Efter Hovedudfaldene anden September og tyvende Oktober var Byen fuld
af Ulrik Christian Gyldenløves Ry. Oberst Satan, som Borgerne kaldte
ham. Hans Navn var i Alles Munde; der var ikke det Barn i Byen uden
det kjendte Bellarina, hans Fuks med de hvide Sokker, og naar han
red forbi, kiggede Stadens Ungmøer beundrende efter den slanke, høje
Skikkelse i den bredskjødede, blaa Drabantfrakke med de vældige,
hvide Opslag, det røde Skjærf og det spandbrede Kaardegehæng, og de
var stolte, naar deres kjønne Ansigt indbragte dem et Nik eller et
Øjekast fra den frække Soldat. Ja selv de astadige Familiefædre og
deres kruskappede Matroner, der dog vidste, hvor slem han var, og
kjendte alle hans kjønne Historier, nikkede fornøjet til hinanden,
naar de havde mødt ham og fordybede sig i det vanskelige Spørgsmaal
om, hvordan det vilde været gaaet Byen, naar han ikke havde været.
At Soldaterne og Voldmandskabet forgudede ham, var nu intet Under,
thi han havde ganske sin Faders, Kong Christians, folkevindende
Gaver. Men ogsaa i andre Henseender havde han taget Arv efter ham,
han havde faaet baade hans Hidsighed og hans Umaadelighed, men ogsaa
en Del af hans Begavelse, hans Raadsnarhed og hans Overblik. Han var
meget ligefrem; flere Aars Ophold ved udenlandske Hoffer havde ikke
gjort nogen Hofmand ud af ham, ja, han var ikke en Gang nogenlunde
beleven, til daglig Brug var han stødende ordknap og i Tjenesten
lukkede han aldrig sin Mund op uden at han bandede og svor som den
gemeneste Matros.
Men Soldat det var han. Trods sin unge Alder, han var kun otte og
tyve Aar, ordnede han Byens Forsvar og ledede de farefulde, men
vigtige Udfald med en saa overlegen Indsigt og en saa stor Modenhed
i Planerne, at Sagen neppe havde været i saa gode Hænder hos nogen
anden af Frederik den Tredies Mænd.
Det var derfor rimeligt, at hans Navn fordunklede alle andre, og
at Vinkelpoeterne i deres versificerede Beretninger om Udfaldene
tilraabte ham: «du sejerkronte Gyldenløv, du Danmarks Fiende-Frelse»,
eller hilste ham med et: «o, hil dig, hil du nordisk' Mars, du tapre
David danske,» og ønskede ham at hans Liv maatte vorde som et cornu
copiae eller Overflødighedens Horn, fuldt med Roes og Ære, Sundhed,
Velstand og Lykke; og det var saare naturligt, at mangen stille
Aftenandagt endte med en Bøn til Gud om ogsaa fremtidigen at opholde
Hr. Ulrik Christian; ja, der fandtes vel enkelte fromme Sind,
der sukkede til Herren, at hans Fod maatte ledes bort fra Syndens
slibrige Adelveje og hans Hu vendes fra Alt, som ondt var, til
Dydernes og Sandhedens skinnende Lyskrands, at den, som i saa fuldt
Maal havde vundet sig denne Verdens Ære, ogsaa maatte blive delagtig
i den eneste sande og rette Ære.
* * * * *
Marie Grubbe var meget optaget af denne hendes Fasters nære
Slægtning. Tilfældigvis havde hun aldrig været sammen med ham,
hverken hos Fru Rigitze eller andetsteds; kun paa Gaden havde hun
seet ham, en Gang i Skumringen, da Lucie havde viist hende ham.
Alle talte om ham; næsten hver Dag blev der fortalt hende nye,
modige Træk af ham; hun baade hørte og læste, at han var en Helt,
og den jublende Mumlen, der var gaaet igjennem Folkehoben hin
Skumringsstund, da han red forbi, havde gjort et uudsletteligt
Indtryk paa hende.
Det store Navn, som Heltenavnet er, løftede ham ganske ud af de
almindelige Menneskers Rækker. Hun havde egenlig aldrig tænkt sig
Helte være til som andre Mennesker. Kong Alexander af Macedonia,
Olger Danske, Ridder Bayard og de der, det var Helte, store, fjerne,
straalende Skikkelser, der mere var Mønstre eller saadan Noget end de
var Mennesker som andre Folk. Ligesom hun, da hun var mindre, aldrig
havde troet, at Nogen kunde komme til at skrive saa sirligt som de
Forskrifter, En skrev efter, saadan var det heller ingensinde faldet
hende ind, at Nogen kunde naa op til at blive en Helt. Helte det var
noget Forbigangent, Noget, der havde været til. At man kunde møde en
Helt, en virkelig Helt, møde ham ridende i Store-Færgestræde, saa
vildt havde hun aldrig drømt. Livet saae pludselig helt anderledes
ud, der var Andet til i Verden end det Dagligdags; det Store,
Skjønne, det brogede Rige, som der stod om i Historiebøger og Viser,
det kunde En Altsammen møde. Der var da virkelig Noget til, En kunde
længes efter af sin ganske Sjæl; alle disse Ord som Folk og Bøger
var fulde af, de betød Noget, de var Noget; der var Mening i hendes
uklare Drømme og Længsler, det var ikke Noget, hun var ene om; voksne
Folk troede paa det. Livet var rigt, straalende rigt.
