Forfatter, som havde været forsømt i et Par hundrede Aar. F. Ritschl
havde begyndt en stor kritisk Udgave, der blev hilset som et
epokegjørende Arbeide, hvorved man endelig engang kunde faa Plautus
at se i sin ægte Skikkelse. Han havde givet en klar Fremstilling af
Textens Historie og en omhyggelig Kollation af de Haandskrifter,
hvorpaa dens Fastsættelse maatte bygges, men i selve Recensionen var
han gaaet frem med stor Vilkaarlighed, og i de foretagne Rettelser
sporede man ikke Plautus' Aand. Aldeles uforsvarlige vare de
Omflytninger af enkelte Vers eller af hele Stykker, han havde
foretaget. Ritschls Udgave fjernede sig i Virkeligheden meget mere
fra den virkelige Plautus end de ældre Udgaver; men det forekom mig,
at man ved en ædruelig Benyttelse af det foreliggende, for en stor
Del af Ritschl tilvejebragte Materiale vilde kunne naa en saa korrekt
Text, som der kunde naaes, og denne Text burde da ledsages af en
fuldstændig, til Nutidens Standpunkt svarende Fortolkning. Idet jeg
paatog mig en saadan Opgave, skjulte jeg ikke for mig selv, at jeg
kastede Handsken til den tyske Filologi, og at den paafølgende Kamp
kunde blive bitter nok; men det syntes mig nødvendigt i Videnskabens
Navn at nedlægge Protest imod Ritschls Fremgangsmaade, siden Ingen af
hans Landsmænd, der vare nærmest dertil, vilde gjøre det. Senere, da
jeg allerede havde udgivet to Bind af Værket, talte jeg derom med
Professor Studemund i Strassburg, den Mand, der har indlagt sig
større Fortjeneste af Plautus' Textkritik end nogen Anden ved sin
overordentlig omhyggelige Kollation og Udgave af den Ambrosianske
Palimpsest og ved sine slaaende og smagfulde Textrettelser. Jeg
spurgte ham, hvor det kunde være, at Ingen af de tyske Filologer
kunde se, at Ritschls Methode var en Afvei. Han svarede: "Naar en
Mand her i Tyskland har naaet en saadan Anseelse, kan det ikke hjælpe
at træde op imod ham." I Principet var han ganske enig med mig.
Jeg vovede altsaa Forsøget. Første Bind af min Plautus, indeholdende
Prolegomena samt Amphitruo og Asinaria, udkom 1875. Det blev
naturligvis strax angrebet paa det Heftigste. Jeg besvarede Angrebene
i Fortalen til 2. Bind og fortsatte uforstyrret mit Arbeide indtil
dets Slutning (1886). De Ritschlske Principer fik ogsaa snart
udspillet deres Rolle; han selv har i den sidste Udgave af Trinummus
i flere Henseender forladt dem, og saavel de, der efter hans Død have
fortsat hans ufuldendte Plautusudgave, som den dygtige Plautiner Leo
ere langt fra at følge dem. Min Plautusudgave vandt ogsaa, trods sine
Mangler, efterhaanden en vis Anerkjendelse ikke blot i England, men
ogsaa i Tyskland. Af 4. Binds 1. Afdeling, Miles gloriosus og
Mercator, udkom 2. Udg. 1892.
* * *
I December 1851 blev jeg Medlem af _Videnskabernes Selskab_. Fra 1867
til 1878 var jeg Redaktør af Selskabets Skrifter. Efter mit Forslag
vedtog Selskabet, at dets Publikationer, der efter Fundatsen skulle
skrives paa Dansk, maatte ledsages af et fransk Udtog, hvis
Forfatteren ønskede det. Fra 1887 har jeg været Formand for den
historiske Klasse.
