skulde, inden han blev ansat, have øvet sig i praktisk Lærergjerning
og have gjennemgaaet et theoretisk Kursus i Pædagogik. Dette Sidste
havde Skolelærerne ofte forlangt, snart paa Tryk og snart i Tale.
Naar jeg blev opfordret til at yttre mig herom, havde jeg altid gjort
opmærksom paa, at Pædagogiken som Videnskab var et Kapitel af
Psychologien og havde sin Plads der, medens Børneopdragelsen og
Ungdommens Undervisning var en Kunst; at ingen Kunst læres igjennem
Theorien, men kun ved praktisk Udøvelse; og at særlig det Stof, som
Undervisningskunsten behandler, Ungdommens Sjæle, var saa mangfoldigt
og saa zart, at man burde være meget varsom med at indsnævre det i
Theoriens Schema. Saa uimodsigeligt som dette var, fandt det dog
liden Indgang hos Størstedelen af Skolens Lærere; de vilde nu engang
hellere være Videnskabsmænd end Kunstnere. Det faldt naturligvis
hverken mig eller nogen Anden ind at nægte, at en dygtig Pædagog
ogsaa igjennem Forelæsninger kunde give de vordende Lærere mangen
nyttig Anvisning; men havde man en saadan Mand? Derom havde man ikke
spurgt, da man anordnede, at der skulde holdes pædagogiske
Forelæsninger. Man mente, at dette Fag maatte kunne overtages af en
af de filosofiske Professorer, og da Professor Høffding ikke vilde
indlade sig derpaa, blev det overdraget _Kroman_. Denne talentfulde
unge Mand var desværre uden praktisk Skoleerfaring, hvad der viste
sig ved det første Skrift, han udgav efter sin Ansættelse som Docent
i Pædagogik: "Om Maal og Midler for den høiere Skoleundervisning"
(1886), en Bog, der er skreven med ualmindelig Friskhed og
Veltalenhed, og som derfor gjorde stor Lykke hos alle dem, der ikke
havde Sagkundskab eller Kritik nok til at gjennemskue de
regnbuefarvede Taager. Bogen er stærkt polemisk. Forfatteren
fordømmer Tvedelingen i de stærkeste Udtryk; det Principmæssige var
en fælles Uddannelse for Alle. Han vilde anse det for forfeilet, om
en 13 Aars Dreng, der opdagede, at han havde mest Lyst og Anlæg for
de sproglig-historiske Fag, nu ogsaa valgte denne Linie; thi en
saadan Dreng havde tværtimod særlig Brug for et Kursus i Mathematik
og Naturfag. Efter hans Mening var Skoleplanen af 1850 ypperlig, og
der fandt ingen Overanstrengelse Sted efter den. Man burde ikke
udelukke noget af Skolefagene, men tværtimod optage en Del flere;
Disciplene burde gjøres bekjendt med Alt, hvad de havde Brug for i
Livet, og dette kunde gjøres, naar man blot ikke forlangte for meget
i hvert enkelt Fag; mange Fag kunde nøies med 1 Time om Ugen. Om
dette sidste Forslag maatte rigtignok enhver Skolemand sige, at 1
ugentlig Time var saa godt som ingen. Der var meget andet, der var
lige saa upraktisk; men Bogen havde vakt saa stor Opsigt, at jeg
fandt det nødvendigt at imødegaa den. Jeg skrev derfor en Anmeldelse
af den i Berl. Tid. 20. og 22. Febr. 1886. Ogsaa Tuxen skrev en
Belysning af Professor Kromans Forslag til en Skolereform og mange
Flere. Der gik derfor heller ikke lang Tid, inden den Virkning, som
Bogen ved sin første Fremkomst havde gjort, tabte sig; man beholdt
kun det almindelige Indtryk, at Skoleplanen var uheldig og burde
ændres.
Der var næppe Nogen, der følte sig mere overbevist derom end
selve Kultusministeren, _Scavenius_. Allerede i 1885 havde han
forelagt Landsthinget et Forslag til Ændringer i Loven, men det
kom ikke til Behandling. I 1889 gjorde han et nyt Forsøg.
