Vinteren kom. Det blev haarde Tider for Skovens Dyr og Markens Fugle;
det blev fattig Jul inden lerklinte Vægge og Skudernes Spanter.
Vesterstranden stod tæt med Vrag; der var isede Skrog, splintrede
Master, braadne Baade og døde Skibe. Rigdom laa der og rullede i
Havstokken, sledes og knustes til gavnløse Billinger, sank, drev af
eller skjultes i Sandet; thi det stod paa med Storm og slemt Hav
og dræbende Kulde, saa der ikke var Tag at faa for Menneskehænder.
Himmel og Jord stod i Et af den fygende Frostsne; den vældede ind
over Armod og Pjalter, gjennem utætte Lemme og sprukne Luger, pinte
sig ind under Tagskjæg og Døre til Velstand og bræmmede Kapper.
Tiggere og vildfarent Folk frøs ihjel i Ly af Grøfter og Diger,
Fattigmand døde af Kulde paa sit Straaleje og Rigmandens Kvæg gik det
lidet bedre.
Saa lagde Stormen sig og det blev stille, skingrende Frost. Det
blev dyre Tider for Riger og Lande, der faldt Vinterbøde for
Sommerdaarskab -- den svenske Hær _gik_ over de danske Vande.
Saa kom Freden. Saa kom Vaaren med lyst Løv og lyst Vejr, men de
sjællandske Knøse red ingen Maj i By det Aar; der var fuldt af
Svenskens Soldater allevegne; der var Fred, men der var Krigens
Byrder alligevel, og Freden saae ikke ud til at leve længe.
Den gjorde det ikke heller.
Da Majløvet var blevet mørkt og stivt under Midsommersolens Brand gik
Svensken mod Kjøbenhavns Volde.
* * * * *
Den anden Søndag i Avgust udbredte der sig under
Eftermiddagstjenesten pludselig det Rygte, at Svensken var landet i
Korsør.
Der blev straks fuldt i alle Gader. Folk gik roligt og astadigt
omkring, men de talte meget; de talte Allesammen, og Lyden af deres
Stemmer og deres Fodtrin samledes til en stærk, blandet, summende
Lyd, der aldrig blev stærkere, aldrig svagere, heller ikke holdt op,
men blev ved -- blev ved med en underlig tung Ensformighed.
Rygtet kom ind i Kirkerne midt under Prædikenen. I hurtig, stakaandet
Hvisken sprang det fra nederste Stolestade til En, der sad i det
andet, til Tre i tredje, forbi en enlig Olding i fjerde, til dem i
femte og videre, helt op. Folk midt i vendte sig om mod dem bagved
og nikkede betydningsfuldt; øverst oppe var der enkelte, der rejste
sig og saae spejdende mod Udgangen. -- Lidt efter var der ikke et
Ansigt, der saae paa Præsten; Alle sade med bøjet Hoved som for at
samle Tankerne om Prædikenens Ord, men de hviskede til hinanden,
holdt en Gang imellem op, lyttede et Øjeblik spændt paa Præsten,
som for at skjønne hvor langt der var til Enden, -- saa hviskede de
videre. Den dumpe Lyd fra Menneskemassen derude paa Gaden var tydelig
at høre, blev utaalelig at høre; Kirkefolkene fik hemmelig travlt med
at stikke Psalmebogen i Lommen.
«Amen!»
Alle Ansigter saae op paa Præsten.
Under den almindelige Del af Bønnen tænkte Alle paa om Præsten vidste
Noget. Saa bades der for Kongehuset, for Rigens Raad og den menige
Adel, for Alle, som havde nogen høj Bestilling eller Embede at
forestaa og da var der mange, der havde Taarer i Øjnene; men da den
næste Part af Bønnen kom, begyndte Nogle at hulke, og sagte, men dog
hørligt lød det fra hundrede Læber: «Gud mildeligen afvende endnu fra
disse Lande og Riger, Krig og Blodstyrtning, Pestilentse og Braddød,
Hunger og Dyrtid, Storm og Uvejr, Vandflod og Ildsvaade, at vi og for
saadan faderlig Naade maa love og prise hans hellige Navn.»
