X.

Der blev saa stille i Gaarden den Foraarsdag, da Hestenes Hovslag

var døet bort i det Fjerne. Endnu stod alle Døre aabne efter

Afskedsstundens Travlhed, endnu stod Bordet dækket, hvorved Ulrik

Frederik havde spist, hans Salvet laa endnu ved hans Couvert,

saaledes som han havde krammet den sammen, og fugtige Spor af hans

store Ridestøvler var endnu synlige hele Gulvet over.

Derhenne ved det store Pillespejl havde han trykket hende til sit

Bryst, kysset og kysset hende til Farvel og søgt at trøste hende ved

svorne Løfter om snarligt Gjensyn.

Uvilkaarligt gik hun hen for Spejlet som for at se, om det ikke

havde holdt hans Billede fast, saaledes som hun for et Øjeblik

siden, indesluttet i hans Arme, havde set det. Hendes egen ensomme,

forknytte Skikkelse, hendes blege, forgrædte Ansigt mødte hendes

søgende Blik inde bag Spejlets glatte, blanke Flade.

Porten blev lukket i dernede, Tjeneren tog af Bordet, og Nero,

Passando, Rumor og Delphin, hans kjæreste Hunde, der havde været

lukket inde, løb med ynkelig Piben, snusende til Sporene, rundt i

Stuen. Hun vilde kalde dem hen til sig, men kunde ikke for Graad.

Passando, den store, røde Rævemynde, kom hen til hende, hun knælede

ned og klappede den og strøg den, men den logrede kun adspredt med

Halen og saae hende med store Øjne lige op i Ansigtet og peb og peb.

Hine første Dage, -- hvor dog Alt var tomt og trist, hvor langsomt

Tiden randt, og hvor knugende tungt Ensomheden laa paa hende, og hvor

Længslen saa imellem var skjærende skarp som Salt i en aaben Vunde.

Ja, det var de første Dage, men da det saa ikke var nyt længer

og blev ved at komme Altsammen, Mørket og Tomheden, Længslen og

Sorgen, Dag for Dag, som et Snevejr, der falder Flok paa Flok,

den ene langsomt dalende Flage efter den anden, da kom der en

underlig Haabløshedens Sløvhed og Ro over hende, ja næsten som en

Følelsesløshed, der sætter sig lunt tilrette i Sorgens Hygge.

Og saa var det pludseligt igjen helt anderledes.

Alle Nerver spændte i den højeste Pirrelighed, alle Aarer bankende

af livstørstigt Blod og hendes Fantasi saa fuld som Ørkenens Luft af

farverige Billeder og daarende Syner.

I slige Dage følte hun sig som en Fange, der utaalmodigt ser sin

Ungdomstid, Vaar paa Vaar, glide gold forbi, uden Blomster, mat

og øde, stadigt svindende, aldrig kommende. Og det var hende som

Tidens Sum blev talt hende til Time-Hvid for Time, og som hver af

dem med Klokkeslagets Klang faldt klirrende ned for hendes Fødder og

smulnedes og blev til Støv, og da kunde hun i kvalfuld Livslængsel

vride sine Hænder og skrige som i Pine.

Sjældent viste hun sig ved Hoffet eller hos sin Slægt, thi Etiketten

fordrede, at hun holdt sig hjemme, og da hun kun var meget lidt stemt

til at paaskjønne Besøg, ophørte disse snart, og hun var ganske

overladt til sig selv.

En lad Mathed blev snart Følgen af denne ensomme Grublen og Sørgen,

og hele Dage og Nætter i Rad blev hun liggende tilsengs og søgte her

at holde sig i en halv vaagende, halv slumrende Tilstand, der affødte

æventyrlige Drømme, som i Klarhed langt overgik den sunde Søvns

taagede Drømmebilleder, saa de næsten var som virkelige, og gav en

kjærkommen Erstatning for det Liv, hun savnede.

Dag for Dag blev hun mere og mere pirrelig, saa den mindste Larm

voldte hende Smerte, og hun kunde faa de sælsomste Indfald og

pludselige, vanvittige Ønsker, der næsten maatte vække Tvivl om

hendes Forstand.

Der var vel ogsaa kun et Straas Bredde mellem Vanviddet og denne

sælsomme Lystenhed, som betog hende efter at udføre en eller anden

fortvivlet Handling, blot for at udføre den, ikke fordi hun havde

mindste Grund dertil, ja ikke en Gang rigtig ønskede det.

Saaledes hændte det undertiden, naar hun stod ved det aabne Vindue,

lænet til Vindueposten og saae ned i den stenlagte Gaard dybt under

hende, at der foer igjennem hende en fristende Drift til at kaste

sig derned, blot for at gjøre det. Men i det samme Nu havde hun

i Fantasien gjort Springet, og hun følte den skjærende, kjølige

Kildren, som Spring fra høje Steder frembringer og hun foer fra

Vinduet ind i det Inderste af Stuen, rystende af Angst og med

Billedet af sig selv, liggende blodig nede paa de haarde Sten, saa

tydeligt for sig, at hun maatte gaa til Vinduet igjen og se ned, for

at jage Billedet bort.