Endnu anede hun det kun, hun var overbevist om at det var sandt,
men hun kunde ikke se og føle at det var det. Han alene var det
Haandgribelige for hende, var hende et Pant paa, at det var saaledes.
Derfor drejede alle hendes Tanker og Drømme sig evigt og bestandigt
om ham, og tidt og mange Gange foer hun til Vinduet, naar hun hørte
Hestetrav nede paa Gaden, og hun overtalte ofte den villige Lucie,
naar de var ude, til at gaa en Omvej med sig om ad Slottet, men de
saae ham aldrig.
Saa var det en af de allersidste Dage i Oktober, hen paa
Eftermiddagen, at hun sad og kniplede i en af Vinduesfordybningerne
i den lange Stue, hvor Kaminen stod. Fru Rigitze sad ved Kaminen,
hun havde en lille Bakke med Gløder hos sig og tog nu og da lidt
tørrede Blomster og Kanelbark af en Bøsse, hun holdt paa Skjødet, og
lagde paa Gløderne. Luften i den lave Stue var hed og kvalm og sød,
og mellem de brede, mørktblomsterbrogede Gardiner kom der kun meget
lidet Lys ind. Fra det tilstødende Kammer hørtes en Rok snurre, og
altimellem nikkede Fru Rigitze saa smaat i sin polstrede Stol.
Marie Grubbe var mat af Varmen. Hun søgte at kjøle sine hede Kinder
mod de smaa, duggede Ruder og kiggede med det samme ud paa Gaden,
hvor et tyndt Lag friskfalden Sne gjorde Luften skjærende lys. Saae
hun saa ind i Stuen igjen, blev der dobbelt mørkt og trykkende.
Pludselig traadte Ulrik Christian saa raskt ind ad Døren, at det gav
et Sæt i Fru Rigitze. Han saae ikke Marie og satte sig straks henne
ved Kaminen. Saa nævnte han et Par undskyldende Ord om at det var saa
længe siden, han havde været der, sagde, at han var træt, satte sig
saa forover paa Stolen med Haanden under Kinden og tav stille, kun
halvvejs lyttende til Fru Rigitzes livlige Tale.
Marie Grubbe var bleven ganske bleg af Bevægelse, da hun saae ham
træde ind! hun lukkede et Øjeblik Øjnene som om det svimlede for
hende, saa blev hun blussende rød og havde ondt ved at trække
Vejret. Hun havde en Fornemmelse som Gulvet sank under hende eller
som at hele Stuen med Stole, Borde og Mennesker dalede ned gjennem
Luften, og Alt hvad der var derinde saae hun saa underlig skarpt og
bestemt, men dog saa uroligt, det var som om hun ikke rigtig kunde
holde det fast med Blikket, og saa saae det desuden saa nyt og
fremmed ud altsammen. Imidlertid, længe før dette fortog sig varede
det ikke, og hun kom til sig selv igjen. Der var han altsaa. Hun
vilde ønske, hun var langt borte eller blot oppe paa sit Kammer, sit
fredelige, lille Kammer; hun var saa bange; hun kunde mærke hendes
Hænder rystede. Bare han ikke saae hende!
Hun trykkede sig lydløst længere ind i Vinduesfordybningen og fæstede
nu først bestemt Blikket paa sin Fasters Gjæst.
Var det saadan han saae ud! Ikke meget, meget større; og hans Øjne
var jo slet ikke skinnende sorte, blaa var de, rare blaa, sørgmodige
Øjne, det havde hun slet ikke tænkt sig. Han var saa bleg og saae saa
bedrøvet ud; -- nu smilede han, men ikke rigtig glad, hans Tænder var
saa hvide og hvor hans Mund var smuk, saa fin og lille.
Jo længer hun saae paa ham, jo smukkere syntes han hende, og hun
begyndte at undres over, at hun kunde have tænkt sig ham større eller
anderledes i det Hele. Hun glemte rent sin Frygt og tænkte kun paa
al den Roes og Berømmelse, hun havde hørt over ham. Hele Tiden saae
hun paa ham og hun forestillede sig ham i Spidsen for sine Skarer,
stormende fremad under Folkenes Jubel og Alting veg eller det blev
kastet tilside som Bølgerne kastes tilside, naar de skummende springe
op mod en Sejlers brede Bringe. Kartoverne dundrede, Palladsker
blinkede og Kugler peb i den uvejrsmørke Røg, men han sprængte
fremad, kjæk og rank, og ved hans Stigremme slæbte Sejren, som der
stod i Krøniken, hun havde læst.
Fuldt af Beundring og Begejstring lyste hendes Øje paa ham.
Ved en pludselig Bevægelse fangede han Blikket. Han drejede Hovedet
til Siden, saae ned og havde ondt ved at undertrykke et triumferende
Smil, saa rejste han sig op og lod som om han først nu fik Øje paa
Marie Grubbe.
Fru Rigitze sagde, det var hendes lille Broderdatter, og Marie gjorde
sin Kompliment.
