Alt dette erfarede jeg først bagefter; medens det stod paa, havde jeg

ingen Anelse om Situationens Alvor. Jeg havde gjort mig Umage for at

faa Billet til Tilhørerpladsen i Nationalforsamlingen for at høre paa

Interpellationen, men havde ikke kunnet opnaa det. Jeg var paa Veien

til Bibliotheket, da jeg hørte Allarmtrommen. Saa var der ingen Ro

til Studium; jeg maatte have at vide, hvad der var paa Færde, men de,

jeg spurgte, syntes ikke at vide mere end jeg. Paa Hovedruten, i Rue

St. Honoré fandt jeg Alt roligt; Toget var gaaet igjennem

Boulevarden. Jeg gik ind i Sidegaderne og traf flere Steder Samlinger

af Folk, hvori politiske Emner diskuteredes, extemporerede

Folkemøder, hvor de Forbigaaende standsede for at høre, hvad der blev

sagt, og efter at have henkastet et Par Ord gik videre. Der var for

det meste ingen særlig Ophidselse; Talerne udviklede deres Mening

simpelt og klart, og baade Store og Smaa hørte med stor Opmærksomhed

til. Et Sted drøftedes Spørgsmaalet om Intervention i Polen og

Italien. Taleren vilde ikke anbefale at hjælpe Polen. Det havde jo

een Gang været et Rige lige saa stort som Frankrig; hvorfor havde det

da ikke hjulpet sig selv? Havde Polakkerne villet være fri, havde

Ingen kunnet hindre dem deri; saa var hver Mand bleven Soldat ligesom

i Frankrig; Friheden maatte altid seire. Men Polakkerne vare Slaver

ligesom Russerne. De vare de store Herrers Slaver; det var Sagen. Og

derimod havde Ingen Noget at indvende. Et andet Sted talte man om

Arbeidets Organisation. En Taler udviklede, at naar man vilde danne

store Associationer af Arbeidere, maatte disse jo enten være tvungne

eller frivillige. I første Tilfælde var det kun en maskeret

Kommunisme, i det andet vilde netop de dygtigste Arbeidere vægre sig

ved at gaa ind deri, og Enhver, der havde Familie, vilde bestemt

frabede sig det. Man maatte heller ikke tro, at man derved ophævede

Konkurrencen. Fandt denne ikke Sted imellem enkelte Mænd, vilde den

finde Sted imellem Associationerne, og var hele Frankrig forenet til

een saadan, vilde det have at konkurrere med Udlandet. Derpaa

svaredes, at den franske Revolution, der i tre Maaneder havde udbredt

sig saa vidt, snart vilde brede sig over hele Verden, og Arbeiderne

vilde alle andre Steder forlange det Samme som i Frankrig. "Aa ja! om

20 Aar," svarede en Tredie, hvorpaa han gik sin Vei, og Flere med

ham. -- Saaledes kunde man høre tale bag Kulisserne; den Fanatisme og

Exaltation, som raadede paa den store Skueplads, deltes ikke af det

hele Folk, ja ei engang af den største Del.

Da Oprøret var dæmpet, bleve de værste Klubber lukkede og de

irregulære Troppekorpser opløste, medens man for at forebygge

Gjentagelse kaldte regulære Tropper til Paris og udnævnte General

Cavaignac til Krigsminister. Men det varede ikke længe, inden

Klubberne aabnedes paany; Pressens Angreb blev voldsommere end

nogensinde; det var aabenbart, at der forberededes et nyt og

alvorligere Angreb. I Nationalværkstederne voxede Forbittrelsen. Fra

hele Frankrig strømmede Arbeidsløse derhen, og Massen forøgedes

endmere ved en stor Mængde frigivne Galeislaver. Arbeidsministeren

Trélat sagde: "Jeg kjender ikke mere den franske Arbeider, han som

før var saa god, saa flittig, saa taalmodig, saa sindig i sin Tale.

