à Vliessingen.
»For om muligt at bevirke, at der kunde tages Hensyn paa Deres
hos Sø-Ministeren gjordte Reqvisition, har Man tilstillet
det kongelige Departement for de udenlandske Sager her, Deres
seneste Skrivelse af 28de Septbr. med Anmodning at ville
igjennem vor Minister i Paris bevirke det fornødne; Kollegiet,
som ganske er enig med Dem, saavelsom med Hr. Baron Holsten
hvad Mangels Posterne angaar saavel i Henseende til det fugtige
Krudtkammer, som Jernets og Blokværkets slette Bonitet, den
store Mangel paa Sprøiter m. v. og kan Man ikke tilbageholde
sin Forundring over at en Eskadrechef som Admiral Missiessy
kan derved være stum, maa alene anmærke, at Man ved saadanne
igjentagne Rekvisitioner kan aldrig være forsigtig nok med at
vælge sine Udtryk.
»Iblandt Deres Fordringer er der en, som forekommer Kollegiet
lidt betænkelig, nemlig ved den kommanderende Admirals
dødelige Afgang De som fremmed skulde træde op til Kommandør
over Eskadrer og Expeditioner, Vi troer ikke, at den franske
Regjering vil akkordere det, ei heller troer vi, at De ville
være tjent med at faa den« ...
Admiralitets- og Kommissariats Kollegium,
d. 22de Oktober 1808.
Wleugel. Bille. Grove.
Hvor ubehageligt et Indtryk Kapitainerne Rosenvinge’s og Holsten’s
Fællesrapport end havde gjort i Kjøbenhavn, da man derigjennem saa,
hvilken uheldig Vending Sagerne havde taget paa Schelden, vilde
Regjeringen dog have faaet et langt klarere Billede af Situationens
Uholdbarhed og Farlighed, hvis den havde kjendt Indholdet af det
tidligere omtalte Aktstykke »Affaire Rosenvinge«, som Hertugen af Decrès
omtrent samtidig forelagde Keiser Napoleon. Ministeren gjennemgik heri
de forskjellige Anker, der vare fremkomne fra dansk Side, viste, hvad
man havde gjort for at afhjælpe de tilstedeværende Mangler og udtalte paa
sine Steder en lige saa berettiget som skarp Kritik over de Dimensioner,
Fordringerne fra dansk Side havde antaget, og navnlig over den Maade,
hvorpaa de vare blevne fremsatte i den senere Tid. Med Hensyn til den
sidst foreslaaede Forandring i Bespisningsreglementet,[46] fraraadede
Ministeren Keiseren bestemt at strække sig videre, dels fordi der
allerede efter hans Formening var gjort tilstrækkeligt, men navnlig fordi
den foreslaaede Forøgelse vilde medføre en altfor stor Udgift.
Ministeren afslutter sin Indberetning til Keiseren med følgende meget for
haarde Udtalelse:
»Alle Mr. Rosenvinges detaillerede Klager vise kun, at han
enten er en udygtig Officer, der har gjort sig til Princip at
dadle alt, eller ogsaa en Mand, der af Uvillie ikke vil benytte
de Hjælpekilder, han har.
»Naar man gjennemlæser Mr. Rosenvinges Korrespondance, hvori
han taler i sit eget og alle de Danskes Navn, øiner man kun
Lunefuldhed, Utilfredshed, Fordringer og ofte Uduelighed.
Han siger, at hans Konge ikke vil tilgive ham, hvis han ikke
forlanger at forlade sin Kommando, naar man ikke lader hans
Forlangender vederfares Retfærdighed. Man skimter tydeligt
igjennem nogle beundrende Ord om Keiseren og den militaire
Hæder den sletteste Karakter, og denne Mand, der for en Maaned
siden kun fremkom med maadeholdne Fordringer, har pludselig
slaaet om, hvadenten han fra sin Regjering har modtaget
uheldige Vink eller han, nu da han ser, at Eskadrens Afseiling
er nær forestaaende, paa Grund af den fremrykkede Aarstid
slutter, at dens Bestemmelsessted ikke kan være Østersøen.
Dette har vakt Utilfredshed saavel hos ham som hos Baron
Holsten og fremkaldt hans Ønske om at forlade Deres Majestæts
Tjeneste og vende hjem. Jeg kan ikke undlade at fremhæve
for Deres Majestæt, at man ikke kan love sig noget godt af
den Aand, der hersker iblandt de danske Officerer, og at
jeg forudser, at de have indgydt deres Mandskaber den samme
Utilfredshed, og at det vil blive nødvendigt enten at lade dem
faa en alvorlig Irettesættelse gjennem deres Regjering, eller
at forlange dem afløste af andre Chefer.