Mathematisk-naturvidenskabelige Faglærere og Videnskabsmænd havde i
Juni s. A. holdt et Møde i Kjøbenhavn, og dèr saa godt som enstemmig
vedtaget en Udtalelse om, at Mathematiken og Naturvidenskaberne for
de sproglig-historiske Studerendes Vedkommende var utilbørlig
forsømt. Der lærtes for Lidt, og dette Lidet forspildtes derved, at
Undervisningen ikke fortsattes i Skolens to øverste Klasser. Dette
maatte nødvendig forlanges; den fornødne Tid dertil vilde vindes,
naar _Oldnordisk_ og _Græsk_ blev udelukket af Skolen. Man vidste, at
Ministeren delte disse Anskuelser, skjøndt der endnu ikke forelaa
noget Offentligt derom. Jeg ansaa det derfor for rigtigt at imødegaa
dem, medens det endnu var Tid, og skrev da i Berl. Tid. 23.-24. Juli
en Artikel betitlet "Et Skolespørgsmaal". Jeg var enig med
Mathematikerne i, at det var en Forurettelse imod de
sproglig-historiske Disciple, at Mathematikundervisningen ophørte
saa tidlig. Jeg fandt det ogsaa rimeligt, at man afskaffede
Oldnordisk og anvendte de to ugentlige Timer, der derved vandtes, til
Mathematik for de sproglig-historiske og til Latin for de
mathematisk-naturvidenskabelige Disciple. Men naar man ogsaa vilde
udelukke Græsken, maatte jeg nedlægge en bestemt Protest. Græsken
maatte betragtes som et nødvendigt Led af den klassiske Dannelse.
Grækenland var jo i Virkeligheden vor Dannelses Vugge; dèr fandt man
de rene Kilder, hvorfra den endnu bestandig kunde forynges. Men
dertil kom, at for Theologen var Græsken uundværlig. Naar man tænkte
sig, at Theologerne kunde lære Græsk i et særskilt Kursus ved
Universitetet, saa vilde derved ikke blot Studietiden forlænges
betydelig, men det vilde heller ikke være muligt at opnaa en
nogenlunde sikker Kundskab i dette vanskelige Sprog, naar man ikke
begyndte derpaa i Skolen og fik det indøvet paa skolemæssig Maade.
Resultatet vilde blive, at den danske Kirke maatte nøies med
Lægprædikanter i Stedet for theologisk dannede Præster.
Min Artikel blev ikke upaaagtet; man paaberaabte sig den oftere i den
følgende Diskussion. Ministeren havde nemlig allerede i Slutningen af
Juni og Begyndelsen af Juli meddelt Undervisningsinspektionen og
Skolerne sine Tanker og efter at have modtaget deres Erklæringer
udarbeidet et Forslag, som den 13. November blev sendt til
Universitetets Betænkning. Efter dette skulde der beholdes en vis
Tvedeling af Skolen. Konsistorium indhentede Fakulteternes
Erklæringer over dette Forslag, men disse vare saa indbyrdes
afvigende, at det kun kunde raade Ministeren til at lade Sagen hvile,
indtil der kunde opnaas større Enighed.
Ogsaa iblandt de private Skolebestyrere og Lærere var der Uenighed.