Jeg finder Følelser, som jeg aldrig før har set hos mine Landsmænd,

ikke den franske Broderlighed, men Udlandets Had." De mod Republiken

fjendtlige Partier, især Legitimisterne og Louis Napoleons

Tilhængere, pustede til Ilden. Velklædte Folk gik omkring og uddelte

Penge iblandt Arbeiderne, og paa mere end eet Sted støbtes der Kugler

og fabrikeredes Krudt. Faren var overhængende. Saa besluttede

Nationalforsamlingen sig til at indskrænke Nationalværkstederne. Den

bestemte, at alle Mænd imellem 18 og 20 Aar skulde indrulleres i

Hæren, og en Del af de Andre sendes bort fra Paris til Solognes Heder

og andre Steder, hvor der kunde findes Arbeide til dem. Den 22. Juni

om Morgenen vare Jernbanerne rede til at føre dem til deres

Bestemmelsessteder; men de vilde ikke reise. Kampen var umiddelbart

forestaaende. Oprørshæren fik Ordre til at møde den 23. om Morgenen

Kl. 6 paa Pantheon-Pladsen. Regjeringen anmodede Krigsministeren om

at lade Pladsen besætte af Militær; men Ordren blev misforstaaet, og

uden Hindring samlede Oprørerne sig paa Allarmpladsen. Kl. 10

erfarede jeg, at der var reist Barricader ved Porte St. Denis og

Porte St. Martin. Jeg skyndte mig ud at se, hvordan Sligt saa ud. Da

jeg kom ud i Rue St. Denis, var der ikke et Menneske at se i hele den

lange Gade, men for dens nordre Ende laa der en Barricade tæt besat

med Mennesker. Jeg gik et Par Skridt op imod den, da hvinede der en

Geværkugle forbi mit Øre, og bag ved mig hørte jeg Raabet "Tilbage!"

(en arrière). Det var en Afdeling af Mobilgarden, der styrtede frem

imod Barricaden. Jeg skyndte mig hen til den nærmeste Gadedør, og

næppe vare Tropperne komne forbi, førend der begyndte en hidsig Kamp,

som varede et Par Timer. Jeg gik hjem; thi hvorfor skulde jeg være

ørkesløs Tilskuer ved en saadan Scene, hvoraf jeg dog i Virkeligheden

Intet kunde se? Men jeg havde ikke Ro paa mig; et Par Timer senere

gik jeg igjen ud. Jeg gik over paa Øen (la Cité), hvor et Par

Landsmænd af mig boede i et lille Hotel imellem Pont St. Michel og

Petit Pont. En vældig Barricade spærrede den sidstnævnte, opført ikke

af væltede Omnibusser o. a. l., men af svære Kvadersten, der vare

bestemte til en stor Bygning, der skulde opføres i Nærheden. En

Afdeling af Nationalgarden og Garde républicaine var i Færd med at

angribe den, men uden Held. Der var en heftig Geværild fra begge

Sider. Jeg bankede paa Hotellets Gadedør. Man vilde ikke lukke op;

mine Landsmænd vare ikke hjemme. Tilsidst forbarmede man sig over

mig; jeg kom indenfor Døren, men heller ikke videre. I en mørk Gang

maatte jeg staa og høre paa Skydningen en halv Time, indtil mine

Venner kom hjem. Saa kom der pludselig en heftig Tordenskylle og

afbrød Kampen; de Kæmpende trak sig tilbage paa begge Sider. Flere

Timer senere, da Regnen sagtnede, bød jeg mine Landsmænd Farvel for

at begive mig hjemad. Imidlertid havde en ny lignende Barricade reist

sig paa Pont S. Michel, og paa den nordre Side af Øen, ved

Blomstertorvet, skjød man med Kanoner imod en tredie Barricade. Ved

Henrik IV.s Statue var en Mængde Mennesker samlede. En Ordonnants kom

gallopperende. Han blev standset og visiteret. Folkemængden var ikke

til Sinds at ville hjælpe Regjeringen. Jeg begav mig langsomt hjemad,

besøgte underveis O. Lehmann; han vidste ikke mere Besked med, hvad

der foregik, end jeg; vi vare i en Stemning som paa et Skib i heftig

Storm, hvor man ikke veed, hvad Enden kan blive. Og da jeg endelig

kom hjem i min egen Hule, blev jeg nødt til at blive der. Paris blev

erklæret i Beleiringstilstand; Ingen maatte forlade sit Hus, ja man

maatte ei engang see ud af sit Vindue; thi Gaden var besat af

Militær, og viste man sig ved Vinduet, rettedes øieblikkelig en

Bøssepibe imod En. Natten igjennem hørte jeg stadig Skildvagternes

Raab: Sentinelles, prenez garde à vous! og saa snart det dagedes,

hørte man atter baade Geværskud og Kanontorden.

