Han havde havt sine Hunde inde at lege med, havde forsøgt paa at
læse og havde spillet Daldøs[6] med Marie. Regnen skyllede ned, det
var ikke Vejr til at tage ud i, og han var derfor gaaet ind i sit
Vaabenkammer, som han kaldte det, i den Tanke at pudse og efterse
sine Skatte -- det var det just Vejr til -- og var saa kommen til
at tænke paa en Kasse Vaaben, han havde faaet i Arv efter Ulrik
Christian, havde ladet den bringe ned fra Loftet og sad nu og løftede
Arven Stykke for Stykke.
[6] Daldøs = Et Brædtspil, der spilledes med Brikker og Tærninger.
Der var Pragtkaarder, blaaanløbne med Guldindlægning og sølvblanke
med mat Gravering; der var Jagtknive med tunge, enkelt eggede Blade,
med lange, flammebugtede, med trekantede, naalespidse Blade; der
var Toledoklinger, mange Toledoklinger, lette som Rør og bøjelige
som Vidjer, med Fæster af Sølv og af Jaspisagat, af drevet Guld og
af Guld med Karbunkler, og een iblandt dem, den havde kun Fæste af
ætset Staal, den var stukken igjennem et lille Spændebaand af Silke,
besyet i Roser og Ranker med røde Glasperler og grøn Floksilke. Enten
var det et Armbaand, et simpelt Armbaand eller, som Ulrik Frederik
troede, et Strømpebaand -- og Kaarden var stukket der igjennem.
Det er fra Spanien, tænkte Ulrik Frederik, for der havde den Afdøde
været i ni Aar og tjent i Armeen. Ak ja, han skulde ogsaa have været
i Fremmedtjeneste hos Carl Gustav, men saa kom Krigen, nu kom han
vel aldrig ud at tumle sig, og han var dog knap treogtyve Aar. Altid
leve her ved dette lille, kjedelige Hof, dobbelt kjedeligt nu da al
Adelen holdt sig hjemme. -- Jage lidt, se lidt til sit Lehn, en Gang
i Tiden, ved Kongens Naade, blive Gehejmestatsraad og Ridder, holde
gode Miner med Prinds Christian og beholde sin Bestilling, nu og da
bruges til en kjedsommelig Ambassade til Holland, blive gammel, faa
Værk, dø og blive begravet i Frue Kirke, det var den glimrende Bane,
der var ham afstukken. -- Nu krigedes de nede i Spanien, der var
Hæder at vinde, Liv at leve -- der var Kaarden og Baandet fra. Nej --
han maatte tale med Kongen, det regnede endnu og der var langt til
Frederiksborg, men det fik ikke hjælpe, vente kunde han ikke, det
maatte afgjøres.
Kongen syntes godt om Forslaget. Imod Sædvane sagde han straks ja,
til stor Forbavselse for Ulrik Frederik, der hele Vejen havde redet
og for sig selv anført alt, alt det, der gjorde det vanskeligt,
urimeligt, umuligt -- og nu sagde Kongen ja, til Jul kunde han rejse,
til den Tid kunde nok de indledende Skridt være gjorte og den spanske
Konges Svar være kommet.
Svaret kom da ogsaa allerede i Begyndelsen af December, men Ulrik
Frederik kom dog først til at rejse noget hen i April; der var saa
meget, der skulde gjøres forinden, Penge, der skulde skaffes, Folk,
der skulde udrustes, Breve, der skulde skrives; men saa rejste han da.
Marie Grubbe var kun daarligt tilfreds med denne Spaniensrejse,
og vel fik Fru Rigitze hende til at indse, at det var nødvendigt,
at Ulrik Frederik rejste udenlands og vandt Hæder og Berømmelse
for at Kongen ret kunde gjøre noget for ham; thi vistnok var hans
Majestæt en absolut Herre, men han var desuagtet meget ømfindtlig for
Folks Omtale og Adelsskabet var jo nu paa denne Tid saa forkert og
vrangvilligt, at det visselig vilde lægge Alt, hvad Kongen foretog
sig ud i den daarligste Mening -- men alligevel, Kvinder have nu en
Gang en medfødt Frygt for al Sigen Farvel og her var meget at være
bange for, thi selv om Marie kunde se bort fra Krigsfaren og den
lange, farlige Rejse og trøste sig ved at der jo nok blev taget vel
Vare paa en Konges Søn, saa kunde hun dog ikke Andet end ængstes
for, at det Samliv, de saa vel havde begyndt, ved en maaske mer end
aarelang Adskillelse kunde blive saaledes afbrudt, at det aldrig
kom til at fortsættes som det var begyndt. Deres Kjærlighed var saa
ny og saa lidet befæstet, og nu just som den var kommen i Vækst,
skulde den skaanselløst udsættes for allehaande Umildhed og Fare;
var det ikke ret at stile henimod at lægge den øde? -- og det havde
hendes korte Ægtestand lært hende, at det Slags Ægteskab hun i sin
Trolovelsesstand havde set an for saare let at føre, det hvor Mand
og Kvinde gik hver sin egen Vej, det kunde kun være et Ulykkens
Liv med idel Mulm og ingen Dagning, og det var der jo nu her gjort
en Begyndelse til udvortes: Gud forbyde det skulde komme saaledes
indvortes, men det var at friste Lykken haardt at aabne Dør for
saadan Skilsmisse.