»Jeg indbefatter Baron Holsten heri, fordi Mr. Rosenvinge ogsaa
taler paa hans Vegne, og det er sandsynligt, at begge ere lige
fordringsfulde og lige delagtige i den slette Aand, som præger
denne Brevvexling.«
Decrès.
Man behøver kun at kjende den ovenfor anførte Slutning af Hertugen af
Decrès’ udførlige Rapport til Keiseren, for at faa et Indtryk af, i hvor
høi Grad han følte sig skuffet og fornærmet over den Maade, hvorpaa de
danske Chefer havde belønnet hans Bestræbelser for at mildne de Ulemper
og Ubehageligheder, som Tjenesten under fremmed Flag nødvendigvis maatte
medføre, og man maa kun undre sig over, at Ministeren ikke fik Sagen
ført igjennem og fik udvirket, at Cheferne for »Pultusk« og »Dantzick«
bleve afløste af andre Officerer.
Eskadren havde i Sommerens Løb ligget til Ankers paa Schelden paa Rheden
ved Oedekenkercke og senere, hen paa Efteraaret, ved Vliessingen.
Skibene vare blevne organiserede, Besætningerne indexercerede, og nu
da Ankerpladsen var bleven forlagt vester paa til Scheldens Munding,
syntes Alt at tyde paa, at Eskadrens Bestemmelse var at gaa til Søs.
Men snart efter hed det sig, at Aarets Kampagne var tilende, at Skibene
ved Vinterens Komme skulde oplægges, og denne Antagelse viste sig ogsaa
at være rigtig, idet der den 15de November indløb Ordre fra Paris til
den Høistkommanderende om at indlægge i Vliessingen og desarmere.[47]
Eskadrens Skibe ankom nu paa Rheden fra deres forskjellige Stationer
og lagde ind paa Værftet, efterhaanden som man kunde tage imod dem.
Den 30te November kom Linieskibet »Pultusk« ind, »Dantzick« nogle Dage
tidligere. Chefen for det første af disse, Kapitain Rosenvinge, der den
29de November henimod Aften var kommet ned til Vliessingen med sit Skib,
men ikke samme Dag naaede at komme ind paa Rheden, da Lodsen paa Grund
af Mørket nægtede at tage ham ind, havde set sig nødsaget til at ankre
udenfor.
Den følgende Morgen blæste det en flyvende Storm af SV. med svær Sø.
Ankerpladsen var omgivet af Grunde og under disse Forhold ikke til at
lide paa, skjøndt Linieskibet havde begge sine Ankere ude, og Chefen
bestemte sig derfor til under alle Omstændigheder at søge at slippe
ind paa Rheden. Letningen lykkedes ogsaa uden Uheld. »Pultusk« stak det
ene Anker fra sig, fik lettet det andet og stod nu indefter. Fra de
franske Orlogsmænd paa Rheden havde man fulgt Manøvrens Gang og var nu
med Forundring Vidne til den dristige Navigation. For Takkel og Toug,
uden en eneste Stump Seil tilsat, skummede »Pultusk« for den svære Kuling
ind paa Rheden. Det stævnede ned tæt agtenfor Linieskibet »Ville de
Berlin«, men i det Øieblik, da man lagde Roret iborde for at dreie op
paa Ankerpladsen, sprang Ratlinen. I dette kritiske Øjeblik, hvor Skibet
havde mistet Styret, lod Kapitain Rosenvinge koldblodig sit Anker falde;
— til al Lykke holdt Touget, »Pultusk« svaiede op og blev liggende paa
sin Plads.[48]
Allerede forinden de to danske Chefer gjennem Admiralitetets Skrivelse
vare blevne opfordrede til at vise mere Forsigtighed i deres Optræden
lige overfor de franske Autoriteter, var der desværre atter kommen en
Kurre paa Traaden. En ny Anmodning fra dansk Side og det derpaa følgende
kategoriske Afslag havde foranlediget, at den sidste Rest af god Villie
paa begge Sider blæstes bort, og Muligheden for et godt Samarbeide var
derved bleven fjernere end nogensinde.