Det var et formeligt Slag, der blev leveret i Paris, omhyggelig

forberedt og planlagt, ikkun derved forskjelligt fra et Slag i aaben

Mark, at det blev endnu frygteligere og blodigere. Paris var ikke

dengang som nu, efter Hausmanns Omdannelse, gjennemskaaret af brede

og lige Gader; de snævre og stundom bugtede Gader vanskeliggjorde et

regelmæssigt og samlet Angreb. Havde man naaet at indtage en

Barricade ved Storm, trak Forsvarerne sig tilbage til Husene og

fyrede ovenfra paa de fremtrængende Tropper, og vilde man rense

Husene for disse farlige Fjender, forsvandt de atter, snart igjennem

gjennembrudte Vægge ind i Nabohuset, snart op paa Taget eller ned i

Katakomberne, hvor Huset var bygget over saadanne. Oprørerne vare i

Besiddelse af hele den østlige Del af Byen. Clos St. Lazare, Place

Maubert og Pantheon vare de stærkt befæstede Udgangssteder, hvorfra

de arbeidede sig frem for at bemægtige sig Hotel de Ville og

Nationalforsamlingens Palais. Cavaignac, hvem hele Overledelsen af

Forsvaret blev overdraget, mente først og fremmest at maatte sikkre

sig disse Steder; derfra vilde han tilbageerobre det øvrige Paris.

Men han gav sig Tid; han vilde ikke foretage noget Hovedangreb, før

han havde overset hele Stillingen og var i Besiddelse af de fornødne

Kræfter til at vinde en afgjørende Seir. Derfor vandt Oprørerne i

Begyndelsen stadig Terrain. Den første Dag var det saa godt som kun

Mobilgarden og Nationalgarden, der kæmpede imod dem. De kæmpede med

stor Tapperhed og Energi, men de bleve trætte; de klagede over, at

Linietropperne ikke kom dem til Hjælp, og hist og her ymtede man om

Forræderi i Regjeringen. Først sent om Aftenen og den følgende

Formiddag ankom der Forstærkning fra Provinserne, og nu gik det rask

fremad. Den 24. havde Lamoricière gjort sig til Herre over hele den

venstre Seinebred, men paa den høire rasede Kampen endnu lige stærkt.

Den 25. om Aftenen sendte Cavaignac Erkebispen af Paris, Affre, med

en Proklamation til Oprørerne for at bevæge dem til at nedlægge

Vaabnene. Han blev skudt. Kampen maatte fortsættes; først d. 26. Kl.

1½ om Eftermiddagen kapitulerede St. Antoine.

Da der ikke var mere at gjøre for mig i Paris, havde jeg tænkt at

reise derfra d. 24.; men saa kom Beleiringstilstanden. Jeg vilde dog

gjøre et Forsøg paa at slippe bort; men den første Betingelse var, at

jeg maatte have mit Pas, som laa hos den danske Gesandt, Grev J. L.

Moltke, der boede paa den anden Side af Seinen i Rue St. Germain. Den

25. om Formiddagen henvendte jeg mig til Befalingsmanden over den

Afdeling af Nationalgarden, der havde besat den Gade, hvor jeg boede.

Han medgav mig et Par Nationalgardister, der eskorterede mig til

Vagtposten ved Enden af Gaden, hvorfra en lignende Eskorte førte mig

til den næste o. s. v. Saaledes gik det et Par Gader igjennem; men da

jeg kom til Rue St. Honoré, vilde man ikke lade mig komme videre; man

forsikkrede mig, at jeg ikke vilde have Brug for mit Pas, da ikke et

eneste Menneske fik Lov til at forlade Byen. Den næste Dag lykkedes

det dog. Kampen var til Ende, og jeg kunde forlade den stakkels,

halvt ødelagte By.

* * * * *

Efter en stormfuld Overfart fra Calais til Dover ankom jeg til London

i Selskab med en elskværdig fransk Familie, der var bosat der, en ung

Skomager og hans Hustru. De boede ved Begyndelsen af Regent Street, i

Quadrant, der endnu dengang havde den smukke Søilegang foran Husene,

som senere har maattet vige Pladsen for den tiltagende Færdsel.

Fremmed som jeg var i den store Stad, var jeg glad ved at modtage

deres Tilbud om midlertidigt Ophold hos dem, indtil jeg fandt mig en

passende Pension.