Ulrik Christian blev forbavset, ogsaa lidt skuffet ved at erfare at
de Øjne, der havde seet saaledes paa ham, vare et Barns.
«Ma chere,» sagde han lidt spidst og saae ned paa hendes Arbejde,
«hun er den største Mesterinde i at arbejde geheimt og stille, jeg
nogentid har kjendt; En har jo intet hørt det Ringeste til hendes
Kniplestokke hele Tiden.»
«Aa!» sagde Marie, der godt forstod ham, «der jeg saae
Generallieutenanten,» og hun skjød den svære Kniplepude ind i
Vindueskarmen, «kom det mig i Hu, det mere var Tider til at sørge for
Lægevæle[4] end for Huestads.»
[4] Lægevæle = Charpi.
«Da veed jeg Huer klæder ligesaa charmant i Krigstid som ellers,»
sagde han og saae paa hende.
«Ja, men hvem har Tanker for det i saadanne Tider som nærværendes!»
«Mange,» sagde Ulrik Christian, der begyndte at more sig over hendes
Alvorlighed, «og jeg for een.»
«Ja, jeg forstaar,» svarede Marie og saae alvorligt op paa ham, «det
er jo kuns et Barn, I taler til.» Hun nejede ceremonielt og tog efter
Knipletøjet.
«Tøv lidt, lille Jomfru!»
«Aa nej, lad mig intet incomodere Eder længer.»
«Hør nu,» sagde han og greb hende haardt om Haandledene og bøjede
hende over mod sig over Kniplebordet, «hun er mig for Gud en
vanskelig Person, men,» hviskede han, «har En bedet mig Goddag med et
Øjekast som det, hun saae paa mig med, saa vil jeg intet, at En en
Haandevending efter hilser mig saa fattigt Farvel, jeg vil det intet
-- saa -- kys hun mig nu!»
Marie trykkede med Taarer i Øjnene sine skjælvende Læber mod hans,
han slap hende og hun sank ned ved Bordet, med Hovedet hvilende paa
sine Arme.
Marie var ganske fortumlet. Baade den Dag og den næste havde hun en
dump Fornemmelse af Trældom, af at hun ikke var fri længer. Det var
hende som var der bleven sat en Fod paa hendes Nakke, som var hun
bleven traadt i Støvet og ikke kunde rejse sig igjen. Men det var
ingen bitter Følelse, der var ingen Trods i hendes Tanker, ingen
Ønsker om Hævn var der. En sælsom Ro var kommen over hendes Sind,
ingen flyvende Tog af brogede Drømme og heller ingen Længsler mere.
Overfor Ulrik Christian følte hun ikke noget Bestemt, hun vidste blot
at hvis han sagde: kom, maatte hun komme, hvis han sagde: gaa, maatte
hun fjerne sig. Hun forstod det ikke, men saadan var det, det vilde
blive ved at være saaledes og anderledes kunde det ikke blive.
Hun kniplede og syede den ganske Dag med en usædvanlig Udholdenhed
og mens hun arbejdede nynnede hun alle de modige Viser hun kjendte
om Elskovs Roser, hvis Farve blegned og aldrig blomstred paany, om
Svenden, der maatte forlade sin Mø og drage til det fremmede Land,
hvorfra han aldrig, aldrig vendte tilbage, og om Fangen, der sad i
det skumle Taarn saa sørgelig længe og hvordan saa først hans ædle
Falk den _døde_, dernæst hans trofaste Hund _døde_ og sidst hans
gode Ganger graa _døde_, men hans troløse Viv Malvina hun levede
frydelig og fro og uden Sorger. De Viser sang hun og mange andre, og
imellem sukkede hun, imellem var hun lige ved at græde, saa Lucie
troede hun var syg og vilde have, hun skulde lægge Vejbredblade i
sine Strømper.
Da Ulrik Christian et Par Dage efter atter saae ind og talte mildt
og venligt til hende, var ogsaa hun som om der Intet havde været dem
imellem; men hun saae med en barnagtig Nysgjerrighed paa de store,
hvide Hænder, der havde taget saa haardt paa hende og hun spejdede
efter, hvad det havde været i hans Øje og hans Stemme, der saaledes
havde kunnet kyse hende, og ogsaa Munden med det smale nedadbøjede
Overskjæg betragtede hun, men stjaalent og med en hemmeligt kildrende
Skræk.
I den nærmest følgende Tid kom han næsten hver eller hveranden Dag,
og Marie Grubbe blev mere og mere optaget af ham. Naar han var borte,
var der øde og livløst i den gamle Gaard, syntes hun, og hun længtes
efter ham som den Søvnløse længes efter at det skal blive Dag, men
naar han saa kom, var hendes Glæde dog aldrig fuld og fri, hun følte
sig altid saa usikker overfor ham.
En Nat drømte hun at hun saae ham ride gjennem den tætopfyldte Gade
ligesom hin første Aften, men der lød ingen Jubel og alle Ansigter
saae koldt og ligegyldigt paa ham, hun selv blev bange i Tavsheden
og turde ikke smile til ham, men gjemte sig bag Hoben; da saae han
sig om med et spørgende, underlig vemodigt Blik, og det fæstede sig
paa hende, det Blik, og hun trængte sig frem gjennem Folkestimlen,
kastede sig ned lige for hans Hest og den satte sine kolde Jernsko
paa hendes Nakke ...