Mit første Bidrag til Selskabets Skrifter var en historisk
Fremstilling af "Italienernes Delagtiggjørelse i den romerske
Borgerret ved Bellum sociale" 1852. Af de andre Afhandlinger, jeg i
Aarenes Løb har offentliggjort i Selskabets "Skrifter" og
"Oversigter", ere de fleste af ringe Omfang, og mange have kun havt
ephemer Betydning. Skulde jeg fremhæve nogen enkelt, vilde jeg nævne
"Attiske Studier" 1856, hvori jeg nærmere udførte, hvad jeg først
havde fremsat i mit Universitetsprogram 1849 (De Parthenone eiusque
partibus), at det af Indskrifterne var klart, at Phidias'
chryselephantine Statue havde staaet i den Del af Templet, som
kaldtes Hekatompedos, medens Parthenon var den særlige Benævnelse for
den bagved liggende Sal, hvori der opbevaredes forskjellige,
Gudinden tilhørende Gjenstande, en Anskuelse som i Begyndelsen blev
haanet af de tyske Lærde, men en Menneskealder senere, da Dörpfeld
havde overbevist sig om, at der ikke i Oldtiden havde været nogen
Forbindelse imellem de to nævnte Dele af Bygningen, blev tiltraadt af
ham og derefter af Alle. Denne Afhandling blev i 1857 udgivet paa
Tysk tilligemed min Reise i Thessalien som "Griechische Reisen und
Studien".
Af epigrafiske Bidrag skal jeg nævne "Græske og latinske Indskrifter
i Kjøbenhavn" (1854), hvori jeg som et Tillæg til Antiksamlingens
lidet betydelige Monumenter meddelte en Del hidtil ukjendte
Indskrifter fra Brøndsteds Dagbøger. I Oversigten 1866 udgav jeg "Om
nogle af Fr. Rostgaard efterladte Papirsaftryk af græske og latinske
Indskrifter". Det var nemlig ikke, som man i Almindelighed antog, en
ny Opfindelse at tage Papirsaftryk af Indskrifter, men Fr. Rostgaard
havde gjort det henved 200 Aar tidligere, og ved et af disse Aftryk
blev det bevist, at en bekjendt archaisk Indskrift (Corp. Inscr.
Græc. I n. 34) var et Falsum. I 1878 oplyste jeg den besynderlige
Feiltagelse af Th. Mommsen at tillægge Grækenlands Erobrer Mummius
en raa Votivindskrift af en vis Munius. I en Afhandling om de
interessante Lovtavler fra Malaca og Salpensa (1862) gjorde
jeg bl. a. opmærksom paa, at den nu til Dags saa yndede
Forholdstalsvalgmaade allerede havde været anvendt af Romerne, og i
en Afhandling om den tredie spanske Lov, lex Ursonitana (1879),
paaviste jeg, at den sidst offentliggjorte Tavle af denne Lov var et
Bedrageri.
I forskjellige mindre Afhandlinger meddelte jeg Iagttagelser fra mine
Reiser eller beskrev uudgivne Monumenter fra vor Antiksamling. Andre
vare kritiske Behandlinger af bekjendte antike Kunstværker, saasom en
lille Afhandling om "Firbendræberen" (1863), som jeg mener med Urette
er bleven kaldet Apollo, og en Afhandling om den Belvederiske
Apollo, som jeg efter de dengang (1869) foreliggende Data i
Overensstemmelse med Wieseler forklarede som Seirherren over Marsyas,
en Mening jeg nu ikke vover at fastholde, da jeg er tilbøielig til at
tro, at Furtwängler har Ret i, at den Stroganoffske Apollo ikke er
ægte. -- Større Betydning tillægger jeg de archæologiske Afhandlinger
fra mine senere Aar, der ville blive omtalte nedenfor. -- Til den
egentlige Filologi henhører Afhandlingen "Om de Keiser Trajan
tillagte Breve til Plinius" (1860), hvori jeg søgte at vise, at
medens man med Urette har anfægtet Plinius' Breve til Trajan, kunne
de Svar paa en Del af disse, som Keiseren skulde have givet, næppe
antages for ægte.
Blandt alle mine Skrifter har intet været mig kjærere end _N. L.
Høyens Levned_. Efter at min høit elskede Lærer og Ven var død 29.
April 1870, opfordrede hans Familie og Venner, særlig Ploug, mig til
at forfatte hans Levnedsbeskrivelse. Det var mig et kjært Arbeide at
dvæle ved Minderne, og hans efterladte Breve satte mig i Stand til at
forfølge hans Livsbane ogsaa igjennem de Aar, hvori jeg ikke havde
kjendt ham; men det syntes mig ogsaa en ligefrem Pligt at klare
Forestillingerne om denne Mand, som skjøndt han maatte regnes iblandt
Danmarks Store, dog var saa lidet kjendt og havde været Gjenstand for
saa stor Miskjendelse. Mængden havde ondt ved at tilegne sig hans
ideale Syn paa Kunsten, og naar han opfordrede til ihærdigt og
selvstændigt Arbeide og revsede Udskeielser, kaldte man det
Ensidighed og Partiskhed. De Kunstnere, der med Rette eller Urette
mente, at Bebreidelserne gjaldt dem, kaldte ham en ildesindet
Kritiker og dømte ham som den, der tog Brødet ud af Munden paa dem;
man skulde jo dog leve af sin Kunst.
