III.

Vinteren kom. Det blev haarde Tider for Skovens Dyr og Markens Fugle;

det blev fattig Jul inden lerklinte Vægge og Skudernes Spanter.

Vesterstranden stod tæt med Vrag; der var isede Skrog, splintrede

Master, braadne Baade og døde Skibe. Rigdom laa der og rullede i

Havstokken, sledes og knustes til gavnløse Billinger, sank, drev af

eller skjultes i Sandet; thi det stod paa med Storm og slemt Hav

og dræbende Kulde, saa der ikke var Tag at faa for Menneskehænder.

Himmel og Jord stod i Et af den fygende Frostsne; den vældede ind

over Armod og Pjalter, gjennem utætte Lemme og sprukne Luger, pinte

sig ind under Tagskjæg og Døre til Velstand og bræmmede Kapper.

Tiggere og vildfarent Folk frøs ihjel i Ly af Grøfter og Diger,

Fattigmand døde af Kulde paa sit Straaleje og Rigmandens Kvæg gik det

lidet bedre.

Saa lagde Stormen sig og det blev stille, skingrende Frost. Det

blev dyre Tider for Riger og Lande, der faldt Vinterbøde for

Sommerdaarskab -- den svenske Hær _gik_ over de danske Vande.

Saa kom Freden. Saa kom Vaaren med lyst Løv og lyst Vejr, men de

sjællandske Knøse red ingen Maj i By det Aar; der var fuldt af

Svenskens Soldater allevegne; der var Fred, men der var Krigens

Byrder alligevel, og Freden saae ikke ud til at leve længe.

Den gjorde det ikke heller.

Da Majløvet var blevet mørkt og stivt under Midsommersolens Brand gik

Svensken mod Kjøbenhavns Volde.

* * * * *

Den anden Søndag i Avgust udbredte der sig under

Eftermiddagstjenesten pludselig det Rygte, at Svensken var landet i

Korsør.

Der blev straks fuldt i alle Gader. Folk gik roligt og astadigt

omkring, men de talte meget; de talte Allesammen, og Lyden af deres

Stemmer og deres Fodtrin samledes til en stærk, blandet, summende

Lyd, der aldrig blev stærkere, aldrig svagere, heller ikke holdt op,

men blev ved -- blev ved med en underlig tung Ensformighed.

Rygtet kom ind i Kirkerne midt under Prædikenen. I hurtig, stakaandet

Hvisken sprang det fra nederste Stolestade til En, der sad i det

andet, til Tre i tredje, forbi en enlig Olding i fjerde, til dem i

femte og videre, helt op. Folk midt i vendte sig om mod dem bagved

og nikkede betydningsfuldt; øverst oppe var der enkelte, der rejste

sig og saae spejdende mod Udgangen. -- Lidt efter var der ikke et

Ansigt, der saae paa Præsten; Alle sade med bøjet Hoved som for at

samle Tankerne om Prædikenens Ord, men de hviskede til hinanden,

holdt en Gang imellem op, lyttede et Øjeblik spændt paa Præsten,

som for at skjønne hvor langt der var til Enden, -- saa hviskede de

videre. Den dumpe Lyd fra Menneskemassen derude paa Gaden var tydelig

at høre, blev utaalelig at høre; Kirkefolkene fik hemmelig travlt med

at stikke Psalmebogen i Lommen.

«Amen!»

Alle Ansigter saae op paa Præsten.

Under den almindelige Del af Bønnen tænkte Alle paa om Præsten vidste

Noget. Saa bades der for Kongehuset, for Rigens Raad og den menige

Adel, for Alle, som havde nogen høj Bestilling eller Embede at

forestaa og da var der mange, der havde Taarer i Øjnene; men da den

næste Part af Bønnen kom, begyndte Nogle at hulke, og sagte, men dog

hørligt lød det fra hundrede Læber: «Gud mildeligen afvende endnu fra

disse Lande og Riger, Krig og Blodstyrtning, Pestilentse og Braddød,

Hunger og Dyrtid, Storm og Uvejr, Vandflod og Ildsvaade, at vi og for

saadan faderlig Naade maa love og prise hans hellige Navn.»

