Saa fejret som Marie Grubbe var, saa mærkede hun dog snart, at var
hun end kommen ud af Børnestuen, i de rigtig Voksnes Lag var hun dog
ikke helt optaget. Saadanne unge Jomfruer blev dog altid trods alle
Komplimenter og Smigrerier holdt nede paa en egen, underordnet Plads
i Selskabet; det fik de at føle i Hundrede af Smaating, der hver for
sig var ubetydelig nok, men som tilsammen dog betød en Del. Først
var nu Børnene altid saa ubehageligt familiære mod dem og befandt
sig saa drilagtig godt i deres Selskab, ganske som de vare deres
Lige. Og saa Tyendet; der var en tydelig Forskjel paa den Maade, paa
hvilken den gamle Tjener tog mod en Frues eller en Jomfrues Kaabe,
og en ganske lille Nuance i Pigens tjenstvillige Smil, efter som det
var en gift eller ugift Dame, hun hjalp tilrette. Den kammeratlige
Tone, som de pur unge Junkere tillod sig, var højst ubehagelig,
og det ringe Indtryk som fornærmede Blikke og iskolde Afvisninger
gjorde paa dem, var til at fortvivle over. Bedst gik det med de yngre
Kavallerer, thi selv naar de ikke var forelskede i En, saa tog de
dog de allersartede Hensyn og sagde En det Smukkeste de kunde finde
paa med en gallant Ærbødighed i Miner og Lader, som hæved En i Ens
egne Øjne, men der var rigtignok kjedeligt mange, som man kunde mærke
paa at de mest gjorde det for Øvelsens Skyld. Af de ældre Herrer var
der nogle, der kunde være ganske utaalelige med deres overdrevne
Komplimenter og spøgende Cour, men Fruerne var dog de værste, især de
unge nygifte; det halvt opmuntrende, halvt aandsfraværende Blik, den
lette, nedladende Sidebøjning af Hovedet og det Smil, lidt spottende,
lidt medlidende, hvormed de hørte paa En -- det var ikke til at
udholde. Saa var der ogsaa Forholdet mellem de unge Jomfruer selv;
det skulde da heller ikke hæve dem; der var ingen Sammenhold mellem
dem, kunde den ene berede den anden en Ydmygelse saa gjorde den det,
de ansaa egenlig hinanden for rene Børn og kunde slet ikke som de
unge Fruer komme ud af ved at omgaaes hinanden værdigt og med alle
mulige Tegn paa udvortes Agtelse at omgive sig selv med et Skjær af
Værdighed. Det var i det Hele slet ingen misundelsesværdig Stilling,
og det var derfor ganske naturligt at da Fru Rigitze lod falde nogle
Ord til Marie om, at hun og hendes andre Frænder havde paatænkt
en Forbindelse mellem hende og Ulrik Frederik, saa blev denne
Meddelelse, uagtet Marie slet ikke havde tænkt paa at være indtaget
i Ulrik Frederik, modtaget som et velkomment Budskab, der aabnede
store Bredder af fornøjelige Udsigter, og da der nu videre udmaledes
hende, hvor ærefuld og fordelagtig en saadan Forbindelse vilde være,
hvorledes hun vilde blive optaget i den snevrere Hofkreds, i hvilken
Pragt hun vilde blive holdt og hvilken slagen Vej til Ære og Højhed,
der laa Ulrik Frederik aaben som Kongens naturlige Søn og hvad mere
var, hans erklærede Yndling, medens hun selv i sit stille Sind
tilføjede, hvor smuk han var, hvor høvisk og beleven og forelsket,
saa syntes det hende næsten, at hendes Lykke var for stor, og hun
blev ganske ængstelig ved Tanken om, at det dog endnu kun var Planer
og løs Tale og løst Haab.
Men Fru Rigitze havde Grund at bygge paa; ikke alene havde Ulrik
Frederik betroet hende sine Tanker og bedet hende være ham en god
Talsmand hos Marie, men han havde ogsaa formaaet hende til at
undersøge, hvorvidt det vilde være Dronningens og Kongens naadige
Villie med, og de havde begge optaget det saare vel og givet deres
Bifald, Kongen dog først efter nogen Betænkning.