Mindre farlig og af en lidt anden Natur var den Lyst hun følte, naar

hun, hvad der stundom hændte, kom til at se paa sin blottede Arm, og

næsten nysgjerrigt fulgte de blaa og dunkeltviolette Aarers Løb under

den hvide Hud, den Lyst, hun da følte til at bide ned i dens hvide

Runding, og hun fulgte virkelig sin Lyst og bed som et grumt lille

Rovdyr Mærke paa Mærke, men saasnart det gjorde rigtig ondt, holdt

hun straks op og gav sig til at kjæle for den stakkels mishandlede

Arm.

Til andre Tider kunde hun, bedst som hun sad, finde paa at gaa ind og

klæde sig af, blot for at svøbe sig i et tykt, rødt Silketæppe og

mærke det blanke Stofs kjøligt glatte Berøring eller for at lægge en

iskold Staalklinge nedad sin blottede Ryg.

Af saadanne Indfald havde hun mange.

* * * * *

Efter fjorten Maaneders Fraværelse vender saa Ulrik Frederik hjem.

Det var en Julinat. Marie kunde ikke sove, hun laa og lyttede paa den

langsomt pibende Sommernatsvind, urolig af alskens ængstende Tanker.

De sidste otte Dage havde hun ventet Ulrik Frederik hver Time i

Døgnet, ønskende hans Komme, frygtende hans Komme.

Vilde Alting blive igjen som i gamle Dage, for fjorten Maaneder

siden? -- det syntes hende nej det ene Øjeblik, ja det andet. Hun

kunde nu ikke rigtig tilgive ham den Spaniensrejse, hun var bleven

saa gammel i al den Tid, saa forsagt og stilfærdig, og nu kom han

hjem, vant til Glands og Tummel, friskere og mere ungdommelig end

før, og fandt hende bleg og falmet, tung i Sind -- tung i Gang, slet

ikke den Gamle, og i det første Møde vilde han være saa fremmed og

kjølig overfor hende og det vilde gjøre hende endnu mere forskræmt,

og han vilde vende sig fra hende, men aldrig vilde hun vende sig fra

ham, nej, nej, hun vilde vaage over ham som en Moder, og naar Verden

gik ham imod, saa vilde han komme til hende, og hun vilde trøste ham

og være ham saa god, savne for hans Skyld, lide og græde, gjøre Alt

for hans Skyld. -- Saa syntes det hende igjen at saasnart hun saae

ham, vilde Alt være som det var, jo, de stormede gjennem Stuen, som

kaade Pager, stimede og støjede, og Væggene gav Gjenlyd af Latter og

Jubel og Krogene hviskede med Kys --.

Som hun tænkte sig det saadan, faldt hun i en let Blund og det larmed

og legte ind i hendes Drømme, og da hun vaagnede, larmed det endnu,

raske Fodtrin lød paa Trapperne, Porten slog op, Døre lukkedes, Vogne

rumlede paa Gaden og Hestehove skrabede i Stenbroen.

Det er ham! tænkte hun, sprang op, greb det store, stukne Sengetæppe,

og svøbt i det som en Kaabe, ilede hun ind gjennem Værelserne. I

Storstuen standsede hun, der stod en Bissepraas i en Træstage nede

paa Gulvet og brændte, et Par af Lysene i Armstagerne var tændte,

Tjeneren var løben fra disse Forberedelser af lutter Travlhed.

Det talte derude. Det var Ulrik Frederiks Røst, hun skjælvede af

Bevægelse.

Døren gik op, og med Hat paa Hovedet og Kappe omkring sig stormede

han ind, vilde gribe hende i sine Arme, men fik kun fat i hendes

Haand, for hun foer tilbage, han saae saa fremmed ud, hun kjendte

ikke hans Dragt, han var bleven saa brun og saa fyldig, og under

Kappen var han i en sælsom Klædning, hun aldrig havde seet Mage til,

det var den nye Mode med lang Vest og skindbræmmet Kjole, og den

forandrede helt hans Figur og gjorde ham endnu mere ukjendelig.

«Marie,» raabte han, «min hjærte Pige,» og han vred hende ind til

sig, saa det værkede i hendes Haandled og hun vaandede sig af Smerte.

Men han mærkede det ikke, han var temmelig drukken, thi Natten var

ikke varm og de havde bedet godt i den sidste Kro.

Det hjalp kun lidt Marie stred imod, han kyssede og klappede hende

vildt og ubændigt. Endelig slap hun dog fra ham, og med blussende

Kind og bølgende Barm flygtede hun ind i den nærmeste Stue; saa kom

hun dog i Tanker om, at det maaske var en vel sælsom Velkomst og

vendte tilbage.

