Venlighed, og deres Børn bleve i Aarenes Løb nogle af mine og min
Families nærmeste Venner. Af lignende Art var Forholdet til min anden
Lærer, _F. C. Petersen_. Jeg har tilbragt mange hyggelige Timer i
Regentsprovstens Hus. Der havde jeg ogsaa den Fornøielse at træffe
Digteren Heiberg, der var en Fætter til Fru Petersen, og hans Hustru,
hvem jeg saa ofte havde beundret paa Skuepladsen. _H. N. Clausen_ og
hans Familie havde jeg gjort Bekjendtskab med i Italien, og jeg var
lykkelig ved at kunne fortsætte Bekjendtskabet efter min Hjemkomst.
Til Clausen var jeg ogsaa knyttet ved Overensstemmelse i politiske
Anskuelser og ved varm Anerkjendelse af hans Arbeide for det danske
Folks Ret i Sønderjylland. Med sønlig Ærbødighed betragtede jeg den
villiestærke Mand, og jeg følte mig tiltalt af den formskønne Ro, der
var udbredt over hele hans Fremtræden. _J. F. Schouw_ blev jeg noget
senere bekjendt med, men Bekjendtskabet blev ikke langt, thi han døde
allerede i Foraaret 1852. Det var Høyen, der førte mig til ham. Han
var allerede dengang svag, og naar den fine, stilfærdige Mand gik og
støttede sig paa min Arm i Botanisk Have, følte jeg nok, at hans Liv
nærmede sig sin Afslutning. Hvilken Forskjel imellem ham og den
livlige _Forchhammer_, der engang imellem indbød mig til et
Lhombreparti eller sendte Bud efter mig, naar han savnede et Foredrag
til en Aften i Videnskabernes Selskab, hvis Sekretær han var. Jeg
holdt inderlig af ham, og jeg glemmer ikke det overvældende Indtryk,
som Budskabet om hans pludselige Død gjorde paa mig, faa Dage efter
at han havde undret sig over, at jeg kunde indhente ham, som han gik
paa Kjøbenhavns Gader. Hans Søn Johannes, senere Rektor paa
Herlufsholm, blev en af mine ældste og kjæreste Elever, og er mig
endnu en kjær Ven og Studiefælle. En lignende Livlighed udmærkede den
gamle Læge _O. Bang_. I Anledning af min Indtrædelse i Konsistorium
sporede han sin Yndlingsganger og sendte mig et versificeret Brev,
som jeg dog ikke skal gjentage her, da det ikke var bestemt for
Offentligheden. _H. C. Ørsted_ elskede og beundrede jeg ligesom Alle.
En smuk og tiltalende Skikkelse var Theologen _C. E. Scharling_, hvis
Sønner, Theologen Henrik og Statsøkonomen William, senere bleve mine
Kolleger og nære Venner, et Baand som blev endnu fastere, da ogsaa
deres elskværdige Hustruer sluttede sig nøiere til min Hustru. Den
gamle _N. M. Petersen_ var en Type paa en stille Lærd, der levede i
Videnskabens Idealer og skyede Verdens Larm. En beslægtet Natur, men
mindre sygelig, var _C. F. Allen_ (f. 1811). Han blev sent ansat ved
Universitetet (1851), men han havde længe før den Tid hørt til mine
Venner. Hans vel bekjendte historiske Arbeider vidne tilstrækkeligt
om hans varme Følelser for Fædrelandet, for Menigmands Ret og for
Danskhedens Ret i Sønderjylland. De ville for bestandig sikre ham en
fremragende Plads i det nationalliberale Partis Rækker, men han saa
klarere end de Fleste, hvilke Farer der truede fra det absolute
Demokrati, og han var ingen Beundrer af Juni-Grundloven. Han traadte
aldrig offentlig frem; men ved Skrivepulten arbeidede han trods
Brystsygens Lidelser trofast til sin Død (1871). Hans Efterfølger,
_Caspar Paludan-Müller_, var ældre end han. Han var Rektor i
Nykjøbing, da han blev kaldet til den Plads, som hans historiske
Arbeider havde gjort ham selvskreven til. Han var maaske det
kraftigste Skud af denne kraftige Slægt, som Danmark skylder saa
meget, men den i Familien arvelige Tunghørhed gjorde ham det
vanskeligt at deltage i Samtaler og Forhandlinger, og skjøndt baade
jeg og andre med Glæde vilde tjene ham som Hørerør, trak han sig dog
tilsidst mismodig tilbage fra den Verden, hvori han saa gjerne vilde
leve.