Hun vaagnede, satte sig op i Sengen og saae sig forbavset om i det
kolde, maanelyse Kammer: ak, det var kun en Drøm! og hun sukkede,
hun vilde dog saa gjerne vise ham, hvor højt hun elskede ham. -- Ja
saadan var det, hun havde ikke vidst det før, hun elskede ham. Det
blev hende, som hun laa i Ild, ved den Tanke, det flimrede for hendes
Øjne og alle Hjertets Pulse banked, banked, banked. Hun elskede ham;
hvor det var forunderligt at sige, hun elskede ham! saa herligt
var det, saa stolt, saa mægtigt virkeligt, men dog saa uvirkeligt.
Herregud, hvad kunde det hjælpe, hun elskede ... og hun fik Taarer i
Øjnene af Medlidenhed med sig selv -- men alligevel! og hun gjemte
sig lunt og blødt under Dynen igjen, det var dog dejligt at ligge
og tænke paa ham saadan og paa sin Kjærlighed, sin store, store
Kjærlighed.
Næste Gang Marie saae Ulrik Christian var der ingen Følelse af
Usikkerhed hos hende, tvertimod, den Hemmelighed, hun bar paa, gjorde
hende betydelig i hendes egne Øjne og Frygten for at røbe den gjorde
hendes Væsen mere behersket, næsten voksent. Der kom nu en dejlig
Tid fuld af Drømme og fuld af Længsler, en fantastisk dejlig Tid;
eller var det ikke dejligt, naar Ulrik Christian gik, skjult for ham
og alle Andre, at tilkaste ham Hundrede af Fingerkys, eller naar han
kom, da at forestille sig, hvordan hendes elskede Ven vilde tage
hende i Favn, kalde hende ved alle Verdens søde Navne og sætte sig
hos hende og hvordan de saa vilde se hinanden i Øjnene -- længe, og
hun vilde lade sin Haand glide igjennem hans bløde, brune, buklede
Haar? Hvad gjorde vel det, at det ikke skete, tvertimod, hun blev
ganske rød ved Tanken om at det var Noget, der virkelig kunde ske.
Det var skjønne, lykkelige Dage, men saa var det at Ulrik Christian
sidst i November blev saa farligt syg. Hans Helbred, der længe havde
været svækket af Udskejelser i alle mulige Retninger, havde maaske
ikke kunnet udholde den vedholdende Nattevaagen og det anstrengende
Arbejde, der var forbunden med hans Post, eller maaske det ogsaa
var nye Udskejelser, der havde spændt Buen for højt. En smertefuld,
tærende Sygdom med vilde Febersyner og evindelig Uro brød løs og tog
efter kort Tids Forløb en saa farlig Vending, at det var øjensynligt
at Sotens Navn var Døden.
* * * * *
Det var den ellevte December.
I det store, læderbrune Gemak, der førte ind til Ulrik Christians
Sygeværelse, gik kongelig Confessionarius Hans Didrichsen Bartskjær
urolig frem og tilbage over det med kunstigt flettede Straamaatter
belagte Gulv. Han standsede aandsfraværende foran Malerierne paa
Væggene og betragtede tilsyneladende med stor Opmærksomhed de bare,
fyldige Nymfer, der laa udstrakte i Skyggen af mørke Træer, de
badende Susanner og den sødlige Judith med de kraftige, nøgne Arme;
men længe formaaede de ikke at fængsle ham, han gik hen til Vinduet
og lod Blikket rastløs vandre om fra den graahvide Himmel til de
vaade, glindsende Kobbertag og de langlige Dynger af grumset Tøsne
nede i Slotsgaarden. Saa begyndte han igjen sin urolige Vandring,
mumlende og gestikulerende.
Det synes ham de gik med Døren, han standsede pludseligt og lyttede:
nej! Saa trak han Vejret tungt og lod sig falde ned paa en Stol og
der sad han og sukkede og gned beklemt sine Haandflader mod hinanden,
da Døren virkelig gik op og et halvgammelt Fruentimmer med en stor
Falbeladekappe af rødprikket Tøj forsigtigt vinkede ad ham.
Præsten tog sig sammen, stak Alterbogen under Armen, glattede paa sin
Samarie og traadte ind i Sygeværelset.
Det var en stor, oval Stue; fra Gulv til Loft med mørkt Panel,
fra hvis stærkt dybede Midtfyldinger en Rad grimme, broget malede
Hoveder af Tyrker og Morer grinede frem med hvide Tænder. Et tyndt,
blaagraat Klæde, hvormed det smale, dybe Gittervindue var hængt til
forneden, holdt den nederste Halvdel af Stuen i et dybt Halvmørke,
medens Lyset spillede frit paa Loftsmaleriet, hvor Heste, Vaaben
og nøgne Legemer vare samlede i en uopløselig Forvirring, og paa
Himmelsengens Baldakin med dens sølvfryndsede Omhæng af gult Damassin.
En varm, af Salver og andre Medikamenter beklumret Luft slog Præsten
imøde som han traadte ind og var ved at tage Vejret fra ham. Han greb
efter en Stol og støttet til den saae han i sin Svimmelhed Alting
dreje sig forbi, Bordet med Flasker, Phioler og Uringlas, Vinduet,
Sygevogtersken med hendes Kappe, Sengen med den Syge, Vaabenstativet
og den aabne Dør ind til Naboværelset, hvor Ilden blussede i Kaminen.