I London var der endnu mindre at gjøre for en dansk Journalist end i

Paris. Nu var der jo Vaabenstilstand eller Underhandlinger derom;

hele Sagen var lagt i Diplomaternes Haand. Det var harmeligt at se,

hvor lidet vor brave Gesandt Reventlow formaaede ligeoverfor

Tysklands Repræsentant, den almægtige Ritter Bunsen. I Palmerston

havde Danmark ikke havt nogen Fjende, men heller ingen varm Ven. Nu

var han afløst af Russell, som var afgjort tysksindet. Den engelske

Presse var enten ligefrem tyskvenlig eller ønskede frem for alt Fred

og anbefalede derfor det nemmeste Middel, Eftergivenhed imod den

Mægtigere. I den Pension, hvor jeg boede, kom der engang en høi og

stærkt bygget Mand ind; han lignede Smeden paa C. Blochs Billede af

Hans Tausen i Universitetets Festsal. Rimeligt nok! Det var "den

amerikanske Grovsmed" Elihu Burrit, som havde forladt sit Haandværk

for at være Fredsapostel. Da han hørte, jeg var dansk, forærede han

mig en Bog, han havde skrevet, "Sparks from the anvil" (Gnister fra

Ambolten), og lod mig strax vide, at det var Danskernes Pligt at

gjøre Ende paa Krigen ved at indrømme Tyskernes Fordringer. Det blev

meget snart nødvendigt for mig at afbryde Samtalen.

Med Studierne gik det derimod bedre end i Paris. Her var ikke lukket

for Samlingerne, og British Museums rige Skatte stod til min

Raadighed. Af engelske Lærde gjorde jeg Bekjendtskab med

Vasesamlingens Bestyrer, den elskværdige Dr. Sam. Birch, og med

Oberst Leake, hvis topografiske og geografiske Arbeider havde været

min Ledestjerne i Grækenland. Det var en høi, mager Mand, som nu paa

sine gamle Dage levede stille i Studerekammeret, omgivet af

Oldtidslevninger.

Efter en Maaneds Forløb vendte jeg tilbage til mit Fædreland. Jeg

havde forladt det under Angst og Sorg, men opfyldt af en eneste

Tanke, Tanken om at værge Danmarks Ære og Liv, der fik et saa mægtigt

Udtryk i Sangen: "Dengang jeg drog afsted", og som, da vi maatte vige

for Overmagten, trøstede sig med: "Gud han raader, naar vi fange

Seir igjen!" Nu havde vi Vaabenstilstand, men de troløse Fjender

benyttede den til at behandle Sønderjylland som et erobret Land;

den kamplystne danske Hær var fordømt til Uvirksomhed, og det

misfornøiede Folk trøstede sig, kortsynet som det var, med at trumfe

i Bordet og raabe "det skal ei ske"! Det var ogsaa en Sanger, der gav

denne uheldsvangre Stortalenhed Udtryk; men hvilken Forskjel

fra den Sang, der 5 Maaneder tidligere havde givet den sande

Fædrelandskjærlighed Udtryk og opflammet Folket til at offre Liv

og Blod for Fædrelandets Frelse!

Det følgende Foraar udbrød Krigen igjen, og den begyndte med den

forfærdelige Ulykke ved Eckernførde. Slaget ved Kolding var atter et

beklageligt Misgreb; vi havde ikke Andet at trøste os med, end at det

lykkedes Rye ligeoverfor den overlegne Fjende at føre Hæren frelst

tilbage til det nordlige Jylland. Først den 6. Juli kom Opreisningen,

da det store Udfald fra Fredericia tilføiede Oprørshæren et

afgjørende Nederlag. Men det var en blodig Dyst, og Seiren kostede

mange Taarer. Jeg selv mistede dèr en kjær Broder, der faldt ved

Stormen paa Treldeskandsen. Atter Vaabenstilstand og pinlige,

frugtesløse Underhandlinger, der endtes med den saakaldte simple Fred

i Berlin 2. Juli 1850, hvorefter de fremmede Tropper forlod Slesvig

og det tillodes Danmark at sætte sig i Besiddelse af Hertugdømmet;

altsaa ny Krig, men kun imellem Danmark og Oprørshæren. Jeg gjorde

paa den Tid med min Ven Johannes Fibiger en Sommerferiereise i Norge.

Vi havde Glæde nok af at gjennemstreife dette vidunderlige Land fra

Christiania til Bergen og fra Throndhjem til Christiania og af at

fornye gamle Bekjendtskaber og stifte nye med elskværdige Mennesker,

der modtog os fuldstændig som Landsmænd; men vort Hjerte var ikke

let, og vore Tanker søgte bestandig tilbage til Sønderjylland,

hvorfra vi under Datidens Samfærdselsforhold kun fik sjældne og

sparsomme Underretninger. Først d. 5. August om Aftenen fik vi

Efterretning om Slaget ved Isted d. 24.-25. Juli. Vi befandt os paa

Gaarden Moen i Gudbrandsdalen. Det var en smuk Sommeraften; Solen

havde allerede trukket sig tilbage bag Bjerget, men kantede endnu de

mørke Skyer med en straalende Guldrand. Da kom der en Reisende

sydfra, en norsk Præst, og fortalte os, at der havde staaet et

blodigt Slag; Danskerne havde seiret, men de havde mistet 2000 Mand.

