det Første, der saaledes blev mig paalagt, var det mest Elementære,
at holde de latinske Forelæsninger til Anden Examen, som endnu bestod
indtil 1850. Men efter at Madvig var bleven Minister (November 1848),
overtog jeg ogsaa latinske Forelæsninger for Viderekomne, og efter F.
C. Petersens Død (1859) delte jeg og min nye Kollega, Gertz, den
græske og latinske Filologi, efter som vi hver Gang fandt det
hensigtsmæssigt. Jeg har saaledes i Aarenes Løb holdt exegetiske
Forelæsninger over en betydelig Del af den latinske og græske
Litteratur, thi det var min Regel saa vidt muligt aldrig at læse 2
Gange over det samme Skrift. I Overensstemmelse med den gamle Regel
docendo discimus ansaa jeg det for rigtigt i Aarenes Løb at
gjennemgaa den størst mulige Del af Litteraturen med den Grundighed
og Fuldstændighed, som Forelæsningen kræver. Hensynet til Studenterne
var selvfølgelig det afgjørende. For dem kunde det for det meste være
ligegyldigt, om jeg valgte den ene eller den anden Bog af den Kreds
af Skrifter, de burde kjende, medens det var en virkelig Fordel at
faa en Forelæsning frisk, som den lige var sprunget ud af
Studerekammeret. Der kan i en saadan findes Overflødigheder, som man
vil udelade, naar man tager Emnet op paany; der kan være Feil,
som senere kunne rettes; men mig har det altid forekommet, naar
jeg en enkelt Gang blev nødt til at gjentage en tidligere
Forelæsning, at jeg da ikke mødte med saa fuldt et Hjerte, jeg kunde
næsten sige, med saa god Samvittighed som første Gang. Ved de
systematiske Forelæsninger over Oldtidslivets forskjellige Sider,
Litteraturhistorie, Mythologi, Statsforfatning, Epigrafik,
Kunsthistorie o. s. v., var Gjentagelsen ofte uundgaaelig; de
vigtigste af disse Fag burde gjennemgaas hvert 4. eller 5. Aar, for
at ethvert Hold af Studerende kunde faa Leilighed til at høre dem;
men ogsaa der søgte jeg altid at finde en ny Form eller et nyt
Udgangspunkt. Jeg varierede mellem Forelæsninger og Øvelser, eller
jeg udtog en enkelt Side eller en enkelt Del til særlig Behandling.
Især i _Archæologien_ var dette Tilfældet. Ved Siden af Forelæsninger
over den antike Kunsts Historie i sin Helhed søgte jeg ved Foredrag
over Athen, Rom, Pompeii, Olympia, Pergamos o. a. at give et Billede
af Oldtidens Liv, som det viser sig i Monumenterne, idet jeg med det
Samme gjorde det danske Publikum bekjendt med de nye Fund, der have
kastet et saa overraskende Lys over den klassiske Oldtid; og jeg har
navnlig i de senere Aar havt den Glæde, at mine Forelæsninger have
samlet en større Kreds af Tilhørere ogsaa udenfor Universitetet. Det
har lige fra først af været min Bestræbelse at give mit Foredrag en
saadan Form, at det kunde tiltale alle Dannede, og jeg har aldrig
kunnet se, at Grundigheden eller Korrektheden led ved, at der
anvendtes nogen Omhu paa Formen, som kunde bringe mere Liv i
Kundskabsmassen.
Mindre heldig var jeg i mine Bestræbelser for at gjøre selve
_Sprogene_ mere levende. Tidens Strøm gik i den modsatte Retning, og
i Aarenes Løb tiltog den stadig i Hastighed. Græsk og Latin vare jo
døde Sprog; anderledes vilde man ikke betragte dem, og faar den
Retning, som nu fører det store Ord, Lov til at raade, ville de snart
blive nedsatte til blot at være Forsteninger ligesom fossile
Levninger fra Urtiden. Men dertil ere de dog sandelig for gode, de
Sprog, som i over to tusinde Aar have været Kulturens Bærere og have
hævet den menneskelige Tale til den Skjønhed og den Tankeklarhed, som
vi nu glæde os over at besidde. Man vil omstøbe Tankerne i et nyt
Stof, og man fatter ikke, hvor meget der tabes ved enhver Omstøbning.