Før Psalmen var tilende var Kirken tom, kun Orglets Toner sang
derinde.
Den næste Dag havde de Folkemasser, der igjen vare paa Benene, faaet
et bestemt Maal at gaa efter; thi den svenske Flaade havde om Natten
kastet Anker udfor Dragør. Der var dog mindre Uro over Folk den Dag,
sagtens fordi det var almindelig bekjendt, at to af Rigens Raader
vare tagne afsted for at underhandle med Fjenden og det hed sig: med
saa vid Fuldmagt at det _maatte_ føre til Fred. Men da Raaderne om
Tirsdagen vare vendte tilbage med den Besked, at Fred ikke var til at
faa, skete der et brat og voldsomt Omslag.
Det var ikke længer Flokke af astadige Borgere, der vare blevne
rastløse ved store og farlige Tidender. Det var en hel Malstrøm af
sælsomme Skikkelser, hvis Lige aldrig var seet inden Byens Volde og
som slet ikke saae ud som de boede i disse rolige, ædruelige Huse
med deres mange Tegn paa al mulig jævn og dagligdags Gjerning. Denne
Lidenskabelighed i Flasketrøjer og Skjødefrakker! Denne Helvedeslarm
fra disse alvorlige Læber, og slige voldsomme Gestus med disse Arme
i disse snævre Frakkeærmer! Ingen vil være ene, Ingen vil være inde,
der staa de midt paa Gaden med deres Angst og Fortvivlelse, med deres
Jamren og deres Taarer.
Se den statelige, gamle Mand med det blottede Hoved og de blodskudte
Øjne; han vender sit askegraa Ansigt mod Muren og hamrer paa den med
de knyttede Næver. Hør den tykke Skinders Forbandelser over Rigens
Raad og denne usalige Krig! Føl hvor Blodet brænder i hine unge
Kinder af Had til den Fjende, der vil føre alle de Rædsler med sig,
han allerede nu har gjennemlidt i sin Fantasi!
Hvor de brøle af Raseri over at de er saa afmægtige som de tror, og
Gud i Himlen, hvilke Bønner, hvilke vanvittige Bønner!
Vognene holde stille midt paa Gaden, Tjenestefolk sætte deres Kurve
og Spande fra sig i Bislag og Porte og hist og her komme Enkelte
hastigt ud af Husene, iførte deres bedste Klæder, røde i Ansigtet
af Anstrængelse og de se sig forbavsede omkring, se nedad dem selv,
fare omkring blandt Folk og snakke ivrigt for at lede Opmærksomheden
bort fra deres pyntede Udseende. Hvad tænke de paa? og hvorfra komme
alle disse lurvede, drukne Mandfolk? Det vrimler af dem, de rave og
raabe, kjævles og falde, de sidde paa Trappestenene og er syge, de
skoggerle, jage efter Fruentimmerne og vil slaaes med Mændene.
Det var den første Rædsel -- Instinktets Rædsel. Over Middag var
den forbi. Man var bleven kaldt til Voldene, havde arbejdet med
Helligdagskræfter, havde seet Grøfter dybes og Brystværn højnes under
sin Spade; Soldater vare trukne forbi, Haandværkssvende, Studenter og
Adelstjenere holdt Vagt med alskens sære Vaaben, Kanoner var kjørt
op, Kongen var reden over Volden og man vidste han vilde blive --
der var Rimelighed i Tingene, man blev rimelig selv.
* * * * *
Dagen efter blev der hen paa Eftermiddagen sat Ild paa Forstaden
udenfor Vesterport. Brandlugten drev ind over Staden og gjorde Folk
urolige, og da det i Skumringen, mens Ilden kastede sit røde Skjær
over Fruetaarns vejrgraa Mure og spillede i de gyldne Kugler paa
Petri Kirkes Spir, hed sig, at Fjenden kom ned over Valdbybakke,
gik der som et bange Suk gjennem den ganske By. Gjennem alle Gader,
Gænger og Gyder lød det angst og beklemt: «Svenskerne, Svenskerne!»