«Guds Fred, Herre!» hilste han med skjælvende Røst, da Svimmelheden
havde fortaget sig.
«Hvad i Helvede vil han her?» brølede den Syge og lettede sig op i
Sengen.
«Gemach, gnädigster Herr, gemach,» tydsede Ane Skomagers, Sygekonen,
og gik hen mod Sengen og strøg kjærtegnende hen over Dynen, «es is de
hochwürdige Confessionar sejner Majestät, der hiegeschicket is und
Euch beichten soll.»
«Naadigste Herre! ædle Hr. Gyldenleu!» begyndte Præsten og nærmede
sig Sengen, «vel veed jeg, I intet haver hørt til de enfoldige Vise
eller vise Enfoldige, som haver havt Herrens Ord til deres idelige
Støttestav og hans Hus til deres stadige Herberge, og skjøndt den
Gud, der lader Tordenens Kartover drøne, ogsaa er den Gud, som holder
Sejrens gyldne Palmer eller Nederlagets bloddryppende Cypresser i sin
Haand, saa er det dog for Mennesken' om ikke til at undskylde, saa
dog til at begribe, at den, hvem meget Folk er givet at byde over og
at foregaa med sit vaillante Exemple, kan for en Stund forgjætte at
vi ere som idel Intet, som et svajende Siv, ja, som kraftløse Ymper
i Verdens Skaberes vældige Hænder og at han daarligen tænker: dette
haver jeg udrettet, denne Daad er en Frugt, som jeg haver bragt til
Modenhed og til Fuldkommelse. Men, dyrebare Herre! nu I er hvilendes
paa Eders haarde Smertensleje, nu haver visseligen den Gud, som er
Kjærlighedens huldrige Gud, oplyset Eders Forstand og tilvendet sig
Eders Hjærte, saa at I med Angst og Bævelse haver lidet efter at
bekjende Eders utoede Synder, at I med Fortrøstning kunde modtage den
Naade og Tilgivelse, han med baade kjærlige Hænder rækker Eder i Møde
til Annammelse. Angerens Orme med de hvasse Tænder ...»
«Kryds mig for og Kryds mig bag, Bod og Bedring, Syndernes Forladelse
og det evige Liv,» vrængede Ulrik Christian og satte sig helt op i
Sengen, «tror han, surfjæsede Skaldenakke han er, tror han, fordi Ens
Ben bulner ud af Kroppen i Stumper og Skjæver, En for den Sags Skyld
skulde blive mere genegen til at høre paa hans Præstepjadder?»
«Naadigste Herre, I misbruger højligen det Privilegium, Eders høje
Stand og endmere Eders ynkværdige Sygdom giver Eder, til unødigen
at overskjælde en Kirkens ringe Tjenere, som ikkuns gjør sin Pligt
ved at søge at vende Eders Tanker til det for Eder visseligen ene
Fornødne. Ak, høje Herre, det hjælper kuns lidet at stampe mod
Braaden! har ikke denne fortærende Sot, som haver slagen Eders
Legeme, lært Eder, at Ingen kan undgaa Herrens Straffedomme og at
Himlens Svøbeslag falder paa Høje som paa Lave?»
Ulrik Christian afbrød ham leende: «der taler I, Helved fortære
mig, som en uvittig Pog; det, der mig nager, det har jeg ærligen og
redeligen skaffet mig selv, og dersom I tror, at Himmel eller Helved'
skikker Folk saadant paa, saa skal jeg sige Jer, at de faar det ved
Drik og ved Nattesvir og ved Galanteri, og den Slags Ting, det kan I
stole paa. Naa, men tag han mig nu sine højlærde Ben ud af Kammerset
her det Forteste han kan, ellers skal jeg ...»
Her fik han et af sine Anfald og medens han vred og vaandede sig
under heftige Smerter, svor og bandte han saa bespottelig og
saa kurieus forfærdeligt, at Præsten blev bleg af Forargelse og
Rædsel, og han bad til Gud om Styrke og overbevisende Kraft, at det
dog maatte forundes ham at gjøre denne saa haardt forsømte Sjæl
tilgængelig for Religionens Sandhed og herlige Trøst, og da den
Syge igjen var bleven rolig, begyndte han atter: «Herre, Herre! med
grædendes Røst anraaber og bønfalder jeg Eder at lade af med saadan
vederstyggelig Banden og Sværgen; betænk dog at Øksen alt ligger ved
Træets Rod og at det bradt skal afhugges og kastes paa Ilden, om det
farer fort med sin Goldhed og intet i den ellevte Time bryder ud i
Blomst og sætter Frugt! Lad af med Eders usalige Viderspændstighed og
kast Eder fuld af Ruelse og Bøn for vor Frelseres Fødder ...»
Ulrik Christian havde, da Præsten begyndte, sat sig op paa
Hovedgjærdet og nu viste han truende mod Døren og raabte den ene Gang
efter den anden: «H'raus Præst! h'raus, marche! jeg taal' ham intet
længer!»