Medens en stor Del af disse i Overensstemmelse med Ministeren ønskede
Græsken afskaffet, kæmpede Andre, navnlig Heiberg og Tuxen, for dens
Bevarelse. _Heiberg_ erklærede, at dens Afskaffelse vilde være at
skjære Roden af den klassiske Skoleundervisning, thi saa sandt som
det maatte være dennes Maal gjennem Læsning af de klassiske
Forfattere at give Disciplene et levende Førstehaandsbillede af den
Kultur, hvoraf vor egen var fremgaaet, maatte Græsken være det
Væsentlige, Latin det mindre Vigtige. En Udtalelse i denne Retning
blev tilstillet Ministeriet. For mig var der ikke synderlig Anledning
til at deltage mere i Debatten. Jeg havde udtalt min Mening saa
klart, som jeg formaaede, og kunde efter min Alder og Stilling ikke
vente, at mine Ord skulde veie synderligt. Dog holdt jeg efter
Opfordring i Konservativ akademisk Forening i 1891 et Foredrag om
radikal og konservativ Pædagogik, og endnu adskillige Aar senere
fandt jeg mig foranlediget til en offentlig Udtalelse. I 1898
tilfaldt det Professor _Gertz_ at holde Talen ved Universitetets
Reformationsfest. Han gav deri et kort Overblik over, hvorledes det
var gaaet med Studiet af Oldtidssprogene og Oldtidslitteraturen ved
Universitetet og i Skolen indtil vor Tid, og sluttede med den
Udtalelse, at for Fremtiden var det nødvendigt, at Græsken helt
rømmede Skolen og Latinundervisningen indskrænkedes. Tilhørerne
studsede; man havde ikke ventet en saadan Udtalelse ved denne
Leilighed. Prof. Gertz bad mig om at anmelde hans Indbydelsesskrift
"Stat og Statsforfatning i Oldtidens Hellas", som jeg havde sagt ham,
at jeg syntes meget godt om. Jeg svarede ham nu, at jeg i saa Fald
ogsaa maatte tage Talen med. Gertz's Tale er trykt i Tilskueren 1898
(S. 987 ff.), min Anmeldelse i Nationaltidende d. 29. Decemb. s. A.
* * * * *
Medens Spørgsmaalet om en Reform af den lærde Skole i fulde tre
Fjerdedele af et Aarhundrede havde staaet paa Dagsordenen, og efter
forskjellige tildels modsatte Forsøg, under hæftige Partikampe,
endnu er langt fra sin Løsning, er der en anden, mindre vigtig
Reform, som har havt en lignende Skjæbne, og hvis Historie heller
ikke kan kaldes lystelig, den danske Retskrivnings Reform.
"For fyrretyve eller halvtredsindstyve Aar siden existerede der en
dansk Retskrivning," siger C. St. A. Bille i 1888, og deri har han
Ret. Alle nogenlunde betydelige Forfattere skrev omtrent ens, og
denne Retskrivning lærtes i Skolerne med største Lethed. Det var i
sin Helhed en god Retskrivning, hvorefter Sproget lærtes og skreves
med Lethed og Sikkerhed, og den var saa konsekvent, som man med
Billighed kunde forlange. Et og Andet kunde ændres og simplificeres,
uden at Helheden blev rokket, og det skete ogsaa efterhaanden. Det
var at ønske, at man var bleven saaledes ved. Men allerede 1826 havde
Rask fremsat sit Forslag til en fuldstændig Omdannelse af den danske
Retskrivning, bygget paa Lydlæren og Etymologien. Det var et
videnskabeligt Arbeide, men -- Retskrivning er "en praktisk Sag". Den
modtager som enhver Praxis gjerne Videnskabens Haandsrækning; men
Hovedsagen er Hensigtsmæssigheden. Retskrivningen har kun sin
Betydning ved, at man er enig om den. At nu den store Sproggranskers
Disciple optog hans Retskrivning i deres Skrifter, kan man forstaa,
men at de ogsaa indførte den i deres Skolebøger, var utilbørligt.
Skolen er ikke Stedet for Experimenter; den skal gjøre Ungdommen
bekjendt med Nutidens Viden og Tankegang og dens Forudsætninger;
Fremtiden raader den ikke over. Den daværende "Direction for
Universitetet og de lærde Skoler" synes ikke at være bleven opmærksom
paa dette Overgreb i rette Tid, og i Tredserne befandt den danske
Retskrivning sig i en lidet heldig Opløsningstilstand. Det var et
almindeligt Ønske, at den daværende Ubestemthed maatte afløses af
bestemte Regler; man misundte Svenskerne, der vare heldigere i den
Henseende. Dertil kom, at det stadig voxende Ønske om en nøiere
Tilslutning til Brødrerigerne krævede Fjernelsen af den, ganske vist
ikke betydelige, Hindring for Læsningen af svensk Litteratur, som den
forskjellige Retskrivning lagde i Veien. Ønsket om en Tilnærmelse i
denne Henseende var lige saa levende i Norge og Sverige som i
Danmark, og L. K. Daas Forslag, at Udvalgte fra alle tre Riger skulde
træde sammen for at forhandle om en fælles Retskrivning, fandt
almindelig Tilslutning. I Kjøbenhavn valgtes 20. Marts 1869 af en
anselig Kreds af litterært interesserede Mænd[8] 5 Repræsentanter til
et saadant Udvalg, Professorerne S. Grundtvig og Lyngby, Pastor J.
