«Jeg gad vist,» sagde Marie, da hun atter følte Skovfriskheden paa
sin Kind og længe i lange Drag havde indaandet dens Kjølighed, «jeg
gad vidst,» længer kom hun ikke, men saae med straalende Blikke op i
det grønne Løv.
«Hvad gad du vidst, min Hjærte?»
«Jo, om Skovluft intet kan gjøre kloge Folk galne. -- Aa, for de
mange Gange jeg har løbet i Lindum Skov og holdt ved med at løbe
længere og længere ind i det Aller-tykkeste og tætteste. Jeg var saa
ellevild af Lystighed og sang af fuld Hals og gik og gik, rykked'
Blomster op og kasted' dem igjen og hujed' efter Fuglene, naar de
fløj op, indtil jeg saa lige med Et blev saa underlig skræmt og sky,
-- aa, jeg blev saa beklemt og ulykkelig, og for hver en Gren, der
knaged', foer det i mig, og min egen Røst, den var jeg næsten mere
bange for end for alting Andet. Er aldrig det hændt dig?»
Men inden Ulrik Frederik kunde svare, begyndte hun at synge i vilden
Sky:
"Jeg ganger mig i Skoven fro,
Hvor Ælm og Abild gro,
Og smykker der med Roser to
Vel mine Silkesko.
For en Dands,
For en Dands,
For en Tralala,
For de røde, røde Bær paa den Hybengren!"
og alt imellem susede Pidsken ned over Hesten og hun lo og jubled og
sprængte afsted, alt hvad Hesten bære kunde, henad en smal Skovsti,
hvor Grenene fejede hen over hende, og hendes Øjne funklede og
Kinderne brændte, hun hørte ikke paa Ulrik Frederiks Raaben, Pidsken
hvinede ned og afsted stod det med slappe Tøjler -- Skummet sad i
Flager paa hendes flagrende Skjørt, den bløde Skovjord haglede op om
Hestens Sider og hun lo og hug med Pidsken i de høje Bregner.
Med Eet ligesom løftede Lyset sig fra Blad og Gren og flygted for et
regntungt Mørke. Buskene raslede ikke, Hovslaget hørtes ikke: hun
red frem over en lang Skovslette. Til begge Sider: Skovens Træer
som en tung, mørk Ringmur; over hende: truende sort Himmel med
jagende, graaflossede Skyer; ligefor: Sundets skummelt blaasorte,
taagebegrændsede Flade. Hun strammede Tøjlerne og det udmattede Dyr
standsede villigt. I en stor Bue jog Ulrik Frederik forbi, svingede
op imod hende og holdt snart ved hendes Side.
I samme Øjeblik slæbte som et tungt, graat, regnvædet Forhæng en Byge
skraat henover Sundet; et iskoldt, fugtigt Stormpust susede frem over
det flagrende Græs, peb forbi deres Øren og larmed som skummende
Bølger i de fjerne Trætoppe. Store, flade Hagl raslede ned over dem
i hvide Striber, lagde sig i Perlerader i Kjolens Folder, stænkede
bort fra Hestenes Manke og sprang og trilled omkring i Græsset, som
myldred de op af Jorden.
For at komme i Ly, red de ind imellem Træerne, søgte ned mod
Stranden og holdt snart udenfor «Stataf-Kroens» lave Døre.
En Karl tog Hestene, og den lange, barhovede Kromand viste dem ind i
sin Storstue, hvor der, som han sagde, allerede var en Fremmed inde.
Det var Livsens Korthed, og han rejste sig straks for de Indtrædende
og tilbød med et ydmygt Buk at rømme Stuen for det høje Herskab, men
Ulrik Frederik bød ham huldsaligt at blive.
«I skal blive, Mand,» sagde han, «og muntre os op i dette
fortrædelige Herrens Vejr. Du skal vide, min Hjærte,» og han vendte
sig mod Marie, «at denne uanseelige Dværgemand er den vidtberømte
Komediantenspiller og Ølstue-Hans-Wurst, Daniel Knopf, vel drillet i
alle frie Kunster, saasom Dobbel, Fægtning, Drik, Fastnachtgalenskab
og deslige, ellers agtbar og ærlig Kjøbmand i den gode Stad
Kjøbenhavn.»
Daniel hørte kun halvt denne Lovprisning, saa optaget var han
af at betragte Marie Grubbe og af at formulere nogle ret artige
Lykønskningsord, men da Ulrik Frederik nu med et drøjt Slag paa han
brede Ryg vakte ham, blussede hans Ansigt op af Harme og Undseelse og
han vendte sig vredt imod ham, men tvang sig i det Samme og sagde med
sit koldeste Smil: «vi er vist intet nok drukne, Hr. Oberst.»
Ulrik Frederik lo og puffede ham i Siden og raabte: «o, din
Sakraments Gaudieb, vil din Helvedes Karl nu lade mig staa til
Skamme som en usselig Pralere, der intet har Dokumenter at belægge
sine storskryderiske Ord med? Tvi, tvi, for al den Del! er det
Ret? har jeg intet de Snese Gange berømmet din Kunstfærdighed
for denne ædelige Jomfru, saa hun tiere end tidt har ytret
den største Forlængsel efter at se og høre dine vidtomspurgte
Vidunderlighedskunster! I kan jo sagte agere lidt den blinde Cornelis
Fuglefænger og hans fløjtende Fugle eller lege den Puds med den
kranke Hane og den skrukke Høne!»
