Efter Stormen paa Kjøbenhavn i Februar Nioghalvtreds trak Svensken
sig tilbage og nøjedes med at holde Byen indesluttet.
De Belejrede aandede nu friere, Krigens Byrder blev mindre tunge end
før, man fik Aanderum til at glæde sig over det, man havde gjort og
over det, man havde vundet, baade af Ære og Privilegier. Vel var der
de, der havde faaet Smag paa det bevægede Krigerliv og som med Mismod
saae en trist, kjedsommelig Fredstid udfolde sine dagligdags Scener,
men Hovedmassen af Befolkningen var glad og følte sig let om Hjærtet.
Og Glæden fik Luft i muntre Lag, thi alle de Bryllupper, Barselgilder
og Fæstensøl, der vare blevne holdte tilbage mens Fjenden var saa
knugende nær, de samlede nu glade Skarer i hver en Gyde og Gænge i
Byen.
Nu blev der ogsaa Tid til at beskjæftige sig med sine Naboer og
til at gjøre Skjæven i deres Øjne til Bjælker. Der blev Tid til at
bagtale hinanden, misunde og hade hinanden. Brødnid og Lykkenid
levede kraftigt op og gammelt Fjendskab slog ud i nyt Nag og ny
Hævntørst. En var der, som i den seneste Tid havde forøget Tallet
paa sine Fjender og næsten samlet Alles Had over sit Hoved, og det
var Corfitz Ulfeldt. Ham kunde man nu ikke ramme, thi han var tryg
i Fjendens Lejr; men de af hans og hans Hustrus Slægtninge, som
man troede vare venligt sindede mod ham, dem betragtede man med
mistænksomme Blikke, belurede og fortrædigede dem og Hoffet kjendte
dem ikke.
Det var vel ikke mange dette gjaldt, men blandt de faa var Sofie
Urne, Ulrik Frederiks Fæstemø.
Dronningen, der mere hadede Ulfeldts Hustru end hun hadede Ulfeldt
selv, havde fra Begyndelsen af været imod Ulrik Frederiks Forbindelse
med en Dame, der var saa nært knyttet til Eleonore Christine, og nu
da Ulfeldts sidste Handlinger havde stillet ham og hans i et endnu
hadefuldere Lys end tidligere, begyndte hun igjen, baade hos Kongen
og hos Andre, at arbejde hen til at faa Forbindelsen hævet.
Det varede ikke længe før Kongen havde samme Ønske som Dronningen,
thi man havde skildret ham den virkelig intriguante Sofie Urne som
saa listig og farlig og Ulrik Frederik som saa letsindig og let at
lede, at det blev ham klart, hvormegen Fortrædelighed og Ufred, der
heraf kunde vokse frem; men han havde nu engang givet sit Minde og
var altfor øm over sit Ord og sin Ære til at tage det tilbage. Han
forsøgte derfor at overtale Ulrik Frederik. Han viste ham hvor let
det gode Forhold, hvori han stod til Hoffet, kunde forstyrres ved
en Person, der med Rette var ham og Dronningen saa meget imod, da
hendes Sympathier saa ganske var for Kongehusets Fjender og endvidere
hvorledes han stod sin egen Lykke i Vejen, idet der vanskelig blev
den vigtige Æresposter betroet, som vidstes under stadig Paavirkning
af en Hoffet fjendtlig Kreds. Endelig tydede han hen til Jomfru
Sofies intriguante Karakter og yttrede sin Tvivl om at hun virkelig
bar Kjærlighed til ham, thi en ret og oprigtig Kjærlighed, sagde
han, vilde hellere have forsaget end at bringe sin Objekt i Vaade og
Vanskelighed, hellere sørgende have holdt sig fordækt end jubilerende
aabenbare sig, men Jomfru Sofie havde ikke gjort sig Skrupler,
tvertimod hun havde benyttet sig af hans Ungdom og blinde Elskov.