Ved Midten af Aarets sidste Maaned var nemlig Scheldeflaaden som
tidligere nævnt bragt i Vinterhavn i Vliessingen. Ombord i Skibene var
Flag og Vimpel strøget, men Folkene vedbleve at være under Kommando
ombord, Tjenesten gik sin daglige Gang, og 2 Officerer og 2 Kadetter i
hvert Skib gjorde skiftevis Vagt. Dagen gik med Afleveringer og Arbeide
paa Værftet; thi efter Ministeriets Ordre skulde Skibene efterhaanden
fuldstændig tømmes for hele deres Udrustningsmateriel og alt afleveres
til Opbevaring i Magasinerne. Det var et besværligt og navnlig for de
danske Søfolk utilfredsstillende Arbeide; Veiret var raat og fugtigt
og de lokale Forhold paa Værftet saa slette, at Folkene i de kolde
Vinterdage led betydeligt derunder.[49]
Hertil kom endvidere, at de afriggede Skibe vare høist uhyggelige og
mangelfulde Opholdssteder for Mandskabet. Der fandtes ingen Kakkelovne
ombord, og da Maden blev kogt iland i dertil indrettede Kogehuse, var
Ilden slukket paa Kabyssen. Hele Skibet var følgelig gjennemfugtigt
og koldt fra øverste til nederste Dæk, Folkene havde intet Sted, hvor
de kunde tørre deres gjennemvaade Klæder, ja end ikke Lys var tilladt
ombord, men kun som en uundgaaelig Nødvendighed stiltiende taalt. Disse
uheldige sanitære Forhold undlod heller ikke at øve deres Virkning
paa Sundhedstilstanden, der i sin Helhed ikke havde været videre god
om Sommeren. »Pultusk« havde saaledes efter Indlægningen 30 Mand paa
Sygelisten, »Dantzick« 40 Mand, de øvrige af Eskadrens Skibe endnu flere,
og Ulemperne herved føltes i endnu højere Grad derved, at der intet
Hospital fandtes iland, som kunde modtage de Syge, saa at man maatte
beholde dem ombord i Skibene, uden at være istand til at skaffe dem den
tilstrækkelige Pleie.
Det var derfor med Modvillie og Mismod, at de Danske gik Vinteren imøde
her i Vliessingen. Tanken om Krigen hjemme og Uvirksomheden under fremmed
Flag under trykkende Forhold gjorde Stemningen mørk og trist for alle og
ikke mindst for de Kommanderende.
Saa vidt man kunde skjønne, var der ingen Udsigt til Hjemsendelse fra
fransk Tjeneste eller nogen Forandring i Sagernes Stilling; saasnart
Foraaret kom, vilde Flaaden efter al Rimelighed blive udrustet paany
og komme i Aktivitet forstærket med de Linieskibe, som i Aarets Løb
vare blevne byggede, men hverken dette eller Udsigten til mulige Kampe
med den engelske Kanalflaade kunde faa Sommerens Gjenvordigheder og
Ubehageligheder til at træde i Baggrunden eller bringe de danske Chefer
til at glemme de to Skibes mangelfulde Udrustning. De vare overbeviste
om, at det Mandskab, de havde under deres Kommando, var saa fortrinligt,
at de i Sømandsdygtighed kunde tage det op med hvilketsomhelst af
de andre Skibe og give en Prøve paa, hvordan der kan manøvreres og
arbeides i en Orlogsmand, der har en dygtig Besætning ombord, naar blot
Reisninger, Seil, Kanoner, kort sagt, hele Materiellet er som det bør
være.
Ledede af denne Overbevisning besluttede Kapitainerne Rosenvinge
og Holsten endnu en Gang at gjøre et Forsøg paa ved den kommende
Foraarsudrustning at faa de følelige Mangler ombord afhjulpne, som hidtil
havde holdt deres Arbeidslyst bunden, og da de efter alt, hvad de havde
set under deres Ophold paa Schelden, uden Partiskhed kunde vidne, at
den Maade, hvorpaa et dansk Linieskib blev ekviperet og rigget, i enhver
Henseende var bedre, navnlig i alt, hvad der angik praktisk, forsvarlig
og sømandsmæssig Installation, toge de ikke i Betænkning nogle Uger
forinden Ordren indløb til Eskadrens Indlægning at rette den Anmodning
til den franske Marineminister, at Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick«
ved den kommende Udrustning maatte blive »taklede efter dansk Maade«.
Det Svar, som Hertugen af Decrès gjennem Marine-Præfekten i Antwerpen,
Mr. Malouet[50] gav paa den indkomne Begjæring, maatte, som man vil se,
saavel ved sit Indhold som ved sin Form betage Lysten til at fremkomme
med yderligere Forslag til Forandringer og Forbedringer i Scheldeflaadens
Skibe:
»Ministeren paalægger mig paany meget bestemt ikke paa noget
Punkt at tillade Afvigelse fra Reglementet, som gjælder
ombord i »Pultusk« og »Dantzick« saavelsom i de andre Skibe.