Ulrik Frederik stod paa samme Plet, helt forvirret, delt imellem

Bestræbelsen for at faa sin omtaagede Forstand til at fatte, hvad der

foregik, og Anstrængelsen for at hægte Hagekrogen i sin Kappe op,

men hans Tanker og hans Hænder var lige hjælpeløse. Da nu Marie kom

tilbage og friede ham for Kappen, kom han paa, at det Foregaaende

nok skulde være Spøg og brast ud i en skogrende Latter, slog sig paa

Laarene, vred og vendte sig, ravende som han var, truede skjælmsk ad

Marie og lo fornøjet og godmodigt, havde aabenbart noget Spøgefuldt,

han vilde sige, begyndte ogsaa paa det, men kunde ikke faa det frem,

og sank endelig ganske opløst og lattergreben ned paa en Stol,

stønnende og gispende af al den Leen, med et lykkeligt, bredt Smil

over hele Ansigtet.

Lidt efter lidt veg Smilet for et døsigt Alvor, saa rejste han sig

op og gik i tavs, misfornøjet Majestæt frem og tilbage over Gulvet,

stillede sig omsider op ved Kaminen, foran Marie, med den ene Arm i

Siden, den anden støttet paa Gesimsen og saae overlegent -- stadig

slynget af den stærke Rus -- ned paa hende.

Han holdt nu en lang, usammenhængende Fuldmandstale om sin egen

Storhed, om den Ære, der var viist ham udenlands, og om den store

Lykke, det var for Marie som en menig Adelsmands Datter, at have til

Gemal En, der om han havde villet, kunde have hjemført en Prindsesse

af Blodet. Han gik derefter uden Grund over til at sige, at han vilde

være Herre i sit Hus, og truede Marie, at hun skulde være saa lydig,

saa lydig, han vilde ingen Raisonering høre paa, ikke et Kny, ikke

eet; hvor højt han ogsaa havde hævet hende, saa blev hun dog altid

hans Slave, hans lille Slave, lille, søde Slave, og nu blev han saa

mild som en legende Los, græd og smiskede og trængte med hele en

drukken Mands Ihærdighed ind paa hende med grove Kjærtegn og plumpe

Elskovsord -- uundgaaelige, uafviselige.

* * * * *

Næste Dags Morgen vaagnede Marie længe før Ulrik Frederik.

Det var næsten med Had, hun betragtede den sovende Skikkelse ved

hendes Side. Hendes Haandled var hovnet op og var ganske ømt fra hans

voldelige Velkomsthilsen igaaraftes. Der laa han med de kraftige Arme

under den stærke, laadne Nakke; sorgløst, trodsigt, syntes det hende,

aandede det brede Bryst, og der var et dorsk, mæt Smil paa de røde,

fugtigt glindsende Læber.

Hun blev bleg af Harme og rød af Undseelse, ved at se paa ham.

Næsten fremmed for hende ved den lange Adskillelse, var han trængt

ind, pukkende paa hendes Kjærlighed som sin Ret, overmodig vis paa

hele hendes Sjæls Hengivenhed og Tilbøjelighed, som En er vis paa at

finde sine Møbler staaende, hvor de stod, da En gik ud. Vis paa at

være savnet, vis paa at Længsels Klager havde svunget sig fra hendes

skjælvende Læber henimod ham i det Fjerne, vis paa at alle hendes

Ønskers Maal var hans brede Favn --.

Da Ulrik Frederik stod op, fandt han hende halvt siddende, halvt

liggende paa en Løjbænk inde i den blaa Stue. Hun var bleg,

Ansigtstrækkene slappe, Øjnene nedslagne, og den syge Haand laa mat

ned i hendes Skjød, svøbt i et Kniplingslommetørklæde; han greb

efter den, men hun rakte ham langsomt den venstre og heldte med et

smerteligt Smil Hovedet tilbage.

Ulrik Frederik kyssede smilende den fremrakte Haand, kom med nogle

spøgefulde Bemærkninger om hans Tilstand igaaraftes og undskyldte

sig med, at han, saalænge han var i Spanien, aldrig havde faaet en

eneste god Rus, fordi Spanierne slet ingen Forstand havde paa at

drikke, og han tilføjede, at naar han skulde være ærlig, saa drak han

heller den uægte Alikant og Malagavin fra Johan Lehns Stue eller fra

Bryhanskjælderen, end det ægte, søde Djævelskab, der vankede dernede.

Marie tav.

Frokostbordet stod dækket og Ulrik Frederik spurgte, om de ikke

skulde spise.

Marie skulde Ingenting have, hun bad ham undskylde, han maatte spise

ene, hun havde ingen Madlyst, og hendes Haand gjorde saa ondt, han

havde rent kvæstet den.

Saa fik han da at vide, hvor skyldig han var, og han vilde endelig

se den syge Haand og kysse den, men Marie skjulte den hurtigt i sin

Kjoles Folder og saae paa ham, som han sagde, med et Blik som en

Tigerinde, der forsvarer sit værgeløse Afkom. Han bad længe, men

det hjalp ikke, saa satte han sig leende tilbords og spiste med en

Appetit, der levende mishagede Marie. Roligt kunde han imidlertid

ikke sidde, han maatte hvert Øjeblik løbe til Vinduet og se ud, for

alle Gadens hjemlige Scener var ham saa nye og kurieuse, og han

fik snart ved denne idelige Løben den halve Opdækning spredt rundt

omkring i Stuen, hans Øl stod i det ene Vindue, Brødkniven laa i det

andet, hans Serviet hang over Vasen paa den forgyldte Gueridon og en

Kringle laa paa det lille Bord i Krogen.