Min Levnedsbeskrivelse af Høyen udkom 1872, udgivet af Samfundet for
den danske Litteraturs Fremme. Ikke mindre kjært var det mig, at den
af Høyen stiftede og for en stor Del ved hans personlige Arbeide
opretholdte Forening for nordisk Kunst overdrog mig at samle og
udgive hans Skrifter, der fandtes spredte paa forskjellige Steder, og
hans uudgivne Forelæsninger, der almindelig omtaltes som Mesterværker
af Veltalenhed. Høyens Samlede Skrifter udkom i 3 Bind 1871-76.
* * *
I Anledning af Kronprinsens Sølvbryllup (1894) besluttede
Universitetet at udgive et Festskrift, og det blev overdraget mig at
forfatte et saadant. Jeg skrev da en æsthetisk-archæologisk
Afhandling om _den græske Søilebygnings Udvikling_, hvori jeg blandt
andet søgte at rekonstruere den ældste ioniske Søileform efter de
nyeste Fund paa Samos, i Neandrea, Naukratis og Lokri. Conze
opfordrede mig til at lade den oversætte paa Tysk, og det havde jeg
ogsaa gjort, hvis jeg ikke med det Samme havde faaet et Brev fra
Dörpfeld, hvori han forsikrede, at de Kapitæler fra Neandrea, som
Koldewey havde udgivet, og som jeg havde benyttet, aldrig havde
existeret; det var en vilkaarlig Sammensætning af to Kapitæler, der
ikke hørte sammen, hvilket han vilde paavise i et Skrift, der vilde
udkomme med det Første. Jeg besluttede da at afvente dette, en
Beslutning jeg nu fortryder; thi Dörpfelds Skrift kom aldrig. Var min
Bog udkommet paa Tysk, havde det maaske været en Spore for ham til at
udføre sit Forsæt, og man havde kunnet faa at vide, om Koldewey
virkelig havde havt Uret. Indtil det modsatte bevises, maa man
antage, at han har Ret, og Durm har ogsaa uden Betænkning optaget
disse Kapitæler fra Neandrea i 2. Udgave af sin Geschichte der
Baukunst bei den Griechen.
VII.
SKOLEVIRKSOMHED. -- PÆDAGOGIK. -- RETSKRIVNING.
Mit Virkefelt var blevet Universitetet, og ikke, som jeg i min Ungdom
havde tænkt, Skolerne; men derfor tabte jeg ikke min Kjærlighed til
_Skolen_. Da jeg i 1856 fandt, at min Embedslønning ikke var fuldt
tilstrækkelig til min Families Underhold, søgte jeg at faa Timer i en
Skole. Skjøndt jeg fra min tidligere Virksomhed som privat Dimissor
havde Ord for at være en dygtig Lærer, faldt det mig dog vanskeligt
at faa saadanne, ikke fordi jeg forlangte høiere Betaling, end andre
Lærere fik, men fordi man ikke syntes, man kunde byde en Professor 2
Mark, d. e. 67 Øre, for Timen. Tilsidst opnaaede jeg dog for den
nævnte Betaling at faa Undervisningen i Græsk i øverste Klasse i
Borgerdydskolen hos Professor Rovsing. Men efter et Aars Forløb blev
denne Virksomhed afbrudt ved en Udenlandsreise og ikke senere
gjenoptaget. Derimod fik jeg nogle Aar senere Leilighed til at gjøre
mig bekjendt med Landets Skoler i større Omfang, idet Madvig, naar
han som _Undervisningsinspektør_ reiste omkring for at kontrollere
Skolernes Afgangsexamen, af og til tog mig med som Medhjælper ved
Censuren; og da han i 1874 fratraadte det nævnte Embede, og der i
hans Sted blev indsat en Kommission af 3 Medlemmer, blev jeg den ene
af disse, hvilken Stilling jeg beholdt i 3 Aar, indtil jeg blev
udnævnt til Regentsprovst, og de nye Krav, der derved stilledes til
mig, nødte mig til at opgive en Stilling, jeg havde sat Pris paa. Det
havde været mig kjært ved denne Virksomhed at fornye gamle
Bekjendtskaber og stifte nye, især da jeg fandt, at der næsten
allevegne blev arbeidet godt og samvittighedsfuldt. Men jeg dulgte
hverken for mig selv eller for Andre, at den hele Organisation ikke
behagede mig. Den blotte Examenscensur var efter min Mening en
utilfredsstillende Kontrol, og det vilde være langt nyttigere, hvis
Undervisningsinspektøren fra Tid til anden overværede den daglige
Undervisning. Han vilde derved faa et langt paalideligere Billede af
Skolens Arbeide og bedre kunne give Lærerne veiledende Vink.
