IV.

Gulrøde Lysflager skjøde op over den havgraa Taagebanke i Horizonten

og de tændte Luften over sig saa den brændte i en mild, rosengylden

Flamme, der bredte sig videre og videre, blegere og blegere, op

til en lang, smal Sky, tog fat i dens bølgede Rand, gjorde den

glødende, gylden, blændende. Over Kallebodstrand var der lyst af

violet og rødligt Gjenskin fra Solhjørnets Skyer. Duggen tindrede

paa Vestervolds høje Græs og Spurvene kvidrede paa Tagene bagved og

i Haverne foran, saa at Luften stod i eet skjælvende Skinger. Fra

Haverne drev en let, fin Damp i smalle Striber, og Træerne bøjede

langsomt de frugttunge Grene for Luftningen ude fra Sundet.

Et langtrukkent, tre Gange gjentaget Hornsignal lød fra Vesterport

og blev besvaret fra de andre Byhjørner. De ensomme Vagter langs ad

Volden begyndte at gaa livligere frem og tilbage paa deres Poster,

rystede Kapperne og rettede ved deres Hovedtøj: nu kom jo Afløsningen.

Ude paa Bastionen nærmest nord for Vesterport, stod Ulrik Frederik

Gyldenløve og saae paa de hvide Maager, der i sejlende Flugt strøg

op og ned over Voldgravens blanke Vandflade.

Flygtige og lette, snart matte og taageagtige, snart farverigt

stærke, brandlevende og klare jog hans tyveaarige Minder forbi hans

Sjæl. De kom i Duft af stærke Roser og Duft af friske, grønne Skove,

de kom i Klang af Jægerhallo, til Gigers Lyd og i Brus af knitrende

Silke. Barndomslivet dernede i den holstenske By med de røde Tage

drog fjernt, men solbelyst forbi: han saae sin Moders, Fru Margrethe

Pappens høje Skikkelse, hendes sorte Psalmebog og hvide Hænder;

den fregnede Kammerpige med de tynde Ankler saae han og den bulne

Fægtemester med det rødblaa Ansigt og de skjæve Ben. Gottorps Have

drog forbi og Engene med de friske Høstakke nede ved Fjorden og der

stod Jægerens kluntede Heinrich, der kunde gale som en Hane og slaa

saa mageløst Smut. Kirken kom med sit sære Halvmørke, sit stønnende

Orgel, med Kapellets hemmelighedsfulde Jerngitter og den magre

Kristus, der havde den røde Fane i Haanden.

Fra Vesterport lød der atter et Hornsignal, og Sollyset brød frem i

det samme, skarpt og varmt og forjog alle Taager og disede Toner.

Saa var der Jagten, hvor han skød sin første Hjort og gamle von

Dettmer tegned ham i Panden med Dyrets Blod, mens de stakkede

Jægerdrenge blæste vildsomt skrattende Fanfarer. Saa var der

Bouketten til Slotsfogedens Malene og den alvorlige Scene med

Hovmesteren, og saa var der Udenlandsrejsen med den første Duel i

den dugfriske Morgen, med Anettes Kaskader af klingrende Latter, med

Ballet hos Kurfyrsten og den ensomme Tour uden Byens Porte, da hans

Hoved værked af den første Rus. Saa kom der en gylden Taage med Klang

af Bægre og Duft af Vin, og der var Lieschen og der var Lotte og der

var Marthas hvide Nakke og Adelaides runde Arme. Endelig Rejsen til

Kjøbenhavn, hans kongelige Faders naadige Modtagelse, Dagenes travlt

kjedsommelige Hofliv og vilde Nætter, hvor Vinen strømmed og Kysset

rased, afbrudt af pragtfulde Jagtfesters lystige Larm og natlige

Stevnemøders ømme Hvisken i Ibstrups Have eller Hillerødslottets

gyldne Sale.

