Rosenvinge. H. Holsten.
For dog at gjøre et Forsøg paa at faa et Kompromis istand, tilbøde de
danske Chefer at ville tiltakle de to Linieskibe, søge at bryde den
engelske Blokade og seile til Brest.
Paa denne Maade opfyldtes Marineministerens Befaling at bringe Mandskabet
til denne Havn, og samtidig vilde formentlig heller ikke Kongens og
Admiralitetets Ordre blive overtraadte. Admiralen afslog imidlertid deres
Tilbud.
De anmodede dernæst om at der maatte blive vist dem den Gunst at de
maatte sende en Skrivelse til Ministeren i Paris med den samme Kurer,
som Admiralen afsendte med Rapporten om det Passerede og de danske
Skibschefers Erklæring, men dette blev nægtet dem.
Til Slutning bad de endelig om Tilladelse til at maatte afsende en
Officer til Danmarks Minister i Paris, for at indhente hans Raad i denne
vanskelige Sag.
Dette Ønske blev tilstaaet, og Lieutenant Recke afreiste derefter til
Paris. Foruden sine mundtlige Instruktioner, medbragte Lieutenanten en
Fællesskrivelse dateret Vliessingen d. 15. Januar 1809 fra de to danske
Skibschefer, hvori de meddele det Passerede, og paakalde hans Bistand:
»Altfor langt fjernede«, — hedder det — »fra vores Konge og Fødeland til
derfra at kunne vente nogen hastig Bistand, vove vi med fuldkommen Tillid
at overgive vores Sag i en Mands Hænder, der stedse med saamegen Held,
som Diplomatiker, virkede til Danmarks Hæder.«[64]
Af Geheimeraad Dreyer blev Lieutenant Recke forestillet for
Marineministeren, der modtog den unge Officer med megen Venlighed og
endogsaa erklærede at Spørgsmaalet var bleven bragt ud af Verden derved,
at den paatænkte Forlæggelse af Mandskabet til Brest for at besætte to
andre Linieskibe allerede igjen var opgivet.[65]
Ministeren opfordrede sluttelig Lieutenant Recke til at blive nogle Dage
i Paris for at se sig om, hvilket Tilbud han imidlertid ikke benyttede
sig af, men hastede tilbage til Vliessingen for at bringe det glade
Budskab, at Reisen til Brest nu var opgivet.
Man kan let forestille sig, hvilken Jubel denne Tidende fremkaldte ombord
hos Alle lige fra Chefen og ned til den menige Mand; alle som en glædede
sig over, at den uhyggelige Sag var bleven endt paa saa tilfredsstillende
en Maade, at det franske Marineministerium havde givet efter for de
Danskes Fordringer; al Misstemning og Uvillie var blæst bort med det
samme, nu var jo snart det hele overstaaet og Hjemreisen til Danmark nær
forestaaende.
Januar Maaned nærmede sig imidlertid sin Slutning og en af de sidste
Dage, den 28de Januar, skulde feires som en Festdag ombord i Linieskibene
»Pultusk« og »Dantzick«. Det var nemlig Hans Majestæt Kong Frederik den
Sjettes Fødselsdag. Chefer og Officerer havde i denne Anledning besluttet
at høitideligholde Dagen paa saa smuk og værdig en Maade, som Forholdene
ombord vilde tillade. Alle Vliessingens Autoriteter vare indbudne til
Soirée og Bal ombord, alle Arbeiderne ved Arrangementet vare endte, — da
ankom der om Formiddagen paa selve Festdagen fra Marineministeren i Paris
en Kurer med Ordre til at arrestere begge de danske Skibschefer.
Det var ingen ringere end Keiser Napoleon selv, der havde taget
Initiativet til denne Ordres Udstedelse. Han var den 23. Januar 1809
ankommen til Paris, og inden den danske Gesandt kunde opnaa Audiens
hos ham, havde Marineministeren, Grev Decrès, fremstillet Sagen for
ham. Keiseren, der var meget opbragt over den Insubordination, der var
vist fra de danske Skibschefers Side, befalede deres øjeblikkelige
Arrestation, og man kan se af den ministerielle Ordre til Arrestationen,
som nedenfor meddeles, at der var Alvor i Tingene.
Paris den 25. Januar 1809.