Før Psalmen var tilende var Kirken tom, kun Orglets Toner sang

derinde.

Den næste Dag havde de Folkemasser, der igjen vare paa Benene, faaet

et bestemt Maal at gaa efter; thi den svenske Flaade havde om Natten

kastet Anker udfor Dragør. Der var dog mindre Uro over Folk den Dag,

sagtens fordi det var almindelig bekjendt, at to af Rigens Raader

vare tagne afsted for at underhandle med Fjenden og det hed sig: med

saa vid Fuldmagt at det _maatte_ føre til Fred. Men da Raaderne om

Tirsdagen vare vendte tilbage med den Besked, at Fred ikke var til at

faa, skete der et brat og voldsomt Omslag.

Det var ikke længer Flokke af astadige Borgere, der vare blevne

rastløse ved store og farlige Tidender. Det var en hel Malstrøm af

sælsomme Skikkelser, hvis Lige aldrig var seet inden Byens Volde og

som slet ikke saae ud som de boede i disse rolige, ædruelige Huse

med deres mange Tegn paa al mulig jævn og dagligdags Gjerning. Denne

Lidenskabelighed i Flasketrøjer og Skjødefrakker! Denne Helvedeslarm

fra disse alvorlige Læber, og slige voldsomme Gestus med disse Arme

i disse snævre Frakkeærmer! Ingen vil være ene, Ingen vil være inde,

der staa de midt paa Gaden med deres Angst og Fortvivlelse, med deres

Jamren og deres Taarer.

Se den statelige, gamle Mand med det blottede Hoved og de blodskudte

Øjne; han vender sit askegraa Ansigt mod Muren og hamrer paa den med

de knyttede Næver. Hør den tykke Skinders Forbandelser over Rigens

Raad og denne usalige Krig! Føl hvor Blodet brænder i hine unge

Kinder af Had til den Fjende, der vil føre alle de Rædsler med sig,

han allerede nu har gjennemlidt i sin Fantasi!

Hvor de brøle af Raseri over at de er saa afmægtige som de tror, og

Gud i Himlen, hvilke Bønner, hvilke vanvittige Bønner!

Vognene holde stille midt paa Gaden, Tjenestefolk sætte deres Kurve

og Spande fra sig i Bislag og Porte og hist og her komme Enkelte

hastigt ud af Husene, iførte deres bedste Klæder, røde i Ansigtet

af Anstrængelse og de se sig forbavsede omkring, se nedad dem selv,

fare omkring blandt Folk og snakke ivrigt for at lede Opmærksomheden

bort fra deres pyntede Udseende. Hvad tænke de paa? og hvorfra komme

alle disse lurvede, drukne Mandfolk? Det vrimler af dem, de rave og

raabe, kjævles og falde, de sidde paa Trappestenene og er syge, de

skoggerle, jage efter Fruentimmerne og vil slaaes med Mændene.

Det var den første Rædsel -- Instinktets Rædsel. Over Middag var

den forbi. Man var bleven kaldt til Voldene, havde arbejdet med

Helligdagskræfter, havde seet Grøfter dybes og Brystværn højnes under

sin Spade; Soldater vare trukne forbi, Haandværkssvende, Studenter og

Adelstjenere holdt Vagt med alskens sære Vaaben, Kanoner var kjørt

op, Kongen var reden over Volden og man vidste han vilde blive --

der var Rimelighed i Tingene, man blev rimelig selv.

* * * * *

Dagen efter blev der hen paa Eftermiddagen sat Ild paa Forstaden

udenfor Vesterport. Brandlugten drev ind over Staden og gjorde Folk

urolige, og da det i Skumringen, mens Ilden kastede sit røde Skjær

over Fruetaarns vejrgraa Mure og spillede i de gyldne Kugler paa

Petri Kirkes Spir, hed sig, at Fjenden kom ned over Valdbybakke,

gik der som et bange Suk gjennem den ganske By. Gjennem alle Gader,

Gænger og Gyder lød det angst og beklemt: «Svenskerne, Svenskerne!»