Men langt klarere end Alt dette saae han Sofie Urnes brændende

sorte Øjne, langt mere betagen mindedes han lyttende hendes

vellystigtbløde, dejlige Stemme, der dæmpet drog En som med hvide

Arme og hævet flygted som en Fugl, der stiger og spotter En med kaade

Triller, mens den flygter ....

En Raslen nede i Voldskræntens Buske vakte ham af hans Drømme.

«Wer da!» raabte han.

«Det er kuns Daniel, Hr. Gyldenleu, Daniel Knopf,» svaredes der og en

lille, værkbruden Mand kom frem af Buskene og bukkede.

«Hvad! er det Livsens Korthed? hvad tusind Syger gjør han der?»

Manden saae trist ned for sig.

«Daniel, Daniel!» sagde Ulrik Frederik og smilede, «han er intet

gaaet uskadt ud af «den gloendes Ovn» i Nat, den tydske Brygger har

nok fyret ham for strengt.»

Den Værkbrudne gav sig til at kravle op ad Voldskrænten. Daniel

Knopf, ogsaa paa Grund af sin Statur kaldet Livsens Korthed, var en

rig Storkjøbmand paa nogle og tyve Aar, og var lige saa bekjendt for

sin Rigdom som for sin skarpe Tunge og sin Fægtekunst. Han omgikkes

meget med den unge Adel, det vil sige med en bestemt Kreds, der var

bekjendt under Navn af «le cercle des mourants», som navnlig bestod

af de yngre Mænd, der stod Hoffet nærmest. Ulrik Frederik var Sjælen

i denne Kreds, som var mere livslysten end intelligent, mere berygtet

end afholdt, men egenlig ligesaa beundret og misundt som berygtet.

Halvt som Hovmester, halvt som Hofnar levede Daniel med disse

Mennesker. Han færdedes ikke med dem paa alfar Gade eller i adelige

Huse, men i Fægteboden, i Vinhuse og paa Herberger var han dem ganske

uundværlig. Ingen kunde tale saa videnskabeligt om Boldtspil og

Hundedressur eller saa salvelsesfuldt om Finter og Parader. Ingen

kjendte Vin som han. Han havde dybsindige Theorier om Terningspil og

Elskovskunst og kunde tale langt og lærdt om det Forkastelige ved at

krydse det indenlandske Stod med Salzburgerheste. Han havde endelig

Anekdoter om Alt, og hvad der imponerede de andre unge Mennesker

overordenligt, han havde bestemte Meninger om Alt.

Saa var han i høj Grad føjelig og tjenstvillig, glemte aldrig

Forskjellen mellem sig og Adelen og havde et saa vidunderlig

latterligt Udseende, naar de i Kaadhed eller Drukkenskab stafferede

ham ud paa en eller anden urimelig Maner. Han lod sig hundse og

skjælde ud, uden at blive vred, og var i det Hele taget saa godmodig,

at han mangen en Gang gav sig selv til Pris, naar han derved kunde

standse en Samtale, der begyndte at faa en farlig Vending for Freden

i Laget.

Det var da ogsaa dette, der gjorde det muligt for ham at omgaaes

disse Folk og han _maatte_ omgaaes dem; for ham, den vanføre

Borgerlige, var Adelen Halvguder, kun de levede, kun deres

Frimurersprog var menneskelig Tale, over deres Tilværelse laa der

en Dag af Lys og et Hav af Duft, medens de andre Stænder sled Livet

hen i farvefattigt Mulm og oset Luft. Han forbandede det, at han

var borgerlig født, som en langt større Ulykke end hans Vanførhed

og græmmede sig derover, naar han var ene, med en Bitterhed og

Heftighed, der kom Vanviddet temmelig nær.

«Naa Daniel,» sagde Ulrik Frederik, da den Lille var kommen op til

ham, «det har intet været nogen ringe Taage, der har været for hans

Øjne inat, siden han har sejlet sig fast her paa Vestervold, eller

stod Luttendranken saa overhaands højt i Kvæld, siden jeg træffer ham

an her, liggendes tryg og tør som Noæh Ark paa den Bjerg Ararat?»