Og saa var hun ogsaa meget skinsyg paa alt det lette, katolske
Kvindepak dernede i Spaniens Riger og Lande.
* * *
Frederik den Tredie, der, som saamange andre Fyrster og Herrer
dengang, ivrigt dyrkede Guldmagerkunsten, havde medgivet Ulrik
Frederik det Hverv, i Amsterdam at opsøge den berømte Guldmager,
Italieneren Burrhi, forhøre om han ikke agtede sig til Danmark og
underhaanden lade ham forstaa at saavel Kongen som den rige Christen
Skeel til Sostrup vel kunde gjøre ham hans Umag betalt, hvis han
vilde ulejlige sig did.
Da Ulrik Frederik derfor i Juni Maaned Toogtreds naaede den nævnte
By, lod han sig ved Ole Borch, der da studerede her og var vel kjendt
med Burrhi, føre hen til ham. Guldmageren, dengang lidt oppe i de
Halvhundrede, var en Mand lidt under Middelhøjde med gode Anlæg til
Fedme, let i Gang og Holdning, noget gulladen, med sort Haar og en
smal Knebelsbart, runde Kinder, fyldig Hage, kroget, lidt plump Næse
og smaa, blinkende Øjne, der vare omgivne af en utallig Mængde smaa
og store Rynker, som i en Vifte gik ud fra Øjenkrogene og gav ham et
paa en Gang fiffigt og godlidende Udseende.
Sort Fløjelsfrakke med store Opslag og florbetrukne Sølvknapper,
sorte Knæbenklæder, sorte Silkestrømper og Sko med store, sorte
Baandroser var hans Dragt. Han syntes at sætte Pris paa Kniplinger,
thi han havde Kniplinger i Brystet og i Enderne af sin Halsklud og
baade om Haandledene og fra Kanten af hans Knæbenklæder hang rige
Kniplingsmansketter i tykke Folder. Hans Hænder var hvide, fede,
buttede og smaa og saa overlæssede med sjelden plumpe Guldringe, at
han ikke kunde faa Fingrene sammen. Endogsaa om Tommelfingrene havde
han store, juvelblinkende Ringe. Saasnart han sad ned, gjemte han,
uagtet det jo var Sommerdage, Hænderne i en stor Skindmuffe, for han
frøs altid sine Hænder, som han sagde.
Den Stue, han førte Ulrik Frederik ind i, var stor og rummelig med
Hvælvingsloft og smale spidsbuede Vinduer højt oppe paa Væggen.
Et stort, rundt Bord stod midt paa Gulvet, omgivet af Træstole,
paa hvis Sæder der laa bløde Hynder af rødt Silke med lange, tunge
Kvaster i alle fire Hjørner. Bordskiven var indlagt med en stor
Sølvplade, hvorpaa der i Niello var fremstillet de tolv Himmeltegn,
Planeterne og de vigtigste Stjernebilleder. En Rad Strudsæg hang paa
Snor ned fra Hvælvingens Midtroset. Gulvet var malet i graa og røde
Tavl, og indenfor Døren var gamle Hestesko i Triangel indfældede i
Gulvplankerne. Et stort Koraltræ stod under det ene Vindue, et mørkt,
udskaaret Træskab med Messingbeslag under det andet. I en Krog var
anbragt en Voksdukke i Legemsstørrelse, forestillende en Morian, og
langs Væggen laa Blokke af Tinerts og Kobbermalm. Morianen havde et
tørt Palmeblad i Haanden.