Installationen bør være ens i hele Eskadren. Jeg beder Dem
derfor, mine Herrer, om ikke mere at anmode om _Ekvipering paa
dansk Maade_.
»Jeg har den Ære at forsikre Dem om min fulde Højagtelse.
Antwerpen d. 9. Oktober 1808.
_Malouet_,
Marine-Præfekt.
Til
Hr. _de Rosenvinge_, Kapitain, Chef for »Pultusk«.«[51]
Admiralitetets tidligere meddelte Skrivelse af 22de Oktober, der
paalægger de 2 Skibes Chefer at vise mere Forsigtighed i deres Optræden
ligeoverfor de franske Autoriteter, kom saaledes ikke tidsnok til at
forhindre dette Skridt, der sikkerlig næppe har været vel overveiet. Det
er udenfor al Tvivl, at Kapitainerne Rosenvinge’s og Holsten’s Forslag
kun har haft det Maal for Øie at bringe saa meget som muligt ud af det
Mandskab og Materiel, som var bleven dem betroet, og derved gavne det
Flag og den Marine, som de tjente, men man kan desuagtet vanskelig
forklare sig, at de have kunnet tro paa den Mulighed, at deres Forslag om
at ekvipere to af Schelde-Flaadens Linieskibe paa dansk Maade vilde finde
Anklang i en Marine som Frankrigs, der vel kunde respektere en Flaade
med en saa lang og hæderlig Historie som Danmarks, men næppe kunde ønske
at blive belært fra denne Kant. Det havde været baade klogere fra deres
eget Standpunkt og ønskeligt for hele Situationen, om de havde ladet
sig belære af Sommerens Erfaring og betænkt, at deres Forslag let kunde
betragtes fra fransk Side som en skarp Kritik, der kastede Vrag paa hele
det System, hvorefter man her ekviperede og udrustede Marinens Orlogsmænd.
Aaret nærmede sig imidlertid sin Ende, men uden nogen Udsigt til
Forandring i Situationen. Det ensformige Værftsarbeide og de yderst
sparsomme Kilder til Fornøielse og Adspredelse, som Vliessingen raadede
over, formaaede ikke at jage Tiden paa Flugt, saa Dagen gik kun trægt og
langsomt.
Om Aftenen naar Arbeidet var endt samledes Officererne i Reglen
paa Kafeérne og Værtshusene i Byen og fordrev Tiden ved et Parti
Billard eller et Glas, men de Danske manglede næsten altid ved disse
kammeratlige Sammenkomster og Drikkegilder, dels fordi Sproget lagde dem
Hindringer i Veien, men navnlig fordi de befandt sig bedre i deres egen
Messe. Ved Eskadrens Indlægning paa Værftet havde nemlig de danske Chefer
leiet et Hus i Byen, og her dannedes saa en afsluttet lille Koloni,
hvor samtlige Officerer og Kadetter fra »Pultusk« og »Dantzick« holdt
deres tarvelige[52] Maaltider i Fællesskab og iøvrigt forsamledes, naar
Tjenesten tillod det.
Misfornøielsen i den danske Koloni havde henimod Juletid antaget store
Dimensioner. Diskussionerne og Samtalerne imellem Officererne indbyrdes,
naar man efter Middagen sad sammen ved Cigaren, dreiede sig i Reglen
om et staaende Emne, — Beklagelse over de uheldige Forhold, hvorunder
man virkede, og Utilfredshed over i Krigstid at ligge ørkesløse i en
fremmed Orlogshavn, medens Kammeraterne hjemme vare i fuld Virksomhed
i Kattegattet, Sundet og Belterne for at værne om Fædrelandet. Lysten
til at vende hjem og atter at kunne sætte Foden paa et Dæk, hvorover
Splitflaget vaiede, skjærpedes herved Dag for Dag og blev tilsidst saa
mægtig, at Linieskibenes samtlige Officersbesætninger en Ugestid før
Juleaften bestemte sig til i Fællesskab at foretage et Skridt i denne
Anledning, og indgav in pleno nedenstaaende Ansøgninger til Admiralitetet
i Kjøbenhavn, hvori de indtrængende bede om blot at komme hjem, bort fra
Vliessingen og Scheldeflaaden.