«Og kjære Herre,» fortsatte Præsten, «om I gjør Eder haard,
fordi I mistvivler om at finde Naade, fordi Eders Syndebjerg er
saa overmaade, saa hør da med Jubel, at Guds Naadsens Væld er
uudtømmeligt ...»
«Galne Præstehund, gaar han nu!» hvæsede Ulrik Christian frem mellem
de sammenbidte Tænder, «ejns -- zwej --!»
«og om Eders Synder vare røde som Blod, ja, som tyriske Purpur ...»
«Rechtsum!»
«han skal dog gjøre dem hvide som Libanons ...»
«Saa skal da ogsaa St. Satan og alle hans hellige Engle,» brølte
Ulrik Christian, idet han sprang ud af Sengen, snappede en Kaarde
fra Vaabenstativet og stødte heftigt efter Præsten, men denne havde
hurtigt bjerget sig ind i Sideværelset og slaaet Døren i efter sig.
Ulrik Christian løb nu rasende mod Døren, faldt saa magtesløs om paa
Gulvet og maatte løftes op i Sengen, men han tog Kaarden med sig.
Resten af Formiddagen gik hen i døsig Ro, han havde ingen Smerter,
og den Mathed, der var kommen over ham, fandt han behagelig og
velgjørende. Han laa og stirrede paa de smaa Lysprikker, som trængte
sig ind mellem Traadene i Klædet, der var hængt for Vinduet, og talte
de sorte Ringe i Jerngitret. Imellem smilte han fornøjet, naar han
kom til at tænke paa Præstejagten og blev kun gnaven hvergang Ane
Skomagers vilde have, han skulde lukke Øjnene og forsøge paa at sove.
Lidt over Middag bankedes der haardt paa Døren, og umiddelbart efter
traadte Præsten ved Trinitatis, Mag. Jens Justesen, ind. Den store
føerladne Mand med de grove, kraftige Træk, kort sort Haar og store
dybtliggende Øjne, traadte straks hen til Sengen og hilste: Goddag.
Saasnart Ulrik Christian saae, der atter var en Præst for hans Seng,
blev han saa rasende, at han rystede paa alle Lemmer, og Eder og
Skjældsord foer ud af ham mod Præsten, mod Ane Skomagers, der ikke
bedre kunde vare hans Fred, og mod Gud i Himlen og alle hellige Ting.
«Ti stille, Menneskebarn!» dundrede Hr. Jens, «er det en Mund at
føre for En, der alt har sit ene Ben i Graven? Brug I heller den
flakkende Livsfunke, der end er i Jer, til at gjøre Eders Fred med
Vorherre, end til at yppe Kiv med Mennesken'. I bær' Jer jo ad som de
Misdædere og Ugjerningsmænd, der, naar deres Dom er falden og de ser,
de intet kunne undgaa Tængerne og Øksen, der holdes dem i Beredskab,
da i deres usle Afmægtighed true og skjælde mod Gud Vorherre med
skidne Vanvittighedsord, for dermed at sætte Mod i sig selv og
saalunde holde sig oppe over den Sø af hartad dyrisk Sønderknuselse,
den lamslagne Fejghedstilstand og trælleagtig mistrøstige Anger, i
hvilken dog slige Kumpaner paa det Sidste hensynke, og som de fast
mere have i Frygt end Døden og Dødsens Pinsler.»
Ulrik Christian hørte roligt til, indtil han havde faaet listet
Kaarden frem over Dynen, da raabte han: «var dig, Præstevom!» og
gjorde et Udfald efter Hr. Jens, men denne afparerede sikkert Stødet
med sin brede Alterbog.
«Lad dog slige Pagenstreger fare,» sagde han haanligt, «dertil er vi
vel begge to for gode, og nu hun derhenne,» og han vendte sig mod Ane
Skomagers, «er det bedst hun lader os ene.»
Ane gik, Præsten trak sin Stol hen mod Sengen og Ulrik Christian
lagde Kaarden fra sig ovenpaa Dynen.
Saa talte Hr. Jens med vakre Ord om Synden og Syndens Sold, om Guds
Kjærlighed til Menneskenes Børn og om Døden paa Korset.
Mens Præsten talte, laa Ulrik Christian og legede med Kaarden, at
Lyset kunde spille paa den blanke Klinge, og han bandede, nynnede
Stumper af utugtige Viser og vilde afbryde ham med gudsbespottelige
Spørgsmaal, men Hr. Jens lod sig ikke forstyrre og talte videre om de
syv Korsens Ord, om den hellige Nadvere, om Syndernes Forladelse og
Himmerigs Glæde.
Men saa rejste Ulrik Christian sig overende i Sengen og sagde lige i
Ansigtet paa Hr. Jens: «det er idel Løgn og Digt tilhobe.»
