I Skridtgang red de nu Søen rundt hen til Vejen og ind i Storskoven.

«Jeg gad vist,» sagde Marie, da hun atter følte Skovfriskheden paa

sin Kind og længe i lange Drag havde indaandet dens Kjølighed, «jeg

gad vidst,» længer kom hun ikke, men saae med straalende Blikke op i

det grønne Løv.

«Hvad gad du vidst, min Hjærte?»

«Jo, om Skovluft intet kan gjøre kloge Folk galne. -- Aa, for de

mange Gange jeg har løbet i Lindum Skov og holdt ved med at løbe

længere og længere ind i det Aller-tykkeste og tætteste. Jeg var saa

ellevild af Lystighed og sang af fuld Hals og gik og gik, rykked'

Blomster op og kasted' dem igjen og hujed' efter Fuglene, naar de

fløj op, indtil jeg saa lige med Et blev saa underlig skræmt og sky,

-- aa, jeg blev saa beklemt og ulykkelig, og for hver en Gren, der

knaged', foer det i mig, og min egen Røst, den var jeg næsten mere

bange for end for alting Andet. Er aldrig det hændt dig?»

Men inden Ulrik Frederik kunde svare, begyndte hun at synge i vilden

Sky:

"Jeg ganger mig i Skoven fro,

Hvor Ælm og Abild gro,

Og smykker der med Roser to

Vel mine Silkesko.

For en Dands,

For en Dands,

For en Tralala,

For de røde, røde Bær paa den Hybengren!"

og alt imellem susede Pidsken ned over Hesten og hun lo og jubled og

sprængte afsted, alt hvad Hesten bære kunde, henad en smal Skovsti,

hvor Grenene fejede hen over hende, og hendes Øjne funklede og

Kinderne brændte, hun hørte ikke paa Ulrik Frederiks Raaben, Pidsken

hvinede ned og afsted stod det med slappe Tøjler -- Skummet sad i

Flager paa hendes flagrende Skjørt, den bløde Skovjord haglede op om

Hestens Sider og hun lo og hug med Pidsken i de høje Bregner.

Med Eet ligesom løftede Lyset sig fra Blad og Gren og flygted for et

regntungt Mørke. Buskene raslede ikke, Hovslaget hørtes ikke: hun

red frem over en lang Skovslette. Til begge Sider: Skovens Træer

som en tung, mørk Ringmur; over hende: truende sort Himmel med

jagende, graaflossede Skyer; ligefor: Sundets skummelt blaasorte,

taagebegrændsede Flade. Hun strammede Tøjlerne og det udmattede Dyr

standsede villigt. I en stor Bue jog Ulrik Frederik forbi, svingede

op imod hende og holdt snart ved hendes Side.

I samme Øjeblik slæbte som et tungt, graat, regnvædet Forhæng en Byge

skraat henover Sundet; et iskoldt, fugtigt Stormpust susede frem over

det flagrende Græs, peb forbi deres Øren og larmed som skummende

Bølger i de fjerne Trætoppe. Store, flade Hagl raslede ned over dem

i hvide Striber, lagde sig i Perlerader i Kjolens Folder, stænkede

bort fra Hestenes Manke og sprang og trilled omkring i Græsset, som

myldred de op af Jorden.

For at komme i Ly, red de ind imellem Træerne, søgte ned mod

Stranden og holdt snart udenfor «Stataf-Kroens» lave Døre.

En Karl tog Hestene, og den lange, barhovede Kromand viste dem ind i

sin Storstue, hvor der, som han sagde, allerede var en Fremmed inde.

Det var Livsens Korthed, og han rejste sig straks for de Indtrædende

og tilbød med et ydmygt Buk at rømme Stuen for det høje Herskab, men

Ulrik Frederik bød ham huldsaligt at blive.

«I skal blive, Mand,» sagde han, «og muntre os op i dette

fortrædelige Herrens Vejr. Du skal vide, min Hjærte,» og han vendte

sig mod Marie, «at denne uanseelige Dværgemand er den vidtberømte

Komediantenspiller og Ølstue-Hans-Wurst, Daniel Knopf, vel drillet i

alle frie Kunster, saasom Dobbel, Fægtning, Drik, Fastnachtgalenskab

og deslige, ellers agtbar og ærlig Kjøbmand i den gode Stad

Kjøbenhavn.»

Daniel hørte kun halvt denne Lovprisning, saa optaget var han

af at betragte Marie Grubbe og af at formulere nogle ret artige

Lykønskningsord, men da Ulrik Frederik nu med et drøjt Slag paa han

brede Ryg vakte ham, blussede hans Ansigt op af Harme og Undseelse og

han vendte sig vredt imod ham, men tvang sig i det Samme og sagde med

sit koldeste Smil: «vi er vist intet nok drukne, Hr. Oberst.»

Ulrik Frederik lo og puffede ham i Siden og raabte: «o, din

Sakraments Gaudieb, vil din Helvedes Karl nu lade mig staa til

Skamme som en usselig Pralere, der intet har Dokumenter at belægge

sine storskryderiske Ord med? Tvi, tvi, for al den Del! er det

Ret? har jeg intet de Snese Gange berømmet din Kunstfærdighed

for denne ædelige Jomfru, saa hun tiere end tidt har ytret

den største Forlængsel efter at se og høre dine vidtomspurgte

Vidunderlighedskunster! I kan jo sagte agere lidt den blinde Cornelis

Fuglefænger og hans fløjtende Fugle eller lege den Puds med den

kranke Hane og den skrukke Høne!»