_Westergaard_ var kun fem Aar ældre end jeg, og vi kunde altsaa nok
betragtes som jævnaldrende. Zend og Sanskrit forstod jeg mig
rigtignok ikke paa, men der var Interesser nok, som vi havde fælles.
Hans Hustru døde tidlig og efterlod ham to Sønner og to Døttre, af
hvilke den ældste kun var ti Aar gammel. Fra den Tid levede han kun
for Børnenes Opdragelse. I det alvorlige Hjem var Kjærligheden
forenet med en Nøisomhed og ethisk Strenghed, som ikke vilde være
almindelig i den nulevende Slægt. Han havde af Naturen et kraftigt
Legeme, men de anstrengende Studiereiser i hans Ungdom havde
efterladt sig alvorlige Følger, og han blev kun 63 Aar gammel. Men
selv i den sidste Svaghedsperiode bevarede han sin Villiekraft. Naar
han kom hjem fra den lille Kjøretur, som Lægen havde foreskrevet ham,
tillod han ikke Andre at hjælpe ham op ad de besværlige Trapper; han
vilde hjælpe sig selv. Han satte sig paa det nederste Trin af Trappen
og flyttede sig derfra op paa det næstnederste o. s. v., saa at han
kom siddende og baglænds op til sin Bolig paa 2. Sal. Børnene have
bevaret Venskabsforholdet til mig og mit Hus. Den yngste Søn er
Professor i Statistik og Nationaløkonomi ved Universitetet. --
_Japetus Steenstrup_ (f. 1813, d. 1897) havde maaske ikke saa lidt
Lighed med Westergaard i Charakteren, men Temperamentet var ganske
forskjelligt. Steenstrup var livligere og interessantere. Der var i
hans aandrige og gemytlige Samtaler noget eiendommeligt Bedaarende.
Han var helt optaget af Samtalens Emne, men nervøs og pirrelig imod
Angreb, og han havde ikke det Held som Westergaard at leve i en
Videnskab, hvis faa Dyrkere kunde holde Fred med hinanden. Med
sjælden Alsidighed søgte han at omfatte store Afsnit af Danmarks
Natur- og Oldforskning, og begge disse Videnskaber skylde ham meget.
Han var en af de første Undersøgere af den fjerne Fortids hidtil
oversete Levninger, og endnu i hans høie Alderdom var Undersøgelse af
Kjøkkenmøddinger og Moser hans kjæreste Syssel. Den nærmere
Forbindelse imellem os opstod, medens han var Sekretær og jeg
Redaktør for Videnskabernes Selskab, men den fortsattes stadig og
fik et nyt Indhold, da jeg blev hans Kollega i Carlsbergfondets
Direktion. Et uheldigt Fald, hvorved Hoften blev brudt, berøvede ham
Førligheden i en lang Række Aar. Han maatte gaa med to Stokke og
kjøre, naar Veien var lidt længere, men hans Livlighed og
Arbeidskraft var usvækket. Et større Knæk fik han, da han mistede sin
elskede Hustru og i det sidste Aar af sin Levetid ogsaa sin yngste
Datter. Hans Søn, Historikeren Johannes Steenstrup, har i en Række af
Aar været min Kollega og Ven.
