»Det Danske Mandskab ombord i ovenmeldte franske Orlogsskib
ansøger allerunderdanigst om Hjemkaldelse til Danmark, thi
for at (naa?)[57] vort kjære Fødeland ere vi blevne blottede
for Klæder, og 2-3 Aars møisommelige Fortjeneste er ødelagt,
besværlige Reiser har kostet, hvad vi havde fortjent. En uvant
og tillige liden Føde foraarsager Sygdom og et svækket Legeme.
Den Gage, vi faar, bliver forbrugt til at afhjælpe Manglen
paa Kosten og næppe endda kan forslaa. Intet er tilovers til
de nødvendige Klæder, undtagen man maa lide Mangel paa det
nødvendige Livets Ophold.
»Mange ombord, som sidde i smaa Omstændigheder og tillige ere
gifte og ikke have mere at tage af, end hvad de kunne fortjene,
have Kone og Børn og svage Forældre at forsørge, for dem er
det tungt at tænke paa, de lide Mangel og ei kan saa gjerne
de vil afhjælpe den. Enhver gaar med et betynget Hjerte for
sit og sines daglige Udkomme i en saa besværlig Tid. Og derfor
ansøges allerunderdanigst det høie kongelige danske Admiralitet
om Deres milde Hjælp til Befrielse fra denne tunge og utænkte
Tjeneste.
»Thi vor Tanke var og altid har været at tjene vort kjære
Fødeland, som vi ved os tilkommer, men ei var betænkt paa at
komme i saa ussel en Tilstand som denne er for enhver, der har
Følelse for sig selv.
»Enhver er fornøjet at tjene i hvad Fag i dansk Tjeneste, det
bliver befalet, og skal stedse med Glæde forrette sin Tjeneste.
Sygdom, Kummer og Sorg for sin og sines Tilstand kan dræbe det
stærkeste Menneske, hvilket vi alle er befriet for, naar vi
tjene vort eget Fædreland, hvor alting er foranstaltet til det
bedste saavel for den lave som for de højere. Vor inderligste
Tak og Hengivenhed i alle Maader skal bevises af enhver, om
der er Mulighed til Befrielse fra denne Tjeneste.«