Man finder den lige Vei til Kilderne for steil og besværlig; man
foretrækker at gaa udenom Bjerget. Man vil hjælpe sig med
Oversættelser og med "Kulturhistorie". Det er mageligere, men det er
en Omvei, en lang Omvei, og Udbyttet er lige saa forskjelligt, som de
Indtryk, man modtager paa en Fodreise, ere forskjellige fra dem, man
bringer hjem fra en Jernbanetur. I gamle Dage skrev man latinske
Epigrammer og citerede Homer og Horats; nu betragtes Græsk og Latin
kun som Kadavere til at dissekere. Jeg elskede baade det latinske og
det græske Sprog og vilde gjerne bibringe mine Elever den samme
Kjærlighed. Af en smuk og ren latinsk Stil har man lige saa megen
Fornøielse som af en fransk Stil, og betragtet som Dannelsesmiddel
staar den første høiest. Men de moderne Sprog have det Fortrin, at
man kjender deres Udtale, og man gjør da mere eller mindre heldige
Forsøg paa at gjengive den. Ved Oldsprogene har man opgivet Evret.
Naar Begynderen spørger sin Lærer om, hvordan han skal udtale
Bogstaverne, faar han det Svar, at han skal udtale dem ligesom paa
Dansk. Det skal sagtens være nemmere. Ser man da ikke, at det netop
morer Børnene at efterligne det fremmede Tungemaal, og at dette kun
interesserer dem, naar det bliver nogenlunde levende for dem? Eleven
kan da heller ikke undgaa at lægge Mærke til, at der ikke er to
levende Sprog, hvori Bogstaverne udtales ganske ens; hvor kan han da
tro, at Grækerne og Romerne udtalte dem som Kjøbenhavnerne? Nei, det
er umuligt af Bogstavernes Form at slutte sig til deres Udtale; man
kan ikke undvære den mundtlige Fortolkning. Hvis man vilde optage den
overleverede Udtale og udtale Latinen som Italienerne og Græsken som
Nygrækerne, vilde man baade gjøre Videnskaben og det praktiske Behov
en Tjeneste. Men i dets Sted har man fulgt den tyske Skole; man
forlanger, at c i Latinen altid skal udtales som k, idet man efter en
ensidig Bevisførelse paastaar, at denne Udtale ikke blot har været
mulig i en fjern Oldtid, men endog skal have holdt sig indtil
Middelalderens Begyndelse. Hvorledes da Sibileringen har kunnet blive
indført i alle de afledede Sprog, forklarer man ikke, og man bryder
sig ikke om at forvirre de stakkels Disciple ved at lære, at det
samme Bogstav skal udtales anderledes i Latin end i Fransk. Ved
Optagelsen af den italienske Udtale vilde Forvirringen ophøre og
Gaaden blive løst. Ved Græsken er Forholdet tilsyneladende
vanskeligere. Det er en let Sag at gjøre sig lystig over de mange
forskjellige Tegn for i-Lyden, men det er mærkeligt, at man kan gjøre
det, naar man selv ikke adskiller {theta} fra {tau} og {chi} fra
{kappa} i sin Udtale, og her kan dog Ingen sige, at Udtalen i
Aarhundredernes Løb er bleven forandret. Der er Ingen, der paastaar,
at de gamle Grækere have udtalt Vokalerne ligesom Nygrækerne; men
alligevel mene Traditionens Tilhængere at staa Sandheden nærmere end
de, der følge den i Tyskland vedtagne rent hypothetiske Udtale. Møder
man med den ligeoverfor en Græker, tror han, det er Chinesisk eller
Irokesisk, man taler. Jeg stod imidlertid ene med den Anskuelse, og
der kunde ikke være Tale om at føre den igjennem. Jeg benyttede da
den moderne (traditionelle) Udtale for mit eget Brug; jeg gjorde mine
Disciple opmærksom paa, hvad der maatte antages for rigtigt i denne,
og jeg tænkte mig, at ligesom jeg selv under Brugen af denne følte
Sproget mere som levende, saaledes kunde ogsaa de Studerende faa en
Anelse om det Samme; men da Undervisningen maatte gaa ud paa at
uddanne dem til Lærere ved Skolerne, fulgte det af sig selv, at de
maatte følge den dèr vedtagne Udtale, og ved Examinerne maatte jeg
selv bruge den; men jeg kunde ikke tilbageholde et Suk over, hvad der
derved var gaaet tabt.
