønsker jeg dig af
Hjærte.
Hjærtens allerkjæreste Søster, som er min eneste velmenendes Ven
fra Børnetid, vil jeg nu beskrive, hvad skjønne Frugter jeg har
af min Ophøjelsesstand, som skal være forbandet fra den Dag, den
begyndte; thi den har, som Gud veed, ikkuns ført mig Fortræd og
Tribulats i fulde Skaale.
Ja, var det mig intet en rette Ophøjelse paa bagvendt Vis, som
allerkjæreste Søster nu skal høre, og som vel hende allerede i
mange Stykker er bevidst; thi det kan intet fejle, at Søster jo
af hendes kjære Mand har fornummet at det, allerede mens vi var
paa Sjælland at bo, stod ganske koldsindigt til imellem mig og
min fine Hr. Gemal; og her til Aggershus var det paa nogen Tid
ikke anderledes, thi han har ført sig saaledes op imod mig som
mestendels er utroligen at fortælle, men som nok stod til ventendes
af slig en smukke Junkere. Men jeg bryder mig kuns fejl om hans
skidne Galanterier, thi de gaa mig i Ingenting an, saasom jeg bær'
til ham for længe siden saa ringe Kjærlighed, at det jo intet
skulde være nok til at holde en kranker Ælling ved Live, og kan han
for mig løbe Runsk efter Rakkerens Kvind, om det skulde være hans
Ønske, kuns han i Ingenting kommer mig for nær at fægte, som han
just netop gjør, og i saa Manering, at man skulde undres paa, om
han er optændt af Galenskab heller Djævelen har besættet ham, og
det har deraf sin Begyndelse, at han kom til mig en Dag med fine
Ord og strunke Løfter og vilde, Alting skulde være godt igjen os
imellem, mens han er af mig saa afskyet og foragt', hvad jeg ham
og fortalte i de Ord, at jeg holdt mig ham altfor god at være; men
da var det, det ret gik an, thi wenn's de Düwel friert, plejer
man sige, macht er sein Hölle glühn, og tændte han mig fluks en
Helvedes Badstue op, i saa Maade, at han kjørte herind paa Slottet
i Hobevis af løse Kvindfolk og Skarns Skjøger, og beværtede paa
dem med Mad og Drikke i store Stykker, ja med dyrebar Snemos og
bekostlige Schauessen, som til nogen fyrstelig Banquete, og der
skulde mine kunstig vævede Damaskes Duge, som jeg har i Arv efter
vor sal. Moder, være lagt frem, og mine Silkeshynder med Fryndserne
om ligedan, men blev der Intet af, som jeg slog det bag Laas
tilhobe, saa han maatte laane i Staden baade til Borde og Bænke at
brede.
Min hjærtens allerkjæreste Søster, jeg vil nu intet trætte hende
længer med saadan garstig Kompagnie, men er det intet forsmædeligt,
at saadant Skjøgepak, som, om dem skete deres Ret, skulde have
deres Hud strøgen brav af ved Stadens Kag, skal sidde paa
Stadsebænk i kongelig Majestæts Statholderes Stue; jeg mener, det
er saa uerhørt og bespotteligen, at om det kom kongelig Majestæt
til Gehør, som jeg ønsker af ganske Hjærte, Liv og Sjæl, da vilde
han tale min guten Ulrik Friederich saadan til, som han kuns lidet
skulde forlystes at høre paa. Den artigste af hans Streger imod
mig har jeg endnu intet fortalt; den er og hel ny, som den skete
forgangen Dag, der jeg lod sende efter en Kræmmere, at han skulde
komme op med nogle brabandtiske Silkes-Agramaner, som jeg vilde
have forneden en Trøje; men han lod svare, om jeg vilde skikke
Pengene ned, skulde Varerne vel komme, men Statholderen havde
forbøden ham at sælge mig Noget paa Borg, og ligedan Bud kom der
fra Hattestaffereren, som der var sendt efter, saa jeg formener,
han har gjort mig ubetroet over det ganske Sted, mens jeg har ført
i hans Bo for mange tusinde Rigsdaler og tusinder til. Nu intet
mere for denne Gang. Gud være alting befalet, og han sende mig
altid gode Bud fra dig.
af Aggershus Slot, 12 Decembris 1665.
