Til
Det kongelige Admiralitets- og Kommissariats Kollegium.
Skjøndt der saaledes fra den danske Regjerings Side blev gjort
Anstrengelser for at faa Officerer og Mandskab hjem til Danmark, hvor man
nu begyndte at trænge til deres Kræfter efterhaanden som det lykkedes
at stille noget Flaademateriel paa Benene, førte Forhandlingerne dog
ikke til noget Resultat i denne Retning. Aaret 1809 begyndte for de
Danske paa Schelden lige saa trist som det gamle Aar var sluttet
uden Udsigt til Forandring; da indtraf der i Januar Maaned Ordre fra
det franske Marineministerium om at Besætningerne paa Linieskibene
»Pultusk« og »Dantzick« uden Ophold skulde afgaa over Land til Brest
for der at gaa ombord i 2 andre, som sagdes at være bestemte til en
hemmelig Expedition.[59] Ordrens Udførelse hastede saa meget, at
Officerer, Mandskab og Bagage skulde transporteres over Land paa Vogne
Dag og Nat for at naa Bestemmelsesstedet saa hurtigt som muligt. Denne
Disposition fra Marineministeriet kom aldeles uventet og slog ned som
en Bombe i den danske Koloni. Man havde saa sikkert haabet, at den
eneste Ordre, man havde i Vente, var Hjemkaldelsesordren til Danmark,
og nu stod man pludselig i Begreb med at blive transporteret til en
anden Orlogshavn uden at vide, hvad Øiemedet var med denne Expedition.
De to danske Skibschefer, som i sin Tid havde modtaget Ordre til at
overtage Kommandoen af de i Vliessingen liggende Linieskibe »Pultusk«
og »Dantzick«, mente, at de ifølge denne Befaling kun kunde anvendes
til Tjeneste her og antog, at en Forflyttelse fra det i Ordren nævnte
Sted for deres Virksomhed kun kunde være berettiget, naar de danske
Autoriteter havde givet deres Minde hertil.
Som Følge at denne Opfattelse troede de danske Chefer ikke, at de
kunde tage Ansvaret paa sig for en Handling, hvorved Anvendelsen af to
Linieskibes Besætning — omtrent 1300 Mand — blev en anden end den, Hs.
Majestæt havde bestemt.
Endnu en Gang skulde altsaa dette ulykkelige Afhængighedsforhold til
Admiralitetet i Kjøbenhavn, som hele Sommeren igjennem havde vist sig
saa fordærveligt, drive sit Spil, og denne Gang med saa alvorlige Følger
efter sig, at det blev den sidste.
Det er ufatteligt, at to saa dygtige Officerer som Kapitainerne
Rosenvinge og Holsten, der under deres Ophold i fransk Tjeneste havde
gjort saa dyrekjøbt en Erfaring i denne Henseende, ikke have kunnet
indse, at hvor loyal end deres Tænkemaade var ligeoverfor Konge og
Fædreland, maatte den Fordring, at det danske Admiralitet skulde have
en Haand med, hvor det blot gjaldt om en Forflyttelse af Mandskab og
Materiel, kort sagt en strategisk Forholdsregel, selvfølgelig fra et
militairt Standpunkt betragtes som en Umulighed. Og det er lige saa
uforstaaeligt, at de ikke have kunnet se, at det Standpunkt, de indtoge
i denne Sag, maatte drage de farligste Konsekvenser efter sig, og at de
stode i Begreb med at gjøre det mest vovelige Skridt, som en Militair
kan foretage sig i Krigstid: at nægte at lystre. —
Man kan vel ikke andet end til en vis Grad respektere den yderliggaaende
Følelse af Ansvar og Pligt hos de danske Skibschefer ligeoverfor
Bogstaven i deres Ordre hjemmefra, men det bør dog ikke her glemmes, at
Kapitainerne Rosenvinge og Holsten ved Siden heraf ogsaa havde et Ansvar
ligeoverfor den Regjering, under hvis Flag de tjente og at de sikkert
burde have betænkt den Fare, der ramte Disciplinen i hele Scheldeflaaden,
naar to af dens Linieskibe nægtede at lystre Ordre.
Saasnart det blev bekjendt ombord, hvad Skrivelsen fra det franske
Ministerium indeholdt, og at Afreisen var forestaaende, viste der sig
bestemte Tegn paa, at Udførelsen af Ordren ogsaa vilde støde paa Modstand
fra Mandskabernes Side. Det saa næsten ud, som om Folkene havde en Anelse
om, at de ikke vilde staa alene, naar de vovede dette betænkelige Skridt,
men maaske endogsaa finde Støtte hos deres Chefer, og paa den anden Side
er det ikke urimeligt at antage, at disse i dette fredelige Mytteri have
fundet en Berettigelse af deres egen Optræden.