Mellem Dronningen og Fru Rigitze, hendes fuldtro Veninde og meget
betroede Dame, havde denne Forbindelse vistnok alt længere Tid
været omtalt og bestemt, men Kongen lod sig foruden af Dronningens
Overtalelser sikkert ogsaa bevæge af den Omstændighed at Marie Grubbe
var saa rigt et Gifte, thi det var Kongen overhaands trangt med
Penge, og vel havde Ulrik Frederik Vordingborg i Forlehning, men
hans Pragtlyst og Overdaadighed lod ham altid i Mangel, og Kongen var
jo saa den, der var nærmest til at afhjælpe den. Da Maries Moder,
Fru Marie Juul jo var død, vilde hun saasnart hun var gift faa sin
Mødrenearv, og hendes Fader Erik Grubbe, var paa den Tid Ejer af
Tjele, Vinge, Gammelgaard, Bigum, Trinderup og Nørbek Hovedgaarde,
foruden Strøgods trindt omkring, saa der efter ham var en god Arv i
Vente, tilmed da han havde Ord for at være en skrap Husholder, der
Ingenting forødte.
Alt var jo saaledes vel, Ulrik Frederik kunde trøstigt bejle, og otte
Dage efter St. Hansdag blev de da saa højtideligt trolovede.
Ulrik Frederik var meget forelsket, men ikke paa en saadan stormende,
urolig Maade som da Sofie Urne var hans Hjærtes Tanke. En drømmende,
blidt bevæget, næsten tungsindig Elskov var det, ingen livsmodig,
rødmusset, frisk.
Marie havde fortalt ham sin lidet lystelige Barndomshistorie, og han
elskede, drømmende at udmale sig hendes unge Lidelser med det samme
medlidsfulde, lystne Velbehag, som gjennemstrømmer den unge Munk,
der i sin Fantasi ser den skjønne, hvide Martyrkvinde bløde mellem
Tornehjulenes hvasse Pigge. Saa var der Tider, hvor han plagedes
af mørke Anelser om at det ikke vilde blive ham forundt at beholde
hende, men at en tidlig Død vilde rive hende ud af hans favnende
Arme, og da kunde han fortvivlet tilsværge sig selv med dyre Eder,
at han skulde bære hende paa Hænder og holde hvert giftigt Pust borte
fra hende, at han skulde lede hver guldfarvet Stemnings Skjær ind i
hendes unge Bryst og aldrig, aldrig volde hende Sorg.
Men der var ogsaa den Stund, hvor han hoverende jublede ved den
Tanke, at al denne rige Skjønhed, hele denne forunderlige Sjæl var
given ham i Vold som en død Mands Sjæl Vorherre, til at træde i
Støvet om han vilde, til at opløfte naar han vilde, til at ydmyge,
til at bøje.
At saadanne Tanker som denne kunde blive vakt hos ham, deri havde nu
Marie tildels selv Skyld; thi hendes Elskov, om hun da elskede, var
af en sælsom stolt og overmodig Natur. Det vilde kun være et dunkelt
og halvsandt Billede, naar der sagdes, at hendes Kjærlighed til den
afdøde Ulrik Christian havde været som en Indsø, pidsket, jaget og
tumlet af Stormen, medens hendes Kjærlighed til Ulrik Frederik var
at ligne ved den samme Sø ved Aftenstide, naar Vejret havde bedaget,
spejlblank, kold og klar, og uden anden Bevægelse end Skumboblernes
Bristen inde blandt Breddens dunkle Siv. Og dog vilde det paa en
Maade være ret grebet, ikke blot i det, at hun var kold og rolig mod
ham, men endnu mere deri, at alle de brogede, myldrende Drømme og
Livstanker, som hin første Lidenskab havde havt i Følge, de blegnede
og luftedes bort i denne sidste Følelses magtløse Magsvejr.
Hun elskede jo nok Ulrik Frederik, men var det ikke mere fordi han
var som den magiske Vaand, der slog Portene ind til Livets Herlighed
og Pragt aabne for hende, og var det ikke mest Pragten, hun egenlig
elskede?
