Interesse for Videnskaben, men ogsaa fordi jeg fandt, at det var en
smuk Lod og en Stilling, jeg kunde magte, at være Skolelærer. Jeg
havde tænkt mig, at jeg skulde ende mine Dage som Skolemand, og det
var først efter at jeg havde taget filologisk Examen, at Madvig vakte
Tanken hos mig om mulig at komme til Universitetet. Han syntes, at
han og Petersen nok kunde trænge til en yngre Medhjælper, og da baade
han og Petersen vare rent litterære Filologer, savnede man efter
Brøndsteds Død 1842 En, der havde personligt Kjendskab til Italien og
Grækenland og deres Monumenter. Thi skjøndt han altid, og med fuld
Ret, hævdede, at Studiet af Litteraturen, Sproget og Historien maatte
være det Første for Filologien, miskjendte han ingenlunde
Monumenternes Betydning, og skjøndt han af og til i sin Tid havde
trukket lidt paa Smilebaandet, naar han fandt Brøndsteds Begeistring
overdreven, havde han dog den største Agtelse for hans Dygtighed. Han
følte godt, at Archæologen sad inde med Kundskaber og med et Selvsyn,
som han selv manglede. Han opfordrede mig derfor til at træde i
Brøndsteds Fodspor og lægge mig efter Studiet af Oldtidens Kunst og
Monumenter. Han anbefalede mig til Professor _Høyen_, og skjænkede
mig derved en Lærer og en Ven, der fik lige saa stor Betydning for
min Udvikling, som han selv havde havt. Det var d. 17. Decbr. 1842,
at jeg saa _Høyen_ første Gang. Han modtog mig med stor Venlighed, og
vi havde en lang Samtale om den nye Opgave, jeg havde stillet mig. I
Samtalens Løb sagde han, at nu misundte han mig, men om nogle Aar
vilde han ikke misunde mig; han kunde ikke spaa mig bedre Skjæbne end
Brøndsted; "det var et Studium, som ingen Interesse mødte." Hvor ere
Tiderne ikke forandrede! Han skræmmede mig dog ikke. Jeg sagde til
mig selv, som der staar i en samtidig Dagbogsoptegnelse: "O, havde
jeg ikke Andet at være bange for! Bliver jeg til Noget, skal jeg nok
finde Anerkjendelse, og finder jeg den ikke, hvad gaar det mig an?
Men jeg føler tilfulde Vanskeligheden af den Opgave, jeg har stillet
mig. Jeg kan Intet og vil kunne Alt!" Elsket Kunsten havde jeg vel
altid, men jeg kjendte næsten Intet dertil. Det var Høyen og Omgangen
med de Kunstnere, jeg fandt i hans Kreds, der aabnede mit Øie for
dens virkelige Væsen, at man ogsaa igjennem den kom Guddommen
nærmere, at man igjennem Kunstens Fremstilling af det Skabte følte
sig endnu mere gjennemtrængt af Kjærlighed til Skaberen; ikke som om
Sligt nogensinde udtaltes i denne Kreds; det er mine egne Følelser,
jeg her søger at udtrykke, men jeg tvivler ikke paa, at det Samme
føles af enhver ægte Kunstner og Kunstelsker. Jo dybere og
inderligere denne Følelse er, desto mindre holder man ofte af at tale
derom. Høyens Undervisning og Samtale gik ud paa det Positive,
Opfordring til at se og studere og til at tilegne sig det Sete. Han
gav mig Anvisning paa den Litteratur, jeg burde benytte; men endnu
større Betydning havde det, at han besøgte det Kgl. Billedgalleri og
Moltkes Malerisamling med mig. Han anbefalede mig at lære at tegne og
skaffede mig Lundby til Tegnelærer, og da det jo særlig var Oldtidens
Kunst, jeg skulde studere, førte han mig op i Kunstakademiets Samling
af Gibsafstøbninger, viste mig Thorvaldsens Samlinger, den smukke
lille Samling af smaa Oldsager, som Billedhugger Herman Freunds Enke
eiede, og bad Kammerherre Falbe, der bestyrede Christian VIII's
Vasesamling, om at give mig Adgang til denne. Her fik jeg min første
archæologiske Opgave; det blev mig overdraget at forfatte et Katalog
over Vaserne. Det var en Samling, som Prins Christian i sin Tid havde
kjøbt af Erkebiskop Capece Latro i Tarent, og som siden havde
modtaget enkelte Forøgelser igjennem Brøndsted og Falbe; det var
Begyndelsen til den værdifulde Vasesamling, som nu findes i Statens
Antiksamling.