Marie tog nu ogsaa Ordet og sagde smilende, at det var som Oberst
Gyldenleu sagde, at hun tidt og ofte havde længtes at erfare, hvad
for Tidkort, hvad for fin og særdeles Skjæmt det var, der kunde holde
de unge Cavalliers fast paa smudsige Ølkipper halve Dage og hele
Nætter i Rad, og hun bad Mester Daniel, han nu vilde stille hendes
Længsel og ikke lade sig for længe bede.
Daniel bukkede sirligt og sagde, at hvorvel hans ringe Pudserier
mere vare skikkede til at give ørhovede Cavalliers en bekvemme
Lejlighed til at brøle og stime endnu højere, end til saadan fin og
skjøn Jomfru at amusere, saa vilde han dog fluks begynde, for at det
aldrig skulde siges, at ham nogen Tid var noget af hendes skjønne
Velbaarenhed befalet eller ombedet, uden han jo det havde paa Stand
exequeret og udført.
«Se nu!» sagde han med et helt andet Stemmelag og slængte sig ved
Bordet med Albuerne ud til Siden, «nu er jeg en hel Forsamling af
Eders Fæstemands velbaarne Kjendinger og synderligt gode Venner.»
Han tog en Hoben Sølvdalere op af en Lomme, lagde dem paa Bordet,
strøg Haaret ned i Øjnene og lod sin Underlæbe hænge dorskt ned.
«Dæ'len smelte mig!» drævede han og slog raslende med Pengene som det
var Terninger, «er jeg intet velbaaren Erik Kaases ældste Søn for
Ingenting! Hvad? vil din Skarnædere gjø' mig ubetroet? Ti slog jeg,
Helved fortære mig, ti, saa det klingred'. Kan din Fæhund se? siger
jeg. Jeg siger, kan du se, din tynde Negenøjenskarl, kan du? Eller
skal jeg aabne din Bælg med min Stingendal, saa din Lever og Lunge
kan se med? hvad, skal jeg? hvad! din Nøvt du er!»
Han sprang op og gjorde sig lang i Ansigtet:
«Høder du?» hvæsede han med nordskaansk Accent, «vet din Dræksjung
hvem du høder? Tag mig hin Helvedes Fursta, slaar jeg din ...»
«Nej, nej,» sagde han med sin rigtige Stemme, «det er sagte vel stor
Lystighed at fange an med; nej, nu!» og han satte sig ned, støttede
Hænderne helt ude paa Knæene som for at undgaa sin Mave, gjorde
sig tyk og pluskjæbet og fløjtede med rolig Betænksomhed, altfor
langsomt, Visen om Roselil og Hr. Peder. Saa holdt han op, rullede
forelsket med Øjnene og raabte kjælent:
«Poppegøj--e! lille Poppegøj--e,» fløjtede igjen, men havde nu
Vanskelighed ved samtidigt at trække Munden op til et indsmigrende
Smil. «Lille Sukkerdukke!» raabte han saa, «lille Honningsnut! om til
mig, lille Nus, om til mig! labe Vin, den lille Katunge? labe sød,
sød Vin af lille Krus?»
Atter skiftede han Mæle, han lagde sig frem i Stolen, plirede med det
ene Øje og redte med krogede Fingre i et langt, indbildt Hageskjæg.
«Bliv nu her,» sagde han lokkende, «bliv nu her, skjøn Karen, aldrig
skal jeg forlade dig og du maa heller aldrig forlade mig,» og hans
Stemme blev graadrusten, «vi vil aldrigen forlade hinanden, min leve,
leve Hjærte, aldrig i Verden. -- Gods og Guld og Ære og Ædeligheds
Berømmelse og dyrebare Slægteblod! væk, bander jeg, væk! det er mig
som Drank det og Bærmevalle. -- Fine Jomfruer og Fruer! væk, siger
jeg, du er mig hundrede Himmelhøjder bedre end som de, den Dejligheds
Ting, du er. Fordi de har Vaabenskjold og Mærke, de! -- skulde de
være bedre for det? du har ogsaa Vaabentegn, har du saa! det røde
Mærke paa din hvide Skulder, som Mester Anders har brændt med sit
røde Jern, det er Adelstegn det, -- jeg spier paa mit Skjold for at
kysse det Mærke, det gjør jeg, det regner jeg Skjold for -- ja. For
er der i hele Sjællands Land en adelig Kvinde saa dejlig som du er?
spørger jeg -- er der? -- nej, der er ikke, ikke en Stump af en!»
«Det -- det -- det er Løgn at forstaa,» raabte han med ny Røst,
sprang op og gestikulerede henover Bordet, «min Fru Ide, at forstaa
-- din Hjadderkop -- hun har Skabning, du, at forstaa -- Lemmer --
hun har Lemmer, siger jeg, din Rakkesvands ...»
Her vilde Daniel lade sig falde tilbage paa Stolen, men da Ulrik
Frederik i det samme rev den bort, faldt han og trillede henad
Gulvet. Ulrik Frederik lo som en Besat, Marie sprang hurtig op, rakte
begge sine Hænder ud som for at hjælpe Daniel op. Den Lille greb
halvt liggende, halvt knælende Haanden og stirrede paa hende med et
saa taknemmelighedsfuldt og hengivent Blik, at hun længe ikke kunde
glemme det.
Saa red de hjem, og der var Ingen af dem, der tænkte paa, at dette
tilfældige Møde i «Statafkroen» skulde række længere end det havde
rakt.