Mineralogen _Johnstrup_ var kun 5 Aar yngre end Steenstrup. Det var
en Kollega saa elskværdig og hyggelig som Nogen. Efter en langvarig
og smertelig Sygdom døde han Nytaarsaften 1894. -- _Holten_ blev
Ørsteds Eftermand. Der var ingen Medbeiler, der kunde gjøre ham
Pladsen stridig; men han savnede en Betingelse, som dengang var
nødvendig; han var ikke Student. Han fik da Lov til at afhjælpe denne
Mangel ved at underkaste sig en extraordinær Examen i Latin, og det
blev mig, der skulde examinere ham. Jeg var ængstelig for Udførelsen
af dette Hverv. Holten var 3 Aar ældre end jeg, og det var ikke at
vente, at en Mand i den Alder efter den korte Forberedelse, han havde
havt, skulde kunne bestaa en ordentlig Prøve; men bestaa maatte og
skulde han. Til min store Overraskelse var Udfaldet af Prøven
imidlertid glimrende. Han var et godt Hoved og en særdeles dannet
Mand, der var vel hjemme i de moderne Hovedsprogs Litteratur. Han
holdt af at nyde Livet og befandt sig bedst i et muntert Lag af
jævnaldrende eller yngre Kamerater, hvor hans overraskende, stundom
noget drøie Vittighed var en uudtømmelig Kilde til Morskab. -- En
fuldstændig Modsætning til ham var den anatomiske Professor _F.
Schmidt_, med hvem jeg som Regentsprovst kom i nærmere Berørelse, da
han var Medlem af Stipendiebestyrelsen. Han døde allerede 1880. Hans
Eftermand i den nysnævnte Bestilling blev _C. M. Reisz_, en
fortræffelig og yndet Læge, hvis glimrende og slagfærdige Vittighed
var almindelig bekjendt; hans varme Hjertelag kjendte hans nærmere
Venner. Han døde 18. Juli 1902.
* * *
Ogsaa af mine nærmeste Jævnaldrende og Venner fra Studenteraarene
fandt jeg Adskillige ved Universitetet. Min kjære Reisefælle og
senere Husfælle _Julius Gram_ var bleven ansat kort før jeg. _A. F.
Krieger_ var det flere Aar i Forveien. I de Aar, da han var Minister,
saa jeg lidet eller intet til ham, men senere glemte han mig ikke.
Naar jeg kom ud til ham i hans ensomme Hjem i Rosenvænget, blev jeg
underkastet et skarpt Forhør om Alt muligt; thi medens han selv var
uproduktiv, vilde han vide Besked med alle Ting, og det fuld Besked.
I de senere Aar, da hans svækkede Syn ikke tillod ham at læse, var
han jo ogsaa endnu mere henvist til at høre. Jeg havde den Glæde
ogsaa at kunne yde mit Bidrag til det Festskrift, som nogle Venner
overrakte ham, da han fyldte sit 70de Aar; det var en lille
Afhandling om Loven fra Gortys: "Et Indblik i gammel græsk
Lovgivning." Han døde 1893.
Den gamle Lyceenser _Hermansen_ fandt jeg som theologisk Professor.
Han var endnu ganske uforandret. Hans Morgendrik var "en Slurk udaf
hans Vandkande", og Ilden i hans Kakkelovn kom sent til at brænde;
men han var med al sin Tørhed lige saa hjertelig og tjenstvillig som
før. Nogle Aar senere ægtede han en Kvinde, som man sagde han havde
beilet til i mangfoldige Aar, men hun vilde ikke forlade sine gamle
Forældre, saa længe de levede. Fra det Øieblik blev hans Liv saa
hyggeligt og venligt, som vi undte ham det. Han vedblev at holde
Forelæsninger, selv da Alderdommen gjorde det nødvendigt, at Pedellen
maatte hjælpe ham op paa Kathedret og Tilhørernes Tal var svundet ind
til 3 eller 4. Saa fandt Konsistorium, at han burde anmodes om at
søge sin Afsked, og det overdrog mig at meddele ham dette. Da jeg
havde udført dette lidet behagelige Hverv, svarede han ganske
sagtmodig: "Naa, synes I det?" og gik saa ind og skrev Ansøgningen.
Min Husfælle fra Borchs Kollegium, _J. F. Hagen_, blev Professor i
Kirkehistorie, stedse en hurtig Arbeider og en livlig og morsom
Omgangsfælle. Desværre blev han tidlig bortreven af en Brystsygdom
(1859). En anden Borchianer, _A. Steen_, blev Professor i Mathematik
1861, og min Studenterkamerat _H. Bröchner_ blev 1857 Docent og
senere Professor i Filosofi. De ville blive omtalte nærmere i næste
Kapitel.
Men jævnaldrende Fagkolleger, der dyrkede det samme Studium, og med
hvem jeg kunde drøfte Videnskabens Problemer, havde jeg ingen af.