Naar jeg paa det første nordiske Filologmøde (1876) indledede en
Diskussion om Udtalen af Latin og Græsk, var det heller ikke, fordi
jeg ventede mig noget positivt Resultat deraf, men jeg trængte til at
lette min Samvittighed og for Alvor at gjøre opmærksom paa, hvordan
Forholdet virkelig var. Naar man gjennemlæser Referatet i den af
Wimmer udgivne "Beretning om Forhandlingerne ved det første nordiske
Filologmøde" (S. 8-23), vil man se, at mine Ord ikke fandt synderlig
Gjenklang; paa dette Omraade syntes Publikum lidet bevægeligt. Man
indrømmede saaledes, at der ikke kunde være nogen Tvivl om den rette
Udtale af {theta} og {chi}, men dog mente man ikke, at den burde
optages, fordi "vi have ikke disse Lyde i vore Sprog". Man sagde
ikke, at vi ikke _kunde_ udtale dem, thi det forlanger man jo i
Engelsk, Islandsk og Tysk; men ved de gamle Sprog vilde man ikke
gjøre sig den Uleilighed, skjøndt man indrømmede, at det var i høi
Grad praktisk. Havde jeg indskrænket mig til at kræve denne Reform,
havde jeg dog vel kunnet fremkalde en Resolution om, at dette burde
gjøres; men jeg havde jo villet behandle Sagen i sin Helhed, og saa
mødte jeg det brændende Spørgsmaal om Udtalen af c. Man havde ikke
Øre for, at baade Svenskerne og Jyderne udtale et j efter Bogstavet k
foran bløde Vokaler, saaledes som Traditionen i Italien og tildels i
Grækenland og alle de romanske Sprog vise, at Romerne maa have gjort;
dette er jo det første Skridt til Sibileringen; men man forkastede
denne Udtale af c, fordi Tyskerne og Sjællænderne ikke have den; og
hvad der for Italienerne staar som en lille og ganske naturlig
Modifikation af den samme Lyd, blev gjort til en radikal Forskjel,
der nødvendig krævede to forskjellige Tegn. Da Gotherne optog de
klassiske Folks Alfabet, gjorde de ikke nogen saadan Forskjel, og
det faldt dem ikke ind, at der skulde bruges mere end eet Bogstav.
Dette blev nu k og ikke c; man skrev altsaa Kaisar og ikke Cæsar, men
hvordan de udtalte det, vide vi ikke; kun dette se vi, at de senere
Slægter under Indflydelse af Skriften have lempet det fremmede Ords
Udtale efter deres eget Sprogs Charakter, Noget hvorpaa vi med Lethed
af vor egen Erfaring kunne anføre Exempler, der ere langt mere
paafaldende. Thi det er vel det samme Fænomen, naar den danske Almue
udtaler det engelske Ord _strike_ ikke streike, men strikke, eller
naar Holstenerne have forvandsket danske Stednavne i Sønderjylland,
som naar Eskriis er bleven til Esgrus. Man vil dog ikke fra saadanne
Exempler kunne slutte til den oprindelige engelske eller danske
Udtale.
Noget heldigere var et andet Forsøg paa at gjøre den klassiske Oldtid
og dens Litteratur levende, et Foretagende, hvorfor jeg rigtignok
ikke tør tilregne mig selv mere end en Del af Æren, _Opførelsen af
latinske Komedier_ i Grundsproget. Jeg havde holdt en Forelæsning
over Plautus' Curculio. Iblandt mine Tilhørere befandt sig 4 norske
Studenter. Det var maaske dem, der først fik den Tanke, at man kunde
opføre det nævnte Stykke i Originalsproget. Det filologisk-historiske
Samfund greb Tanken og satte den i Værk. Den 4. Mai 1867 blev
Curculio opført af Medlemmer af Samfundet i et privat leiet Lokale,
Østergade Nr. 15. Texten var tilpasset efter mine Raad; Skuespiller
O. Zinck havde instrueret de Spillende, og Victor Bendix havde
komponeret en Ouverture og en Melodi til den forelskede Ynglings
Arie. Forestillingen var særdeles fornøielig baade for Skuespillerne
og for Tilskuerne. Sex Aar senere gjentoges Forsøget i større
Maalestok. Den 15. Marts 1873 opførte det fil.-hist. Samfund Plautus'
Menæchmi paa Hoftheatret for Medlemmer og Ikke-Medlemmer, saa mange
som Theatret kunde rumme. Et Program gjengav paa Dansk Stykkets
Indhold Scene for Scene, saa at Tilskuerne uden Vanskelighed kunde
følge dets Gang, og det var et taknemmeligt Publikum, som aabenbart
havde Glæde af Forestillingen. Paa samme Tid opførte man ogsaa i
Christiania et Stykke af Plautus paa Latin ved en Fest, der blev
holdt til Ære for Professor Aubert. Det var Mostellaria, hvortil
Sophus Bugge havde leveret en Textrecension og Gjertsen en
Oversættelse. Nogle Aar senere (23. Febr. 1878) opførte de danske
Filologer det samme Stykke med lignende Held. Endelig opførtes den
13. April 1883 Miles gloriosus paa Folketheatret. Texten havde jeg
forkortet og tillempet, saaledes som det saas af det Program, cand.
