Den Rigsforsamling, der lige som Høsten var bragt tilende, tog sin
Begyndelse i Kjøbenhavn, førte jo en Mængde af Landets Adel til
Byen, alle begjærlige efter at værne om deres Rettigheder, men ogsaa
betænkte paa at forlyste sig ovenpaa Sommerens Travlhed. Heller ikke
var det dem imod at gjøre Forsøg paa at blænde den siden Krigen
temmelig højttalende, kjøbenhavnske Befolkning ved deres Pragt og
Rigdom og derved give den en liden Mindelse om at Skjællet mellem
Landets gode Mænd og den ufri Hob endnu stod støt og trygt, trods
kongelige Privilegier, trods borgerlig Vaabendaad og Sejersglands og
trods Kræmmerkisternes ynglende Dukater.
Af rigtklædte Adelsmænd og Fruer vrimlede da Gaderne, af
skrammererede Adelstjenere og adelige Heste med sølvspændt Seletøj
og brogede Vaabendækner. Og der blev en Gjæstereren _og_ Beværten i
alle Byens Adelsgaarde -- til sent ud paa Natten klang Fiolen fra
de oplyste Sale ud over Byen og fortalte de blundende Borgere at
Landets bedste Blod varmede sig der i statelig Dands over tavlede
Gulv og ved skummende Vin i arvede Pokaler.
Alt dette gik Marie Grubbe forbi; hende var der Ingen, der bød
til Gjæst, thi dels mentes der at endel af de Grubber, paa Grund
af deres Forbindelse med Kongehuset, stod mere paa dettes end paa
Standens Side og dels hadede den gode gamle Adel oprigtigt den i de
senere Aartier temmelig talrige Overadel, der dannedes af Kongernes
naturlige Børn og deres Nærmeste. Marie blev da saaledes af en
dobbelt Grund forbigaaet, og Hoffet, der under hele Rigsforsamlingen
levede meget indgetogen, bød hende ingen Erstatning.
I Begyndelsen faldt dette hende vel lidt haardt, men da det blev
ved, vakte det snart hendes Sinds let vækkelige Trods og havde den
saare naturlige Virkning tilfølge, at hun sluttede sig inderligere
til Ulrik Frederik og kom til at holde mere af ham, fordi der, som
det syntes hende, for hans Skyld blev gjort hende Uret; og denne
hendes Tilbøjelighed blev ved at vokse i Styrke, saa der, da de den
sekstende December sekstenhundrede og treds i al Stilhed blev viede
til hinanden, var de bedste Udsigter til et lykkeligt Samliv mellem
hende og Rigens Jægermester, denne Tittel og Bestilling var nemlig
Ulrik Frederiks Part af det sejrende Kongehuses Naadesbevisninger.
At Vielsen gik saa stille af, var ganske imod hvad der havde været
paatænkt, for det havde længe været bestemt, at Kongen skulde gjøre
deres Bryllup paa Slottet, ligesom Christian den Fjerde havde gjort
Fru Rigitzes og Hans Ulriks, men i den sidste Time fik man Skrupler
og mente, af Hensyn til Ulrik Frederiks tidligere Giftermaal og
Skilsmisse, at burde lade det blive som det saa blev.
* * * * *
De er da saa nu gifte og hjemfarne Folk, og Tiden lider og Tiden
løber og Alt er vel -- og Tiden mindsked Fart og Tiden krøb, for
det er jo nu engang i Almindelighed saa, at naar Leander og Leonora
har været sammen i et Halvtaarstid, saa er Aanden ikke altid over
Leanders Kjærlighed, uagtet Leonora som oftest elsker ham endnu
stærkere og inderligere end i Trolovelsesdagene. Thi, medens hun
er som de smaa Børn, der finder det gamle Æventyr nyt hvor tidt
det end fortælles med de selvsamme Ord, de selvsamme Overraskelser
og det selvsamme evige «Snip, snap, snude,» saa er Leander saa
fordringsfuld, at han trættes, saasnart hans Følelse ikke længer gjør
ham ny for sig selv. Saasnart han ikke længer er helt beruset, er
han ogsaa i det Samme mer end ædru. Rusens svulmende lyse Overmod,
der har givet ham en Halvguds Selvtillid og Tryghed, forlader ham,
han ængstes, han tænker og fanger Tvivl. Han ser tilbage paa sin
Lidenskabs urolige Levnetsløb, sukker sit Suk og gaber. Og han
længes, han føler sig som En, der er kommen hjem efter en langvarig
Fart i fremmede Lande og nu atter ser de saa inderlig velkjendte, saa
lang Tid forglemte Steder liggende for sig, og alt mens han ser dem,
tankeløst undrer sig over at han virkelig har været borte fra denne
hjemlige Verdenspart saa længe.