Det var ikke nogen daarlig Maade at begynde paa det archæologiske
Studium. Ingen Klasse Monumenter giver et saa rigt Indblik i de gamle
Grækeres Liv og Forestillingskreds som disse Industriprodukter, og
Haandværkernes Smag og Dygtighed er jo et Echo af de store
Kunstneres. Vasestudiet var ogsaa den Tids Yndlingsstudium. De uhyre
Rigdomme, der stadig kom frem fra Etruriens og Nedreitaliens
Nekropoler og spredtes over alle Europas offentlige og private
Samlinger, lokkede baade Kaldede og Ukaldede til at offentliggjøre
disse Skatte og forsøge at tyde den Billedverden, der her oplod sig.
Adskilligt var der i disse Tydninger, selv hos en saa indsigtsfuld
Forsker som Gerhard, der kunde ægge til Modsigelse; dog var det for
det Første kun et enkelt Punkt, hvor min filologiske Samvittighed
ikke tillod mig at tie. Til en Beskrivelse af antike Vaser hører det
ogsaa at give dem deres rette antike Navn. Panofka havde skrevet en
Bog, Recherches sur les véritables noms des vases Grecs, hvori han
fremdrager over 100 græske Benævnelser paa Kar og tillægger hver af
dem sin særegne Form iblandt dem, der findes i Vasesamlingerne. Det
kan være bekvemt ved Affattelsen af et Katalog at have saadanne Navne
til sin Raadighed, men det er meget langt fra Sandheden. Ligesom nu
til Dags en Kop eller et Blomsterglas kan have mange forskjellige
Former, uden at vi give hver af disse sit eget Navn, saaledes var det
ogsaa Tilfældet i Oldtiden. Livet har det samme Navn for hvad der har
den samme Brug; kun Fabrikanten adskiller de forskjellige Former ved
at give hver sit Numer, og Modehandleren opkalder de forskjellige
Façoner efter -- jeg veed ikke hvad. Da jeg nu skulde skrive en
Disputats, valgte jeg at underkaste dette Spørgsmaal en nøiagtigere
Drøftelse. Det var som Filolog, at jeg lexikalsk gjorde Rede for de
antike Navnes Betydning, og hvorvidt det var muligt at henføre noget
af dem til de fra Samlingerne bekjendte Former. I Indledningen
behandlede jeg i Korthed almindelige archæologiske Spørgsmaal om
Vasernes Oprindelse og Bestemmelse. Min Afhandling hed De nominibus
vasorum Græcorum, og blev forsvaret d. 7. Septbr. 1844. Jeg
erhvervede derved Værdigheden som Magister artium; Doctorgraden
opnaaede man dengang ikke uden man først var Magister. Disputatsen
foregik naturligvis paa Latin og under de gammeldags Former. Nedenfor
Kathedret, hvorpaa Præses stod, var anbragt et mindre Katheder, som
indtoges af hans Respondens, der skulde hjælpe ham at besvare de
gjorte Indvendinger. Denne Plads beklædte en yngre Ven af mig, stud.
philol. Chr. Listov, senere Rektor i Herlufsholm og i Nykjøbing.
Dette var naturligvis en tom Form, ligesom den hele Akt ingenlunde
havde den Alvor som nu til Dags, da den foregaar paa Dansk. Min
Disputats manglede heller ikke den ret almindelige Tilsætning af
Løier, idet min gode Ven, lic. theol. Hagen traadte op og beskyldte
mig for at have løiet, idet jeg havde sagt, at jeg aldrig havde været
udenfor mit Fædreland, medens det var vel bekjendt, at jeg havde
deltaget i det skandinaviske Studentermøde i Upsala Aaret i Forveien.