Endelig blev han færdig og satte sig hen ved Vinduet og sad længe og

saae ud, snakkende til Marie, der henne fra sin Løjbænk kun svarede

ham sjeldent eller slet ikke svarede.

Omsider rejste hun sig og gik hen til Vinduet, hvor han sad. Hun

sukkede og saae tungsindigt ud i Luften.

Ulrik Frederik smilte og drejede med stor Ihærdighed sin Signetring

rundt paa Fingeren.

«Skal jeg puste paa den kranke Haand?» sagde han i en klagende,

medlidende Tone.

Marie rev Kniplingstørklædet af Haanden uden at sige et Ord og blev

ved at se ud.

«Den tager Kuld, den lille Stakkel,» sagde han og saae et Øjeblik op.

Marie støttede, tilsyneladende tankeløst, den syge Haand mod

Vindueskarmen og spillede med Fingrene, som paa et Klavikordium,

frem og tilbage, ud af Solen og ind i Vinduespostens Skygge og ud af

Skyggen og ind i Solen igjen, frem og tilbage.

Ulrik Frederik saae med smilende Velbehag paa den smukke, blege

Haand, der som et vevert, smidigt, lille Kattedyr leged og tumled i

Karmen, krummed sig som til Spring, drejed og vendte sig, skød Ryg,

tog Tilløb hen til Brødkniven, rullede med Skaftet, krøb tilbage,

lagde sig fladt ned i Karmen, listed sig langsomt hen til Kniven

igjen, snoede sig smidigt i Greb om Skaftet, løftede Bladet og lod

det spille blankt i Solen, fløj saa op med Kniven ...

I samme Nu lynede Kniven ned imod hans Bryst, men han værgede med

Armen, og Klingen skar igjennem hans lange Kniplingsmansketter ned

i Ærmet og han hugged den til Side ned paa Gulvet, sprang med et

Forfærdelsesraab op, saa Stolen tumled tilbage, Altsammen i eet kort

Sekund, ligesom med en eneste Bevægelse.

Marie var dødbleg, hun klemte Hænderne op mod sit Bryst, hendes Blik

var stivt og forfærdet, det stirrede hen paa den Plet, hvor Ulrik

Frederik havde siddet, saa sænkede Øjelaagene sig, en skærende, død

Latter trængte sig over hendes Læber, og hun sank om paa Gulvet,

lydløst og ganske langsomt, som støttet af usynlige Hænder.

Dengang hun legede med Kniven, havde hun pludselig lagt Mærke til, at

Ulrik Frederiks Kniplingsskjorte stod aaben og blottede hans Bryst,

og i samme Øjeblik var den meningsløse Drift opstaaet hos hende,

at hugge det kolde, blinkende Blad ind i det hvide Bryst, og hun

gjorde det; ikke fordi hun ønskede at dræbe eller blot at saare ham,

maaske kun fordi Kniven var kold og Brystet varmt, eller mulig fordi

hendes Haand var syg og svag og Brystet stærkt og sundt, men først

og fremmest fordi hun ikke kunde lade være, fordi hendes Vilje ingen

Magt havde over hendes Hjærne, eller hendes Hjærne ingen Magt over

hendes Vilje.

Ulrik Frederik stod bleg og støttede sig med Haandfladerne paa

Frokostbordet, han skjælvede, saa Bordet rystede og Fadene klirrede

mod hinanden. Frygt var ellers ikke blandt hans Egenskaber eller

Mod blandt hans Mangler, men dette var kommet saa uanet, var saa

vanvittig ubegribeligt, at han kun med Spøgelserædsel kunde tænke paa

den Skikkelse, der laa livløs og stille paa Gulvet henne ved Vinduet.

Burrhis Ord om Faren, der blinkede i en Kvindes Haand, klang for ham,

han sank paa Knæ og bad; for al rimelig Sikkerhed, al forstandig

Tryghed var vegen fra Jordelivet og al menneskelig Vished ogsaa, thi

det var Himlen selv, der regjered, ukjendte Gejsters Indflydelse, der

styred, overjordiske Magter og Tegn, der bestemte. Hvorfor skulde

hun ellers ville dræbe ham, hvorfor, Gud, du Almægtigste, hvorfor,

hvorfor? ... Fordi det skulde være. Skulde.

Næsten stjaalent tog han Kniven op, brækkede Bladet over og kastede

Stumperne ind i den tomme Kamin.

Endnu rørte Marie sig ikke.

Hun var da ikke saaret? nej, Kniven var jo blank, og der var ingen

Blod paa hendes Mansketter, men hun laa saa stille, dødsens stille;

han ilede hen til hende og løftede hende op i sine Arme.