Kok, Rektor Thrige og Konrektor Lembcke, der dog blev forhindret i at
give Møde. De fik den Opgave "ved Samarbeiden med de Norske at
tilveiebringe hensigtsmæssige Forslag til en fælles dansk-norsk
Retskrivning, der kunde ventes at trænge igjennem og afløse den nu
herskende Mangfoldighed, og som tillige, i Forbindelse med
tilsvarende Forbedringer i den svenske Retskrivning, væsentlig vilde
lette den gjensidige Benyttelse af den dansk-norske og den svenske
Litteratur."
[8] Indbyderne til Mødet vare H. N. Clausen, M. Goldschmidt, S.
Grundtvig, E. Holm, J. Kok, K. J. Lyngby, C. Ploug, A. Steen, Jap.
Steenstrup, M. Steenstrup, S. B. Thrige, J. L. Ussing, N. L.
Westergaard. Mødets Dirigent var disse Blades Forfatter.
Mødet holdtes i Stockholm 25.-30. Juli, og Resultatet foreligger
i de af de tre Folks Sekretærer udarbeidede Beretninger. For
Danmarks Vedkommende er Beretningen forfattet af Lyngby (1870),
og i Overensstemmelse dermed udgav Sv. Grundtvig en "Dansk
Retskrivningsordbog" (Oktbr. 1870). Men allerede inden denne var
udkommen, offentliggjorde de oprindelige Indbydere 21. Juni 1870 en
Erklæring, hvori de vel ikke tiltraadte alle de af Stockholmermødet
foreslaaede Ændringer, men anbefalede dem, som de mente vilde finde
"almindelig Imødekommen". Erklæringen er trykt i Grundtvigs "Dansk
Haandordbog" (1872) S. VII f. Videre troede man i det Øieblik ikke at
turde gaa; men der var ikke Faa af Underskriverne, der vare
misfornøiede med denne halve Forholdsregel.
Indførelsen af latinske Bogstaver i Stedet for gothiske mødte ingen
Vanskelighed; men beklageligt er det, at man forsømte denne Leilighed
til at indføre Tegnet å i Stedet for aa, saa at vi endnu idag beholde
saadanne Monstra som "paaagte", "Paaaanding". Ønskeligt havde det
ogsaa været, om man havde afskaffet Navneordenes Fremhævelse ved
store Begyndelsesbogstaver; men disse store Bogstaver ere nu Folkets
Kjælebørn, og de fik senere en veltalende Forsvarer i E. v. d. Recke
(Store og smaa Bogstaver 1889). -- Sandheden er dog alligevel, at de
ere unødvendige og upraktiske, og det er meget uheldigt, naar man
efter de nu gjældende Regler beholder dem i Navneord, men ikke i
Tillægsord, der staa som Navneord, hvor en saadan Fremhævelse, hvis
man vil anvende dette Middel, er langt mere nødvendig. Paa den anden
Side fulgte man Stockholmermødet i Afskaffelse af Vokalfordobling og
understøttende e som Tegn for Vokallængde, uden dog at optage det
nødvendige, i den svenske Retskrivning anvendte Komplement, at
fordoble Endekonsonanten, hvor Vokalen er kort. Man indsaa nok, at i
mange Tilfælde er Betegnelsen af Forskjellen nødvendig for at
forebygge Misforstaaelse, men i saadanne Tilfælde, mente man, kunde
Vokallængden betegnes med en Akcent, et Nødmiddel, som Publikum dog
har fundet altfor fremmed og været meget uvilligt til at benytte.
Naar jeg trods disse og flere Betænkeligheder dog satte mit Navn
under den nævnte Erklæring, var det, fordi jeg fandt, at der var ikke
Andet at gjøre. Vi maatte ud af det Uføre, hvori vi befandt os, og
det kom mindre an paa, at Retskrivningen tilfredsstillede den enkelte
Forfatter, end paa at den blev almindelig antaget. Der var Udsigt
til at dette kunde ske med de her fremsatte Regler. D. 9. August 1871
anbefalede Kultusministeren dem for de lærde Skoler og d. 21. Febr.