philol. Chr. Jørgensen forfattede til Veiledning for Tilskuerne;
Instruktionen udførtes ligesom ved de tidligere Leiligheder af
Skuespiller Zinck. Det har vel tildels været Erindringen om
Filologernes Dilettantforestilling, der nogle Aar senere bevægede
Dagmartheatrets energiske Direktør til at opføre Stykket i en dansk
Bearbeidelse, saa at ogsaa det ikkestuderte Publikum kunde faa
Lungerne rystede ved den latinske Digters uimodstaaelige Komik.
Al den Tid, der kunde undværes fra Filologien, anvendte jeg
paa _Archæologien_. Det var en taknemmelig Opgave; mine
Tilhørere fulgte mig med Interesse. Men det var vanskeligt at
tilveiebringe det fornødne Undervisningsmateriel. De værdifulde
Gibsafstøbningssamlinger i Kunstakademiet og Thorvaldsens Museum
havde betydelige Huller, og Nationalmuseets lille Antiksamling havde
endnu større. Heller ikke den archæologiske Litteratur var
fuldstændig til Stede, og de større Værker vare kun tilgængelige paa
Bibliothekerne. Det var da naturligt nok, at jeg ikke strax kunde
løsrive mig fra den traditionelle Behandling af den græske
Kunsthistorie, at lægge de litterære Kilder til Grund og bruge
Monumenterne som Illustration til Litteraturen; men under Studiet gik
det mere og mere op for mig, hvor lidet man kan stole paa de hos
Plinius, Pausanias og andre opbevarede Notitser, der ikke sjælden
modbevises ved de bevarede Monumenter. Litteraturen er en uundværlig
Ledetraad, der dog maa benyttes med Forsigtighed, men Monumenterne
ere Hovedsagen, d. v. s. de virkelig originale Monumenter, der ere
knyttede til bestemte Bygninger og derfor kunne dateres[5]. Men dette
Materiale var i min Ungdom forholdsvis sparsomt tilstede, og nu er
jeg for gammel til at bearbeide Kunsthistorien, saaledes som jeg
ønskede, navnlig fordi jeg ikke længere er i Stand til at foretage
Udenlandsreiser; thi Reiser ere for Archæologen og Kunsthistorikeren
en Nødvendighed.
[5] Se min Afhandling i det Letterstedtske Tidsskrift 1895: "Hvad
kan og hvad skal Oldtidens Kunsthistorie?"
* * * * *
I mine første Professoraar var det ikke saa let en Sag at komme til
at reise udenlands som nu, Statsunderstøttelserne vare sparsomme, og
Carlsbergfondet existerede ikke. Dog lykkedes det mig i Slutningen af
Aaret 1857 at opnaa nogen offentlig Understøttelse til en _Reise til
Italien_, og min Hustru forstod at indskrænke Hjemmets Udgifter,
saaledes at jeg kunde tilbringe Vinteren og det paafølgende Foraar
dèr. Denne Reise var ikke blot en ret nødvendig Hvile efter
anstrengende Arbeide, men den var først og fremmest en Studiereise,
der skjænkede mig blivende Udbytte. Jeg mindes ikke blot det
fornøielige Samliv med danske Kunstnere og Videnskabsmænd, men ogsaa
den Forbindelse, hvori jeg kom til italienske Videnskabsmænd, til
Bestyreren af Museum Kircherianum, Pater _Marchi_, en elskværdig
gammel Mand, der i sit Væsen og Ansigtsudtryk mindede mig om J. F.