Marie sukkede, slog Øjnene op, saae stivt og dødt ud for sig, saae

paa Ulrik Frederik, og hun slyngede sine Arme om ham, kyssede og

kjærtegnede ham, men sagde ikke et Ord. Hun smilede vel saa lykkelig

og glad, men der var en spørgende Angst i hendes Blik, hun saae henad

Gulvet som om hun søgte Noget, greb saa pludselig Ulrik Frederik om

Haandledet og følte paa hans Ærme, og da hun saae, at det var udrevet

og Mansketten flænget, skreg hun i Forfærdelse.

«Saa gjorde jeg det dog,» raabte hun fortvivlet, «aa Gud i din

højeste Himmel, bevar min Forstand, saa mindelig jeg beder! -- Men

hvorfor spørger du intet?» sagde hun til Ulrik Frederik, «hvorfor

slænger du mig intet fra dig som en forgiftig Eddersnog! Alligevel,

Gud skal vide, jeg intet har Skyld eller Andel i, hvad jeg gjorde;

det kom saadan paa mig, der var _det_, der tvang mig, jeg svær' dig

min højeste Helgens Ed, der var _det_, der styred' min Haand; men du

tror det intet, hvor kan du ogsaa?» og hun græd og jamred.

Men Ulrik Frederik troede hende ganske. Det var jo den fuldeste

Bekræftelse af hans egne Tanker, og han trøstede hende med gode Ord

og Kjærtegn, skjøndt han følte en hemmelig Rædsel for hende som den,

der var et stakkels vanvittigt Redskab i arge Gejsters usalige Vold.

Og han overvandt ikke denne Rædsel, uagtet Marie Dag for Dag opbød

al en klog Kvindes Kløgt for at vinde hans Tillid. For havde hun hin

første Morgen svoret i sit Hjærte, at Ulrik Frederik skulde faa Lov

til at udfolde al sin Elskværdighed og bruge alt sit Taalmod for at

vinde hende igjen, saa svor hendes Opførsel nu lige det Modsatte;

hvert Blik var en Bøn, hvert Ord et ydmygt Løfte, og i tusinde

Smaating, i Dragt og Lader, i snilde Overraskelser og sarte Hensyn

tilstod hun ham, hver Time paa Dagen, sin inderlige, længselsfulde

Kjærlighed, og havde hun kun havt Mindet om hin Formiddags Optrin at

overvinde, da var Sejren ogsaa bleven hende vis.

Men større Fjender stod hendes Sag imod.

Ulrik Frederik var draget bort som fattig Prinds fra et Land, hvor

den mægtige Adel ingenlunde betragtede en Konges uægte Børn som mere

end sin Lige. Enevælden var endnu saa ung, og den Betragtning, at

Kongen var en Mand, der kjøbte sin Magt ved at give sin Magt, saa

saare gammel. Det Halvgudsskjær, der i senere Tider omstraalede den

absolute Arveherre, om det end alt var tændt, det var dog endnu kun

spagt og spædt og blændede Ingen, der ikke stod altfor nær.

Fra dette Land drog Ulrik Frederik til Phillip den Fjerdes Hær

og Hof, og her blev han overvældet med Gaver og Æresbevisninger,

udnævntes til Grand d'Espagne og behandledes paa lige Fod med

Don Juan d'Austria, thi de Spanskes Konge lod sig det være

magtpaaliggende, i hans Person at hylde Frederik den Tredie og ved

overvættes Gavmildhed og Naade at udtrykke sin Tilfredshed med

Regjeringsforandringen i Danmark og sin Anerkjendelse af Kong

Frederiks sejerkronede Bestræbelser for at indtræde i de absolute

Herskeres Række.

Løftet og beruset af al denne Hæder, som ganske forandrede hans

Opfattelse af hans egen Betydning, saae Ulrik Frederik snart, at han

havde handlet utilgivelig letsindigt i at gjøre en menig Adelsmands

Datter til sin Gemalinde, og Tanker om at lade sin egen Ubesindighed

gaa ud over hende, Tanker om at lade hende ophøje og om at lade sig

skille fra hende, krydsede i broget Forvirring hinanden under hans

Rejse hjem, og da nu den overtroiske Frygt for, at hans Liv var

truet af hende, kom til, tog han den Beslutning, indtil han kunde

skjønne, hvad der videre var at foretage, at behandle hende koldt

og ceremonielt, og at afvise ethvert Forsøg paa at vække det gamle,

idyliske Forhold tillive igjen.

Frederik den Tredie, der ingenlunde var nogen ufin Iagttager,

opdagede snart, at Ulrik Frederik ikke var vel fornøjet med sit

Ægteskab og forstod ogsaa helt vel Grunden, og han benyttede derfor

enhver Lejlighed til at fremdrage og udmærke Marie Grubbe, og

overvældede hende med Tegn paa Gunst og Naade, og troede paa denne

Vis at kunne hæve hende i Ulrik Frederiks Øjne og Yndest, men det

hjalp ikke, det bidrog kun til at skabe en Hær af aarvaagne og

misundelige Fjender rundt om den Udkaarne.

* * *

Den Sommer, som saa ofte ellers, boede Kongefamilien paa

Frederiksborg.