Saaledes talte Kongen, men han kom ingen Vegne med Ulrik Frederik,
thi han havde i frisk Minde hvormegen Overtalelse det havde kostet
ham at faa Jomfruen til at give sit Sindelag tilkjende, og da han
gik fra Kongen, var han endnu fastere end før besluttet paa at Intet
skulde skille dem ad. Hans Bejlen til Sofie var det første alvorlige
Skridt han i sit Liv havde taget og han satte sin Ære i at det blev
taget fuldt ud, der havde altid været saamange Hænder rede til at
lede og føre ham, men han var nu for gammel, han kunde gaa alene og
han vilde det. Hvad var Hoffet og Kongens Naade, hvad var Glands og
Ære for ham mod hans Kjærlighed, kun for den vilde han kæmpe og
savne, kun i den vilde han leve.
Men Kongen lod Christoffer Urne vide, at han var imod Forbindelsen,
og Huset blev derfor lukket for Ulrik Frederik, som nu kun i Smug
kunde besøge Jomfru Sofie. I Begyndelsen var dette som Blæst til
brændendes Lue, men efterhaanden voldte det, at han sjældnere saae
sin Fæstemø, at han blev mere klarsynet over for hende, og der var
Øjeblikke, hvor han tvivlede om hendes Kjærlighed, ja end ikke ret
vidste om hun hin Sommerdag ikke havde draget ham fremad, medens hun
syntes at holde ham tilbage.
Hoffet, der hidtil havde taget imod ham med aabne Arme, viste ham
nu en isnende Kulde, Kongen, der før saa varmt havde beskjæftiget
sig med hans Fremtid, var nu Ligegyldigheden selv; nu var der ingen
Hænder strakte frem for at lede ham og han begyndte at savne dem,
han var slet ikke den Mand, der duede til at stævne _mod_ Strømmen,
blot den ikke bar _med_, var han modløs. Fra hans Fødsel var der lagt
ham en gylden Traad ihænde, blot han fulgte den, gik det opad til
Lykke og Ære, den havde han sluppet for selv at finde sig frem, endnu
glimtede den for ham, -- skulde han gribe den igjen? Han kunde ikke
mande sig op til at trodse Kongen, han kunde ikke slippe Sofie; ad
Krogveje maatte han liste sig til at besøge hende, hans Stolthed led
ved denne uværdige Snigen sig frem, det var ham næsten det Haardeste
af Alt, han var vant til at komme i Pomp og Pragt, vant til at tage i
Fyrstestil hvert Skridt han tog, og dette var saa ganske anderledes.
Dage gik og Uger gik med daadløs Grublen og dødfødte Planer, han
lededes ved sin Raadløshed, kom i Foragt for sig selv, og saa
Tvivlen: havde ikke hans evindelige Tøven dræbt hendes Kjærlighed
eller havde hun aldrig elsket ham, hun var saa klog sagde de, ja vist
var hun klog, men var hun _saa_ klog, som de sagde? aa nej, hvad var
da Kjærlighed, naar hun ikke elskede, og dog, og dog ....
* * * * *
Bagom Christoffer Urnes Have gik der en lille Smøge, ikke bredere
end at en Mand kunde klemme sig igjennem den; den Vej var det Ulrik
Frederik maatte gaa naar han vilde besøge sin Fæstemø, og han havde
da gjerne Livsens Korthed med til at holde Vagt for Enden af Smøgen,
forat Ingen fra Gaden skulde se ham klavre over Plankeværket.
Det var en lun, maaneklar Sommernat, en tre-fire Timer over Sengetid;
Daniel havde svøbt sig ind i sin Kappe og sat sig tilsæde paa
Resterne af et Svinetrug, der fra en tilstødende Gaard var kastet
over i Smøgen; han var glad tilmode, en Kjende drukken og sad
og smaafniste ad sine egne lystelige Tanker. Ulrik Frederik var
allerede over Plankeværket inde i Haven. Hylden duftede stærkt, paa
Grønsværet laa Lærred paa Bleg i lange, hvide Stykker, det susede
sagte i Løntræet over ham og i Roserne ved Siden; de var fulde af
røde Blomster, men i det stærke Maaneskin syntes de ham næsten hvide.