Petersen var meget ældre. Madvig var fuldt optaget af sin
videnskabelige Virksomhed, og strax efter af Statens Anliggender;
Tregder var i Sorø; Thrige, Lefolii og Lund havde ogsaa forladt Byen.
Jeg maatte drive mine Studier alene; men det stadige Hensyn til mine
Tilhørere og Elever nødte mig til at give dem Klarhed og Afrundethed.
Det varede heller ikke længe, inden der, jeg tør ikke sige iblandt
mine, men blandt Madvigs Disciple uddannede sig Videnskabsmænd, der i
Aarenes Løb bleve mine Kolleger. Den ældste af disse er _O. Siesbye_
(f. 1832). Det var tidlig klart, at man maatte ønske ham knyttet til
Universitetet; men Professor vilde han ikke være. Han var Jøde og
fandt det ikke stemmende med sin Samvittighed at aflægge den Ed, der
krævedes af kongelige Embedsmænd; han vilde kun modtage en
ministeriel Ansættelse som Docent. Universitetet indstillede ham til
at blive Doktor uden Disputats. Som Lærer for Studenterne har han
gjort overordentlig Nytte. De Unge syntes ofte, at han stod dem
nærmere end Professorerne, og kom lettere i et fortroligt Forhold til
ham. Positiv og nøiagtig Kundskab var hans Løsen; han stræbte ikke
efter at være aandrig og indlod sig ikke paa Spørgsmaal, der forekom
ham uløselige, som f. Ex. de homeriske Digtes Forhistorie. Han var
overhovedet ikke frugtbar som Forfatter. Hvad han skrev, var for det
Meste kun Bemærkninger om enkelte sproglige Fænomener i Græsk, Latin
eller Dansk, Bemærkninger, der fik Værd ved Iagttagelsens Finhed og
Skarphed; men med den største Beredvillighed stillede han sin Viden
og sit Arbeide til Andres Raadighed. Bad jeg ham om at skaffe
Oplysning om en eller anden filosofisk Enkelthed, bad jeg aldrig
forgjæves.
_Edv. Holm_ studerede først Filologi. Han tog filologisk
Embedsexamen, og hans første Arbeider behandlede Emner af den
klassiske Oldtids Historie. Men snart kaldte Fædrelandet paa ham med
en høiere Røst, og han fandt i Danmarks Historie, særlig i det 18de
Aarh., et Omraade, som efter hans udtømmende Studier og lige saa
besindige som retfærdige Kritik kunde vise sig i et renere og sandere
Lys end tidligere. Ingen af mine Kolleger har staaet mig saa nær som
han, og jeg maa vel have Lov til at kalde ham min bedste Ven. I alle
almindelige Spørgsmaal stemmede vore Anskuelser. I Fakultetet og i
Konsistorium stod vi stadig ved hinandens Side, og hans Stemme havde
altid meget at betyde. Da han efter en lang og frugtbar Virksomhed
som Universitetslærer i sit 66de Aar opgav dette Embede, var det,
fordi han fandt, at det ikke lod sig forene med Udførelsen af det
store Arbeide, han betragtede som sit Livs Hovedgjerning, saa meget
mere som hans Stilling som Formand for Carlsbergfondets Direktion
paalagde ham et vidtløftigt administrativt Arbeide. Om den Dygtighed
og Takt, hvormed han røgtede dette betydningsfulde Hverv, har der kun
været een Mening, og det har været et af Lyspunkterne i mit Liv, at
jeg har været Medlem af den Direktion, som han ledede.
Min særlige Fagkollega, _Gertz_, har ved sine kritiske Arbeider og
Udgaver af Seneca o. A. erhvervet sig et anset Navn i Filologien, og
ved sine Oversættelser af klassiske Forfattere har han skjænket den
danske Læseverden en værdifuld Gave. Gid de maa finde mange Læsere,
saa at de dog kunne blive et lille Surrogat for det Studium af
Originalerne, som den nulevende Slægt mener at kunne undvære! --
Ogsaa _Vilhelm Thomsen_ og _L. Wimmer_ har jeg havt den Glæde at se
først som Tilhørere og senere som Kolleger; men den klassiske
Filologi blev kun et Gjennemgangstrin for dem. Det var ved
Granskningen af andre, fjernere liggende Sprog og de nordiske
Runemindesmærker, at de skulde høste deres Laurbær. -- _J. L.