Den lærde Skole havde undergaaet stor Forandring siden mine
Drengeaar. Den daværende _Skoleplan_ fandtes allerede i Trediverne
utilfredsstillende. Man krævede en fyldigere Undervisning i de
levende Sprog, men fremfor Alt i Naturvidenskaberne. Hvad der i det
første Universitetsaar til Anden Examen foredroges af Fysik,
Astronomi og høiere Mathematik, blev saa flygtig lært, at det strax
igjen blev glemt; det burde læres i Skolerne for tilbørlig at
fordøies. H. C. Ørsted, Schouw og Madvig vare de fornemste Talsmænd
for en Reform af Skolen i denne Retning, og efter Forhandlinger med
dem og med tre ansete Skolemænd fastsattes en ny Skoleplan.
Universitetets præliminære Undervisningskursus (Anden Examen) skulde
ophæves og med Undtagelse af Filosofien henlægges til Skolen. Denne
blev derved forlænget med et Aar, og Lavalderen for Adgang til
Universitetet blev 18 Aar i Stedet for 17. Paa den anden Side
skulde Skolens to nederste Klasser nedlægges; Undervisningen i de
gamle Sprog skulde skydes to Aar længere frem, og Børnenes
Sprogundervisning begynde med de levende Sprog. De tidligere toaarige
Klasser skulde forandres til etaarige, og Modenhedsprøven for
Adgangen til Universitetet, Examen artium, der tidligere holdtes ved
Universitetet, skulde henlægges til Skolerne. Denne Plan blev i 1845
provisorisk indført i 3 Skoler, og i 1850 udvidet til alle.
At dette var et betydeligt Fremskridt, derom kunde der ingen Tvivl
være. I alle Fag blev Undervisningen forbedret, og særlig skete der
de tidligere forsømte Realfag og de nyere Sprog tilbørlig Fyldest.
Lærerne tog ogsaa med Iver fat paa de nye Opgaver, og der arbeidedes
alvorligt i Skolerne, i Førstningen maaske flere Steder for stærkt.
De mindre begavede og mindre energiske Disciple havde ondt ved
at følge med, og der klagedes over, at Skoleungdommen blev
overanstrengt. Dertil kom Misfornøielsen med, at de Studerende nu
skulde holdes et Aar længere i Skolen, hvilket undertiden havde
pekuniær Betydning for Forældrene, især da der ikke var synderlig
Udsigt til, at Studietiden ved Universitetet kunde forkortes; thi
skjøndt Anden Examen var ophævet, begyndte Studenterne dog yderst
sjælden paa deres Examensstudium strax ved Indtrædelsen i
Universitetet, hvilket havde været tilsigtet, men det første Aar
anvendtes alene til Filosofien, hvori Fordringerne vare betydelig
forøgede. Det syntes endnu at være et Rusaar og at lide af de
Mangler, man havde anket over ved dette.
Disse Klager kunde ikke kaldes ganske ubeføiede, og Ministeriet
nedsatte en Kommission for at prøve deres Berettigelse. Den nedsatte
Kommission foreslog ogsaa nogle Lempelser i Skoleplanens Fordringer;
men disse vare altfor smaa til at tilfredsstille de Misfornøiede, og
i 1860 begyndte der et sandt Stormløb imod den nye Skoleplan. En
anonym Forfatter, E--e, skrev en Piece: "Har Indførelsen af den
nye Undervisningsplan for de lærde Skoler været en Fremgang
eller Tilbagegang?" hvori han søgte at vise, at det Sidste var
Tilfældet. Han fik en vis Støtte af en yngre Skolemand, H--h ("Om
Undervisningsplanen og Afgangsexamen ved de lærde Skoler"), der
rigtignok i Hovedsagen var aldeles uenig med ham, men havde andre
Ønsker og andre Forslag, samt af en tredie Anonym R ("Om det
lærde Skolevæsen"), der søgte Hjælpen i den størst mulige Frihed.