Ulrik Frederik og Marie tog ogsaa derud, thi de skulde hjælpe med

til at udfinde og optænke alle mulige Festligheder og Optog, som i

September og Oktober skulde gaa for sig, naar Churfyrsten af Sachsen

kom for at trolove sig med Prindsesse Anna Sofie.

Foreløbig var Hofkredsen derude ganske lille, først i Slutningen af

Avgust skulde den udvides, thi da skulde Prøverne paa Balletter og

anden Lystbarhed begynde. Der var derfor meget stille, og de sled

Tiden som de bedst kunde. Ulrik Frederik var næsten hver Dag paa

lange Jagt- og Fisketoure, Kongen havde travlt med sit Drejelad

og sit Laboratorium, som han havde ladet indrette i et af de smaa

Taarne, og Dronningen og Prindsesserne baldyrede til den forestaaende

Fest.

* * * * *

I den Allee, som fra Skoven fører op mod Laagen til lille Dyrehave,

plejede Marie Grubbe at gaa sin Morgengang.

Hun var der ogsaa idag.

Højt oppe i Alleen lyste hendes kraprøde Robe skarpt mod den

muldsorte Gang og det grønne Løv.

Langsomt kom hun nærmere.

Den sirlige, sorte Filthat, uden andet Smykke end en smal Perlelidse

og en blinkende, sølvindfattet Solitaire paa den opkrammede

Sideskygge, sad let paa det i tunge Lokker opsatte Haar. Robelivet

sad stramt og glat, Ærmerne var snevre til ned imod Albuen, der blev

de dybt opslidsede, hængende, agrafferede over Slidsen med Perlemoder

og forede med ansigtsfarvet Silke. En tætvævet Kniplingsbredde

skjulte de nøgne Arme. Robeskjørtet, der bagtil slæbte en Smule,

var paa Siderne højt ophæftet og faldt i rundede Folder kortelig af

foran, og lod et sort og hvidt skraastribet Silkeskjørt tilsyne, saa

langt, at Foden med de sortsviklede Strømper og perlespændte Sko

netop kunde sees. I Haanden havde hun en Vifte af Svanefjer og Fjer

af Ravne.

Tæt ved Laagen standsede hun, aandede i sin hule Haand og holdt den

først for det ene, saa for det andet Øje, saa rev hun en Kvist af og

lagde de kjølige Blade paa de hede Øjelaag, men det kunde alligevel

sees, at hun havde grædt. Saa gik hun ind ad Laagen, op mod Slottet,

vendte tilbage igjen og slog ind paa en Sidegang.

Neppe var hun forsvunden mellem de mørkegrønne Buksbomhække, før der

oppe i Alleen viste sig et sælsomt, skrøbeligt Par: et Mandfolk, der

gik langsomt og vaklende som En, der nys var kommen op af en haard

Sygdom, støttede sig til et Fruentimmer i en gammeldags Stoffes Kaabe

og med en stor, grøn Skjærm for Øjnene. Manden vilde gaa hurtigere

til, end han ret vel kunde aarke, og Fruentimmeret holdt igjen og

trippede smaaskjændende med.

«Naa, naa!» sagde hun, «bi at tage dine Ben med, du flyver jo til som

et vindt Hjul i en skjæv Vej, kranke Lemmer skal krankelig bæres.

Gaa nu stille! sagde hun ikke det, den kloge Kone i Lynge. Er det at

stolpre afsted paa Ben, som der intet er mere Støtte og Stivelse i,

end som i gammel Sime!»

«Herregud, da ogsaa for Ben det er!» klynkede den Syge og standsede,

da Knæene rystede under ham, «nu er hun helt af Syne,» og han saae

langeligt op imod Laagen, «helt af Syne! og der bliver ingen Lystfart

i Dag, har Foureren sagt, og der er saa længe til imorgen!»

«Ja, ja, den Tid gaar nok, lille Daniel, og saa kan du hvile idag,

saa er du saameget des stærkere imorgen, saa følger vi hende hele

Skoven igjennem, fluks ned til Laagen, ja vi gjør, og nu gaar vi

hjem, og saa skal du ligge paa den bløde Løjbænk og have et godt Krus

Øl, og saa spiller vi Verkehring og saa kommer Reinholdt Vinskjænk,

naar det høje Herskab har spiset af, og saa spørger du Nyt og vi faar

os en god, trofast Lanter til Sol gaar i Bjerge, ja, vi gjør, lille

Daniel, ja, vi gjør!»