Heiberg_ derimod vedblev at være en trofast Dyrker af de helleniske
Muser. Alsidig som en ægte Hellener forbandt han mathematiske og
filosofiske Studier med Studiet af Poesien og Kunsten, og jeg har ham
at takke for mere end eet Bidrag til mit Arbeide i de senere Aar. I
det indelukkede Liv, som Alderen paalægger mig, sætter jeg dobbelt
Pris paa Luftninger fra Videnskabens fjernere Egne.
I _Høyen_ havde jeg, saalænge han levede, en trofast Ven og Støtte.
Havde der nogensinde været Fare for, at jeg skulde lukke mig inde i
Filologiens Lønkammer, vilde hans aandrige Omgang og hans glimrende
Forelæsninger have kaldt mig ud til at nyde Livet og Skjønheden;
Kunsten vedblev at være min anden Verden. Hvad jeg skylder ham, og i
hvilket Lys jeg ser ham, har jeg efter Evne fremstillet i den ovenfor
omtalte Levnedsbeskrivelse.
Hans Eftermand i Professoratet blev hans Elev, _Julius Lange_, en
aandrig, ung Mand, der har udøvet stor Indflydelse ved sine talrige
kunsthistoriske Skrifter, og som maa regnes iblandt Danmarks ypperste
Forfattere. Hans Blik var ikke saa fint og sikkert som Mesterens,
og i Bedømmelsen af hans Samtidige savnede man undertiden
Selvstændighed, men hans Hovedanskuelse af Kunsten var sund, og han
var en flittig og indsigtsfuld Forsker, af hvem man kunde lære
meget. Han havde ikke Høyens glade Freidighed; en tidlig indtrædende
Tunghørhed og huslige Sorger kastede en Skygge over hans Liv. Hans
Foredrag var ikke saa glimrende som Høyens, men det var interessant
og undertiden vittigt. Høyen gav Resultatet af Undersøgelserne, Lange
selve Undersøgelsen. Han havde derfor altid en stor Tilhørerkreds, og
efter hans tidlig indtraadte Død var det en let Sag for hans Venner
at samle de fornødne Midler til at opreise et Monument for ham. Da
Høyen døde, havde man ikke forsøgt noget Saadant, dels fordi
Monumenternes Tid endnu ikke ret var kommen, dels fordi der ved Siden
af den Kreds, der havde sluttet sig om ham, stod en anden, der
betragtede ham som ensidig og partisk, og ved sin høirøstede Tale
havde skaffet ham mange Uvenner. Nu var Forholdet et andet. Efter en
Menneskealders Forløb vovede Ingen at nægte, at han havde været en
Stormand i Aandens Verden og Kunsthistoriens Skaber i Danmark. Det
lod sig derfor ikke gjøre at reise Lange et Monument, uden at Høyen
ogsaa fik sit. Det fornødne Beløb blev uden Vanskelighed skaffet til
Veie; begges Buster opstilledes ved Indgangen til Nationalmuseet og
afsløredes i December 1898. Det faldt i min Lod at holde Mindetalen
over Høyen; den kan læses i den Berlingske Tidende 7. Jan. 1899;
Talen over Lange holdt Kunsthistorikeren Carl Madsen.
IX.
UNIVERSITETET.
For Aaret 1875-76 blev jeg valgt til Universitetets Rektor.
Aaret begyndte med Sorg. Jeg mistede en kjær Kollega. _Hans Brøchner_
var halvanden Maaned yngre end jeg; vi bleve Studenter sammen, og jeg
havde strax følt mig tiltalt af denne skjønne og ædle Personlighed;
efter hans Ansættelse ved Universitetet kom vi hinanden stedse
nærmere, og i det sidste Aar, da den tærende Brystsyge allerede viste
sin nedbrydende Magt, kom jeg ofte til ham. Han døde 17. Decbr. 1875.