Efter at de nu vare skikkede til Sæde og de første
Høflighedsyttringer udvekslede, spurgte Ulrik Frederik -- de talte
Fransk -- Burrhi om han ikke ogsaa vilde komme de Søgende i Danmarks
Land til Hjælp med sin Visdom og Forfarenhed.
Burrhi rystede paa Hovedet.
«Jeg veed vel,» sagde han, «at den hemmelig' Kunst har fornemme
og mægtige Dyrkere i Danmark, men jeg har nu underviset saa mange
fyrstelige Herrer og Prælater, og har jeg end ikke altid set Utak
og liden Skjønsomhed for min ventede Løn, saa har jeg dog mødt saa
megen Vrangsindethed og Uforstandighed, at jeg vanskelig tiere tager
mig en Skikkelse paa som Læremester for saa ophøjede Skolarer. Det er
mig ikke vitterligt efter hvilken Regula eller Methode hans Majestæt
Kongen af Danmark laborerer, saa mine Ord ingen Sigtelse mod ham
kan have til Indhold, men jeg kan i al Gehejmhed bedyre, at jeg har
antruffen Herrer af Rigens allerhøjeste Adel, ja salvede Fyrster
og Arveherrer, der vare saa uvittige i deres Historia naturalis og
Materia magica, at den gemeneste Marktskrigere ikke kan være mere
bondeagtig overtroisk end som de var. De slaa endog deres Lid til
det vidtudspredte, forsmædelige Landerygte, at det at lave Guld, det
er som at lave en Dvaledrik eller Lægedomspillula; blot En har den
rette Opskrift, saa mænges det tilhobe, sættes paa Ilden, en Formula
udsiges, og saa skal Guldet være der. Saadant har Styverfængere og
ignorantiske Personer udspredt -- dem Djævelen have! Kan de Folk dog
intet forstaa, at dersom det saaledes gik an, da vilde Verden svømme
udi Guld. Vel er det som gode Autores, sikkerlig med Rette, formode,
saaledes bestilt af Naturen, at kuns en vis Del af Materie kan
luttres ud i Guldets Gestalt, men vi vilde dog blive oversvømmede.
Nej, Guldmagerkunsten er en vanskelig og bekostelig Kunst. Der maa
en lykkelig Haand til, der maa være visse særdeles Constellationer
og Conjunctioner forhaanden, om Guldet ret skal vælde. Intet alle
Aaringer er Materien lige guldgivtig, nej, nej, betænker dog at
det ingen ringe Destilatio eller Sublimatio er, men en Naturens
Omskabelse, der skal gaa an. Ja, jeg tør sige, at der gaar en
Sittring gjennem Naturgejsternes Pauluner hver den Gang en Del af det
pure, tindrendes blanke Guld fries ud af Materia vilis's tusindaarige
Omfavnelse!»
«Men,» sagde Ulrik Frederik, «I forlade mig jeg spørger, men sætter
En intet ved slige lønlige Kunster sin Sjæl udi Fare og Vaade?»
«Nej, nej,» svarede Burrhi ivrigt, «hvor vil I tro! hvilken Mager
var vel større en Salomo, hvis Segl, baade det store og det lille,
vidunderligen er os bevaret den Dag idag vi lever? Hvo gav vel Mosem
Trolddomsgave? Mon ikke Zebaoth, Stormenes Aand, den Forfærdelige?»
og han trykkede Stenen i en af sine Ringe op til sine Læber. «Jo,
jo,» vedblev han, «visselig have vi store Mørkets Navne og farlige
Ord, ja gruelige Hemmeligheds-Tegn, der, hvis de bruges til det Onde,
som mangfoldige Spaakvinder og Troldkarle og Lægmandsmedici gjøre,
fluks lægger deres Paakalderes Sjæle i Gehennas Lænker. Men vi, vi
paakalde dem ikkuns for at udfri den hellige Urmaterie af Støvs og
jordisk Askes urene Besmittelse og Beblandelse; thi det _er_ Guldet;
Guldet er den originale Begyndelsesmaterie, som det gaves at give Lys
før Solen og Maanen blev indsat i Himlens Hvælvinger.»
Saaledes talte de længe om Guldmagerkunsten og andre Lønvidenskaber,
til Ulrik Frederik spurgte ham om han ved Hjælp af den lille Seddel,
han for nogle Dage siden havde ladet ham tilskikke ved Ole Borch,
havde stillet hans Horoskop.