Din fuldtro Søster altid
_Marie Grubbe_.
Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Styge Høeghs, Landsdommere
paa Laaland, min hjærte kjære Søster huldeligen tilhaande.»
«GUD have hende i sin Forvaring, min allerkjæreste Søster, nu og
altid, det vil jeg ønske hende af et oprigtig Hjærte, og vil jeg
bede for hende den Bøn, at hun maa fatte et oprejset Sind og intet
lade sig plat nedtrykke, thi hver har sin Jammerslod tildelet, og
vi svømme og bade i idel Elendighed.
Hendes Skrivelse M. A. K. S. er kommen mig tilhaande, uskadt og
ubrudt i alle Maader, og fornemmer jeg deraf med synkendes Hjærte
den Spot og Beskæmmelse, hendes Gemal fører hende paa, som er en
store Uret af kongelig Majestæts Statholdere at gjøre, som han
gjør. Men vær dog ikke for hastig, min Høne, thi hun har Aarsage
til Taalmod, som hende er saa høj en Plads anviset, som ikke var
god at gaa Forlis af, og som vel er det værd med Uro at bevare,
thi om hendes Gemal sværmer hen og spilder meget Gods, saa er det
af hans eget, han forøder, mens min Slemmere til Mand har sat Veje
for baade hans og mit, som er en Ynk, at en Mand, der skulde holde
sammen paa, hvad af GUD os er fortroet, i den Sted splitter og øder
det aldeles. Vilde kuns GUD skille mig vel ved ham, om det blev saa
heller saa, da var der derudi stor Almisse mod mig arme Kvinde, og
som ikke nok var at takke for, og kunde det ligesaavel ske, som vi
det sidste Aar aldeles ikke have været tilsammens, som GUD have Lov
og Tak for, om det maatte vare ved, saa M. A. K. S. kan skjønne,
at ikke heller min Seng er aldeles med Silke bredt, men M. A. K. S.
maa tænke, at hendes Gemal stiller sig nok og kommer til Fornuft
igjen, at han ikke sætter alting paa ublu Skjøger og Skarns-Folk,
og som hans Embed giver ham stor Indtægt, skal hun ikke lade sit
kjære Hjærte foruroes af hans bespottelige Ødselhed eller af hans
Uhuldhed heller. GUD vil det bedre, det tror jeg forvist. Gjør nu
vel, min Høne, og have hun mange tusind gode Nætter fra mig,
hendes tro Søster, mens jeg lever,
_Ane Marie Grubbe_.
af Vang, 6 Februari 1666.
A Madame
Madame Gyldenleu, min gode Ven og Søster, venligen tilskreven.»
«Gud holde sin beskjærmendes Haand over dig, min hjærtens
allerkjæreste Søster, og være dig en god og rund Givere af hvad som
ønskværdigt er i alle Maader til Liv og Sjæl, det ønsker jeg dig af
ganske Hjærte.
Hjærtens allerkjæreste Søster, man siger vel af Gammelt, at Ingen
er saa rasendes galen, den jo helmer et Blink mellem St. Hans og
Paulinus[7], men det vil her ingen Skik have, thi min galne Hr.