«Fanden skal tage mig som jeg staar, er det sandt!» raabte Præsten,
«hvert evige Ord,» og han slog i Bordet, saa Krukker og Glas ramlede
mellem hinanden og nu rejste han sig op og med streng Røst talte han
ham til og sagde: «I fortjente, jeg i min Retfærdigheds Vrede rystede
Støvet fra mine Fodsaaler og lod Eder ligge ene her tilbage som et
sikkert Bytte for Djævelen og hans Rige, thi did skal I visseligen
komme. I er af dem, som dagligen nagle den Herre Jesum ind til
Korsens Galge og for dem er al Helvedes Gaarde beredt. Spot intet ad
Helvedes frygtelige Navn, thi det er en Lyd, som har i sig en Ild
af Pine, ja som slutter i sig inde de Martredes og Vaandefuldes
jammerlige Skrig og Smertes Gnidsel! Ak, Helvedes Nød og Kvaler er
større end noget Menneske kan fatte, thi om En døde radebrækket og
under Kneb af gloendes Tænger og han vaagnede udi Helvedes Ild, han
vilde længes til sin Bøddelsted som til Abrahams Skjød. Vel er Sot og
Sygdomme bedske for Menneskens Kjød, naar de som en Trækvind piner
sig Tomme for Tomme gjennem alle Fibre og naar de spænder Senerne som
de skulde briste, naar de brænder som salten Ild i Livets Indvolde
og gnaver med sløve Tænder paa Legemets inderste Marv, men Helvedes
Kvaler er som en susende Stormvind af Smerter, der slider i alle
Ledemods mindste Led, som et hvirvlendes Uvejr af ufattelige Veer,
en evig Hvirvel af Jammer og Pine, thi som een Bølge skyller mod
Stranden og en næste følger og den næste igjen i al Evindelighed,
saaledes følge Helvedes skoldende Sting og Hug paa hinanden evig og
evindelig og uden Ende og uden Ophør.»
Den Syge saae sig forvildet omkring, «jeg vil intet,» mumlede han,
«jeg vil intet; jeg har hverken at skaffe med Jeres Helved' eller
Himmerig; jeg vil dø, eneste og aleneste dø og Ingenting andet.»
«I skal visseligen dø,» sagde Præsten, «men for Enden af Dødsens
mørke Gang der er kuns tvende Porte, een ind til Himmerigs Glæde
og een til Helvedes Jammer, og der er ingen anden Vej at komme,
visseligen ingen.»
«Jo der er, Præst, jo, der er, -- er der ikke? svar! er der ikke en
dyb, dyb Grav, digt hos, for dem, der gik deres egne Veje, en dyb,
sort Grav ned til Ingenting, slet ingen Verdens Ting?»
«De, der gik deres egne Veje, de styre mod Djævelens Rige; der
myldrer af dem for Helvedes Porte, Høje og Lave, Gamle og Unge,
de skubbes og drages for at undgaa den gabendes Svælg og de raabe
ynkeligen paa den Gud, hvis Vej de intet vilde følge, at han skal
føre dennem bort. Afgrundenes Skrig er over deres Hoveder og de
krympe sig i Rædsel og Elende, men Helvedes Porte skal lukke sig over
dem som Vandene lukke sig over den Druknede.»
«Er det nu Noget, I fortæller, er det? Ved Eders ærlige Navn, er det
andet end som Digt?»
«Ja!»
«Jamen jeg vil intet, jeg vil være Jeres Vorherre foruden, jeg vil
slet intet udi Himmerig, bare dø.»
«Saa far da hen til de evig Fordømtes gruelige Pinested, hvor den
uendelige Svovlsøs kogende Bølger omkaster de usalige Skarer, hvis
Lemmer trækkes i Kvalens Kramper og hvis hede Munde suger efter Vejr
imellem Overfladens spillende Luer. -- Jeg ser deres Kropper drives
om som hvide Maager paa Havet, ja som flyvendes Fraade i blæsende
Storm, og deres Skrig ere som Jordens Brølen, naar Jordskjælv ryster
dens Indvolde og deres Jammer er uden Navne. Ak! at mit Hjærte turde
bede dig løs, du Arme! men Naaden haver tilhyllet sit Aasyn og
Barmhjærtighedens Sol er gangen under.»
«Men saa hjælp mig da, hjælp mig, Præst!» stønnede Ulrik Christian,
«hvad er du Præst for, naar du intet kan hjælpe? bed! for Guds
Skyld bed! er der ingen Bønner i din Mund? eller giv mig din Vin og
dit Brød, der er jo Frelse, siger de, i Vinen og Brødet; eller er
det Løgn, lutter forsmædelig Løgn? jeg vil krybe for din Gud som
en angergiven Pog, han er jo saa stærk, saa uretfærdig stærk, saa
trøstesløs mægtig; gjør ham god, din Gud, gjør ham god imod mig, jeg
bøjer mig, jeg bøjer mig, jeg kan jo ikke mere!»
«Bed!»
«Ja, jeg vil bede, jeg vil bede saameget det skal være -- ja!» og han
lagde sig paa Knæ i Sengen og foldede Hænderne, «er det ret?» spurgte
han og saae hen til Hr. Jens, «og hvad skal jeg sige?»
Præsten svarede ikke.
En Stund laa Ulrik Christian saaledes og stirrede opad med store,
feberstraalende Øjne, «der er ingen Ord, Præst!» klynkede han, «Herre
Jesus! de er borte allesammen,» og han sank grædende sammen.
Pludselig foer han op, greb sin Kaarde, brød den itu og raabte:
«Herre Jesus Christus, se, jeg brækker min Kaarde!» og han holdt de
blanke Klingestykker i Vejret: «Pardon, Jesus, Pardon!»