«Ja, vi gjør, ja, vi gjør!» vrængede Daniel, «du med din Lanter og

Spil og Verkehring! naar det brænder i min Hjærne som Løbebly og min

Forstand er i vilden Vaade og -- hjælp mig hen til Vejkanten, at jeg

kan sætte mig lidt -- saa, saa ... er jeg klog, Magnille? er jeg? --

jeg er galen som en Flue i en Flaske, hvad? Hille Kors og Sakrament!

det er klog Mands Fart for en vanbaaren Vanbyrdig, ussel, ussel,

rygbraaden Stakkarl, at æde sig op af højgalen Elskov til en Prindses

Hustru, det er klogt, Magnille, at længes Øjnene ud af Hovedet efter

hende, at gispe som en landsmidt Fisk efter at se kuns et Glimt af

hendes Gestalt, at minde med sin Mund det Støv, hun har traadt, det

er klogt, siger jeg! -- aa, var der intet de Drømme, Magnille, hvor

hun bøjer sig over mig og lægger sin hvide Haand paa mit pinefulde

Bryst eller ligger saa stille og aander saa sagte og er saa kold

og forladt og har Ingen til at værge sig, uden som mig ... eller

hvirvler forbi i et stakket Glimt, hvid, hvid som en nøgen Lilie! --

men det er nichtige Drømmer, Røg og Tant kuns og fattige Luftblaser.»

De gik igjen.

Ved Laagen standsede de.

Daniel støttede sig med Armene paa den og stirrede op imellem Hækkene.

«Derinde!» sagde han.

Stille og lys laa Dyrehaven med Sol i Luft og Sol i Løv. Kisel

og Smaaskaar nede i Gangen kasted Lyset tilbage i dirrende

Straalebundter, flyvende Edderkoppespind blinked gjennem Luften og

tørre Knopblade dalede vrikkende ned fra Bøgenes Grene, mens højt

oppe mod den blaa Himmel Slottets hvide Duer tumlede sig med Solguld

over de hurtige Vinger.

Fra en fjern Luth klang en lystig Dandsemelodi dæmpet derned.

«Saadan en Nar!» mumlede Daniel. «Skulde En tro det, Magnille, at

En, der har Indialands dyrbareste Demantsperle, vilde agte den ringe

og løbe efter Skjærver af malet Glas! Marie Grubbe og -- Karen Fiol!

er _han_ klog? og nu tænker de, han jagter, tænker de, fordi han

lader Vildtskytten skyde til sig og kommer hjem med Horsgummer og

Tredækkere i Bundter og Par, og imens saa stimer og fjaser han nede

i Lynge med en Kjøbemø, en Carnaille -- tvi, tvi, i Helvedes Hav for

skidden Commerce! -- og han er saa iversyg paa den Majmaanedskilling,

at han knap tør vende sine Øjne fra hende en Dag tilende, mens ...»

Det rasled i Løvet, og Marie Grubbe stod lige foran ham indenfor

Laagen.

Dengang hun drejede af ned i Haven, var hun nemlig gaaet ned til

Indhegningen, hvor Elsdyrene og de Esrom-Kameler nu holdtes, og var

derfra søgt hen til et Lysthus, lige tæt op mod Laagen. Her havde hun

hørt Daniels Ord til Magnille og nu:

«Hvem er I?» spurgte hun, «og var de sande, de Ord, I sagde?»

Daniel havde ondt ved at holde sig opret ved Laagen, saadan rystede

han.

«Daniel Knopf, velbaarne Madame, den galne Daniel,» svarede han,

«bryd Jer intet om hans Snak, det løber ham saadan af Tungen, Redt

og Uredt mellem hinanden, Hjærneavner og Tungetærsken, Tungetærsken

og intet Andet.»

«I lyver, Daniel.»

«Ja, ja, Herregud! vist lyver jeg saa, det er troligt nok, for her,

velbaarne Madame,» og han pegede paa sin Pande, «her er det som en

Jerusalems Forstyrrelse -- nej dig, Magnille, nej dig høvisk og

sig den velbaarne Madame Gyldenleu, hvor galen jeg er bleven, --

vær intet undseendes! Herregud, vi har jo alle vores smaa Bræk og

Skrøbeligheder! sig det kuns, Magnille, vi er jo ligegodt dog kuns

saa galne, som Vorherre han gjør os.»

«Er han virkelig ret galen?» spurgte Marie Magnille.

Magnille dyppede sig forvirret, greb efter Maries Kjoleflig ind

mellem Laagens Tremmer og kyssede paa den og saae ganske forskrækket

ud: «Aa nej, nej, er han intet, Gud have Lov.»

«Hun er ogsaa ...» og Daniel slog med Haanden en Kreds i Luften, «vi

passer paa hinanden, vi to Galne, saa vel vi kan, det er intet for

det Bedste, men Herregud, Galne se, Galne gaa, ved fælles Hjælp de

Graven naa, men der bliver intet ringet over dem, det maa intet være.

Ellers Tak for god Efterspørgsel, mange Tak, mange Tak og Gud i Vold.»

«Bliv,» sagde Marie Grubbe, «I er intet mere galen, end I gjør Jer

selv. I skal tale, Daniel; vil I, jeg skal tro saa laveligt om Jer,

at I er Mellemmand mellem hende, I nævnte, og min Hr. Gemal? vil I

det?»

«En stakkels, galen Mand,» klynkede Daniel og slog undskyldende ud

med Haanden.

«Gud forlade Eder, Daniel, det er skjændigt Spil, I driver; jeg havde

troet Eder saa meget, meget bedre!»

«Er det sandt, er det sandfærdigen sandt,» raabte han ivrig og hans

Øjne lyste af Glæde, «saa er jeg klog igjen, spørg mig kuns, bare

spørg!»