Gemal er intet kommen til sin Vittighed endnu, ja, han er ti, ja
tusindfold galnere end tilforn, thi hvad som før jeg skrev om, det
er kuns for Børneværk at regne mod det, som nu gaar an, som er
over al Maade; at vide, allerkjæreste Søster, han har været til
Kjøbenhavn og, o, utænkelig Spot og Beskæmmelse, havde med sig
hertil en af hans gamle Karnaillekvinder, navnlig Karen, som han
fluks lod tage bestandig Lossemente her paa Slottet og som er over
alle Ting og regjerer i alle Maader, mens jeg er sat bag Døren at
staa; men, hjærte kjære Søster, hun maa nu gjøre mig den Villighed,
at hun forhører sig om vor kjære Fader vilde tage sig min Sag an,
om jeg rømmede herfra, som han jo nok vil, thi Ingen kan uden stor
Medlidenhed min ulykkelige Stilling anse, og det som byltes mig
paa, er saa ulideligen, at jeg tænker, jeg kan kuns gjøre Ret, om
jeg kaster det af. Det er intet længer end som nu, dyre vor Frue
Dag[8], jeg var gangen ned i vores Abildhave, og den Tid, jeg kom
ind igjen, da var Slaaen for mit Sengekammer skudt for indvendig
fra, og der jeg spurgte, hvad den Streg skulde læses for, svartes
mig, at den Kammer og den næstved, dem vilde hun, Karen, have,
og var min Seng flyttet op i den vestre Stue, som er saa kold som
en Kirke, naar Blæsten staar paa, og fuld af Trækvinde, og Gulvet
aldeles frønnet og her og der med ganske store Huller. Men skulde
jeg tilfulde beskrive al den Haanhed, mig her overgaar, da blev det
saa lang som nogen Fasteprædiken, og om det paa den Vis farer fort,
da tror jeg knap, mit Hoved skal holde. Gud være alting befalet og
han sende mig altid gode Bud fra dig,
[7] Mellem St. Hans og Paulinus = fra 24 til 23 Juni.
[8] Frue Dag = 15 August.
din fuldtro Søster altid
_Marie Grubbe_.
af Aggershus Slot, 2 Septembris 1666.
Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Sti Høeghs, Landsdommere
paa Laaland, min hjærte kjære Søster huldeligen tilhaande.»
Ulrik Frederik var egenlig ligesaa kjed af Tilstanden paa Slottet,
som Marie Grubbe var det.
Han var bedre vant i Retning af Udsvævelser. Det var kun tarvelige
Svirebrødre, disse fattige, simple Officerer der i Norge, og deres
Soldaterskjøger var heller ikke til at holde det ud med ret længe.
Karen Fiol var den eneste, der ikke var idel Raahed og Plumphed, men
selv hende sagde han hellere Farvel idag end imorgen.
Det var i Ærgrelse over Marie Grubbes Afslag, at han havde gjort
disse Folk til sit Selskab; saa havde det en Stund moret ham, men
ikke længe, og da det Hele nu begyndte at blive ham mat og næsten
ubehageligt, og der ligesom var kommen en svag Fornemmelse af Anger
over ham, saa trængte han til at bilde sig selv ind, at det havde
været nødvendigt, og kom virkelig ogsaa til at tro, at det var det,
og at han havde havt en Plan med det altsammen, den nemlig, at bringe
Marie Grubbe til at fortryde sin Opførsel og føre hende angrende
tilbage. Men da det nu ikke syntes, at Fortrydelsen vilde komme, saa
tog han haardere fat, i det Haab, at han ved at gjøre hende Livet saa
ubehageligt som muligt, nok skulde overvinde hendes Stædighed; for
at hun ikke elskede ham mere, det troede han ikke paa, han følte sig
overbevist om, at hun i sit Hjærte længtes efter at kaste sig i hans
Arme, men at hun, da hun mærkede, at hans Kjærlighed var kaldt til
Live igjen, saae, at hun kunde faa Hævn over ham for hans Frafald ...
og han undte hende denne Hævn, han kunde godt lide, hun vilde hævne
sig, men hun trak det for længe ud, det blev ham altfor langvarigt
her i dette barbariske Norge.
Alligevel, han var dog ikke rigtig sikker paa, om han ikke havde
gjort bedst i at lade Karen Fiol blive i Kjøbenhavn, men paa den
ene Side kunde han ikke holde det ud mere med de Andre, og paa den
anden var Skinsyge en mægtig Allieret, og Marie Grubbe _havde_ været
skinsyg paa Karen, det vidste han.
Marie Grubbe kom nu imidlertid stadig ikke, og han begyndte at tvivle
paa, at hun nogensinde vilde komme, og hans Kjærlighed voksede med
hans Tvivl.
Der kom nu noget af et Spils eller en Jagts Spænding over Forholdet.
Det var med ængsteligt Sind, med beregnende Frygt, at han voldte
Marie Grubbe den ene Tort efter den anden og han ventede spændt paa
et Tegn, blot et lille Tegn paa, at han drev sit Vildt paa den rette
Vej, men der skete intet.
Jo endelig.