1872 for alle Landets Skoler. At Underskriverne og mange Flere fulgte
dem, saa længe de kunde betragtes som raadende, er en Selvfølge. Men
vort Haab, at der derved skulde være gjort Ende paa de orthografiske
Experimenter, gik ikke i Opfyldelse. Den ny Bygning var altfor
skrøbelig til at kunne holde sig i Længden og blev efterhaanden
Gjenstand for flere og flere Angreb. Kultusminister Scavenius fandt,
at her burde Regjeringen træde ordnende til, og efter at have
raadført sig med nogle faa tilkaldte Forfattere og Sprogmænd, der saa
vidt vides, næsten alle fraraadede ham at foretage nogen Forandring,
forordnede han i 1888 "nye Retskrivningsregler", og Saaby fik den
Opgave at udarbeide en ny Retskrivningsordbog. Der havde været Grund
til et saadant Skridt, hvis man enten vilde gaa tilbage til
Retskrivningen fra Trediverne, eller omvendt havde villet tage
Skridtet helt ud og gjennemføre den Opgave, der oprindelig var bleven
sat Stockholmermødet; men de nye Regler vare ikke kvalitativt
forskjellige fra de ældre. Var der Regler, man vilde foretrække for
de tidligere, var der andre, som det modsatte var Tilfældet med. Det
er muligt, at Ministeren fra først af havde paatænkt større
Ændringer, men den almindelige Stemning nødte ham til at nøies med
dette Compromis. De nye Regler bleve ved ministerielt Magtbud
indførte i Skolerne, men havde ikke Autoritet nok til at gjøre sig
gjældende udenfor dem.
Det gik Flere som mig, at medens vi siden 1870 samvittighedsfuldt
havde overholdt den "Grundtvigske" Retskrivning, fordi den syntes
at være en Fællesretskrivning, mente vi nu, efter at denne var
ophævet og Ingen kunde vide, hvor længe den "Saabyske" (saaledes
kaldet efter den Mand, hvem Ministeren overdrog at forfatte
Retskrivningsordbogen) kunde holde sig, at vi snarere burde vende
tilbage til den, vi havde fulgt i vor Ungdom. Ministerens Regler
bleve heftigt angrebne af C. St. A. Bille (Retskrivningsspørgsmaalet
1889) og E. Jensen (Kultusministeriel Orthografi s. A.); navnlig
Billes veltalende Indlæg udøvede stor Virkning paa Publikum.
Professor P. Hansen foreslog, at en mindre Kreds af danske Forfattere
og Sprogmænd, der ønskede at bevare, hvad der kunde bevares af den
traditionelle Retskrivning, skulde træde sammen for at arbeide i
denne Retning. Efter dette Forslag samledes Amtmand Bille, Prof. P.
Hansen, Prof. H. Scharling, Dr. E. Jessen, Redaktør Borchsenius og
jeg til et saadant privat Arbeide i al Stilhed. Det var efter vor
Opfordring, at Dr. E. Jessen udarbeidede sin "Dansk etymologisk
Ordbog", (1893), et Arbeide, som maaske ikke har haft synderlig
praktisk Betydning, men har beriget den danske Sprogvidenskab med et
smukt og nyttigt Værk. Scavenius' Retskrivningsregler have under hans
Eftermand Goos (27. Febr. 1892) modtaget enkelte Ændringer. Gid de
maa blive staaende, indtil man engang kan enes om en mere konsekvent
og hensigtsmæssig Retskrivning, der kan bidrage Sit til at bygge Bro
imellem Brødrerigerne!
VIII.
KOLLEGER OG VENNER.