«Prinds af Canarien, I taler i Vildelse, om I tror jeg var i Lag

sammen med Eder inat!»

«Men hvad tusind Pokker er det da med ham?» raabte Ulrik Frederik

utaalmodigt.

«Hr. Gyldenleu,» svarede Daniel alvorligt og saae op paa ham med

Taarer i Øjnene, «jeg er en elendig Menneske.»

«Han er en Kræmmerhund er han! Er det en Sildeskude han er bange for

at Svensken han skal tage? Eller ynker han sig for der vil blive

Stilstand i hans Handel og mener hans Safran vil tabe Kraften og

Muggen falde i hans Pebber og Paradiskorn. Styversjæl han er! Som der

intet var andet for en god Borgere at tage sig nær end om hans sølle

Kram gaar Satan i Vold, nu det tegner til Fald baade for Konge og

Rige!»

«Hr. Gyldenleu!»

«Aa, gaa han Helved i Vold med hans Begrædelser!»

«Nej, Hr. Gyldenleu!» sagde Daniel højtideligt og traadte et Skridt

tilbage, «for hverken klager jeg over Bræk paa Næring eller Forlis af

Penge eller Penges Værd; jeg kerer mig de Düvel og en Døjt om Sild og

Safran, men skikkes væk som en Spedalsker eller en Landsens Uærlig

baade af Officiers og Gemene, det er en Syndigheds Uret imod mig,

Hr. Gyldenleu; -- derfor har jeg ligget i Græsset inat og tvinet

som en skamskabet Hund, der er lukket ude, for det har jeg krympet

og krænget mig som det usseligst' krybendes Dyr og raabet til den

Himmerigs Gud i min Sørgelighed og Vanmagt, og er gangen i Rette med

hannem, hvi jeg alleneste skal plat forkastes, hvi min Arm skal sees

an for vissen og uduelig til at føre Vaaben og Gevær, aldenstund der

rustes ud baade Tjenere og Handtværksburscher ...»

«Men hvem den skinnendes Satan har da viset ham af?»

«Jo, Hr. Gyldenleu, jeg løb mig til Voldene ligesom de andre de

løb, men kom jeg til det ene Hold sagde de, de kunde intet være

flere og kom jeg til det næste sagde de spotvis, at de var kuns

ringe Borgere, det var ingen Sted for Adelspersoner og fornemme

Folk og anden Snak mere; men der var ogsaa de Hold, hvor de sagde,

de skulde intet have med Gebræklige at skaffe, fordi der var Ulykke

ved dem og Kuglerne trak efter dem, og de skjøttede aldeles intet

om unyttigen at hazardere deres Liv og Lemmer ved at have saadan et

Menneske, som Vorherre havde stemplet, imellem sig. Saa supplicerte

jeg Generalmajor Ahlefeldt om at blive en Sted anviset, men han

bare rysted' paa Hovedet og lo: det var da endnu heller intet saa

styrtendes galt, de skulde stoppe Geledderne ud med saa stynede

Stumper, som mere vilde være dem til Ulejlighed end til Hjælp.»

«Men hvorfor gik han intet til nogle af de Officiers, han er kjendt

med?»

«Det gjorde jeg og, Hr. Gyldenleu, jeg tænkte straks paa Circlen og

kom da ogsaa to af de Mouranter i Tale, baade den Kong Skjørt og den

Ridder Forgyldt.»

«Naa og de hjalp ham?»