Drenge løb gjennem Staden og raabte det ud med skingrende Stemmer,

Folk foer til Dørene og stirrede ængsteligt vesterud, Boderne

lukkedes, Jernkræmmerne samlede skyndsomt deres Skrammel ind; det var

som ventede de skikkelige Folk at Fjendens vældige Hær straks vilde

skylle hen over Staden.

Langs Volden og i de tilstødende Gader var der sort af Folk, der

stirrede efter Ilden; dog var der ogsaa mange samlede paa Steder,

hvor man ikke kunde se noget til Branden, saaledes udfor Løngangen og

Vandkunsten. Der var mange Ting paa Tale der: først og fremmest naar

Svenskerne vilde begynde deres Angreb; nu i Nat eller først imorgen?

Gert Pyper, Farveren henne paa Vandkunsten, mente nu det vilde gaa

an, straks de vare komne i Orden efter Marschen. Hvad skulde de bie

efter?

Islandsk Kjøbmand, Erik Lauritzen omme fra Farvergade mente det var

saa en vovsom Sag i Nat og Mørke at gribe en fremmed By an hvor En

knap vidste hvad der var Landjord og hvad der var Vand.

«Vand!» sagde Gert Farver, «giveste Gud vi vidste selv kuns halv

saa god Besked med vore Anstalter som Svensken han veed det! Tal

aldrig om det! Han har sine Spioner, har han, der En mindst skulde

tro det. Jo! -- det veed Borgermester og Raad ogsaa hjærtelig vel,

for fra Morgenstunden af har Rodemestrene været rundt i alle Steder

og Bebyggelser for at finde hans Spionerere frem; men lur ham om I

kan! Svensken er habil, er han, synderlig i den Commerce; det er

en naturlig Gave; jeg veed det jo fra mig selv -- det er vel nu en

halv Snes Aar siden; jeg glemmer ham det aldrig af det Spøgelse ...

Indigofarve ser I, hun gjør sort og hun gjør mørkeblaa og hun gjør

mellemblaa, ene efter som Bejtsen er; det er Bejtsningen det kommer

an paa. Skolde og rette Løddegryden til, det kan hver en Bursch, det

er kuns Haandelag om at gjøre, men bejtse! -- retteligen -- det er en

Kunstighed. Bejtser En for stærkt, saa brænder En Garnet eller Tøjet

eller hvad det nu er, saa det gaar hen og skjørner i alle Traaderne,

og bejtser En for knapt, saa kan Farven a--ldrigen holde, om En saa

farvede med det allerdyrbarste Blaatræ. Se, derfor er Bejtsningen

ogsaa en lukt Geheimniss, En intet lærer fra sig -- til Ens Søn nok,

men aldrig til Gesellerne. Nej, ....»

«Javel Mester Gert», sagde Kjøbmanden, «vel saa, vel saa!»

«Naa,» fortsatte Farveren, «som jeg skulde fortælle, saa havde jeg en

halv Snes Aar forleden en Bursch, som havde et svensk Kvindfolk til

Moder, og han havde nu sat sig fore, han vilde makke ud hvad det var

for en Bejtse jeg brugte til Kanelenbrunt. Men der jeg immer vejer

af til Bejtsen for lukte Døre, var den Ting jo intet saa bekvem at

gribe an. Hvad hitter mig saa det Skarnsmenneske paa I tror? Hør nu

kuns! Der er nu saa slemt med store Dyr derhenne paa Kunsten, de

skjærer os baade Uld og Tvist, og desformedelst hænger vi immer det,

der er flyet til Farvning op under Loftet i store Sejldugssækker.