Han gik op mod Huset, der laa det med sin skjærende hvide Væg og de
gulligt glittrende Ruder. Hvor alt var stille, straalende og stille
... Nu sittrede en Faarekyllings svirrende Glastoner hen gjennem
Luften, Stokrosernes skarpe, blaalige Skygger stod som malede paa den
hvide Mur, en fin Em steg op over Blegen -- nu, Krogen af Døren og
han var inde i Mørket. Forsigtigt famlede han op ad den gamle Trappe,
den lumre, krydrede Loftsluft slog ham imøde og under hans Fødder
knirked og knirked det møre Gulv. Maanen skinnede derind gjennem et
lille Tagvindue og aftegned i Lys dets firkantede Form midt paa en
Korndynges jævne Overflade -- over Dyngen, Støvet hvirvlede i Skjæret
bag ham, nu var han ved Gavlkammerets Dør. Den aabnedes indenfra, et
svagt, rødligt Lysskin lod et Øjeblik Korndyngen, den skraa, sodgule
Skorsten og Tagets Lægter træde ud af Mørket, saa var det borte og
han stod inde hos Sofie i Gaardens Klædekammer.
Det var lavt og lille, opfyldt med store Linnedskabe, under Loftet
hang Lærredsposer med Dun og Fjer, gamle Spinderokke stod i Krogene
og Væggene vare behængte med Knipper af Rødløg og sølvbeslaaet
Seletøj. Henne under Vinduet, der var lukket med store Træskodder,
stod paa en messingforsiret Kiste en lille Haandlygte. Sofie aabnede
dens Hornrude, at den kunde lyse lidt bedre; hendes Haar var løst
og hang ned paa Ryggen af den skindbræmmede Klædestrøje, hun havde
taget over sin Hvergarnskjole, hendes Ansigt var blegt og forgræmmet,
men hun smilede lystig og sladrede i Eet væk. Hun havde sat sig paa
en lav Skammel, foldet Hænder om sine Knæ og snakkede muntert op til
Ulrik Frederik, der stod og Ingenting sagde, men hun snakkede af
Angst, thi hans Tværhed havde gjort hende bange.
«Nu Junker Tavs og Tvær!» sagde hun «du siger Intet, er der da i alle
de hundrede Timer intet kommen dig hundrede Ting, du ønsked at hviske
mig til, aa, da har du intet længtes som jeg,» hun pudsede Lyset i
Lygten med sine Fingre og kastede den glødende Tande paa Gulvet og
Ulrik Frederik gik uvilkaarligt et Skridt frem og traadte Gnisten ud.
«Det var Ret,» vedblev hun, «kom herhen og sæt dig ned, men først
maa du knæle og sukke og tigge mig god, for nu er det tredie Nat jeg
sidder her og vaager, igaar og iovergaars sad jeg forgjæves og vented
og længtes til mine Øjne blev dumme.» Hun løftede truende Haanden:
«paa Knæ, Junker Troløs! og bed som I bad for Jert Liv;» det sagde
hun med spøgende Højtidelighed, saa smilte hun og bad halv bønligt,
halv utaalmodigt: «kom nu hen og knæl, kom nu hen og knæl!»
Ulrik Frederik saae sig næsten uvilligt om, det var saa latterligt
at knæle her i Christoffer Urnes Pulterkammer, men han knælte dog,
lagde sin Arm om hendes Liv og skjulte sit Ansigt i hendes Skjød, men
han sagde Intet.
Ogsaa hun tav, beklemt og bange, hun havde seet at Ulrik Frederik
var bleg og forpint og hans Øje sky og uroligt; hendes Haand
legede sorgløst med hans Haar, men hendes Hjærte bankede heftigt i
anelsesfuld Angst.