Det kunde se ud undertiden som det var ikke saa. Naar hun i
Skumringen sad paa hans Skjød og, akkompagnerende sig selv, sang
smaa franske Arier for ham om Daphnis og Amaryllis, og da imellem
standsede, og medens hun skjødesløst lod Fingrene lege med Citharens
Strænge, lænede sit Hoved mod hans Skulder, da havde hun saa søde
og elskovsvarme Ord for hans ventende Øre, at ingen ret Elskov
har dem sødere, og der var kjælne Taarer i hendes Øjne, som kun
Kjærlighedens milde Uro dugger frem -- og dog -- kunde det ikke være
at hun i Længsel, paa en svunden Følelses Minder byggede en Stemning
op, der skjærmet af det milde Mørke, næret af det blussende Blod og
de bløde Toner, narrede hende selv og gjorde ham lykkelig? For var
det blot jomfruelig Blyhed, der ved Dagens Lys gjorde hende karrig
paa Elskovsord, og utaalmodig ved Kjærtegn; eller var det blot
Pigefrygt for at synes saa pigesvag, der lagde hende Spot i Øje og
Haan paa Læbe, saa mangen en Gang, naar han bad om et Kys eller med
Elskovseder vilde lokke det Ord fra hendes Mund, som alle Elskere
saa gjerne høre; hvoraf kom det da, at hun tidt og ofte, naar hun
var alene og hendes Fantasi var bleven træt af for tusinde Gange at
udmale sig Fremtidens Herlighed, kunde stirre saa haabløst og fortabt
ud for sig, og føle sig saa uendelig ensom og forladt?
* * *
Lidt over Middag sidst i August, red Ulrik Frederik og Marie, som saa
ofte før, henad den sandede Vej langs Sundet udenfor Østerport.
Luften var frisk af en Formiddagsbyge, Solen i Spejl over Vandet,
tordenblaa Skyer rullede bort i det Fjerne.
Saa rask som Vejen tillod red de frem, baade de og Lakejen i hans
lange, karmoisinrøde Skjødefrakke. Forbi Haverne red de, hvor de
grønne Æbler lyste frem mellem de mørke Blade, forbi de udspændte
Bundgarn, paa hvis Traade endnu de blinkende Regndraaber hang,
Kongens Fiskerhus forbi, med det røde Tegltag, og gjennem Limsyderens
Gaard, hvor Røgen stod lige som en Støtte ud af Skorstenen. De spøgte
og lo, smilte og lo og jog afsted.
Ved Gyldenlundskroen drejede de af og red gjennem Skoven lige efter
Overdrup, hvorfra det saa i sindigt Ridt gik gjennem Krattet ned mod
Overdrupsøens[5] blanke Vandflade.
[5] Overdrupsø nu = Ordrupmose.
Store, ludende Bøge spejlede her deres grønne Løvtag i den klare
Sø og saftigt Mosegræs og blegrøde Vandrølliker dannede en bred og
broget Bræmme i Skjællet, hvor Skraaningen, der var brun af vissent
Løv, faldt af mod Vandet. Oppe i Luften, under Bladhangets Skjærm,
hvor en Lysstribe skjød ned gjennem det svale Halvmørke, hvirvlede
Myggene i lydløs Dands; en rød Sommerfugl lyste der et Øjeblik, saa
fløj den ud i Solskjæret ud over Søen, hvor staalblaa Guldsmedde
blinkede blankt gjennem Luften og jagende Gjedder drog hurtig
glidende Bølgelinier hen over Fladen. Fra en Gaard bag Krattet lød
Hønsenes Kaglen derned, og paa den anden Side Søen kurrede Skovduerne
under Dyrehavens kuplede Bøge.
De holdt Hestene an og lod dem langsomt pjadske ud i Vandet for
at skylle de støvede Koder og læske deres Tørst. Marie holdt lidt
længere ude i Vandet end Ulrik Frederik, med Tøjlerne slappe, for
at Hoppen frit kunde bøje sit Hoved; i Haanden havde hun en lang
Bøgegren, hvis Blade hun, et for et, rev af og lod falde ned i det nu
smaat skvulpende Vand.
«Jeg tror, vi faar Torden,» sagde hun og fulgte opmærksomt et
svagt Vindpust, der ved sin hvirvlende Bevægelse frembragte runde,
mørktkrusede Pletter ude over Søen.
«Lad os saa vende,» raadede Ulrik Frederik.
«Ikke for Guld,» svarede hun og drev pludselig sin Hest i Land.