«Jo, Hr. Gyldenleu, de hjalp mig. -- Hr. Gyldenleu, de hjalp mig

saa Gud finde dem for det! Daniel, sagde de, gaa hjem, Daniel, og

lysk han sine Svedskenblommer! De havde tænkt, sagde de, jeg havde

havt saamegen Conduite, at jeg intet vilde komme her med mine

Abenpudserier. Et var det, jeg var dem god nok som Komediantenspiller

og Pudsenmager ved en lystig Pokulats, men naar de var i deres Embede

skulde jeg blive dem af Syne. Var det nu vel talet, Hr. Gyldenleu,

nej det var syndigt, syndigt var det! Den Gemenhed, de havde viset

mig paa Vinstuer, betød intet at de saae mig an for deres Lige,

at jeg skulde komme her og bilde mig ind, jeg kunde faa deres

Omgængelse og Selskab nu de vare i deres Bestilling. Jeg var dem for

nærgaaendes, Hr. Gyldenleu! jeg maatte intet tro jeg kunde trænge

mig ind i deres Kompagnie her paa denne Sted, her brugte de ingen

Lust-Major! Det sagde de til mig, Hr. Gyldenleu! Og jeg forlangte jo

dog ikkuns det at sætte mit Liv i Vove, Side om Side med de andre

Bysens Borgere.»

«Naa ja,» sagde Ulrik Frederik og gabte, «jeg forstaar nok, det

harmer ham at han skal være udenfor det Hele. Og det vil jo ogsaa

falde ham noget langsomt at sidde stille og svede ved hans Pult,

mens Rigens Fremtid bliver afgjort her oppe paa Voldene. Naa, han

_skal_ komme med. For ...», han saae mistænksomt ned paa Daniel, «der

stikker vel ingen Lumskerier under, Mester?»

Den Lille stampede i Jorden af Raseri, han blev bleg som en kalket

Væg og hans Tænder skar imod hinanden.

«Naa, naa,» vedblev Ulrik Frederik, «jeg stoler paa ham; men han kan

da heller intet forlange En skal tro ham som om han havde et adeligt

Ord at give; -- og husk: hans Egne har vraget ham først og ... tys!»

Der dundrede et Skud ude fra en af Bastionerne ved Østerport, det

første, der blev løsnet i denne Krig.

Ulrik Frederik rettede sig, Blodet foer ham til Kinderne, hans Øje

stirrede begjærligt og betaget efter den hvide Røg, og da han talte,

var der en sælsom Skjælven i hans Stemme.

«Daniel!» sagde han, «op ad Formiddagen kan han melde sig hos mig

og bryd han sig intet om det, jeg sagde.» Saa gik han hastigt henad

Volden.

Daniel saae beundrende efter ham, saa sukkede han dybt, satte sig i

Græsset og græd som et ulykkeligt Barn græder.

* * *

Det var hen paa Eftermiddagen. En stærk, ujævn Vind blæste gjennem

Byens Gader og hvirvlede Skyer af Spaaner, Halmstumper og Støv et

Steds fra og et andet Steds til. Den rev Tagstenene løse, stemmede

Røgen ned i Skorstenene og foer ilde med Skiltene.

Farvernes lange, mørkeblaa Faner kastede den i Vejret i dunkle Buer,

smældede dem ud i sorte Bugter og surred dem rundt om de svajende

Stænger. Rokkedrejernes Hjul gyngede rastløst frem og tilbage,

Bundtmagerskiltene slog med de laadne Haler og Glarmestrenes

pragtfulde Glassole svinged og blinked i vildsom Uro om Kap med

Badskærernes blankt polerede Bækner.

I Baggaardene slog det med Lemme og Luger, Hønsene maatte krybe i Ly

bag Tønder og Skur og selv Svinene blev urolige i deres Stier, naar

Vinden peb ind til dem gjennem sollyse Sprækker og Fuger.

Trods Blæsten var det trykkende hedt; det blæste Varme ned.

Inde i Husene sad Folk og gispede af Hede, kun Fluerne summede

livligt omkring i den lummervarme Luft.

Paa Gaden var ikke til at være og i Bislagene trak det, derfor søgte

da ogsaa overalt de, der havde Haver, ud i dem. I den store Have,

der laa bagved Christoffer Urnes Gaard i Vingaardsstræde, sad en ung

Pige i Skyggen af et af de store Løntræer.

Hun sad og syede.

Det var en høj, slank Skikkelse; næsten spinkel var den, men Barmen

var bred og fyldig. Hendes Teint var bleg og blev endnu blegere ved

det rige, sorte, buklede Haar og de ængsteligt store, sorte Øjne.