Min Ansættelse ved Universitetet bragte mig i Forbindelse med en
Kreds af Mænd, som jeg ærede og høiagtede, og som næsten alle vare
mange Aar ældre end jeg; men den forekommende Venlighed, hvormed de
modtog den unge Kollega, tillod mig ikke at føle mig fremmed iblandt
dem. Samlivet med mine Medlærere ved Universitetet er Noget af det
Skjønneste, som Livet har skjænket mig. I disse Optegnelser om mit
Levned burde de indtage den fornemste Plads; men jeg har ikke Evne
til at skildre, hvad de have været for mig. De fleste af dem ere jo
ogsaa tilstrækkelig kjendte igjennem deres Skrifter og Andres Omtale.
Jeg kan dog ikke nægte mig den Glæde at dvæle ved Erindringen om dem
og i det mindste nævne Navnene paa dem, der have staaet mig nærmest
og havt mest Indflydelse paa mit Livs Udvikling.
Først og fremmest maa jeg nævne _Madvig_, hvem jeg skyldte min første
Indvielse i Videnskabens Helligdom, mit stadige Forbillede, der,
ligesom han havde veiledet mig i Studereaarene, nu ogsaa som Kollega
skulde gjøre det i min Embedsgjerning. Han blev rigtignok Minister
(November 1848), og Statens Anliggender optog ham, men derfor glemte
han mig ikke, og efter to Aars Forløb blev han igjen min Kollega. Det
er bleven yttret af en god Ven, at jeg maatte have følt mig trykket
af Madvigs Overlegenhed. Dette er ikke Tilfældet. Det er aldrig
faldet mig ind at sammenligne mig med ham, men jeg har været glad ved
at staa ved hans Side, og jeg tænkte mig, at mit Arbejde kunde
betragtes som et Supplement til hans. Jeg har liggende for mig et
Brev, som jeg skrev strax, efter at han paa Grund af sit svækkede Syn
havde set sig nødsaget til at tage sin Afsked fra Universitetet. Jeg
udtaler deri min oprigtige Sorg over, at jeg havde mistet min bedste
Støtte. Jeg havde aldrig kunnet sætte noget igjennem i Fakultetet,
naar ikke Madvig var med mig, og helst maatte det da være ham, der
gjorde Forslaget; hans Autoritet bøiede Alle sig for. Vi havde ganske
den samme Livsanskuelse; jeg kan ikke nævne noget Principspørgsmaal,
hvori vi vare uenige. Jeg var yngre og heftigere end han, men jeg
havde Intet imod, at hans Besindighed lagde Baand paa min Ilterhed.
Paa den anden Side roser jeg mig af, at mine Opfordringer af og til
have formaaet ham til at paatage sig en Gjerning, som ellers næppe
var bleven gjort.
Da han havde udgivet sine _Emendationes Livianæ_, kunde jeg ikke
finde mig i, at denne epokegjørende Bog kun skulde staa i de Lærdes
Boghylder og bruges som Trappestige af dem, der senere vilde udgive
Livius. Jeg vilde, at han selv skulde høste Lønnen derfor og selv
gjøre Udbyttet frugtbringende, hvad dog Ingen kunde saaledes som han.
Det var ikke uden Anstrengelser, at jeg fik ham til at udgive Livius,
og han indvilligede kun paa den Betingelse, at jeg skulde hjælpe ham,
Noget jeg naturligvis gjerne lovede. Det var mig et saare kjært og
lærerigt Arbeide. Enkelte Gange kunde jeg gjøre et Forslag til en
Rettelse, som fandt hans Bifald; lykkedes dette ikke, faldt mit
Forslag naturligvis bort; Bogen var jo Madvigs. Ogsaa hans sidste
Hovedværk, _den romerske Statsforfatning og Statsforvaltning_, havde
næppe set Lyset, hvis ikke jeg, i dette Tilfælde kraftig understøttet
af Siesby, havde opfordret ham dertil.
Uenige vare vi vel kun i underordnede og personlige Spørgsmaal, hvor
Madvigs Godmodighed og hans Ængstelse for at gjøre Uvenner eller
anderledes Tænkende Uret syntes mig at føre ham til en mindre rigtig
Afgjørelse. Dette var saaledes engang Tilfældet ved Bedømmelsen af en
Disputats. Madvig var i Virkeligheden enig med mig i, at det var et
altfor intetsigende Arbeide til at erhverve Doktorgraden paa, men da
der ikke var noget egentlig urigtigt deri, vilde han dog nok antage
den; han havde Medlidenhed med Forfatteren, der var bleven afskediget
fra sin Stilling ved en lærd Skole og nu ønskede at rehabilitere sig.