Præsten talte nu Forsoningens Ord til ham og skyndte sig med at
berette ham, da han ikke saae ud til at have meget igjen.
Saa kaldte Hr. Jens paa Ane Skomagers og gik.
Da Sygdommen ansaaes for smitsom, kom der ingen af de Nærmeste ind
til den Syge, men i et Gemak nedenunder var nogle Slægtninge og
Venner, Kongens Livmedikus og et Par Hofkavalerer samlede for at
modtage de Besøg af Adelspersoner, Gesandter, Officerer, Hoffolk og
Raadmænd, som kom for at spørge til hans Befindende. Sygeværelsets
Fred blev derfor ikke forstyrret og Ulrik Christian var atter allene
med Ane Skomagers.
Det begyndte at skumre, Ane lagde noget Brænde til Ilden i Kaminen,
fik et Par Lys tændt, tog sin Bønnebog frem og satte sig lunt
tilrette; hun trak sin Kappe fremefter og faldt snart i Søvn. Ude
i Forværelset var der bleven posteret en Badskærer og en Lakaj i
Tilfælde af at der skulde komme noget paa; de laa nu begge to paa
Gulvet henne ved Vinduet og spillede Tærninger paa Straamaatten for
at det ikke skulde rasle og de var saa optagne af deres Spil, at de
ikke mærkede at der var En, der listede sig gjennem Stuen, før de
hørte Sygeværelsets Dør lukke sig efter den.
Det var Medikus, sagde de og saae forskrækkede paa hinanden.
Det var Marie Grubbe.
Hun nærmede sig lydløst Sengen og bøjede sig over den Syge, der laa
stille hen og blundede. I det døsige, usikre Lys saae han saa bleg
og fremmed ud, Panden saa dødningehvid, Øjelaagene saa sælsomt store
og de magre, voksgule Hænder famlede matte og hjælpeløse om paa det
mørkeblaa Bolster.
Marie græd. «Er du saa syg?» mumlede hun. Hun lagde sig ned paa Knæ
foran Sengen, støttede sine Albuer paa Sengestokken og saae ham lige
ind i Ansigtet.
Han vaandede sig og slog Øjnene op. Søgende og uroligt var Blikket.
«Ulrik Christian!» sagde hun og lagde sin Haand paa hans Skulder.
«Er her flere?» stønnede han mat.
Hun rystede paa Hovedet. «Er du meget syg?» spurgte hun.
«Ja, det er snart forbi med mig.»
«Nej, nej! det maa intet være, for hvem har jeg tilbage, naar du gaar
hen? Nej, nej, hvor skal jeg holde det ud?»
«At leve! -- det er let at leve; men jeg har faaet Dødsens Brød og
Dødsens Vin, jeg maa dø ... ja, ja, ja ... Brød og Vin, Kjød og Blod
-- tror du, det kan ... nej, nej, Jesu Christi Navn, Jesu Christi
Navn! Bed en Bøn, Barn, ret en stærk Bøn!»
Marie foldede sine Hænder og bad.
«Amen, Amen! bed igjen! jeg er saa stor en Syndere, Barn, der maa saa
meget til, bed igjen, en lang Bøn med mange Ord -- mange Ord! -- aa,
nej? hvad er det nu? hvorfor drejer Sengen? -- hold fast, hold fast!
den gaar rundt ... som et hvirvlendes Uvejr af mange Piner, en evig
Hvirvel af Kval og ... ha, ha, ha ... er jeg drukken igjen? hvad er
det for Spil! og hvad Satan har jeg da drukken? -- Vin! -- ja vist,
det var Vin, jeg drak! ha, ha, lustig, mein Kind, lustig! kys mig,
min Høne!
Herzen und küssen
Ist Himmel auf Erd ....
kys igjen min Snut, jeg er saa kold, men du er rund og varm ... kys
mig varm? -- og du er hvid og trind og hvid og glat ....»
Han havde slaaet sine Arme om Marie og knugede det forskrækkede Barn
ind til sig. I det samme vaagnede Ane Skomagers og saae den Syge
sidde og gantes med et fremmed Fruentimmer. Truende holdt hun sin
Bønnebog op i Vejret og raabte: «h'raus du höllisch' Weib -- sitzt
mich das lose Ding und tändeliret mit de sterbende Gnad'! h'raus wer
du bist -- elender Bote des Menschenfeindes, des lebendigen Teufels!»
«Teufel!» brølede Ulrik Christian og slyngede forfærdet Marie Grubbe
fra sig. «Vig bort Satan! ud, ud!» og han slog Kors paa Kors, «o,
du forbandede Djævel! du vilde bringe mig til Synd i mit sidste
Aandepust, i den sidste Time, hvor En skal være saa forsigtig,
bort, bort i Herrens velsignede Navn, du forbandede Gestalt.» Med
vidtopspilede Øjne og Forfærdelse i hvert Træk stod han op i Sengen
og pegede mod Døren.
Maalløs og ude af sig selv af Rædsel styrtede Marie ud.
Den Syge kastede sig ned og bad og bad, mens Ane Skomagers højt og
langsomt læste den ene Bøn efter den anden af sin storstilede Bog.
Et Par Timer efter døde Ulrik Christian.