Næsen var skarp, men fin, Munden stor, men ikke fyldig og med en syg

Sødme i Smilet. Læberne var meget røde og Hagen noget spids, men dog

stærk og kraftig formet. Hendes Paaklædning var ikke meget ordenlig:

en gammel, sort Fløjelsrobe med afbleget Guldbroderi, en ny, grøn

Filthat med store, snehvide Strudsfjer og Lædersko med rødslidte

Næser. Hun havde Dun i Haaret, og hverken hendes Halskrave eller

hendes lange hvide Hænder var ganske rene.

Det var Christoffer Urnes Broderdatter Sofie. Hendes Fader, Rigens

Raad og Marsk, Jørgen Urne til Alslev, Ridder af Elefanten, var død

allerede i hendes Barndom, Moderen Fru Margrethe Marsvin for et Par

Aar siden. Hun havde derfor nu sit Tilhold hos den gamle Farbroder

og da han var Enkemand, var hun, ialtfald af Navn, den, der styrede

Huset.

Hun sad og syede og nynnede til, mens hun i Takt vuggede den ene af

sine Sko paa Spidsen af Foden.

Over hendes Hoved susede og svajede de tætløvede Kroner i den stærke

Blæst med en Lyd som af brusende Vande. De høje Stokroser svingede

deres blomsterknappede Toppe frem og tilbage i ustadige Buer som

grebet af uroligt Vanvid og Hindbærriset dukkede sig forknyt og

vendte den lyse Vrange ud af Bladene, saa det skiftede Farve ved

hvert Pust. Tørre Blade sejlede ned gjennem Luften, Græsset lagde sig

fladt henad Jorden og paa Spiræabuskens lyse Løvbølge vuggede den

hvide Blomsterfraade op og ned i evig Skiften.

Saa blev en Stund Alt stille. Alting rettede sig, endnu som dirrende

af Angst og i aandeløs Forventning, og i næste Nu hvinede Vinden ned

igjen og Urosbølgen med dens Brus og dens Glittren, dens vilde Vuggen

og rastløse Vekslen bredte sig atter ud over Haven.

"Fillis sad udi en Skøyte,

Koridon blæst' i sin Fløjte

Højt saa at det Fillis hørte

Og sin Roer ej mere rørte,

Thi drev Skøyten paa en Sand,

Thi drev Skøyten ....."

Nede fra Laagen i den anden Ende af Haven kom Ulrik Frederik gaaende.

Sofie saae et Øjeblik forbavset der henad, saa bøjede hun sig atter

over sit Sytøj og nynnede videre.

Ulrik Frederik slentrede langsomt opad Gangen, stod nu og da stille

og saae paa Blomsterne og lod i det Hele taget som om han ikke havde

seet, at der var Nogen i Haven. Han drejede saa ind paa en Sidesti,

standsede bag en stor Jasminbusk og rettede paa sin Uniform og sit

Belte, tog Hatten af og purrede op i Haaret og gik saa videre.

Stien gik i en Bue og mundede ud lige foran Sofie.

«Ah Goddag, Jomfru Sofie,» udbrød han ganske overrasket.

«Goddag,» sagde hun roligt og venligt, fæstede betænksomt sin Naal i

Sytøjet, glattede det med Haanden, saae saa smilende op og nikkede.

«Velkommen, Hr. Gyldenløve!»

«Das nenn' ich blindes Glück,» sagde han og bukkede, «jeg ventede kun

at finde Jomfruens Hr. Cousin herude.»

Sofie saae hurtigt paa ham og smilte: «han er her intet,» sagde hun

og rystede paa Hovedet.

«Nej,» sagde Ulrik Frederik og saae ned for sig.

Efter en lille Pavse sukkede Sofie og sagde: «Hvad for en Lummervarme

det da ogsaa er idag!»

«Ja, det falder trolig ud til Torden, om Blæsten stiller af.»