Han var stærkt rystet over Blodbadet, og vi havde en Fornemmelse af,

at det ikke var de Danske, han havde mest Sympathi for. Eet var der

dog, han ikke kunde tilgive Slesvigholstenerne, at de havde givet

General Ryes Oppasser 600 Daler for at skyde ham. Nordmanden troede

paa dette uhjemlede Sagn om hans Landsmands Endeligt; det var Sagnet

om Carl XII.s Død, der gik igjen.

* * * * *

Jeg var imidlertid bleven udnævnt til Professor den 30. Juli 1849 og

kunde nu have Raad til at underholde en Familie. Den 10. Juli 1852

ægtede jeg Minona Güntelberg. Hun var 3½ Aar yngre end jeg. Jeg havde

kjendt hende i min Barndom, og jeg huskede godt den lille 5 Aars Pige

med de brune Lokker, som jeg legede med og fortalte Historier; men

Tiden havde skilt os ad, og først efter mange Aars Adskillelse traf

jeg hende atter i en Jernbanecoupé, hvor en fælles Veninde gjorde os

bekjendte med hinanden. Barnet var blevet en skjøn ung Pige, hvis

sjælfulde Ansigt vidnede om den Aandens og Hjertets Rigdom, som i saa

mange Aar skulde være mit Livs Lykke. Hun delte ganske mine

Interesser. Hun havde et ualmindelig fint Øie for Kunsten og var lige

saa begeistret som jeg for de store Mesteres Arbeider, medens en sund

Kritik gjorde hende ligegyldig for alt, hvad der var middelmaadigt.

Naar hun ledsagede mig paa mine Reiser, hvilket næsten altid var

Tilfældet, havde jeg dobbelt Udbytte af dem. Hendes Alderdom har

været lidet glædelig. Efter at en Cyklist havde kørt hende over,

sprang der et Par Blodkar i Hjernen, og et apoplektisk Anfald

medførte en fuldstændig Lamhed i den venstre Side. Siden den Tid laa

hun i henved 6 Aar fængslet til Leiet uden at kunne sysselsætte sig

med nogen Ting. Legemlig og aandelig lidende levede hun kun i de

gamle Erindringer og i Kjærligheden til sin Mand og sine Børn.

Guldbryllupsdagen blev en stille, vemodsfuld Familiefest, men med

fuldt Hjerte kunde vi takke Gud for al hans Naade i de 50 Aar. Endnu

et godt Aarstid laa hun paa det samme Sygeleie; men hendes Tilstand

blev efterhaanden roligere. De legemlige Smerter hørte op; hun talte

lidet eller intet; men hver Gang jeg kom hen til hendes Seng, hørte

jeg de samme Ord: "Min elskede Mand!" D. 3. August 1903 drog hun sit

sidste Suk. Faa Dage senere aflagde hendes næstældste Søn et skjønt

og sanddru Vidnesbyrd ved hendes Baare.

* * *

Vort Ægteskab er blevet velsignet med 3 Sønner. Den ældste, Carl

Johannes, f. 3. Marts 1854, blev juridisk Kandidat, derefter

Lieutenant i Artilleriet, tilsidst Medlem af den internationale

Domstol i Ægypten og Dr. juris. Vi havde den store Sorg at miste ham

efter et langt og smerteligt Sygeleie d. 7. Mai 1896. Den næstældste

Søn, Henry Braëm, f. 2. Juli 1855, er Licentiatus theologiæ og

Sognepræst i Valby, medens den yngste, Niels Viggo, f. 14. Juni 1864,

er dr. phil. og Professor i Mineralogi ved Universitetet.