Madvig imødegik disse Angreb i et fortrinligt lille Skrift "I
Anledning af de Angreb, der nylig ere gjorte paa de lærde Skolers
Undervisningsplan". Ogsaa jeg tog Del i Debatten ved nogle Artikler i
"Fædrelandet" 22., 24. og 25. Septbr. Jeg var overbevist om, at
Planen i det Hele var fortræffelig, men jeg havde Intet imod
Indførelse af rimelige Lempelser og Indrømmelse af en vis Frihed i
Udførelsen. Hvad jeg nærmest krævede, var dog Ophævelse af de
Inkonsekventser i Examensordningen, der virkede forstyrrende paa
Skolens Arbeide. Den Sidste af alle de Forfattere, der i dette Aar
skrev "Indlæg i Skolesagen", var Overlærer Fogh. Ogsaa med ham havde
jeg et lille Ordskifte i "Fædrel." 29. Nov., medens hans Skrift fik
en fortræffelig Gjendrivelse af E. Holm i "Fædrel." 28. og 29. Decbr.
I den Madvigske Skoleplan begyndte Latinundervisningen 2 Aar senere
end i den gamle Skole; før det 13. Aar skulde Disciplene kun lære
levende Sprog, først Tysk, siden Fransk. Man havde forsvaret dette
ved, at man burde begynde med det Letteste, Simpleste og nærmest
Liggende. Jeg havde altid fundet og oftere udtalt, at efter dette
Raisonnement burde Engelsk og ikke Tysk blive Begyndelsessproget,
saasom det baade ligger Dansken nærmere, er simplere i sin Bygning og
langt lettere at lære for Børn. Efter min Mening havde ogsaa den
engelske Litteratur nok saa meget at betyde som den tyske, ligesom
Engelsk jo ogsaa i langt høiere Grad var Verdenssprog end Tysk;
Engelsk burde derfor indtage Tyskens Plads i Skolen. Denne
Tanke fremsatte jeg i en Piece med Titel "De lærde Skolers
Undervisningsplan og de levende Sprogs Stilling i samme". Den er
skreven i 1864 umiddelbart efter Slesvigs Tab. Harmen og Sorgen har
sin Del i dens Form, men ikke i dens Indhold. Min Ven E. Lembcke, der
paa selv samme Tid udtalte det Samme i "Fædrel." 27. Sept., ender sin
Artikel med disse Ord:
"Den fremherskende Plads, det tyske Sprog har faaet i den danske
Skole, har det ikke faaet ved et Feilgreb af Skolen eller dens
Bestyrelse, men som en naturlig Følge af den Plads, det engang
har indtaget i Folkets Liv og siden altfor længe bevaret i dets
Forestilling; den er et Udtryk af den Betragtningsmaade, at
Danmark i Grunden dog er et Annex til Tyskland; men paa denne
Maade kan et Skolefags altfor fremtrædende Plads paa Timetabellen
blive til et haanende Trældomsmærke, hvis Udslettelse er en
national Æressag."
Der var mange Flere, der delte mine Anskuelser og Ønsker; men det
kunde ikke sættes igjennem. Tysken syntes af mange Grunde lige saa
uundværlig nu som tidligere; men det varede en rum Tid, inden vi
kunde forsone os dermed. Ikke at vi vilde undvære, hvad den tyske
Videnskab og Kultur kunde byde os, men vi vilde ikke have Udseende af
at være Tyskere. Vi vilde, at de skulde se, at vi vare et dybt
krænket Folk, der ikke kunde betragte dem som Brødre, før de havde
gjort i det Mindste en Del af den gjorte Uret god igjen.