Drenge løb gjennem Staden og raabte det ud med skingrende Stemmer,
Folk foer til Dørene og stirrede ængsteligt vesterud, Boderne
lukkedes, Jernkræmmerne samlede skyndsomt deres Skrammel ind; det var
som ventede de skikkelige Folk at Fjendens vældige Hær straks vilde
skylle hen over Staden.
Langs Volden og i de tilstødende Gader var der sort af Folk, der
stirrede efter Ilden; dog var der ogsaa mange samlede paa Steder,
hvor man ikke kunde se noget til Branden, saaledes udfor Løngangen og
Vandkunsten. Der var mange Ting paa Tale der: først og fremmest naar
Svenskerne vilde begynde deres Angreb; nu i Nat eller først imorgen?
Gert Pyper, Farveren henne paa Vandkunsten, mente nu det vilde gaa
an, straks de vare komne i Orden efter Marschen. Hvad skulde de bie
efter?
Islandsk Kjøbmand, Erik Lauritzen omme fra Farvergade mente det var
saa en vovsom Sag i Nat og Mørke at gribe en fremmed By an hvor En
knap vidste hvad der var Landjord og hvad der var Vand.
«Vand!» sagde Gert Farver, «giveste Gud vi vidste selv kuns halv
saa god Besked med vore Anstalter som Svensken han veed det! Tal
aldrig om det! Han har sine Spioner, har han, der En mindst skulde
tro det. Jo! -- det veed Borgermester og Raad ogsaa hjærtelig vel,
for fra Morgenstunden af har Rodemestrene været rundt i alle Steder
og Bebyggelser for at finde hans Spionerere frem; men lur ham om I
kan! Svensken er habil, er han, synderlig i den Commerce; det er
en naturlig Gave; jeg veed det jo fra mig selv -- det er vel nu en
halv Snes Aar siden; jeg glemmer ham det aldrig af det Spøgelse ...
Indigofarve ser I, hun gjør sort og hun gjør mørkeblaa og hun gjør
mellemblaa, ene efter som Bejtsen er; det er Bejtsningen det kommer
an paa. Skolde og rette Løddegryden til, det kan hver en Bursch, det
er kuns Haandelag om at gjøre, men bejtse! -- retteligen -- det er en
Kunstighed. Bejtser En for stærkt, saa brænder En Garnet eller Tøjet
eller hvad det nu er, saa det gaar hen og skjørner i alle Traaderne,
og bejtser En for knapt, saa kan Farven a--ldrigen holde, om En saa
farvede med det allerdyrbarste Blaatræ. Se, derfor er Bejtsningen
ogsaa en lukt Geheimniss, En intet lærer fra sig -- til Ens Søn nok,
men aldrig til Gesellerne. Nej, ....»
«Javel Mester Gert», sagde Kjøbmanden, «vel saa, vel saa!»
«Naa,» fortsatte Farveren, «som jeg skulde fortælle, saa havde jeg en
halv Snes Aar forleden en Bursch, som havde et svensk Kvindfolk til
Moder, og han havde nu sat sig fore, han vilde makke ud hvad det var
for en Bejtse jeg brugte til Kanelenbrunt. Men der jeg immer vejer
af til Bejtsen for lukte Døre, var den Ting jo intet saa bekvem at
gribe an. Hvad hitter mig saa det Skarnsmenneske paa I tror? Hør nu
kuns! Der er nu saa slemt med store Dyr derhenne paa Kunsten, de
skjærer os baade Uld og Tvist, og desformedelst hænger vi immer det,
der er flyet til Farvning op under Loftet i store Sejldugssækker.
