Hr. Kontre-Admiral.
»De danske Kapitainer Rosenvinge og Holsten have gjort
sig uværdige til at tjene i Keiserens Arméer paa Grund af
den slette militaire Aand, som de have udvist under deres
Kommando af Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick« og paa Grund
af det Afslag, som de den 14de ds. have givet paa at lystre
Hs. Majestæt Keiserens Ordre, som jeg har sendt dem med min
Skrivelse af 10de ds. Som Følge heraf er det Keiserens Hensigt
at overlevere disse to Officerer i deres Souverain Kongen af
Danmarks Hænder, for at han kan straffe deres Ulydighed.
»Hs. Majestæt befaler derfor, at De skal lade de nævnte
Kapitainer Rosenvinge og Holsten arrestere og under sikker
Eskorte føre til Antwerpen, hvor jeg har tilskrevet
Marinepræfekten, Mr. Malouet, om at holde dem arresterede i
Citadellet indtil nærmere Ordre.
»Hvad angaar de danske Besætninger ombord i de to Linieskibe
»Pultusk« og »Dantzick«, skal De give Kommandoen af det første
til Linieskibskapitain Soleil og Kommandoen af »Dantzick«
til Linieskibskapitain Moras, hvilke skulle beholde deres
Kommandoer, indtil Hs. Majestæt Kongen af Danmark har sendt de
danske Chefer hertil, som ere bestemte for de to Besætninger.
»I det Tilfælde at de danske Besætninger skulde gjøre Mytteri,
er det Keiserens Ordre, at De skal angribe dem og at De skal
lade Oprørerne skyde. Jeg stoler i lige Grad paa Deres Klogskab
og paa Fastheden i de Dispositioner, som De maatte tage for at
bringe denne Ordre i Udførelse.«[67]
Decrès.
En saadan Befaling taalte selvfølgelig ingen Opsættelse og blev
ogsaa strax iværksat. Klokken var 2 om Eftermiddagen, da Ordren til
Arrestationen blev kundgjort for de to Chefer. En Skonnert laa seilklar,
parat til at modtage dem, og der indrømmedes dem kun 2 Timers Frist til
Forberedelser til Reisen; Kl. 4 skulde de gaa fraborde. Afskedsøieblikket
var bevæget og alvorligt. Skibet stod pudset i sin bedste Pynt smykket
med Flag og Vaabendekorationer, for at modtage de fremmede Gjæster,
der snart ventedes ombord. Hos alle havde Festdagen og Tanken om den
forestaaende Hjemreise til Danmark borttaget alle Bekymringer og Sorger,
— og nu var alt dette ved et Slag knust. Officerer og Mandskab bleve
Vidne til et Syn, som maatte bringe enhver Besætning i heftig Bevægelse.
Cheferne viste sig paa Dækket færdige til at forlade deres Skib som
Arrestanter. Deres Kaarde havde de afleveret, Kommandoen havde de
nedlagt; de henvendte blot nogle Ord til Folkene, der maalløse stirrede
paa hvad der foregik omkring dem, og bad dem indstændig om at forholde
sig rolige og ikke bryde Disciplinens Baand. De to Kapitainer gik nu
i Fartøjet for at ro over til Skonnerten, der kort efter lettede sit
Anker og satte Seil. Paa Veien imellem Vliessingen og Antwerpen ombord i
Skibet fandt de Leilighed til at skrive et Brev til den danske Minister
i Paris, hvori de paakaldte hans Hjælp, og strax efter Ankomsten til
Antwerpen indsattes de som Fanger i Citadellet. Først i dette Øieblik
synes Situationens Alvor at være gaaet op for de to Officerer. Ovenpaa
den Spænding, som den sidste Tids Begivenheder havde medført, var der
efter Katastrofen indtraadt en ganske naturlig Reaktion, en Slappelse
og Nedstemthed, der giver sig tilkjende i følgende Brev til Geheimeraad
Dreyer:[68]
Antwerpen den 31. Januar 1809.
»Deres Excellence vil uden Tvivl være underrettet om, at vi
nu ere i Citadellet i Antwerpen; vi lide intet fysisk, da man
har overladt os Officers Værelser til Beboelse, tilladt os at
tale med Personer, som dertil faa Tilladelse at komme, og den
danske Konsul besøger os dagligen; — man tillader os at skrive,
og Brevene sende vi til Præfekten. Vi henvende os til Deres
Excellence for at udbede os Raad og Veiledning og bede stedse,
at De ved Deres Indflydelse vil gjøre vores Skjæbne saa blid
som mulig. Skulde vor Skjæbne være at forlade det Timelige, da
er der næst Døden paa Kampens Plads for Landets Fjende, ingen
Død, ved hvilken vi have kunnet vise vores Hengivenhed mere
for den danske Marines Ære; thi den var faldefærdig. Skulde
vor Skjæbne være at blive her, da haabe vi ved vores Forhold
at erhverve os Agtelse. Skulde den derimod være den at blive
hjemsendt, da ønske vi, at vores Æres Ord maa være den eneste
Vagt, der geleider os. Deres Excellence anbefale vi denne Sag.
Vi bede, De vil være vores Talsmand. De Ulykkelige kan imellem
fortjene Medlidenhed.«