Faar han saa ikke det Djævels Gesindeken en af Drengerne til at

klynge ham op i en de der Sækker og -- jeg kommer ind og vejer og

blander og retter til og er halv ved at være til Ende med det, saa

skikker det sig saa kunstigen at Krampen tager hans ene Ben der oppe

i Sækken og han tager paa at stime og raabe jeg skulde forhjælpe ham

ned ... og om jeg hjalp ham! -- Død og Verden! men det var og en

ret Karnaillenstreg han skrev mig der, ja, ja, ja! og saadan er de

tilhobe de Svenskere, En kan aldrigen tro dem over et Dørtrin.»

«Nej, det har I saa Ret i; det er nogle grimme Folk de Svenske,»

talte Erik Lauritzen, «Ingenting har de at sætte Tænder i naar de er

hjemme, og kommer de saa en Gang udenværts, saa helmer de aldrig med

Bælgen og Svælgen; de er ligesom Fattighusbørn er, de æder baade for

nærværendes Sult og for kommendes og forbigangen tillige. Stjæle og

rappe til sig, det kan de værre end Ravnefugle og Rakkerfolk; -- og

saa morderiske de er! det er intet for Ingenting En siger: han har

nemt til Kniven som svenske Lasse.»

«Og saa løsagtige!» faldt Farveren ind, «det skal jo aldrigen passere

at Rakkeren pidsker en Kvind af By og En spørger sig for, hvad det

mon er for en Kreatur, En jo faar til Svar, at det er en svenska

Dulle.»

«Ja, Menneskens Blod er saa forskjellig, og Dyrenes ogsaa.

Svensken han er nu iblandt Folk, hvad Marekattern' er iblandt de

uvittige Bæster; der er saadan uterlig Brynde og hastig Ild i

hans Livsvædsker, at den naturlig' Fornumstighed, som Gud jo har

beskjænket alle Mennesken' med, intet kan raade med hans arge Drifter

og syndige Begjæringer.»

Farveren nikkede nogle Gange ad det, Kjøbmanden fremsatte og sagde

saa: «Rigtig, Erik Lauritzen, rigtig; Svensken er af en sær og

synderlig Natur, anderlund end som andre Mennesker. Jeg kan immer

lugte, naar der triner en udenlandsk Person ind til mig i min Bod, om

han er en Svensker eller et andet Slags Folk. Svensken har saa en

ram Lugt ved sig, som Geddebukker eller Fiskelud. Jeg har saa tidt

havt mine egne Betænkninger ved den Ting, men det er som I lægger det

ud, det er Dunster af hans hidsige og bestialske Vædsker, er det.»

«Det er da ingen Jærtegn,» henkastede en gammel Kone, der stod hos,

«om Svensker og Tyrker lugter anderlund end som Kristenfolk gjør.»

«Aa, som hun snakker da, Mette Sennopskvind,» afbrød Farveren hende,

«tror hun Svensken ikke er Kristenfolk?»

«I kan jo kalde dem Kristen, Gert Farver, om Jer det gefaller, men

Finner og Hedninger og Troldkarle det har aldrig været Kristenfolk

efter min Postillebog, og det er da saa sandt som Guld, at det gik

saadan til i højsalig Kong Kristians Levetid, den Sinde Svensken laa

i Jylland, at et helt Regiment en Nymaanenat, der de allersombedst

kom gangendes og det lige blev Midnat, rendte fra hverandre som ene

Varulver og andet Djævelskab og bissed tudendes omkring, alle Lunder

og Moser igjennem og gjorde Ulykke baade paa Folk og Fæmon.»

«Men de søger da Kirke om Søndag, veed jeg, og har Præster og Degner

ligesom vi har.»

«Jo vist! kunde I kuns faa mig det bildt ind! det søger Kirke det

Djævelens Pak iligemaade som Hekser de far' til Aftensang naar den

Lede holder St. Hans-Messe i Hekkenfjeld. Nej, og de er forgjorte

er de og kugelfaste; paa dem bider hverken Lod eller Krud og de har

et ondt Øjesyn de halve af dem, eller hvadfor tror I Smaapockern'

har grasseret hver den Gang de Helvedes Kumpaner har havt deres

forbandede Fødder her i Landet? Svar mig til paa det, Mester Farver!