Endelig skete der Noget, og han var vis paa, at det var Tegnet, just
det Tegn, han ventede. Marie Grubbe tog nemlig en Dag, Karen havde
tilføjet hende en usædvanlig nærgaaende Fornærmelse, en god, stærk
Lædertømme i sin Haand, gik gjennem Huset hen til det Kammer, hvor
Karen just sov sin Middagssøvn, lukkede Dørene til indenfra og gav
den forfærdede Skjøge et godt Livfuld Hug af den tunge Tømme og
gik saa roligt tilbage til det vestre Kammer, midt imellem alle de
maalløse Tjenestefolk, som Karens Skrigen havde kaldt til.
Ulrik Frederik var nede i Byen, da det skete; Karen sendte ham straks
Bud, men han forhastede sig ikke med at komme, først langt ud paa
Eftermiddagen hørte den ventende Karen hans Hest i Gaarden.
Hun løb ned imod ham, men han skød hende lempeligt, men bestemt til
Side, og gik lige op til Marie Grubbe.
Døren stod paa Klem -- saa var hun vel ikke derinde.
Han stak Hovedet ind, vis paa at finde Stuen tom, men hun var der,
hun sad ved Vinduet og sov. Saa traadte han forsigtigt ind, saa
forsigtigt, han kunde, for han var ikke aldeles ædru.
I en gul og gylden Strøm stod Lyset fra den synkende Septembersol
ind i Kammeret og hæved de fattige Farver derinde til Glands og
Herlighed; de kalkede Vægge fik Svaners Hvidhed, det brunede Træloft
Malmens Glød, og det falmende Sengeomhæng blev vinrøde Folder og
purpurne Læg. Der var blændende lyst; selv det, der var i Skygge, det
lysned endda, det var som skimted det frem af en Taage af løvgult
Lys. Om Marie Grubbes Hoved spandt det en Glories Guld og kyssed
hendes hvide Pande; men at Øjne og Mund var dybt i Skygge, det voldte
et gulnende Æbletræ, der holdt sine abbildrødmende Grene fristende op
for Ruden.
Men hun sov, sad paa en Stol og sov, med Hænderne foldede i Skjødet.
Paa Taaspidsen listede Ulrik Frederik sig hen til Marie, og Glorien
svandt, da han stillede sig mellem Vinduet og hende.
Han betragtede hende nøje.
Hun var blegere end før. Hun saae saa god og blid ud som hun sad der,
med Hovedet bøjet tilbage, med letadskilte Læber og med den hvide
Strube bar og blottet; han kunde se, hvor Pulsen banked paa Siden af
Halsen, lige under det brune, lille Modermærke. Han fulgte Skulderens
faste Runding under den stramme Silke og den slanke Arm, til den
hvide, hvilende Haand. -- Og den var hans. -- Han saae, hvordan den
knyttede de trinde Fingre om den brune Tømme, og hvordan Armen i dens
hvide, aareløbne Former blev fast og blank, blev slap med mattet
Glands i Slaget, som den slog paa Karens arme Krop. Han saae, hvordan
hendes skinsyge Blik det tindrede tilfreds, og hvordan hendes vrede
Læber smilte grusomt ved Tanken om at hun slettede Kys paa Kys med
Tømmesvøben. -- Og hun var hans. -- Han havde været ond og stræng og
grusom, han havde ladet disse kjære Hænder vride sig i Kvide og disse
røde Læber aabne sig i Klage.
Hans Øjne fik en fugtig Glands imens han tænkte saa, og han følte sig
gjennemtrængt af hele en drukken Mands letvakte, bløde Medlidenhed,
og han blev ved at staa og stirre i dorsk og drukken Følsomhed, til
Solens rige Lysstrøm var tæret ind til en tynd, lille, blinkende
Traad, højt mellem Loftets mørke Bjælker.
Da vaagnede Marie Grubbe.
«Jer!» næsten skreg hun, idet hun foer op og kasted sig tilbage, saa
Stolen tumlede henad Gulvet.
«Marie!» sagde Ulrik Frederik saa ømt, som han formaaede, og strakte
bønfaldende Hænderne ud imod hende.
«Hvad vil I? -- I vil vel klage for de Hug, Eders Skjøge bekom?»