Faar han saa ikke det Djævels Gesindeken en af Drengerne til at
klynge ham op i en de der Sækker og -- jeg kommer ind og vejer og
blander og retter til og er halv ved at være til Ende med det, saa
skikker det sig saa kunstigen at Krampen tager hans ene Ben der oppe
i Sækken og han tager paa at stime og raabe jeg skulde forhjælpe ham
ned ... og om jeg hjalp ham! -- Død og Verden! men det var og en
ret Karnaillenstreg han skrev mig der, ja, ja, ja! og saadan er de
tilhobe de Svenskere, En kan aldrigen tro dem over et Dørtrin.»
«Nej, det har I saa Ret i; det er nogle grimme Folk de Svenske,»
talte Erik Lauritzen, «Ingenting har de at sætte Tænder i naar de er
hjemme, og kommer de saa en Gang udenværts, saa helmer de aldrig med
Bælgen og Svælgen; de er ligesom Fattighusbørn er, de æder baade for
nærværendes Sult og for kommendes og forbigangen tillige. Stjæle og
rappe til sig, det kan de værre end Ravnefugle og Rakkerfolk; -- og
saa morderiske de er! det er intet for Ingenting En siger: han har
nemt til Kniven som svenske Lasse.»
«Og saa løsagtige!» faldt Farveren ind, «det skal jo aldrigen passere
at Rakkeren pidsker en Kvind af By og En spørger sig for, hvad det
mon er for en Kreatur, En jo faar til Svar, at det er en svenska
Dulle.»
«Ja, Menneskens Blod er saa forskjellig, og Dyrenes ogsaa.
Svensken han er nu iblandt Folk, hvad Marekattern' er iblandt de
uvittige Bæster; der er saadan uterlig Brynde og hastig Ild i
hans Livsvædsker, at den naturlig' Fornumstighed, som Gud jo har
beskjænket alle Mennesken' med, intet kan raade med hans arge Drifter
og syndige Begjæringer.»
Farveren nikkede nogle Gange ad det, Kjøbmanden fremsatte og sagde
saa: «Rigtig, Erik Lauritzen, rigtig; Svensken er af en sær og
synderlig Natur, anderlund end som andre Mennesker. Jeg kan immer
lugte, naar der triner en udenlandsk Person ind til mig i min Bod, om
han er en Svensker eller et andet Slags Folk. Svensken har saa en
ram Lugt ved sig, som Geddebukker eller Fiskelud. Jeg har saa tidt
havt mine egne Betænkninger ved den Ting, men det er som I lægger det
ud, det er Dunster af hans hidsige og bestialske Vædsker, er det.»
«Det er da ingen Jærtegn,» henkastede en gammel Kone, der stod hos,
«om Svensker og Tyrker lugter anderlund end som Kristenfolk gjør.»
«Aa, som hun snakker da, Mette Sennopskvind,» afbrød Farveren hende,
«tror hun Svensken ikke er Kristenfolk?»
«I kan jo kalde dem Kristen, Gert Farver, om Jer det gefaller, men
Finner og Hedninger og Troldkarle det har aldrig været Kristenfolk
efter min Postillebog, og det er da saa sandt som Guld, at det gik
saadan til i højsalig Kong Kristians Levetid, den Sinde Svensken laa
i Jylland, at et helt Regiment en Nymaanenat, der de allersombedst
kom gangendes og det lige blev Midnat, rendte fra hverandre som ene
Varulver og andet Djævelskab og bissed tudendes omkring, alle Lunder
og Moser igjennem og gjorde Ulykke baade paa Folk og Fæmon.»
«Men de søger da Kirke om Søndag, veed jeg, og har Præster og Degner
ligesom vi har.»
«Jo vist! kunde I kuns faa mig det bildt ind! det søger Kirke det
Djævelens Pak iligemaade som Hekser de far' til Aftensang naar den
Lede holder St. Hans-Messe i Hekkenfjeld. Nej, og de er forgjorte
er de og kugelfaste; paa dem bider hverken Lod eller Krud og de har
et ondt Øjesyn de halve af dem, eller hvadfor tror I Smaapockern'
har grasseret hver den Gang de Helvedes Kumpaner har havt deres
forbandede Fødder her i Landet? Svar mig til paa det, Mester Farver!