Svar mig til paa det, om I kan!»

Farveren skulde just til at svare, da Erik Lauritzen, som i nogen

Tid havde staaet, og seet sig urolig omkring, udbrød: «Tys, tys,

Gert Pyper, hvad er vel den for en Person, som tal' saa prækendes

histhenne og Folken' staar saa digt omkring?»

De skyndte sig hen til Hoben og imens berettede Gert Farver, at han

skjønnede det var en vis Jesper Kiim, som havde holdt Prædiken i

Helliggejstes, men som han havde hørt vellærde Folk sige ikke var saa

ret i sin Tro som det hans Salighed og gejstlige Karriere tjenligt

var.

Det var en doggeagtig, lille Mand paa en tredive Aar med et langt,

glat og sort Haar, bredt Ansigt, tyk, lille Næse, spillende,

brune Øjne og røde Læber. Han stod oppe paa en Gadedørstrappe,

gestikulerede stærkt og talte hurtigt og fyrigt, men temmelig tykt og

læspende:

.... «I det seksogtyvende Kapitel,» sagde han, «skriver Evangelisten

Matthæus 51-54 saalunde: Og se, een af dem, som vare med Jesu, rakte

Haanden ud, og slog den ypperste Præstes Svend, og hug et Øre af

hannem. Da sagde Jesus til hannem, stik dit Sværd i sin Sted. Thi

hvo som tager Sværdet, han skal omkomme med Sværd. Eller ment' du, at

jeg ikke kunde bede min Fader, at han tilskikkede mig mere end tolv

Skok Engle? Men hvorlunde skulde Skriften fuldkommes? Det skal Alt

saa gaa til.»

«Ja, kjære Landsmænd! det skal Alt saa gaa til. -- Nu ligger uden

denne Bys ringe Volde og svage Befæstning en almægtig Hob af

velberuste Stridsmænd, og deres Konge og Krigsøverste haver opladt

sin Mund og ladet udgaa Ordre og Befaling til dem, at de med Ild og

Sværd, med Paarend og Belejring gjøre sig denne Stad og hvem som er

deri, underdan og ganske deres egen.»

«Og de, som ere i Staden og se deres Velfart truet og deres Ruin

umenneskeligen besluttet, de føre sig i Vaaben, de bringe Fyrmørsere

og anden skadelig Krigsgeraad til Voldene og de tiltale sig selver,

sigendes: bør det os ikke med brændendes Lue og blanke Sværde at gaa

den Fredsforstyrrere paa Huden, som plat vil lægge os øde? hvortil

haver vel Gud i Himlen opvakt Koradtsighed og Ufrygtagtighed i

Mennesken's Bryst om ikke til slig en Fjende at modstaa og fordærve?

Og som Peter den Apostle drage de deres Glavind og ville pludseligen

afhugge Malcho hannem hans Øre. Men Jesus siger: stik dit Sværd i sin

Sted, thi hvo som tager Sværdet, han skal omkomme med Sværd. Vel maa

dette lyde som en underlig Tale for den Vredagtiges Ufornumftstighed

og synes en Daarskab for den Hadefuldes useendes Blindhed. Men

Ordet er ikke som en Lyd af en Trompete, blot at høre; -- ligervis

som et Skiberum, der er ladet med mange gavnlige Ting, saaledes er

Ordet ladet med Fornumstighed og Betænkning, thi Ordet er en Mening

til Opfattelse og Forstændighed. Derfor lader os udgrandske Ordet

og successive fremfinde, hvorlunde det retteligen bør udlægges. --

Af hvad Aarsage skal da Sværdet blive i sin Sted og den, der tager

Sværdet omkomme med Sværd? Dette er for os at betænke udi trende

Poster:»