Det var min Regel, naar tyske Videnskabsmænd besøgte mig, da at tale
Fransk med dem. Tankeudvexlingen led ikke derved, men de Fleste følte
sig ubehagelig berørte deraf. Dog var der ogsaa dem, der fandt det
ganske naturligt. Jeg skal anføre et Par Exempler. I 1872 ankom min
Hustru og jeg en Aftenstund til Pompeii. Hotellets Pensionærer sad
netop ved Aftensbordet. Selskabet bestod af Russere og Tyskere, og
Samtalen førtes paa Tysk; men saa snart vi traadte ind og det blev
sagt, at vi vare Danske, blev Sproget efter Forslag af Professor
Gädechens fra Jena øieblikkelig forandret til Fransk. To Aar senere
besøgte jeg Professor Studemund i Strassburg, med hvem jeg ønskede
at drøfte et Par Spørgsmaal vedrørende Plautus. Hans første Ord til
mig var: "Sprechen Sie Deutsch oder Französisch?" Jeg svarede, at
naar jeg besøgte en Tysker i hans Hjem, talte jeg Tysk, men besøgte
han mig i Danmark, vilde jeg bede ham at tale et andet Sprog. I flere
Aar fastholdt jeg dette Princip, men i Længden lod det sig ikke
gjøre, i alt Fald ikke lige over for Videnskabsmænd, med hvem jeg kom
i nærmere Berørelse, og som jeg betragtede som virkelige Venner.
Klagerne over Skoleplanen fortsattes, snart fra den ene, snart fra
den anden Side; kun Eet var der, hvorom alle Klagerne kunde samles,
det populære Slagord Overanstrengelse. Det ene Parti ankede over, at
Mathematikens Fordringer vare altfor overdrevne, det andet over, at
de gamle Sprog krævede for meget. Tilsidst mente Kultusminister Hall,
væsentlig paavirket af sin Ven M. Hammerich, at finde et
Universalmiddel i en Deling af Undervisningen i Skolens to øverste
Klasser, saaledes at Disciplene dèr henholdsvis fritoges for de Fag,
som de havde mindst Interesse og Anlæg for og antoges at faa mindst
Brug for i deres fremtidige Livsstilling. Der nedsattes en
Kommission, bestaaende af Madvig som Undervisningsinspektør,
Professor Steen og Rektorerne Birch og Forchhammer, for at udarbeide
et Forslag til en saadan Ordning, og dette Forslag blev forelagt
Rigsdagen for at ophøies til Lov. Dette havde ikke været nødvendigt,
Ændringen kunde være foretaget ved kongelig Anordning. Det var et
Misgreb at give et saadant uprøvet Forsøg en Lovs Uforanderlighed, og
besynderligt var det at se en saa usagkyndig Autoritet som Rigsdagen
drøfte Skolelovforslagets enkelte Bestemmelser og slaa dem fast, saa
at mulige Feil ikke kunde rettes uden ved en ny Lov.
Loven af 1. April 1871 indførte efter fransk Mønster en Tvedeling
(bifurcation) af Skolen. Tidligere havde man forlangt, at alle
Studenter skulde være i Besiddelse af den samme almindelige Dannelse,
nu ophørte Fællesskabet med det 16. Aar, medens man først blev
Student 2 Aar senere. I de sidste 2 Aar var Skolen delt i en
sproglig-historisk og en mathematisk-naturvidenskabelig Afdeling, af
hvilke den første ikke lærte Mathematik, den anden ikke de gamle
Sprog. Madvig gik kun modstræbende ind paa Tvedelingen, og dog bærer
han for en stor Del Ansvaret for denne Lov, thi den blev kun vedtaget
i Landsthinget med 1 Stemmes Majoritet. Havde han stemt imod den, var
den bleven forkastet, hvad den vel havde fortjent, saa ufuldstændig
forberedt som den var. Han havde troet at burde give efter for en,
som han antog, almindelig Stemning og Ministrenes Ønske i den
Forventning, at der kunde bødes paa Manglerne i Principet ved de
enkelte Bestemmelser, og han tænkte ikke paa, at naar man giver en
vis Mand en Finger, tager han den hele Haand. Han havde saaledes
bestandig forlangt, at der skulde skrives latinsk Stil ved
Afgangsexamen i den sproglig-historiske Retning; men da dette ikke
kunde sættes igjennem, erklærede han i det sidste Øjeblik at ville
nøies med, at der krævedes en fransk Stil i Stedet, og da dette var
Betingelsen for hans Stemme, blev det vedtaget. Det var en uheldig
Bestemmelse; thi i Stedet for en Fordring, som Skolen uden
Vanskelighed kunde opfylde ("en let latinsk Stil uden grove Feil")
sattes en, som den aldeles ikke kunde magte, idet Fordringerne til
det levende Sprog selvfølgelig gik langt videre. Den franske Stil
blev ogsaa senere delvis afskaffet, men naturligvis uden at den
latinske Stil blev gjenindført.
