Pludselig sprang Ulrik Frederik op.
«Nej, nej!» sagde han, «det kan ikke saadan blive ved! Det veed
Gud Fader, vor Herre i Himlen, du er mig saa kjær som mit inderste
Leveblod, saa jeg aldrig veed hvad Liv det bliver at føre, som skal
leves dig foruden. Men hvad kan det baade? hvortil skal det lede? de
staar os jo Alle saa haardt imod, der er ikke en Mund, der har Trøst
i Mæle, de vender sig fra os Een og Hver. Det er som der krøb dem en
kold Skygge over, naar de nu ser mig; men før, da var det som kom
der et Lys naar jeg kom. Jeg staar saa allene, Sofie, saa bitterlig,
bitterlig ene! Ja jeg veed du har varet mig ad -- og jeg har Synd
og Skam af at bede den Bøn jeg vil, men jeg ædes op i denne Strid,
den har suget mit Mod og min Værdighed bort, saa jeg brændende af
Skam, men forknyt og forpint, beder dig: giv mig fri! giv mig mit Ord
tilbage, hjærtensdyre Pige!»
Sofie havde rejst sig op, hun stod tryg og kold som en Støtte og
stirrede alvorligt paa ham mens han talte.
«Jeg er frugtsommelig,» sagde hun roligt og fast.
Havde hun sagt ja, havde hun givet ham fri, Ulrik Frederik følte det,
han havde ikke taget derimod, han vilde have kastet sig tilbedende
for hendes Fødder, han vilde have trodset Kongen og dem alle, sikker
paa hende; men hun gjorde det ikke, hun rykkede kuns i hans Lænke
for at vise ham hvor godt han var bunden, o, hun var klog, som de
sagde; det kogte i ham, han kunde kastet sig over hende, grebet hende
i hendes hvide Strube, for at vriste Sandheden ud af hende, for at
tvinge hende til at lægge hvert Blad i hendes Kjærligheds Rose aaben
for ham i hver dets Skygge og hver dets Fold, at han dog kunde faa
Vished, men han tvang sig og sagde med et Smil: «javist, jeg veed --
det var jo ene Spøg, forstaar du vel.»
Sofie saae uroligt paa ham, nej det var ikke ene Spøg, det var det
ikke, hvorfor kom han ikke hen og kyssede hende, hvis det var Spøg,
hvorfor blev han staaende saa stille der henne i Skyggen, blot hun
kunde se hans Øjne, nej det var ikke Spøg, han havde spurgt ligesaa
alvorligt som hun havde svaret, ak det Svar! hun anede hvad hun havde
tabt ved det, han havde ikke forladt hende, hvis hun havde sagt ja;
«o Ulrik Frederik,» sagde hun, «jeg havde kuns vort Barn i Tanker,
men har du mig intet længer kjær, saa gaa, skynd dig at gaa og byg op
paa din Lykke, jeg holder dig intet tilbage.»
«Forstaar du da intet, det var kun Spøg; vil du tro, jeg kunde tigge
mit Ord tilbage og luske bort dermed i Skam og nedrig Skjændsel! Jeg
maatte jo,» sagde han, «hver den Gang jeg løfted mit Hoved, være i
Angst for at det Blik, der havde seet min Vanære, skulde mødes med
mit og tvinge det skamfuldt ned til Jorden,» og han mente hvad han
sagde, havde hun elsket ham saa inderligt som han havde elsket hende,
da maaske, men nu, aldrig.
Sofie gik hen til ham, hun lagde sit Hoved paa hans Skulder og græd.
«Farvel, Ulrik Frederik,» sagde hun, «gaa, gaa, intet om jeg kunde
binde dig med et Haar vilde jeg holde dig tilbage, den Time du længes
bort.»
Han rystede utaalmodigt paa Hovedet. «Hjærte Sofie,» sagde han og
løste sig ud af hendes Arme, «lad os nu intet drive Comediespil med
hinanden, jeg er jo baade dig og mig selv det skyldig at Præsten
lægger vore Hænder tilsammen, det kan kuns intet ske for snart og
derfor skal det ogsaa være om et Par Dage, men det skal gaa for sig i
alt Fordulgthed, for det er til ingen Nytte at sætte Verden mere op
imod os end skeet er.» Sofie turde Intet sige dertil og de aftalte
hvor og hvorledes det skulde sættes i Værk, endelig bad de hinanden
kjærligt Farvel.
Da Ulrik Frederik kom ned i Haven, var Maanen borte og Alting mørkt,
enkelte tunge Regndraaber faldt fra den sorte Himmel. I Gaardene
galede de aarvaagne Haner, men Daniel var falden i Søvn paa sin Post.
I hans Stadsstue blev en Ugestid efter Jomfru Sofie og Ulrik Frederik
hemmeligt viede af en fattig Præst. Men Hemmeligheden blev ikke bedre
bevaret end at Dronningen et Par Dage efter talte til Kongen derom.
Følgen heraf var at Ægteskabet en Maanedstid efter ophævedes ved
kongelig Ordre, og næsten samtidig sendtes Jomfru Sofie med hendes
Frænders Samtykke til Frøkenklostret i Itzehoe.
Ulrik Frederik gjorde intet Forsøg paa at afværge dette Skridt; vel
følte han sig krænket derved, men han var træt og sløvet og bøjede
sig i dump Mismodighed for det, der som han sagde, nu en Gang saa
skulde være. Næsten hver Dag var han drukken og han elskede, naar
Vinen havde gjort sin Virkning, for det Par trofaste Svirebrødre,
der var hans eneste stadige Omgang, grædende og klagende at skildre
det søde, fredelige Lykkens Liv, som kunde være blevet hans og endte
saa altid med tungsindige Hentydninger til at hans Levnets Dage
var faa i Tal og at de snart vilde bære hans knuste Hjærte til
den Lægedomssted, hvor Lejet redtes i sorte Dun og hvor Ormene var
Badskjær.
For at gjøre Ende paa dette Levnet lod Kongen ham følge med de
Tropper, som Hollænderne overførte til Fyen, og herfra vendte han
midt i November tilbage med Budskabet om Sejren ved Nyborg. Han
indtog nu igjen sin Plads i Kongens Gunst og i Hoffets Rækker, blev
udnævnt til Oberst tilhest og syntes nu helt at være bleven sig selv
igjen.