Min Hustru var kun 4 Aar gammel, da hun mistede sin Moder, og hendes

Fader døde i hendes 19. Aar. Den forældreløse Pige blev strax paa det

Venligste modtaget af en fjern Slægtning, Søkapitain Braëm, der

dengang eiede Rungstedgaard. Hans Stilling i Marinen nødte ham dog

til at bo i Kjøbenhavn; det var hans Søster, Elisa Braëm, en høist

elskværdig og dygtig Kvinde, der "raadede for Borgen". Hun stillede

sig strax i et moderligt Forhold til den unge Pige, der bestandig

vedblev at betragte hende som sin Pleiemoder, ogsaa efter at hun

havde forladt hendes Hus for at blive Lærerinde, i hvilken Egenskab

hun opholdt sig i flere Aar, først hos et Par Præstefamilier i

Jylland (Plum i Roslev og Hornemann i Durup), senere i Kjøbenhavn hos

Fru Kerr. Ved vort Bryllup betragtede Frøken Braëm sig som Brudens

Moder, og hendes hyggelige Bolig i Rungsted blev vort almindelige

Tilflugtsted, naar Sommerheden fordrev os fra Byen og Sommerferien

opfordrede os til at søge nye Kræfter i den friske Landluft.

Rungstedgaard var bleven solgt, men hun havde bygget sig et vakkert

og smukt beliggende Hus ved den søndre Ende af Byen, Rungstedhøi. Da

jeg havde været gift i 3 Aar, overtalte hun mig til at kjøbe den

tilstødende Eiendom, hvorpaa der stod et lille Hus, der kunde

indrettes til en tarvelig Sommerbolig for mig og Mine, medens Haven

kunde gaa i Et med hendes. Paa denne Tumleplads opvoxede mine tre

Sønner.

Fra Tid til anden er det lille Hus blevet ombygget og udvidet en

Smule, saa at det, uden at have forandret sin oprindelige Charakter

synderligt, endnu i dette Øieblik afgiver en bekvem Sommerbolig for

mig og min Familie. Min ældste Søn havde kjøbt en Grund paa den anden

Side af Landeveien, lige ud til Stranden, og derpaa opført en smuk

Villa, hvor hans Enke og Børn nu bo. Et lille Hus, der laa paa den

anden Side af min Eiendom, men nu er forenet med denne, er bleven

ombygget til Sommerleilighed for min yngste Søn. Jeg har saaledes en

stor Del af min Familie samlet om mig, og Rungsted med dets Strand

og dets Skove, med dets Nattergale og dets vilde Roser, er blevet den

samme Kilde til Glæde og Sundhed for Børnebørnene, som den har været

for deres Forældre og Bedsteforældre, skjøndt den stille Afkrog er

forvandlet til et stærkt besøgt Badested.

V.

FORELÆSNINGSVIRKSOMHED. -- REISER.

Jeg blev Universitetslærer i en meget ung Alder, kun 27½ Aar, og var

selvfølgelig ingenlunde moden til denne Plads; men jeg havde gaaet i

Madvigs Skole og ret samvittighedsfuldt gjennemgaaet det store Pensum

af latinsk og græsk Litteratur, som krævedes til den daværende store

filologiske Examen. Jeg havde stræbt at tilegne mig Madvigs Klarhed

og Simpelhed i Fortolkning og Kritik og hans frie Blik paa Oldtidens

Sprog, Litteratur og Statsforfatning, og jeg havde dertil havt den

Lykke, som han ikke havde havt, at se Sydens Natur og den klassiske

Oldtids Rester, som man nu opfordrede mig til at gjøre den studerende

Ungdom bekjendt med. Jeg blev nemlig ansat som Lektor i latinsk og

græsk Filologi og Archæologi. Dette stemmede ganske med mit eget

Ønske. At Græsk og Latin ikke burde behandles som to særskilte Fag,

men at den samme Professor skulde dyrke dem begge, havde jeg altid

ment, og det lykkedes mig ogsaa senere ved Madvigs Indflydelse at faa

dette slaaet fast. Lige saa overbevist var jeg om, at Filologen ikke

uden Ensidighed kunde indskrænke sig til Studiet af de gamle

Litteraturer, men ogsaa burde være bekjendt med Monumenterne udenfor

Litteraturen, med andre Ord, at Archæologien var en integrerende Del

af Filologien. Det var heller ikke dengang saa meningsløst, som det

er nu, at paalægge den samme Universitetslærer at docere klassisk

Filologi og Archæologi; thi Archæologien var endnu i sin Barndom, og

Ingen anede den mægtige Udvikling, som denne Videnskab skulde faa i

Aarhundredets sidste Trediedel. For mig var den i 1847 kun en

Hjælpevidenskab for Filologien. Mit Maal var at fortsætte Madvigs

Virksomhed og supplere den ved Tilføielse af dette nye Fag.

Af mit Levned · 第 7 / 17 段