Schouw, og især til den fortræffelige, høit fortjente _G. B. de
Rossi_, hvem jeg første Gang saa, da han viste en indbuden Kreds af
Udlændinge, hvoriblandt ogsaa Fredrika Bremer, omkring i de af ham
opdagede Calixtus' Katakomber. I Pompeii var jeg Vidne til nye,
særdeles vigtige Udgravninger. Det store Badeanlæg i Stabiægaden var
nylig blevet fremdraget. Efter min Hjemkomst meddelte jeg mine
Landsmænd en flygtig Beskrivelse af dem i Filologisk Tidsskrift 1860.
I Ostia saa jeg med Forundring, hvorledes det ikke blot er vulkanske
Udbrud, der kaste et skjærmende Dække over tusindaarige Ruiner, men
selv den moderlige Naturs regelmæssige Arbeide, naar det ikke
forstyrres, udretter det Samme, og endnu større Udbytte havde jeg af
at besøge de etruskiske Stæder, hvis gamle Beboere i de vel bevarede
Gravkamre have vist os, hvorledes de boede, levede og færdedes, saa
tydeligt og fuldstændigt, at vi ere nær ved at trøste os over, at
deres gaadefulde Tungemaal er os uforstaaeligt. I Ravenna tilbragte
jeg herlige og lærerige Dage imellem den romerske Oldtids sidste
prægtige Levninger; efter min Hjemkomst søgte jeg at give en
Skildring af dem i Steenstrups Dansk Maanedsskrift 1859. Hjemreisen
gik fra Venedig igjennem Norditalien og Sydfrankrigs Stæder og over
Paris, hvor jeg nu blev i Stand til at foretage et, rigtignok lidet
indgaaende Studium af Louvres Museum, som i 1848 havde været lukket
for mig.
Af mine følgende Reiser havde to nærmest filologisk Øiemed. En Reise
til _England_ i 1865 var foranlediget ved, at jeg ønskede at
konferere et Haandskrift af Plautus i British Museum, og i Foraaret
1874 reiste jeg i en lignende Anledning til _Rom_. Mine andre Reiser
vare væsentlig archæologiske Studiereiser, og her havde jeg for det
meste den Glæde at ledsages af min Hustru.
I Oktober 1871 begav vi os paa Veien til _Italien_. Min Hustru
befandt sig ilde; jeg haabede, at Reisen skulde helbrede hende, men
strax efter vor Ankomst til Rom fik hun en alvorlig Nervefeber. Denne
blev dog heldig overstaaet, og hun kunde allerede deltage i det
skandinaviske Juleaftensgilde. Der var ualmindelig mange Skandinaver
i Rom den Vinter, og jeg tror, jeg kunde give dem alle Prædikatet
"elskværdige". Af Danske var der foruden Kunstnerne, hvoriblandt
Jerichau og hans Familie, Conferentsraad Hauch med Familie, min
kjære, tidlig afdøde Ven, Dr. Richard Christensen og hans Hustru, den
bekjendte Blomstermalerinde Anthonora f. Tscherning, endvidere
Telegrafbestyrer P. Faber, Fru Busck (Pastor Gunni Buscks Enke) med
sine Døttre, Enkefru Stemann og hendes Broder cand. theol. Olrik
o. m. a. Af Nordmænd var der Jonas Lie og Billedhuggeren Borch med
deres Familier; af Svenske de to unge Venner Grev Trolle
Wachtmeister, senere Diplomat, og Docent, nu Professor, Esaias Tegnér
samt Alexandersson, nu Professor i Lund, og den finske Billedhugger
Runeberg med Familie. Julegildet var overordentlig livligt; en
Beretning derom findes i "Dagbladet" 2. Januar 1872. Faber gav sit
Bidrag dertil ved sit satiriske Lune, og Hauch havde skrevet en smuk
Sang for de nordiske Kunstnere. Den begynder saaledes:
Her voxe grønne Myrter bag Laurbær i Skjul;
-- Her er godt at bo --
Her holde vi den deiligste, fagreste Jul;
-- Men Veien til Hjemmet er lang. --
Og efter at have dvælet ved Kunstnernes Arbeide i den evige Stad,
slutter han:
Dog naar Jert Blik har klaret sig ved Oldtidens Bryst
-- Her er godt at bo --
Og naar I staa med Seir paa Fædrelandets Kyst,
-- Men Veien til Hjemmet er lang. --
Gud give da, I finde maa bag Nordens gamle Træer
-- Der er godt at bo --
Enhver som I har elsket, Enhver som har Jer kjær.