Svar mig til paa det, om I kan!»
Farveren skulde just til at svare, da Erik Lauritzen, som i nogen
Tid havde staaet, og seet sig urolig omkring, udbrød: «Tys, tys,
Gert Pyper, hvad er vel den for en Person, som tal' saa prækendes
histhenne og Folken' staar saa digt omkring?»
De skyndte sig hen til Hoben og imens berettede Gert Farver, at han
skjønnede det var en vis Jesper Kiim, som havde holdt Prædiken i
Helliggejstes, men som han havde hørt vellærde Folk sige ikke var saa
ret i sin Tro som det hans Salighed og gejstlige Karriere tjenligt
var.
Det var en doggeagtig, lille Mand paa en tredive Aar med et langt,
glat og sort Haar, bredt Ansigt, tyk, lille Næse, spillende,
brune Øjne og røde Læber. Han stod oppe paa en Gadedørstrappe,
gestikulerede stærkt og talte hurtigt og fyrigt, men temmelig tykt og
læspende:
.... «I det seksogtyvende Kapitel,» sagde han, «skriver Evangelisten
Matthæus 51-54 saalunde: Og se, een af dem, som vare med Jesu, rakte
Haanden ud, og slog den ypperste Præstes Svend, og hug et Øre af
hannem. Da sagde Jesus til hannem, stik dit Sværd i sin Sted. Thi
hvo som tager Sværdet, han skal omkomme med Sværd. Eller ment' du, at
jeg ikke kunde bede min Fader, at han tilskikkede mig mere end tolv
Skok Engle? Men hvorlunde skulde Skriften fuldkommes? Det skal Alt
saa gaa til.»
«Ja, kjære Landsmænd! det skal Alt saa gaa til. -- Nu ligger uden
denne Bys ringe Volde og svage Befæstning en almægtig Hob af
velberuste Stridsmænd, og deres Konge og Krigsøverste haver opladt
sin Mund og ladet udgaa Ordre og Befaling til dem, at de med Ild og
Sværd, med Paarend og Belejring gjøre sig denne Stad og hvem som er
deri, underdan og ganske deres egen.»
«Og de, som ere i Staden og se deres Velfart truet og deres Ruin
umenneskeligen besluttet, de føre sig i Vaaben, de bringe Fyrmørsere
og anden skadelig Krigsgeraad til Voldene og de tiltale sig selver,
sigendes: bør det os ikke med brændendes Lue og blanke Sværde at gaa
den Fredsforstyrrere paa Huden, som plat vil lægge os øde? hvortil
haver vel Gud i Himlen opvakt Koradtsighed og Ufrygtagtighed i
Mennesken's Bryst om ikke til slig en Fjende at modstaa og fordærve?