«Var de sande, de Ord ...»

«Som Evangelium, men ...»

«Er I vis derpaa? I fejler intet?»

Daniel smilte.

«Er ... han der idag?»

«Er han paa Jagt?»

«Ja.»

«Saa ja.»

«Hvad er --,» begyndte Marie igjen efter en lille Pavse, «hvad er hun

for Slags Person, om I veed det?»

«Lille, velbaarne Madame, ret lille, rød og rund som et Løgæble,

gesvadsig og munter, med leendes Mund og væver Tunge.»

«Men af hvad Folk er hun kommen?»

«For to Aar siden, eller halvtredie, var hun gift med en fransøsk

Valet de chambre, som forløb Landet og lod hende blive siddendes, men

hun sad intet ret længe, førend som hun, i Ledtog med en forgjældet

Harpenist, satte ud for Paris og _der_ og til Bryssel har hun været,

til hun kom her tillands igjen iaar ved Pindsedagstide. Hun har

ellers et naturligt oplyst Hoved og angenemme Manerer, undtagen naar

som er, at hun er drukken; det er nu al den Videnskab, jeg haver.»

«Daniel,» sagde hun og standsede uvis.

«Daniel,» svarede denne med et fint Smil, «er Eder nu og evindelig

saa tro som Eders højre Haand.»

«Vil I da være mig til Hjælp? -- Kan I komme over ... over en Vogn og

en Agesvend, der er til at lide paa, saa fluks jeg giver Jer Varsel?»

«Ja, jeg kan, det kan jeg, en maadelig Time efter skal der holde en

Vogn i Herman Blytækkers Vænge, op imod det gamle Fjælleskur. Lid I

kuns paa det, velbaarne Madame.»

Marie stod et Øjeblik, som om hun betænkte sig. «Vi tales ved igjen,»

sagde hun saa, nikkede venligt til Magnille og gik.

«Er hun nu intet al Dejligheds Tresor, Magnille!» udbrød Daniel og

stirrede henrykt opad Gangen, ad hvilken hun var forsvunden. «Og saa

ædelig stolt,» tilføjede han triumferende, «aa, hun vilde sparke

mig bort, ret foragtendes sætte sin Hæl paa min Nakke og træde mig

sagtelig ned i det ringeste Støv, om hun vidste, hvor djærvelig

Daniel drømmer om hendes Person. -- Saa brændendes skjøn og herlig!

det sved mig i Hjærtet for hende, hun maatte fortro sig til mig, til

mig! nedbøje sin Stoltheds majestætiske Palme ... men der er Fryd i

den Sentiment, Magnille, Himmerigs Fryd, Magnilleke!»

Saa stavrede de af med hinanden.

* * * * *

At Daniel og hans Søster var komne til Frederiksborg, var gaaet

saaledes til: den arme Livsens Korthed havde efter Scenen i

Statafkroen fattet en afsindig Kjærlighed til Marie Grubbe. En

fattig, fantastisk Kjærlighed, der Intet haabede, fordrede eller

ventede andet end golde Drømme. Ikke mere. Og den Smule Virkelighed,

der krævedes til at farve Drømmene med et svagt Skjær af Liv, fandt

han i rigt Maal ved nu og da at se hende saadan som Lejligheden

faldt, glimtvis nærved eller dragende forbi i det Fjerne. Men da

nu Gyldenløve rejste bort og Marie aldrig tog ud, da voksede hans

Længsel og steg og steg, til den var ved at gjøre ham vanvittig, og

kastede ham omsider paa Sygelejet.

Da han svækket og ødelagt rejste sig igjen, var Gyldenløve kommen

hjem, og af en af Maries Piger, som han havde i sin Sold, erfarede

han, at Forholdet mellem Marie og hendes Gemal ikke var det Bedste,

og denne Efterretning gav hans umulige Lidenskab ny Næring og ny

Vækst, Fantasteriets overnaturlig frodige Vækst. Inden han endnu

havde forvundet sin Sygdom saameget, at han ret kunde staa og støtte,

rejste Marie til Frederiksborg. Han maatte følge efter, bie kunde

han ikke. Han sagde, han vilde tage til den kloge Kone i Lynge for

at blive fuldstændig helbredet, og hans Søster Magnille skulde følge

ham, saa kunde hun med det Samme faa Raad for sine daarlige Øjne.

Det fandt Venner og Bekjendte rimeligt og afsted kjørte de Daniel og

Magnille til Lynge. Her opdagede han Gyldenløves Forhold til Karen

Fiol, og her fortroede han sig fuldstændig til Magnille, sagde hende

sin besynderlige Elskov, sagde hende, at der for ham kun var Lys og

Livsens Aande, hvor Marie Grubbe var, og besvor hende at følge ham

til Frederiksborgby, for at han kunde være den nær, der saa ganske

fyldte hans Hu.

Magnille føjede ham, de lejede sig ind i Frederiksborg og havde nu

alt i mange Dage fra det Fjerne fulgt Marie Grubbe paa hendes ensomme

Morgengange.

Og saa var det, de mødtes.