«Denne er da den første Post, at Mennesket er en viselig og over al

Maade herligen indrettet Mikrokosmos eller, som det kan udlægges: en

Jordlille, en Verden baade af Godt og Ondt; thi er, som Jacob den

Apostle siger, alene Tungen en Verden udaf Uret, hvormeget mere er

da ikke det ganske Legem' en Verden! baade de begjærendes Øjne, de

hastige Fødder og de gribendes Hænder; baade den umættelig' Bug, de

bedendes Knæ og de vagtsomme Øren? Og er Legemet en Verden, hvormeget

mere er da ikke vor dyr'bare og udødelig' Sjæl en Verden, ja, som en

Have fuld af søde og bitre Urter, fuld af de onde Drifters glubendes

Vilddyr og af Dydernes hvide Lam? Og er da den, som lægger en saadan

Verden øde, at agte bedre end en Ildstiftere eller en Voldsmand

eller en Marktyv? og I vide, hvad Straf det bør sig en Saadan at lide

og udstaa.»

Det var nu bleven ganske mørkt og Folkeskaren omkring Prædikanten

saaes kun som en stor, sort, sagte bevæget og stadig voksende Masse.

«Den anden Post er denne, at Mennesket er en Mikrotheos, det er: en

Afspejlning eller Lignelse af Gud den Almægtigste. Og er den, der

forgriber sig paa Guds Afbillede, ikke at agte slemmer' end den,

der stjæl' Kirkens hellige Kar eller Klæder eller øver Vold mod et

Kirkehus? og I vide, hvad Straf det bør sig en Saadan at lide og

udstaa.»

«Den sidste og tredie Post er denne, at først haver Mennesket Pligter

imod sin Gud og er skyldig for hannem ideligen at kæmpe og stride,

iført et rent Levnets skinnendes blanke Rustning og omgjordet med

Sandhedens skjærendes Glavind. Saadan berust falder det hannem til

at stride, en Herrens Stridsmand, sønderrivendes Helvedes Strube og

søndertrædendes Helvedes Bug. Derfor bør det os at lade den legemlig'

Sværd blive i sin Sted, thi visseligen, vi have nok at bemøde os med

den aandelig!»

Fra begge Ender af Gaden saaes nu og da Folk komme, der lyste

sig hjem med smaa Haandlygter. Efterhaanden som de stødte paa

Forsamlingen, stillede de sig op blandt de Yderste, saa der snart var

dannet en bugtet Halvkreds af blinkende Smaalys, der sluktes og lyste

op, alt som Folk bevægede sig, og nu og da løftedes ogsaa en Lygte i

Vejret og lod sit Skjær flakke søgende om paa Husenes hvidtede Mure

og mørke Ruder, indtil det fandt Hvile paa Prædikantens alvorlige

Ansigt.

«Men hvorledes! tale I i Eders Hjærter, sigendes: skulle vi da

overantvorde os selv, bunden paa Hænder og Fødder, til vor Fjende,

til Trældommens og Fornedrelsens bitre Sørgestand? -- O! mine

Elskelige, I tale ikke saa! thi da er I at regne som dem der men', at

Jesus ikke kunde bede sin Fader at han tilskikkede hannem mere end

tolv Skok Engle. O! falder ikke udi Mishaab, knurrer ikke i Eders

Hjærter mod Herrens Raadslagning og gjører ikke Eders Lever sort

imod hans Vilje! Thi den, Herren vil nedslaa, den knuses, den Herren

vil oprejse, lever i Tryghed. Og han er den, som haver mange Veje at

føre os ud af Farlighedens Ørker og Vildnisse; eller kan han ikke

vende Fjendens Hjærte, eller lod han ikke den Dødsengle gaa gjennem

Sancheribs Lejr, eller have I forgjæt' det røde Havs svælgende Vande

eller Kong Pharaos hastige Undergang? ...»

Her blev Jesper Kiim afbrudt.