Marie tog nu ogsaa Ordet og sagde smilende, at det var som Oberst

Gyldenleu sagde, at hun tidt og ofte havde længtes at erfare, hvad

for Tidkort, hvad for fin og særdeles Skjæmt det var, der kunde holde

de unge Cavalliers fast paa smudsige Ølkipper halve Dage og hele

Nætter i Rad, og hun bad Mester Daniel, han nu vilde stille hendes

Længsel og ikke lade sig for længe bede.

Daniel bukkede sirligt og sagde, at hvorvel hans ringe Pudserier

mere vare skikkede til at give ørhovede Cavalliers en bekvemme

Lejlighed til at brøle og stime endnu højere, end til saadan fin og

skjøn Jomfru at amusere, saa vilde han dog fluks begynde, for at det

aldrig skulde siges, at ham nogen Tid var noget af hendes skjønne

Velbaarenhed befalet eller ombedet, uden han jo det havde paa Stand

exequeret og udført.

«Se nu!» sagde han med et helt andet Stemmelag og slængte sig ved

Bordet med Albuerne ud til Siden, «nu er jeg en hel Forsamling af

Eders Fæstemands velbaarne Kjendinger og synderligt gode Venner.»

Han tog en Hoben Sølvdalere op af en Lomme, lagde dem paa Bordet,

strøg Haaret ned i Øjnene og lod sin Underlæbe hænge dorskt ned.

«Dæ'len smelte mig!» drævede han og slog raslende med Pengene som det

var Terninger, «er jeg intet velbaaren Erik Kaases ældste Søn for

Ingenting! Hvad? vil din Skarnædere gjø' mig ubetroet? Ti slog jeg,

Helved fortære mig, ti, saa det klingred'. Kan din Fæhund se? siger

jeg. Jeg siger, kan du se, din tynde Negenøjenskarl, kan du? Eller

skal jeg aabne din Bælg med min Stingendal, saa din Lever og Lunge

kan se med? hvad, skal jeg? hvad! din Nøvt du er!»

Han sprang op og gjorde sig lang i Ansigtet:

«Høder du?» hvæsede han med nordskaansk Accent, «vet din Dræksjung

hvem du høder? Tag mig hin Helvedes Fursta, slaar jeg din ...»

«Nej, nej,» sagde han med sin rigtige Stemme, «det er sagte vel stor

Lystighed at fange an med; nej, nu!» og han satte sig ned, støttede

Hænderne helt ude paa Knæene som for at undgaa sin Mave, gjorde

sig tyk og pluskjæbet og fløjtede med rolig Betænksomhed, altfor

langsomt, Visen om Roselil og Hr. Peder. Saa holdt han op, rullede

forelsket med Øjnene og raabte kjælent:

«Poppegøj--e! lille Poppegøj--e,» fløjtede igjen, men havde nu

Vanskelighed ved samtidigt at trække Munden op til et indsmigrende

Smil. «Lille Sukkerdukke!» raabte han saa, «lille Honningsnut! om til

mig, lille Nus, om til mig! labe Vin, den lille Katunge? labe sød,

sød Vin af lille Krus?»

Atter skiftede han Mæle, han lagde sig frem i Stolen, plirede med det

ene Øje og redte med krogede Fingre i et langt, indbildt Hageskjæg.

«Bliv nu her,» sagde han lokkende, «bliv nu her, skjøn Karen, aldrig

skal jeg forlade dig og du maa heller aldrig forlade mig,» og hans

Stemme blev graadrusten, «vi vil aldrigen forlade hinanden, min leve,

leve Hjærte, aldrig i Verden. -- Gods og Guld og Ære og Ædeligheds

Berømmelse og dyrebare Slægteblod! væk, bander jeg, væk! det er mig

som Drank det og Bærmevalle. -- Fine Jomfruer og Fruer! væk, siger

jeg, du er mig hundrede Himmelhøjder bedre end som de, den Dejligheds

Ting, du er. Fordi de har Vaabenskjold og Mærke, de! -- skulde de

være bedre for det? du har ogsaa Vaabentegn, har du saa! det røde

Mærke paa din hvide Skulder, som Mester Anders har brændt med sit

røde Jern, det er Adelstegn det, -- jeg spier paa mit Skjold for at

kysse det Mærke, det gjør jeg, det regner jeg Skjold for -- ja. For

er der i hele Sjællands Land en adelig Kvinde saa dejlig som du er?

spørger jeg -- er der? -- nej, der er ikke, ikke en Stump af en!»

«Det -- det -- det er Løgn at forstaa,» raabte han med ny Røst,

sprang op og gestikulerede henover Bordet, «min Fru Ide, at forstaa

-- din Hjadderkop -- hun har Skabning, du, at forstaa -- Lemmer --

hun har Lemmer, siger jeg, din Rakkesvands ...»

Her vilde Daniel lade sig falde tilbage paa Stolen, men da Ulrik

Frederik i det samme rev den bort, faldt han og trillede henad

Gulvet. Ulrik Frederik lo som en Besat, Marie sprang hurtig op, rakte

begge sine Hænder ud som for at hjælpe Daniel op. Den Lille greb

halvt liggende, halvt knælende Haanden og stirrede paa hende med et

saa taknemmelighedsfuldt og hengivent Blik, at hun længe ikke kunde

glemme det.

Saa red de hjem, og der var Ingen af dem, der tænkte paa, at dette

tilfældige Møde i «Statafkroen» skulde række længere end det havde

rakt.

Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede · 第 14 / 26 题