Der affeiende Maade, hvorpaa Keiseren havde behandlet
Anciennetetsspørgsmaalet, overbeviste vel de to Kapitainer om, at
enhver Mulighed om yderligere Forhandling var afskaaret, men da de
samtidig følte sig overbeviste om, at der var begaaet Uret imod dem,
og at de skyldte den Marine, de tilhørte, at værne om dens Ære,
søgte de Tilflugt under det danske Admiralitets Vinger og indgik til
dette med en Fællesrapport[42], hvis Hovedpunkt selvfølgelig var
Anciennetetsspørgsmaalet, men som tillige indeholdt en omstændelig
Klage over alle de uafhjulpne Mangler, hvorunder de danske Besætninger
stadig maatte lide. Rapporten er dateret Orlogsskibet »Pulstuck«[43]
den 31te (?) September 1808, tilankers paa Schelden ved Vliessingen.
De indstillede heri underdanigst, »om vi kan eller bør renoncere paa
vores Anciennetet, saa meget mere da vi ei føre det kjære danske Flag,
og altsaa ingen Aarsag er til at anse os som Auxiliaire. Vi bede meget,
at Kollegiet vil antage sig denne Sag og tør haabe, at vi til det meget
Ubehagelige, vi maa igjennemgaa, ei endnu skal se os tilsidesatte som
danske Søofficerer, der vistnok kan maale sig med alle andre.«
»Vi behøve vistnok ikke at anmærke,« — saaledes slutter Rapporten, —
»hvor tungt det er for os med den bedste Villie, at se os mangle kraftige
Midler, og saaledes være Aarsag i, at den danske Marine skulde tabe den
Roes, den Agtelse, den fra Arilds Tid har havt hos Venner og Fjender.«
I Kjøbenhavn var man bleven alt andet end behagelig overrasket ved
Modtagelsen af Fællesrapporten, der med rene, klare Ord fortalte, hvor
mislig og uholdbar Situationen paa Schelde-Flaaden i Grunden var for
de Danske. Den Følelse har sikkert ikke kunnet holdes tilbage hos dem,
der stod i Spidsen for Marinens Bestyrelse, at Skylden for det daarlige
Forhold, der daglig forværredes, og inden ret mange Maaneder skulde
føre til en Katastrophe, ikke tilfulde kunde lægges dem til Last, som
for Øieblikket maatte lide under Følgerne deraf, men havde sin dybeste
Grund i den mangelfulde Maade, hvorpaa Forholdet fra Begyndelsen af var
bleven ordnet. I Erkjendelse heraf ansaa Admiralitetet det som en Pligt
at anvende sin Indflydelse paa at fremskynde Afhjælpelsen af de Mangler,
hvorover der saa indtrængende var bleven klaget, medens man samtidig
ønskede saavidt muligt at undgaa ethvert Skridt, der kunde støde de
franske Autoriteter. Man valgte derfor den lemfældige Fremgangsmaade
under 22de Oktober at sende Fællesrapporten til Departementet for
udenlandske Sager[44] ledsaget af en Anmodning om, at Departementet
gjennem den kongelige danske Gesandt i Paris, Geheimeraad Dreyer, vilde
yde sin Bistand til at udvirke de omtalte Mangler afhjulpne.
For endvidere at vise, hvilken Anskuelse Admiralitetet selv havde om
dette Spørgsmaal, og at man ikke paa alle Punkter billigede de to
Officerers Optræden sendtes tillige til Gjennemlæsning den Svarskrivelse,
som Admiralitetet agtede at afsende til Vliessingen, og hvis Hovedpunkter
nedenfor gjengives[45]:
»Til