«Ja--a,» sagde Sofie og stirrede tankefuldt op mod Huset.

«Hørte I det Skud imorges?» spurgte Ulrik Frederik og rettede sig som

for at antyde, at han vilde gaa.

«Ja, det er Hjærtens tunge Tider vi gaar imod i denne Sommer. En

kan fluks blive svagsindet ved at tænke paa al den Farlighed baade

for Folk og Ejendele, og naar En har saa mange kjære Slægtninge og

gode Venner som jeg har, der allesammen er med i denne ulykkelig'

Affaire og udsat' for at miste enten Liv eller Førlighed eller hvad

de ejendes er, saa er der ogsaa mer end Aarsage nok til at komme paa

alskens modige og underlige Tanker.»

«Nej, hjærte Jomfru Sofie! I maa for den lebendiges Gud intet falde

hen i Taarer, I maler Eder alting altfor dyster af

Tousiours Mars ne met pas au jour

Des objects de sang et de larmes

Mais»

og han greb hendes Haand og førte den op til sine Læber

«.... tousiours l'Empire d'amour

Est plein de troubles et d'alarmes.»

Sofie saae naivt op paa ham.

Hvor var hun ikke dejlig: Øjets mægtige, sugende Nat, hvor Dagen

vældede frem i Stimer af myldrende Lysblink som en sort Diamantsten,

der spiller i Solskjæret, Læbernes smertelig skjønne Bue, Kindens

stolte Liliebleghed, der langsomt svandt i rosengylden Rødme, lig en

Sky, som Morgensolen belyser og dunkelaaret som skære Blomsterblade

de fine Tindinger, der hemmelighedsfuldt tabte sig op i det mørke

Haar ....

Hendes Haand skjælvede i hans, kold som Marmor; hun drog den lempelig

tilbage og slog Øjnene ned. Sytøjet gled fra hendes Skjød, Ulrik

Frederik bøjede det ene Knæ mod Jorden for at tage det op og blev

liggende i den knælende Stilling.

«Jomfru Sofie!» sagde han.

Hun lagde sin Haand paa hans Mund og saae mildt alvorligt, næsten

smerteligt paa ham.

«Kjære Ulrik Frederik!» bad hun, «tag mig det intet op i nogen

ilde Mening, at jeg besværger Eder intet at lade Eder henføre af

en øjeblikkelig Sentiment til at søge at provocere en Forandring i

det angenemme Forholdende, der hidtil har bestanden os imellem. Det

tjener til Intet uden at føre os begge Fortræd og Misnøje. Rejs Eder

op fra denne ufornumstige Positur og sæt Eder manerligen hos mig her

paa Bænken, at vi kan tales ved i al Rolighed.»

«Nej jeg vil have min Skjæbnebog gjort op nu i denne Time,» sagde

Ulrik Frederik og blev liggende. «I veed kuns lidet hvor stor og

brændendes er den Amour jeg bær' til Eder, om I har kunnet tænke,

jeg skulde nøjes med slet og bart at være Eders gode Ven. For Kristi

blodige Sveds Skyld tro dog intet paa en Ting saa ren og platterdings

umulig. Min Kjærlighed til Eder er intet nogen ringe ulmendes Gniste

eller Funke, som I kan øge eller svække med Eders Munds Vejr, alt

som Eders Hu er; par dieu! den er en luestærk og fortærendes Ild,

men det staar til Eder om den skal spredes og slukkes ud i tusinde

vildsomme Flakkeflammer og irrende Vejrlys eller den skal brænde

fort varmendes og rolig, høj og skinnendes op imod Himlen.»