«Nej, nej, Marie, lad os være Venner, gode Venner!»
«I er drukken,» sagde hun koldt og vendte sig fra ham.
«Ja, Marie, af Kjærlighed til dig er jeg drukken, jeg er svimlendes
drukken af din Dejlighed, min Hjærtens Dukke.»
«Ja, saa drukken, at Eders Syn har slaaet Jer fejl, og I har taget
Andre for mig.»
«Marie, Marie, vær nu intet iversyg!»
Hun gjorde en haanlig afvisende Bevægelse.
«Jo, Marie! du varst iversyg; du har forraad dig selv, nu du tog den
Ridetømme, du veed ... men lad nu hele det skidne Slæng være glemt og
dødt og Djævelen i Vare; kom, kom! leg nu intet mere den Uhulde med
mig, som jeg har leget den troløse Gast med dig, med al denne Slemmen
og Bolen paa Skrømt. Vi gjør jo kuns hinanden en Helvedes Kule deraf,
for det kunde være en Himmerigs Sal. -- Du skal faa din Villie i hvad
du vil; vil du svæve i Silke, saa tykt som Camelot, vil du have
Perler i Strænge, saa lange som dit Haar, du skal faa det, og Ringe
og Gyldenstyksstoffer i hele Væve, og Fjer og Stene, hvad du kuns
vil, der er Ingenting for dyr'bart til at slides af dig.»
Han vilde lægge sin Arm om hendes Liv, men hun greb ham om
Haandleddet og holdt ham ud fra sig.
«Ulrik Frederik,» sagde hun, «skal jeg sige dig en Ting? -- Om du
kunde svøbe din Kjærlighed i Sindal og Maar, om du kunde klæde den i
Zobel og krone den med Guld, ja give den Sko af den skære Demant, jeg
vilde kaste den fra mig som Skarn og Dræk, for jeg agter den ringer'
end den Jord, som jeg træder med min Fod. Der er intet en Dryp af
mit Blod, der er dig god, intet en Trævl af mit Kjød, den jo støder
dig væk, -- hører du! der er intet en Vraa i min Sjæl, du jo kaldes
med Navne. -- Forstaa mig kuns ret! om jeg kunde løse din Krop af en
Helsots Pine eller din Sjæl af Helvedes Nød ved at blive som Din, jeg
gjorde det intet.»
«Jo, du gjorde det, Kvind, og saa sig ikke saa!»
«Nej og nej og mer' end nej!»
«Saa ud, ud! bort fra mit Øjesyn i Helvedes forbandede Navn.»
Han var hvid som en Væg og rystede paa alle Lemmer. Mælet var hæst og
ukjendeligt og han fægtede med Armene i Luften som en vanvittig Mand.
«Tag din Fod af min Vej! tag din -- tag din -- tag din Fod af min
Vej, eller jeg flækker din Stjærn, der er Dræbningsblod oppe og rødt
for mit Syn. -- Ud, ud af Norges Land og Rige og Helvedes Brand til
Gefährt[9]! Ud ...»
[9] Gefährt = Kjøretøj.
Marie saae en Stund forfærdet paa ham, saa løb hun, hvad hun kunde,
ud af Stuen, bort fra Slottet.
Som hun slog Døren til, greb Ulrik Frederik Stolen, hun havde siddet
i, da han kom, og rendte den ud af Vinduet, flængede det møre Omhæng
af Sengestedet og rev det i Pjalter og Taver, mens han flakkede frem
og tilbage i Værelset; saa sank han ned paa Gulvet og krøb omkring
paa sine Knæ, hvæsende som et vildt Dyr og hamrende sine Knoer
tilblods. Omsider trættedes han, krøb hen til Sengen og kastede sig i
den med Ansigtet ned i Puderne, og raabte paa Marie med ømme Navne og
græd og hulkede og forbandede hende, og talte saa igjen, som kjælede
han for hende, med blid og sagte Røst.
Samme Nat fik Marie Grubbe en Skipper til for gode Ord og stor
Betaling at sejle sig til Danmark.
Næste Dag jog Ulrik Frederik Karen Fiol bort af Slottet, og faa Dage
efter rejste han til Kjøbenhavn.