Loven blev modtaget med blandede Følelser. Overanstrengelse vovede
man ikke mere at klage over; men det var dog kun Mathematikerne, som
syntes virkelig tilfredse. De havde naaet Alt, hvad de forlangte, en
fyldig Mathematikundervisning, saa at Afgangsexamen i den
mathematisk-naturvidenskabelige Retning gav Adgang til den
polytechniske Læreanstalt. Det Tab i humanistisk Henseende, der var
lidt ved, at Undervisningen i de gamle Sprog ophørte saa tidlig, at
det, der var lært deraf, ufeilbarlig maatte blive helt glemt, lagde
man i Begyndelsen ikke videre Mærke til. Men desto større var
Misfornøielsen paa den anden Side, hvor man ikke blot kunde
beklage sig over den tilsvarende Ulempe, at Disciplene af den
sproglig-historiske Retning paa Grund af Mathematikundervisningens
altfor tidlige Ophør vare utilladelig uvidende i dette Fag, men ogsaa
over, at selve de klassiske Sprog havde lidt Uret, og det tidligere
Kundskabsmaal nu ikke længere kunde naaes.
En af de første, der alvorlig angreb den nye Skoleplan, var Dr.
_Pingel_ i den Berlingske Tidende 28. Februar og 1. Marts 1877. Han
blev imødegaaet af Madvig i samme Blad 13. Marts, men fortsatte sin
Polemik i de to følgende Aar i et Par Piecer: "Om Hovedmanglerne ved
den lærde Skole" og "Fortsatte Betragtninger over den lærde Skole".
Hans varme og veltalende Indlæg vare dog i flere Henseender for
uklare til at kunne udøve Indflydelse, og hans Polemik forblev
resultatløs. I de Angreb, der i sin Tid gjordes paa Skoleplanen af
1850, havde det været almindeligt at kaste Skylden for den saakaldte
Overanstrengelse paa Madvigs Grammatik. Dette var ubeføiet; men endnu
besynderligere var det, naar Pingel rettede sine Vaaben imod
"Madvigianismen", idet han under dette af ham dannede Ord
sammenfattede Alt, hvad han mente at kunne bebreide Skolen, medens i
Virkeligheden Madvig altid havde revset og modsat sig de paaankede
Feil. Jeg fik mange Opfordringer til at svare Dr. Pingel, og jeg tog
ogsaa fat paa Arbeidet, men det blev overflødigt ved andre, fuldtud
fyldestgjørende Gjendrivelser ("Dagbladet" 1.-3. Okt. 1879, og M.
Rosing "Dr. Pingel og den lærde Skole").
Misfornøielsen blev imidlertid mere og mere almindelig og gav
sig Luft baade i Piecer og Bladartikler (se J. L. Heiberg i
det Letterstedtske Tidsskrift 1884.) Imidlertid var der ogsaa
paa et andet nærliggende og beslægtet Omraade indført en
indgribende Forandring, idet den siden 2. Febr. 1849 bestaaende
filologisk-historiske Embedsexamen ved Anordningen af 25. Oktbr. 1883
var bleven afløst af en _ny Skoleembedsexamen_. Tidligere prøvedes
Kandidaten i Latin, Græsk, Historie og Dansk (med Oldnordisk); nu
indførtes der forskjellige Faggrupper bestaaende af 1 Hovedfag og 2
Bifag, og ved Valget af disse bleve de nyere Sprog stillede lige med
de gamle. Dette var et Skridt i samme Retning som Skoleloven af 1871;
den encyklopædiske Dannelse veg tilbage for den specielle. Det var en
Lettelse for de Studerende, at de kunde kaste sig udelukkende over
det Fag, som særlig interesserede dem, og de kunde uddanne sig til
videnskabelige Specialister. Men Skoleembedsexamen burde dog ikke
være en Prøve for Videnskabsmænd, men for Skolemænd. Skolen er ikke
tjent med en Faglærer, som faar Lyst til at lære Disciplene specielle
Enkeltheder paa det Vigtigeres Bekostning; den er bedst tjent med en
Lærer, der er hjemme paa mere end eet Omraade og ikke er tilbøielig
til at overse sine Medlæreres Fag.