Men da der ikke var nogen Tvivl om, at hans Afskedigelse havde været
en Nødvendighed, fandt jeg det ikke forsvarligt derfor at fælde en
mildere Dom, end jeg ellers vilde have gjort. Forsøget paa at finde
en tredie Censor mislykkedes. Intet af Fakultetets Medlemmer var at
bevæge til at være Opmand imellem os to. Madvig indrømmede saa, at
Disputatsen i dette Tilfælde, hvor der stod 1 Ja imod 1 Nei, ikke
kunde betragtes som antaget.
Et andet Tilfælde indtraf ved cand. philologiæ August Lorenz. Han
havde gjort en god Examen; han var ikke udmærket begavet, men var
overordentlig flittig og arbeidsom og nøiagtig i sine Studier. Han
søgte om et Reisestipendium for at studere i Berlin og ved andre
tyske Universiteter, og Madvig anbefalede ham. Jeg havde oftere talt
med Madvig om, at jeg ikke kunde finde, at Filologerne havde nogen
særlig Nytte af at besøge tyske Universiteter, da disse næppe vilde
give dem Andet end, hvad de kunde finde i de trykte Bøger; jeg vilde
have, de skulde reise til Italien og Grækenland. Dog vilde jeg ikke
have havt noget imod at stemme for denne Ansøgning, hvis det ikke
havde været i Marts 1848. At Lorenz, der paa Grund af Familieforhold
og Opdragelse fuldstændig sympathiserede med det slesvigholstenske
Oprør, ønskede at forlade Danmark, fandt jeg meget naturligt; men
jeg kunde ikke fatte, at man derfor skulde give ham et Stipendium;
det forekom mig en Skandale, at en dansk Student i det Øjeblik vilde
studere i Berlin, medens andre Danske, der vare ansatte i Tyskland,
opgav deres Stillinger dèr for at vende hjem og tilbyde Fædrelandet
deres Tjeneste. Efter Madvigs Ønske talte jeg med Lorenz og sagde
ham, at jeg kunde ikke give ham min Stemme til at studere i Tyskland,
men jeg vilde ikke modsætte mig, hvis Reisen gjaldt andre Lande. Han
lovede mig da at reise til Frankrig og Italien. Han fik Stipendiet og
reiste saa -- til München. Han kom naturligvis aldrig tilbage til
Danmark. Han søgte Ansættelse i Tyskland, tog Doktorgraden der og
erhvervede sig en vis Anseelse ved en flittig og omhyggelig Udgave af
Plautus' Mostellaria; han blev Gymnasiallærer i Berlin, hvor han
døde. Jeg fik dog endnu et alvorligt Mellemværende med ham. I hans
Mostellaria havde han indført et Par fortrinlige Textrettelser -- det
var det eneste Nye i Bogen -- og han høstede naturligvis Ros for dem.
De samme vare imidlertid et Par Aar tidligere fremsatte af S. Bugge i
Tidsskrift for Filologi, og de vare saa eiendommelige, at der ikke
var nogen Sandsynlighed for, at Lorenz af sig selv skulde være faldet
paa de samme; han burde i alt Fald have nævnt sin Kilde; thi at han
kjendte Bugges Afhandling, var hævet over al Tvivl; med andre Ord,
her forelaa et Plagiat. Dette vilde jeg, navnlig for Bugges Skyld,
ikke lade upaatalt. Jeg oplyste det derfor i en lille Artikel i
Tidsskr. f. Filologi VIII (1869), S. 204 ff. under Titelen Suum
cuique. Det er muligt, at dette Plagiat ikke var bevidst. Lorenz kan,
da han læste Bugges kritiske Afhandling, have indført disse Rettelser
i sin Plautustext, og saa senere glemt, hvor han havde dem fra, ja
endog have troet, at det var hans egne. Sligt er hændet Andre; men
utilbørligt er det jo. At Lorenz hævnede sig ved en nedrivende Kritik
af min Udgave af Plautus, kan man nok tænke sig.