Og som Peter den Apostle drage de deres Glavind og ville pludseligen
afhugge Malcho hannem hans Øre. Men Jesus siger: stik dit Sværd i sin
Sted, thi hvo som tager Sværdet, han skal omkomme med Sværd. Vel maa
dette lyde som en underlig Tale for den Vredagtiges Ufornumftstighed
og synes en Daarskab for den Hadefuldes useendes Blindhed. Men
Ordet er ikke som en Lyd af en Trompete, blot at høre; -- ligervis
som et Skiberum, der er ladet med mange gavnlige Ting, saaledes er
Ordet ladet med Fornumstighed og Betænkning, thi Ordet er en Mening
til Opfattelse og Forstændighed. Derfor lader os udgrandske Ordet
og successive fremfinde, hvorlunde det retteligen bør udlægges. --
Af hvad Aarsage skal da Sværdet blive i sin Sted og den, der tager
Sværdet omkomme med Sværd? Dette er for os at betænke udi trende
Poster:»
«Denne er da den første Post, at Mennesket er en viselig og over al
Maade herligen indrettet Mikrokosmos eller, som det kan udlægges: en
Jordlille, en Verden baade af Godt og Ondt; thi er, som Jacob den
Apostle siger, alene Tungen en Verden udaf Uret, hvormeget mere er
da ikke det ganske Legem' en Verden! baade de begjærendes Øjne, de
hastige Fødder og de gribendes Hænder; baade den umættelig' Bug, de
bedendes Knæ og de vagtsomme Øren? Og er Legemet en Verden, hvormeget
mere er da ikke vor dyr'bare og udødelig' Sjæl en Verden, ja, som en
Have fuld af søde og bitre Urter, fuld af de onde Drifters glubendes
Vilddyr og af Dydernes hvide Lam? Og er da den, som lægger en saadan
Verden øde, at agte bedre end en Ildstiftere eller en Voldsmand
eller en Marktyv? og I vide, hvad Straf det bør sig en Saadan at lide
og udstaa.»
Det var nu bleven ganske mørkt og Folkeskaren omkring Prædikanten
saaes kun som en stor, sort, sagte bevæget og stadig voksende Masse.
«Den anden Post er denne, at Mennesket er en Mikrotheos, det er: en
Afspejlning eller Lignelse af Gud den Almægtigste. Og er den, der
forgriber sig paa Guds Afbillede, ikke at agte slemmer' end den,
der stjæl' Kirkens hellige Kar eller Klæder eller øver Vold mod et
Kirkehus? og I vide, hvad Straf det bør sig en Saadan at lide og
udstaa.»
«Den sidste og tredie Post er denne, at først haver Mennesket Pligter
imod sin Gud og er skyldig for hannem ideligen at kæmpe og stride,
iført et rent Levnets skinnendes blanke Rustning og omgjordet med
Sandhedens skjærendes Glavind. Saadan berust falder det hannem til
at stride, en Herrens Stridsmand, sønderrivendes Helvedes Strube og
søndertrædendes Helvedes Bug. Derfor bør det os at lade den legemlig'
Sværd blive i sin Sted, thi visseligen, vi have nok at bemøde os med
den aandelig!»
Fra begge Ender af Gaden saaes nu og da Folk komme, der lyste
sig hjem med smaa Haandlygter. Efterhaanden som de stødte paa
Forsamlingen, stillede de sig op blandt de Yderste, saa der snart var
dannet en bugtet Halvkreds af blinkende Smaalys, der sluktes og lyste
op, alt som Folk bevægede sig, og nu og da løftedes ogsaa en Lygte i
Vejret og lod sit Skjær flakke søgende om paa Husenes hvidtede Mure
og mørke Ruder, indtil det fandt Hvile paa Prædikantens alvorlige
Ansigt.
«Men hvorledes! tale I i Eders Hjærter, sigendes: skulle vi da
overantvorde os selv, bunden paa Hænder og Fødder, til vor Fjende,
til Trældommens og Fornedrelsens bitre Sørgestand? -- O! mine
Elskelige, I tale ikke saa! thi da er I at regne som dem der men', at
Jesus ikke kunde bede sin Fader at han tilskikkede hannem mere end
tolv Skok Engle. O! falder ikke udi Mishaab, knurrer ikke i Eders
Hjærter mod Herrens Raadslagning og gjører ikke Eders Lever sort
imod hans Vilje! Thi den, Herren vil nedslaa, den knuses, den Herren
vil oprejse, lever i Tryghed. Og han er den, som haver mange Veje at
føre os ud af Farlighedens Ørker og Vildnisse; eller kan han ikke
vende Fjendens Hjærte, eller lod han ikke den Dødsengle gaa gjennem
Sancheribs Lejr, eller have I forgjæt' det røde Havs svælgende Vande
eller Kong Pharaos hastige Undergang? ...»
Her blev Jesper Kiim afbrudt.