Saasnart Disputatsen var overstaaet, skulde jeg gjøre mig færdig til
den store Udenlandsreise, som Understøttelse fra Fonden ad usus
publicos havde sat mig i Stand til at foretage. Nu til Dags, da det
er blevet saa let og saa almindeligt at reise, vilde man ikke kalde
denne Reise stor, men i 1844 var det anderledes. Jublende glad var
jeg i Tanken om alt det Skjønne, jeg skulde se og lære; mine Venner
priste min Lykke og medgav mig hjertelige Hilsener i Form af
Stambogsblade. Mine Husfæller paa Borchs Kollegium holdt en munter
Afskedsfest for mig, ved hvilken Leilighed Hagen skrev en særdeles
morsom Vise[2]. Men alt som Afreisen nærmede sig, blev jeg dog ogsaa
noget beklemt over at skulle vove mig alene ud i den vide Verden. Jeg
var meget uerfaren, kun 24½ Aar gammel, og jeg saa endnu yngre ud.
Jeg anede ikke, at ogsaa dette kunde være en Fordel, og at jeg netop
paa Grund af mit barnlige Udseende undertiden blev modtaget med en
Velvillie, som jeg ellers ikke kunde gjøre Krav paa. Heller ikke
Skilsmissen fra min Familie var let. Min Fader haabede næppe at se
mig mere. Da jeg sagde Farvel til ham paa Toldboden, kunde den stærke
Mand ikke tilbageholde Taarerne; Sligt havde jeg aldrig set før. Min
Trøst i dette Øieblik var, at jeg ved Siden af mig havde en lidt
ældre Ven, der før havde reist, og som skulde ledsage mig paa den
første Del af Reisen, cand. juris, senere Professor, Julius Gram.
[2] Borkens Lyre S. 56.
Efter en stormfuld Seilads, hvor Skibet led noget Havari, ankom vi
til _Kiel_ d. 9. Oktober 1844. Der hørte vi adskilligt om
Slesvigholstenernes Forbittrelse imod Danmark. Vi lo hjertelig over
at høre, hvorledes en smuk ung dansk Dame (Frk. Wulf) paa et Bal
havde tvunget alle Kavalererne til at tale Dansk, da hun erklærede,
at hun ikke vilde tale Tysk. Om Aftenen vare vi hos Professor
Paulsen; det var den sidste Aften i lang Tid, vi tilbragte i en dansk
Familie. Den næste Dag førte Jernbanen os til Hamburg; det var
første Gang, jeg prøvede den Befordring; og den følgende Aften gik
det med Diligence fra Hamburg til Bremen, hvor vi beundrede det
prægtige Raadhus. Derfra med samme lidet behagelige Befordring over
Osnabrück, Münster og Düsseldorf til _Cölln_, hvis dengang endnu
ufuldendte Domkirke gjorde et saa mægtigt Indtryk paa os, at vi
ofrede mindre Tid end vi burde paa de herlige romanske Kirker i samme
By. Rhinturen, fra Bonn til Mannheim, hvoraf et lille Stykke,
Coblenz-Boppart, tilbagelagdes til Fods, Resten med Dampskib, ydede
mig mindre Fornøielse end ved senere Leiligheder; jeg syntes, Møens
Klint var meget smukkere, og først i _Heidelberg_ fandt jeg Noget,
jeg kunde stille ved Siden af eller over denne. Her nød jeg Naturens
Skjønhed i en sydlandsk Temperatur, og medens Gram besøgte gamle
Venner, vandrede jeg langs med Neckarfloden til Handschuchsheim, hvor
en Hr. Uhde, der havde Bjergværker i Mexiko, havde samlet en stor
Mængde interessante mexikanske Oldsager.
Efter at have ydet Strassburger-Münsteren vor skyldige Beundring og
glædet os over Holbeins Portræter i Bibliotheket i Basel steg vi om
Aftenen d. 20. Okt. atter ind i en Diligence for at kjøre til
Lausanne. Jeg havde sovet et Par Timer, da jeg blev vækket af en
uvant Lyd. Vi vare i den romantiske Münsterthal, hvor det ene
Vandfald efter det andet brusede ned ad Klipperne ved Siden af Veien
og glimrede i Maaneskinnet. I Graaveir og Taage seilede vi fra
Lausanne til Genève; vi kunde kun se de nærmeste Kyster; Alperne
gjemte sig i et uigjennemtrængeligt Mørke; først den næste Aften
viste de sig for os i al deres straalende Herlighed med Mt. Blanc
thronende i Midten.