-- Men Veien til Hjemmet er lang. --
Da skal I atter sidde bag Laurbær i Skjul
-- Der er godt at bo --
Og feire i Norden igjen en fager Jul.
-- Men Veien til Hjemmet er lang. --
Det var den gamle Digters sidste Sang. Da han et Par Maaneder før
forlod sit Fædreland, følte han sig svag; men han vilde gjerne endnu
engang se Rom -- det var 45 Aar siden han havde været der -- og han
havde Intet imod at lægge sine Ben under Laurbærtræernes Skygge.
Trods hans Svaghed arbeidede hans Aand utrættelig, og hyppig besøgte
han Vatikanet og andre Samlinger. Engang da jeg besøgte ham, og vi
havde talt om vor fælles Gjerning i Hjemmet, udbrød han: "De kan tro,
det er mig en Sorg at tænke paa, at jeg nu efter al Sandsynlighed
faar en Efterfølger, som vil nedbryde Alt, hvad jeg har stræbt at
bygge op." Han ventede, at G. Brandes vilde blive Professor efter
ham, men, som man ser, ikke med Glæde, og da man efter hans Død
offentlig sagde, at han havde ønsket det, fandt jeg, det var min
Pligt at gjøre Offentligheden bekjendt med, hvad han havde sagt til
mig. Hvad mig selv angaar, da har jeg hverken ved den omtalte
Erklæring eller paa nogen anden Maade havt Indflydelse paa
Spørgsmaalet om Brandes' Ansættelse[6].
[6] I Anledning af G. Brandes' Udtalelser om C. W. Smiths Stilling
i denne Sag (Jul. Lange S. 212) henvises til Prof. Smiths Datters
Protest i Nationaltidende 12. April 1899, som er fuldstændig
overensstemmende med de virkelige Forhold.
Hauch døde den 4. Marts og blev begravet paa den protestantiske
Kirkegaard i Rom. En Uges Tid tidligere, da jeg selv skulde forlade
Rom, stod jeg ved hans Sygeleie og sagde ham et hjerteligt Farvel;
jeg anede jo nok, at det var det sidste.
Under mit Ophold i Neapel havde jeg den Glæde at være til Stede ved
den særlige Udgravning i Pompeii, der blev foranstaltet i Anledning
af vor Konges og Dronnings Nærværelse d. 9. Marts. En Beretning derom
har jeg givet i et Brev til "Fædrelandet" 19. Marts. Fra Neapel gik
Reisen til Athen, og jeg havde stor Glæde af at vise min Hustru min
Videnskabs Fædreland. Efter min Tilbagekomst til Italien tilbragte
jeg nogle Uger i Milano med Forsøg paa at dechiffrere den
Ambrosianske Palimpsest af Plautus, men gjentagne Sygdomsanfald nødte
mig til at afbryde Arbeidet. Den 1. Juni var jeg igjen i Kjøbenhavn.
Iagttagelser paa denne Reise har jeg samlet i en lille Bog "Fra en
Reise" 1873.
Ti Aar senere (1881-82) fik jeg atter Leilighed til at gjøre en
lignende Reise. Jeg ledsagedes denne Gang ikke blot af min Hustru,
men ogsaa af min yngste Søn, som lige var bleven Student, og i Rom
stødte vore to andre Sønner ogsaa til os. Reisens Hovedformaal var
imidlertid _Grækenland_; jeg vilde se de Egne af Peloponnes, jeg ikke
kjendte, og først og fremmest vilde jeg se de epokegjørende
Udgravninger i Olympia og Pergamos. Til Olympia og Athen ledsagedes
jeg af Skolebestyrer Pio, Billedhugger Aarsleff og Architekt Nyrop; i
_Lilleasien_ havde jeg Følgeskab af min ældste Søn. Medens jeg selv
har nedlagt Udbyttet af denne Reise i min Bog "Fra Hellas og
Lilleasien" 1883, har min Søn i Tidsskriftet "Fra alle Lande" 1882 og
1883 fortalt om Reisen fra Smyrna til Sardes, som vi foretog i
Selskab med den bekjendte Historiker Ferdinand Gregorovius.