Hoben havde hørt temmelig roligt paa ham; kun ude fra de yderste
Rækker havde der nu og da lydt en dæmpet, truende Mumlen. Saa var det
Mette Sennopskvindes skarpe Røst skingrede ind imod ham: «Hu, din
Helvedesgast! vil du tie den sorte Hund du er! -- hør intet paa ham,
det er svenske Penge, der tal' udaf hans Mund.»
Der blev et Øjeblik ganske stille, men saa brød Larmen løs; Haansord,
Eder og Forbandelser skyllede ned over ham. Han forsøgte at tale,
men da blev Raabene endnu stærkere og de nærmest ved Trappen trængte
truende op imod ham. En hvidhaaret, lille Mand, lige foran, der hele
Tiden havde grædt under Talen, stak nu rasende efter ham med sin
lange, sølvknappede Stok.
«Ned med ham!» raabtes der, «ned med ham! han skal kalde igjen hvad
han har sagt, han skal tilstaa hvad han har faaet for at beføre os.
Ned med ham! lad os faa ham her ned til Geständniss! vi skal nok
plukke det ud af ham.»
«Han skal i Kjælderen, skal han,» raabte andre, «han skal i
Raadstukjælderen. Lang ham ned! lang ham ned!»
Et Par stærke Karle havde allerede Tag i ham. Den Ulykkelige klamrede
sig fast til Trappens Trærækværk; saa spændte de baade det og ham
ned paa Gaden, ned blandt Mængden. Han blev modtaget med Spark og
Næveslag. Kærlinger rev ham i Haar og Klæder, saa smaa Drenge, der
stode med deres Fader i Haanden og saae til, hoppede af Fornøjelse.
«Lad Mette komme frem!» raabtes der bagved, «gaa tilside; tilside!
Mette skal tage ham i Forhør.»
Mette kom frem. «Vil han tage sin Djævels-Præk i sig igjen? vil han
Mester Lurifas?»
«Aldrig, aldrig! En skal adlyde Gud mer' end som Mennesken', som
skreven staar.»
«Skal En det!» sagde Mette og tog sin Trætøffel af og truede ham med,
«men Mennesken' har Trætøfler, har de, og du est en Satans Soldknægt
og intet Vorherres; jeg skal slaa dig, skal jeg, saa din Hjærne skal
sidde paa Muren næst herved;» og hun slog ham med Tøffelen.
«Forsynd Jer intet, Mette!» stønnede Magisteren.
«Saa skal da ogsaa den Slemme!» hvinede hun.
«Tys, tys,» raabtes der, «var Jer, var Jer, og stim ikke saa, her
kommer Gyldenløv', Generallieutenanten!»
En høj Skikkelse red forbi.
«Længe leve Gyldenløv'! den tapre Gyldenløv',» brølede Hoben.
Der svingedes med Hatte og Huer og Raabene vilde aldrig faa Ende. Saa
red Skikkelsen bort ad Volden.
Det var Generallieutenant over Militsen, Oberst tilhest og tilfods,
Ulrik Christian Gyldenløve, Kongens Halvbroder.
Mængden spredtes, der blev færre og færre, snart kun nogle faa.
«Det er ligegodt kurieus nok,» sagde Gert Farver, «her slaar vi
Hovedet i Bræk paa den, som tal' om Fredelighed og raaber os hæse
for den, som mest er Skyld i Krigen.»
«Gud i Vold, Gert Pyper, Gud i Vold og en ønskelig Godnat,» sagde
Kjøbmanden afbrydende og skyndte sig fra ham.
«Han tænker paa Mettes Tøffel,» mumlede Farveren; saa gik ogsaa han.
Henne paa Trappen sad Jesper Kiim alene tilbage og holdt paa sit
værkende Hoved, og oppe paa Volden gik Vagterne langsomt frem og
tilbage, stirrende ud over det mørke Land, hvor Alt var stille,
ganske stille, skjøndt Tusinder af Fjender laa derude.