Dagen før sin Død havde han bedt mig at komme til sig. Han vilde ikke
begraves fra nogen Kirke, men spurgte mig, om Begravelsen ikke kunde
foregaa fra Universitetet (fra Solennitetssalen eller fra et af
Auditorierne), hvor da jeg som Universitetets Rektor kunde sige et
Par Ord. Det skar mig i Hjertet, at jeg maatte sige ham, at der næppe
var nogen Sandsynlighed for, at Konsistorium vilde give sit Samtykke
hertil. Jeg tilføiede, at han behøvede jo ikke at begraves fra nogen
Kirke; det kunde jo ske fra Kapellet paa Kirkegaarden. Dette Forslag
antog han; "og", tilføiede han, "skal jeg have nogen Præst, saa lad
det blive Ewaldsen". Til ham henvendte Familien sig da. Man ønskede,
at han ikke skulde holde nogen Ligtale; men han erklærede, at hvis
han skulde forrette Jordpaakastelsen, _vilde_ han ogsaa tale. Efter
min Vens sidste Udtalelse ønskede ogsaa jeg at aflægge et Vidnesbyrd,
og Pastor Ewaldsen og Biskop Martensen gav deres Samtykke dertil. Jeg
meddeler dette saa omstændeligt, fordi Sagen har været fremstillet
anderledes, bl. a. af G. Brandes i hans forøvrigt fortræffelige
Artikel om Brøchner i 1. Hefte af _Norden_, Illustreret skandinavisk
Revue, Kbhvn. 1887. Min Tale lød efter min samtidige Opskrift
saaledes:
VED BRØCHNERS BEGRAVELSE D. 23. DECBR. 1875.
Efter de Ord, vi nu have hørt, kunde en yderligere Udtalelse
synes overflødig. Naar jeg ikke desmindre tager Ordet, da er det
ikke blot for at tilfredsstille en personlig Trang; men det er
nærmest foranlediget ved det sidste Ønske, vor bortgangne Ven
udtalte til mig, at der ved hans Baare maatte lyde et Vidnesbyrd
fra den Højskole, hvortil han havde viet sin bedste Kraft. Lad
dette Vidnesbyrd være en Tak fra hans Medarbeidere, ældre og
yngre, en Tak for trofast Samvirken, for hans redelige og
alvorlige Stræben i Videnskabens Tjeneste og for hans varme og
opoffrende Kjærlighed til de Unge. Lad os ikke spørge, om hans
Granskning har ført ham til det Maal, _vi_ have sat for vore
Veje; det staar for os som et ærligt og alvorligt Arbeide i
Sandhedens Tjeneste, og et saadant Arbeide er aldrig forgjæves.
Det er et svært Arbeide, den paatager sig, der prøver paa at løse
Tilværelsens første og sidste Problemer, og det gjælder om ikke
at tage det letsindigt. Troligt har han arbeidet og grundig
forfulgt den lange Vei igjennem Tænkernes Skrifter fra den ældste
Tid indtil nu. Hans ædle Aand kunde ikke standse i Materialismens
Tomhed, men i fuld Overbevisning om Aandens Evighed har han peget
hen paa en Forening af den ideale og reale Anskuelse, som han
haabede Fremtidens Filosofi vilde lægge klart for Dagen. Han
havde en Tro paa Filosofiens Mission, som man kunde misunde ham.
Der var derfor en Ro og Besindighed i hans Arbeide, som ikke
fornægtede sig selv i Stridens Dage. Thi visselig brændte der en
Ild i hans Indre, og han veg ikke frygtsom tilbage for Kampen,
men den haardeste kæmpede han i sit eget Indre, og først lutret
og renset igjennem denne traadte han frem for sin Modstander og
for Dommernes Kreds. Den Skjønhed, som fra Fødselen af var
udbredt over hans hele Væsen, fulgte ham ogsaa her. I hans Liv
som i hans Tanke var Harmonien hans Løsen. Han vidste, han var et
Led i den store Helhed, og Ethikens Fordring om en harmonisk
Indordning deri stod for ham som en ubrødelig Lov, som det var en
hellig Pligt at overholde paa hvert et Punkt. Ja lad os takke ham
for den ethiske Alvor, der prægede hans Liv; den skal staa som
et Mønster for os alle, Ældre og Yngre. Og naar jeg paa de Ældres
Vegne takker ham for hans Samvirken, da er det netop med Blikket
fæstet paa de Unge, der vare hans Livs Glæde. Han fulgte ikke
blot deres Studier med aarvaagent Øie, men alle deres Livsforhold
vare Gjenstand for hans varmeste Deltagelse. Den unge Slægt, der
har følt hans Velvillie og lært at se op til den alvorlige
Tænker, den Slægt som har set hans utrættelige Nidkjærhed i sin
Lærervirksomhed, der har set ham under Udøvelsen af sit Kald
trodse Sygdom og Svaghed og set Kræfterne voxe under selve
Pligtopfyldelsen, hvor man troede han maatte segne, den vil ogsaa
offre hans Minde en taknemmelig Taare og lægge en Laurbærkrans
paa hans Grav. Og denne Krans lægges ikke alene af dem, der hylde
hans Tænknings Resultater, men ogsaa af dem, der finde Hvile i en
modsat Anskuelse og forsvare den med de Vaaben, som han har lært
dem at føre.