I Begyndelsen af 1888 reiste jeg paany til Syden med min Hustru. Vi
tilbragte Februar og Marts Maaned i _Ægypten_ hos min ældste Søn, der
var Dommer i Mansurah. Fra dette Ophold stammer min Bog "Fra
Nedre-Ægypten" 1889. Det var min Hensigt at lægge Hjemveien over
Athen for at se det epokegjørende Fund af archaiske Kvindestatuer,
man havde gjort ved Oprydningen af Akropolis; men private Forhold
nødte mig til at tage lige til Italien. Jeg haabede om et Aars Tid
eller to at kunne oprette det Forsømte; men Haabet slog feil; mit
Helbred har ikke senere tilladt mig at foretage nogen længere Reise.
VI.
FORFATTERSKAB.
En Universitetsprofessors første Pligt er at være Lærer for
de Studerende; fra Embedets Standpunkt er videnskabelig
Skribentvirksomhed det Sekundære. Hvad mig angaar, havde jeg ogsaa
nok at gjøre med min Embedsgjerning og med at dygtiggjøre mig til den
ved nye Studier, og jeg smigrede mig ikke med at kunne spille nogen
Rolle i Videnskabens Verden, men under ethvert grundigt og
selvstændigt Studium aabner der sig af sig selv nye Syner.
Misforstaaelser og Uklarheder hos Forgængerne trænge til at rettes og
oplyses, og de nye Anskuelsers Berettigelse maa bevises; Læreren
bliver saaledes med Nødvendighed ogsaa Skribent. En stor Del af, hvad
jeg har udgivet, staar i umiddelbar Forbindelse med mine
Forelæsninger enten for at benyttes ved dem eller som videre
Udførelser af det der Behandlede, saasom mine smaa Textudgaver af
Ciceros agrariske Taler (1850) og af Plautus' Captivi (1869), min
Fortolkning af Madvigs Carmina selecta (1854, anden Udgave 1879), min
Udgave af Theophrasts Charakterer med latinsk Kommentar (1868).
Ligesaa mine to Universitetsprogrammer "Prøve paa en Fremstilling
af Grækernes og Romernes huslige og private Liv" (1863) og
"Undervisningen hos Grækerne og Romerne" (1865), der blev oversat
paa Tysk af Friedrichsen som "Darstellung des Erziehungs- und
Unterrichtswesens" (1870) og i en forbedret, af mig selv gjennemset
Udgave 1884, samt derefter oversat paa Nygræsk af Chadzi
Konstas i Odessa 1887 (senere i anden Udgave). Endelig ogsaa
Universitetsprogrammerne 1876 "Om Grækernes og Romernes Huse med
særligt Hensyn til de antike Benævnelser for de enkelte Rum", og 1886
"Tiryns og de dèr fundne Ruiners Betydning for Forstaaelsen af
Homer".
Min Udgave af Plautus' Captivi var en lille Forløber for det større
Arbeide, som i en Række af Aar optog al den Tid og Kraft, jeg kunde
afse fra mine Embedsforretninger, min kritiske og exegetiske Udgave
af Plautus i 5 Bind. Jeg haabede ved denne ikke blot at give mine
Elever et nyttigt Hjælpemiddel, men ogsaa at afhjælpe et Savn i den
filologiske Litteratur. Madvig havde dels i Forelæsninger, dels i
Skrifter behandlet de fleste latinske Forfattere af Betydning, men
Plautus havde han ladet ligge. Den alvorlige Videnskabsmand følte sig
maaske ikke ret tiltalt af den kaade Komiker og fandt ham ikke egnet
til Undervisningsstof, men især Textens Beskaffenhed frastødte ham.
Det haandskriftlige Grundlag forekom ham altfor usikkert til at
opføre en paalidelig Bygning paa, og han var ikke vant til at nøies
hverken med Ruiner eller med Kaarthuse. Og dog var her en Opgave, som
maatte tages op. Det dreiede sig jo om en af Oldtidens allervigtigste
Forfattere, det ældste og i visse Henseender betydeligste Minde om
Romernes Sprog og Kultur, den moderne Komedies Fader, en Digter,
hvis Lune og Komik endnu i dette Øjeblik henriver Læseren og
Tilskueren[7].
[7] Se min Afhandling: "Den yngre attiske Komedie og dens latinske
Bearbeidere Plautus og Terents" i "Fra Videnskabens Verden" 2. Bind
1875.