«Men kjære Ulrik Frederik, vær dog barmhjertig og hav Medynk med mig

og stæd mig intet i en Fristelse, jeg muligen intet kan staa imod,

thi I maa tro, I er mig af Hjærtet kjær og dyrebar, men netop af

den Aarsag vil jeg til det Yderligste værge mig mod at bringe Eder

i en falsk og ufornumstig Situation, som I ingenledes fideliter kan

meintenere. I er vel seks Aar paa det Nærmeste yngre end jeg er og

det, som udi min Gestalt nu kanske er Eder til Behag, kan Alderen

lettelig forvanske eller vende om til Grimhed. Ja! I smiler, men

supponer at I, naar I er fyldt de Tredive, drages med en rynket

Heks af en Kjæreste[3], der kuns har ført Eder en ringe Medgift og

heller intet paa anden Maade har været Eder til Forfremmelse; tænker

I intet, I vilde da ønske Jer, I da I var de Tyve havde giftet en

ung, fyrstelig Person, hvad der baade havde været Eders Alder og

Byrd allermest gemäss og som og vilde have baaret Eder bedre frem

end den simple Adelspige vilde have gjort? Hjærte Ulrik Frederik,

talte I til Eders høje Slægtninge, de vilde sige Jer det Samme;

men de vilde intet sige Eder at om I hjemførte den Adelsjomfru som

var ældre end Jer, vilde hun kvæle Eder tildøde med sin Iversyge;

iversyg vilde hun være paa hvert Jert Øjekast, ja paa Eders inderste

Hjærtenstanker! for just fordi hun vidste I havde sluppet saa meget

for at fange hende, vilde hun strænge sig an for at hendes Elskov

kunde være Eder Alverden. Tro mig, hun vilde omgive Eder med sin

afgudiske Kjærlighed som med et Bur af Jern, og fornam hun I længtes

ud deraf et Minut, hun vilde græmme sig i Dage og Nætter og forbittre

Eder hver en Time med sin mistrøstige Sorg.»

[3] Kjæreste, dengang = Kone.

Hun rejste sig op og rakte ham Haanden. «Farvel, Ulrik Frederik, det

er bedskt som Døden at vi maa skilles, men om mange Aar naar jeg er

en gammel, gusten Pige eller er en gammel Mands halvgamle Kjæreste,

vil I sande at Sofie Urne havde Ret. Gud Fader holde sin Haand over

Jer. -- Mindes I den spanske Romanbog, den Sted om den indianske,

slyngendes Urt, der har sin Støtte af et Træ i sin Ungdom, men bliver

ved at vinde sig om det længe efter at Træet er morsk og ude og er

tilsidst den, der holder Træet, som intet kan støtte mere. Tro,

Ulrik Frederik, saadan vil mit Sind ogsaa støttes og bæres af Eders

Kjærlighed lange Tider efter at den er visnet og vejret hen.»

Hun saae ham lige ind i Øjet og vendte sig for at gaa, men Ulrik

Frederik holdt Haanden fast.

«Vil I da gjøre mig ganske og aldeles rasendes! skal jeg da sige

dig at nu, jeg veed du har mig kjær, kan ingen Livets Magt gjøre

Skilsmisse mellem os. Aner du da intet at det er daarligt at tale

om hvad du eller jeg vil. Er intet mit Blod som drukken af dig, er

jeg mig selv mægtig nu? jeg er besat af dig, saa om du i denne Time

vendte din Hu fra mig, du skulde dog blive min, dig til Trods, mig

til Trods. Jeg elsker dig som om jeg hadede -- -- jeg tænker intet

paa _din_ Lykke, hvad rører det mig om du kommer i Lykke eller

Ulykke, blot _jeg_ er med i din Glæde, blot _jeg_ er med i din

Lidelse, blot _jeg_ ....»

Han slængte hende med et Ryk ind mod sig og knugede hende op til sit

Bryst.

Langsomt løftede hun sit Ansigt op mod ham og saae længe paa ham med

taarefyldte Øjne; smilte saa: «som du vil da, Ulrik Frederik,» og hun

kyssede ham lidenskabeligt flere Gange efter hinanden.

Tre Uger efter fejredes Trolovelsen med megen Pragt. Kongen havde

villigt givet sit Samtykke, for dog en Gang at gjøre Ende paa Ulrik

Frederiks vel lystige Ungkarleliv.