«I det Store,» sagde Burrhi, «kunde jeg vel nok sige Eder, hvad
Eder er bestemt, men naar ikke Nativiteten stilles ret lige i den
Time Barnet fødes, saa kommer intet alle Smaategn med og Resultatet
bliver da kuns meget lidt at lide paa. Dog veed jeg noget. Ja ja,»
vedblev han og strøg sig over Øjnene, «havde I været borgerlig født
og i en Medikusses ringe Stilling, da havde jeg kun havt glade
Ting at berette Eder; men nu vil Verden intet blive Eder fuldt saa
let. Det er paa visse Maader meget at beklage, at Verdens Gang
i de meste Tilfælde er saaledes, at en Haandværkeres Søn bliver
og en Haandværkere, en Kjøbmands Søn en Kjøbmand, en Bondes Søn
en Bonde og saaledes fort over det Hele, thi, Manges Ulykke har
aleneste deri sin Grund, at de give sig hen i en anden Bestilling
end den, Himmeltegnenes Stilling ved deres Fødsel anviser Dem. Om
saaledes En, der er født i Begyndelsen af Vædderens Tegn, giver
sig i Krigerstanden, da vil Intet lykkes for ham, og Saar og liden
Forfremmelse og tidlig Død vil være ham vis, men om han tager sig
til at arbejde med sine Hænder som Kunstsmed eller Stensnidere, vil
Alting staa for ham som paa Pinde. En, der er født under Fiskenes
Tegn, i den første Part, ham bør det at dyrke Jorden eller om han
er rig, at skaffe sig meget Jordegods, den, som er født i sidste
Part, maa søge sin Lykke paa Søen, enten det saa maa være som gemen
Børtskippere eller som Admiral. Tyrens Tegn i første Part er for
Krigsfolk, i sidste Part for Advokater, Tvillingerne som I er født
under, er som jeg siger for Medici i første Part, og for Kjøbmænd i
anden Part. -- Men lad mig nu se Eders Haand!»
Ulrik Frederik rakte Haanden frem, Burrhi gik hen til
Hestesko-Trianglen og strøg sine Sko henover dem, som en Linedandser
stryger sine Saaler paa Harpiksbrædtet inden han gaar ud paa Tovet.
Saa saae han i Haanden.
«Ja,» sagde han, «Æres-Linien er hel og lang, ser jeg, og rækker saa
vidt, den række kan, uden at naa til en Krone. Lykke-Stregen er mat
paa nogen Tid, men bliver alt mere og mere klar. Der er Livsfuren,
den ser hel ilde ud desværre, I maa tage Jer vel i Vare til I har
naaet Syvogtyveaarsalderen, til da er Eders Liv haardt og hemmeligt
truet, men saa bliver Linien klar og stærk helt op i høj Alderdom,
men den skyder kun en Streg ud -- jo dog, der er alt en mindre hos --
ja, I vil faa Livsarvinger i tvende Kuld, det fejler intet, men faa
i hvert.»
Han slap Haanden.
«Hør,» sagde han alvorligt, «der er Fare for Eder, men hvor den
truer, det ser jeg intet, dog, aaben Krigsfare det er det ingenlunde;
skulde det være Fald eller anden Rejsevaade, saa tag her disse
trekantede Malakiter, de er af en særdeles Sort; ser I her, i denne
Ring har jeg dem selv, de skytter godt mod Fald eller Styrtning fra
Hest eller Vogn. Tag dem med, bær dem paa Jert blotte Bryst, eller
om I lader dem sætte i en Ring, da tag Guldet ud bagved, for de maa
røre, hvis de skal skjærme; og se her en Jaspissten, kan I se, der
sidder i den som et Træes Lignelse, den er saare rar og fin, og god
mod snigendes Vaabenstik og flydendes Forgift. Jeg beder Eder end en
Gang, min dyrebare, unge Herre, I vogte Eder vel, især for Kvindfolk;
jeg veed det intet sikkert, men der er Tegn, der tyder, at Faren
blinker i et Kvindfolks Haand, men jeg veed det intet, det er intet
vist, vogt Eder derfor ogsaa for arge Venner og skalkagtige Tjenere,
for kolde Vande og for lange Nætter.»
Ulrik Frederik tog venligt mod Gaverne og glemte ikke den følgende
Dag at sende Guldmageren en kostbar Halskjæde til Tak for hans gode
Raad og gode Værgestene.
Herefter gik hans Rejse uden Standsning lige til Spanien.