Saa Farvel da, Du skjønne alvorsfulde Skikkelse. Du har ikke
ønsket, at noget Marmormonument skulde reise sig over Din Grav.
Ogsaa uden det troede Du, at Du vilde leve i Dit Arbeids Frugter
og Dine Venners Erindring. Du har ikke taget fejl. Et
uforglemmeligt Billede af Dig bære vi i vor Sjæl, og i
taknemmelig Erindring sige vi, i det vi skilles fra Dit Støv: Ære
være Dit Minde!
En Uges Tid senere, den 4. Januar, indeholdt Social-Demokraten
et ualmindeligt hadefuldt Angreb paa mig eller rettere paa
Universitetet. Professor A. Steen havde ved den sidste
Reformationsfest holdt Talen og deri rettet et skarpt Angreb paa
Theologien, som han ikke vilde anerkjende som Videnskab eller som
hjemmehørende ved Universitetet. At en saadan Udtalelse paa det Sted
og i den Anledning var lidet passende, kunde der ikke være Tvivl om,
og Konsistorium havde i den mildest mulige Form udtalt sin
Misbilligelse deraf. Nu kom Brøchners Begravelse til som den sidste
Draabe, og Stormen brød løs i al sin Styrke.
Denne Artikel fandt jeg ikke Grund til at tage nogen Notits af.
Anderledes var det med et nyt Angreb paa Universitetet i Morgenbladet
28. Januar, særlig rettet imod en af Universitetets ypperste Lærere,
Japetus Steenstrup. Ved Siden af ham var der bleven ansat en anden
zoologisk Professor, Entomologen Schiødte, der antoges at
repræsentere en anden Studieretning, som udelukkende tog Sigte paa
den empiriske Undersøgelse. Prof. Schiødtes Elever, der betragtede
denne Retning som den ene berettigede, angreb Steenstrup med en
Heftighed, der endog har yttret sig efter hans Død. Det var denne
Uvillie, som Morgenbladet gjorde sig til Organ for. Som Docent,
hedder det, ender han der, hvor Videnskaben begynder; han virker mere
hemmende end fremmende og bør sættes paa Pension. Det bebreides
Universitetet, at den ene af de to omtalte zoologiske Retninger har
hele Magten, Hovedindflydelsen paa Examiner, Æresposter, Legater og
Stipendier, medens den anden tilsidesættes og undertrykkes. Dette tog
jeg til Gjenmæle imod i Morgenbladet for 4. Februar. At de imod
Universitetets Bestyrelse rettede Beskyldninger vare aldeles
ugrundede, var det en let Sag for mig at vise ved Kjendsgjerninger,
og hvad Steenstrups Lærervirksomhed angik, hvorom det særlig var
bleven sagt, at hans Forelæsninger for de medicinske Studenter vare
saa ubrugelige, at Prof. Panum blev nødt til at bebyrde sine
fysiologiske Forelæsninger med at gjøre hans Arbeide, erklærede Prof.
Panum selv paa det Bestemteste, at dette ingenlunde var Tilfældet.
Han udtalte sin varmeste Paaskjønnelse af den Maade, hvorpaa
Steenstrup udførte sit Hverv, hvilken han ligefrem betegnede som
mønsterværdig.