_Underdanigst Pro Memoria._[53]
»Ikkun Bevidstheden om den Deltagelse det kongelige Kollegium
stedse har vist saavel for hele Marinens som enkelte Individers
Vel, indgiver os Haabet om, at det ei vil lade ubønhørt denne
vor underdanigste Ansøgning om Befrielse fra den kummerfulde
Tilstand, hvori vi her befinde os, ligesom den og indgiver
os Dristighed til at anføre de billige Grunde, der tale vor
Sag. Eskadrens Indlægning i Vliessingens Bassin, saavelsom
dens fuldkomne Desarmement overbeviser om Expeditionens Ende.
Anførelsen af den forløbne Sommers smertelige Ubehageligheder
vil for det kongelige Kollegium være en overflødig og trættende
Igjentagelse.
»En Vinter, hendøset i Lediggang og Ørkesløshed, og en Sommer
end skrækkeligere end den allerede tilbragte, forestaa os.
Stedse var det Danmarks vise og ædle Regjerings Bestræbelse
at dele Byrden lige paa sine Undersaatter; vi vove derfor
underdanigst at forestille, hvor smerteligt det maa være for
os, fjernede fra et elsket Fødeland, til hvis Forsvar enhver
brænder efter at kunne virke, at se os i et fremmed Land, under
et fremmed Flag, uvirksomme, behandlede paa en os uværdig Maade
og forsynede med Vaaben, der ei levne os det ringeste Haab om
at kunne gjøre os værdige til den arvede Hæder, Danmarks Marine
igjennem en Række af Aar med Rette er stolt af, og som vore
Medbrødre hjemme daglig ved kjække Handlinger vedligeholde
befæstet. Nationens og vor egen Ære byder os at fremsende
Ønsket om Hjemkaldelse fra denne mere end pinlige Forfatning.
»Danmarks ædle Fyrste vil, idet han indser Billigheden i denne
vor underdanigste Ansøgning, ikke nægte sine mest betrængte
Undersaatter sin Beskyttelse; og i Tillid til at det kongelige
Kollegium, fuldkommen bekjendt med vor høist pinlige Stilling,
vil bifalde og understøtte vor Begjæring, se vi med Længsel
den Dag imøde, da vi med Medbrødre skal dele Fare og Ære ved
Forsvaret af et elsket Fædrenelands Kyster.«
underdanigst
paa Orlogsskibet »Pultusk«s samtlige Officerers Vegne
A. Schifter. P. Petersen.
Orlogsskibet »Pultusk« den 18. Decbr. 1808.
Samtidig hermed indgik der følgende Pro-Memoria[54] fra samtlige
Officerer ombord i Linieskibet »Dantzick«:
Underdanigst P. M.
»En 8 Maaneders Kampagne er nu endt. Schelde-Eskadren er lagt
ind i Vliessingen; en ørkesløs Vinter, en end ubehageligere
Sommer end den passerede, kort en rædselsfuld Fremtid ser vi
imøde og gjør os det til Pligt for vor Etatens, Nationens Skyld
underdanigst at ansøge det høie Kollegium om Hjemkaldelse.
»At ville anføre her de mangfoldige Aarsager til dette Skridt
vilde kun være at trætte og bedrøve det høie Kollegium med
Repetitionen af de Ubehageligheder, hvorom det sikkerligen
allerede er underrettet. Ingen vil bedre end det høie Kollegium
indse, hvor smertelig det maa være at henleve denne Krig i den
mest fortærende Ørkesløshed under et fremmed Flag, medens vore
hjemmeværende Kammerater daglig vinde ny Laurbær om Danebroge,
og Ingen vil ved at skaffe os hjem til vor Konges, Lands og
en vor Mundering værdig Tjeneste mere forbinde Orlogsskibet
»Dantzick«s underdanigste Officerer.«
F. C. Holsten. C. A. Bendz.
Orlogsskibet »Dantzick« i Vliessingen den 17de December 1808.
Begge disse Aktstykker ere saa karakteristiske i deres Form og betegnende
for Situationen, at man derigjennem faar et godt Begreb om Stemningen
iblandt de danske Officerer, men man faar samtidig ved Gjennemlæsningen
det Indtryk, at Længslen hjemefter har malet Situationen mørkere og
forledet til at bruge stærkere Farver end strængt nødvendigt.
De samme Bevæggrunde, som ledede de danske Officerer til at ansøge om
Hjemkaldelse fra Frankrig, bragte ogsaa Mandskaberne til at slaa et
Slag for at komme hjem til Danmark, og de indsendte derfor igjennem
deres Chefer en allerunderdanigst Pro Memoria herom til Admiralitetet i
Kjøbenhavn,[55] hvori de klagede deres Nød.
Linieskibet »Dantzick«s Besætning skrev saaledes:
Orlogsskibet »Dantzick« den 14. December 1808.