Hoben havde hørt temmelig roligt paa ham; kun ude fra de yderste

Rækker havde der nu og da lydt en dæmpet, truende Mumlen. Saa var det

Mette Sennopskvindes skarpe Røst skingrede ind imod ham: «Hu, din

Helvedesgast! vil du tie den sorte Hund du er! -- hør intet paa ham,

det er svenske Penge, der tal' udaf hans Mund.»

Der blev et Øjeblik ganske stille, men saa brød Larmen løs; Haansord,

Eder og Forbandelser skyllede ned over ham. Han forsøgte at tale,

men da blev Raabene endnu stærkere og de nærmest ved Trappen trængte

truende op imod ham. En hvidhaaret, lille Mand, lige foran, der hele

Tiden havde grædt under Talen, stak nu rasende efter ham med sin

lange, sølvknappede Stok.

«Ned med ham!» raabtes der, «ned med ham! han skal kalde igjen hvad

han har sagt, han skal tilstaa hvad han har faaet for at beføre os.

Ned med ham! lad os faa ham her ned til Geständniss! vi skal nok

plukke det ud af ham.»

«Han skal i Kjælderen, skal han,» raabte andre, «han skal i

Raadstukjælderen. Lang ham ned! lang ham ned!»

Et Par stærke Karle havde allerede Tag i ham. Den Ulykkelige klamrede

sig fast til Trappens Trærækværk; saa spændte de baade det og ham

ned paa Gaden, ned blandt Mængden. Han blev modtaget med Spark og

Næveslag. Kærlinger rev ham i Haar og Klæder, saa smaa Drenge, der

stode med deres Fader i Haanden og saae til, hoppede af Fornøjelse.

«Lad Mette komme frem!» raabtes der bagved, «gaa tilside; tilside!

Mette skal tage ham i Forhør.»

Mette kom frem. «Vil han tage sin Djævels-Præk i sig igjen? vil han

Mester Lurifas?»

«Aldrig, aldrig! En skal adlyde Gud mer' end som Mennesken', som

skreven staar.»

«Skal En det!» sagde Mette og tog sin Trætøffel af og truede ham med,

«men Mennesken' har Trætøfler, har de, og du est en Satans Soldknægt

og intet Vorherres; jeg skal slaa dig, skal jeg, saa din Hjærne skal

sidde paa Muren næst herved;» og hun slog ham med Tøffelen.

«Forsynd Jer intet, Mette!» stønnede Magisteren.

«Saa skal da ogsaa den Slemme!» hvinede hun.

«Tys, tys,» raabtes der, «var Jer, var Jer, og stim ikke saa, her

kommer Gyldenløv', Generallieutenanten!»

En høj Skikkelse red forbi.

«Længe leve Gyldenløv'! den tapre Gyldenløv',» brølede Hoben.

Der svingedes med Hatte og Huer og Raabene vilde aldrig faa Ende. Saa

red Skikkelsen bort ad Volden.

Det var Generallieutenant over Militsen, Oberst tilhest og tilfods,

Ulrik Christian Gyldenløve, Kongens Halvbroder.

Mængden spredtes, der blev færre og færre, snart kun nogle faa.

«Det er ligegodt kurieus nok,» sagde Gert Farver, «her slaar vi

Hovedet i Bræk paa den, som tal' om Fredelighed og raaber os hæse

for den, som mest er Skyld i Krigen.»

«Gud i Vold, Gert Pyper, Gud i Vold og en ønskelig Godnat,» sagde

Kjøbmanden afbrydende og skyndte sig fra ham.

«Han tænker paa Mettes Tøffel,» mumlede Farveren; saa gik ogsaa han.

Henne paa Trappen sad Jesper Kiim alene tilbage og holdt paa sit

værkende Hoved, og oppe paa Volden gik Vagterne langsomt frem og

tilbage, stirrende ud over det mørke Land, hvor Alt var stille,

ganske stille, skjøndt Tusinder af Fjender laa derude.

Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede · 第 7 / 26 题