Denne Antagelse bestyrkes ogsaa ved den frimodige Maade, paa hvilken
Folkene optraadte ved denne Leilighed og underrettede deres Chefer om,
at de ikke havde i Sinde at lystre den omtalte Ordre, en Beslutning, som
under almindelige Forhold vilde have bragt adskillige af dem til at ende
deres Liv under Fokkeraaen. I et Antal af 2-300 begav de danske Matroser
sig til deres Chefer og erklærede paa det bestemteste, at de ikke vilde
gaa til Brest idet de tilfølede: »at de vilde adlyde i Skibet, men naar
de kom i Land og ved Magt skulde forceres til Afmarch, vilde de aftrække
Klæderne og lade sig nøgne ihjelskyde; den første Død var bedre end den
sidste; de havde allerede lidt for meget og vilde saameget mindre forlade
Vliessingen, som de gjorde sig Haab om ifølge deres indgivne Ansøgning at
blive kaldte hjem og derfor vilde oppebie deres Konges Resolution.«[60]
Medens saaledes saavel Chefernes som Mandskabets Holdning efter det
ovenfor anførte var givet, stode Officererne temmelig indifferente, uden
endnu at indtage nogen bestemt Stilling til Spørgsmaalet. De indskrænkede
sig til at faa Mandskabet bragt til Rolighed ombord i Skibene, men intet
mere, idet de indsaa, at deres Myndighed over Folkene ikke spændte
videre. Som Følge heraf gjordes der heller ikke fra Officerernes Side
yderligere Forsøg paa at faa Besætningerne til at gjøre deres Pligt,
man slog sig til Ro med det Faktum, at Folkene ikke vilde forlade
Vliessingen, ja Næstkommanderende ombord i »Dantzick«, Kapitainlieutenant
Fasting, udstedte endog følgende eiendommelige skriftlige Erklæring til
Bekræftelse herpaa:[61]
»At Officererne paa Linieskibet »Dantzick« have samtlige
deklareret sig af den Mening: at Mandskabet paa dette Linieskib
ikke ved vor Autoritet havde været at bringe til Brest, da
Ordre dertil fra den franske Søminister ankom; derfor indestaas
efter Forlangende«.
Alle Officererne bleve herefter sammenkaldte til et Møde hos Cheferne,
hvor de enstemmigen erklærede, at de under disse Omstændigheder maatte
have en _dansk_ Ordre, uden hvilken Følgerne vilde være for farlige.
Som Sagerne nu stode, følger det af sig selv, at denne Erklæring fra
Officerernes Side ikke har kunnet andet end bestyrke de Kommanderende
i den Opfattelse, at deres Standpunkt ikke alene var korrekt, men nu
tillige dikteret af Nødvendigheden lige overfor Mandskabets Vægring og
Officerernes enstemmige Udtalelse.
Man maa dog ikke glemme, at den Stilling til Spørgsmaalet om Ordrens
Berettigelse, som de to Skibschefer alt forinden dette Tidspunkt havde
indtaget, og som indenfor saa snævre Grændser ikke kan have været de
subalterne Officerer ubekjendt, nødvendigvis, om end kun indirekte maa
have indvirket paa deres Votum ved den Autoritet, som 2 ældre erfarne
Officerers Mening ganske naturlig have ligeoverfor de Yngre.
Sagen var imidlertid efter denne Begivenhed traadt ind i et nyt Stadium.
Det var ikke længere Betænkeligheden ved muligvis at overskride
den danske Konges Befaling der hindrede Udførelsen af det franske
Marineministeriums Ordre; der var ved Officerernes og Mandskabets
Optræden kommet et Moment til, nemlig Frygten for aabenbart Mytteri, hvis
Ordrens Iværksættelse skulde forsøges drevet igjennem med Magt.
Efter alt hvad der var gaaet forud, er det vel ikke usandsynligt, at
det i dette Øieblik vilde være saare vanskeligt for de danske Chefer at
faa Folkene til at lystre, og at en Revolte i de to Linieskibe muligvis
kunde blive Signalet til Mytteri i hele Eskadren, hvor der imellem de
hvervede hamborgske og hollandske Matroser fandtes mange urolige Hoveder.
Men selv om alt gik stille af, uden Uorden og Excesser fra det danske
Mandskabs Side, og uden Indskriden med militair Magt fra de franske
Myndigheders Side, var derved ingenlunde Faren for Uroligheder i Eskadren
bleven fjernet. Besætningerne ombord i de øvrige af Scheldeflaadens Skibe
have nemlig næppe kunnet opfatte Begivenhederne anderledes end at der
var Mytteri i »Pultusk« og »Dantzick«, kun at Modstanden ikke kom fra
Mandskabet alene, men fra Cheferne, Officererne og Mandskabet i Forening. —
Da de to danske Skibschefer vare komne til den Overbevisning, at den
modtagne Ordre ikke alene ikke burde adlydes, men heller ikke længere
kunde adlydes, bestemte de sig til at optræde i Fællesskab og gribe til
det Middel at tilskrive den kommanderende Admiral for at meddele ham, at
de ikke saa sig istand til at udføre den modtagne Ordre.
Det var gjennem nedenstaaende Skrivelse, at de to danske Chefer meddelte
Admiralen denne Beslutning, der skulde blive saa skjæbnesvanger for dem
begge:[62]