Over Naturen glemte jeg dog ikke Kunsten. I Musée Rath fandt jeg en
smuk lille Samling af ældre, navnlig hollandske Malerier og nyere
Billeder af Schweizer Kunstnere. Et smukt lille Landskab, der i
Kataloget var opført som "Ubekjendt Mester", forekom mig ved første
Øiekast at være D. Moucheron, og da jeg saa nærmere efter, stod
Navnet virkelig paa Billedet. Jeg følte mig stolt over denne
Opdagelse. Naar Lignende senere er hændt mig, har det naturligvis
ogsaa moret mig, men jeg har vidst, at det kunde Mange gjøre mig
efter; Kjenderskabet er ikke det Væsentlige ved Kunstbetragtningen.
Og det har det heller ikke været for mig dengang; ellers vilde jeg
ikke kunne huske Calames prægtige Landskab "Storm i Høialperne". Jeg
bildte mig ind, at jeg selv oplevede denne forfærdelige Naturscene,
at jeg saa og hørte Stormen piske Granerne og knække dem, saa at
selve Vandfaldets Brusen overdøvedes og Bjørnen krøb i Skjul.
Den næste Dag skulde jeg skilles fra min kjære Ven, der hidtil havde
været mig en saa uforlignelig Støtte. Gram skulde til Aix og jeg til
Italien. Han var vel selv heller ikke ganske rolig for at lade mig
gaa paa egen Haand, siden han overtalte mig til at tage med Kureren
til Turin. Det var den dyreste Reisemaade. Det kostede 75 Francs, men
saa kom man derhen i 36 Timer; man sad ved Siden af Postføreren og
var anbetroet hans særlige Omsorg. Kureren var ingen almindelig Kusk;
det var en ung smuk og særdeles dannet Mand, der talte nydeligt
Fransk, i sin Hjemstavn bekjendt som Journalist og Digter; hans Navn
var Constantino Reta. Efter en Times Kjørsel standsede vi ved Grænsen
af Savoyen. Toldbetjentene rodede op i min Kuffert, og deri fandt de
-- en Del Bøger. Dette var naturligvis Contrabande, især da man ikke
kunde forstaa et Ord af dem. De bleve tagne fra mig, indpakkede og
forseglede; man lovede, jeg skulde faa dem igen i Genua, et Løfte som
rigtignok ikke blev holdt. Jeg havde aldrig faaet dem, hvis ikke den
danske Konsul i Livorno, Dalgas, havde taget sig af Sagen, og langt
om længe faaet dem sendt til mig i Florents. Medens Toldembedsmændene
undersøgte Bøgerne og havde stor Møie med at opskrive den
mesopotamiske Titel paa Schouws "De italienske Naaletræer", tog Reta
fat paa et Exemplar af min Disputats, og han havde Tid nok til at
gjennemlæse de første Sider. Det gode Latin behagede ham; han fik
Interesse for mig, og vi bleve særdeles gode Venner. Veien gik
igjennem de deiligste Bjerglandskaber, især fra S. Jean de Maurienne
til Vernay; men oppe paa Mt. Cenis sneede det. Jeg gik til Fods ved
Siden af Vognen, indtil det var bleven mørk Nat; saa krøb jeg atter
ind i Karreten. Jeg sov snart ind, og vaagnede først, da det atter
bar nedad, og et straalende Solskin varmede mit Ansigt og viste mig
Italiens Herlighed.
Jeg havde tænkt at anvende en Dag paa at se Museet i _Turin_, men jeg
blev der i 3½; min nye Ven vilde ikke slippe mig. Jeg maatte spise
til Middag hos ham, gjøre Bekjendtskab med hans Hustru, hans Broder
og andre gode Venner, alle sammen "bons enfants" som han udtrykte
sig, og saa tilsidst kjøre med ham til Genua, naar det var hans Tur.
Fru Reta kunde ikke tale Fransk, og jeg vovede endnu ikke at prøve
paa at tale Italiensk; men et kjønt og tiltalende Ansigt havde hun,
om end de høie Toner, hvori Vennerne i hendes Stambog besang hende
som Madonna, forekom mig noget overdrevne. Vennerne vare livlige og
elskværdige Mennesker, Journalister og Digtere, begeistrede for den
nationale og borgerlige Frihed, som de ikke tvivlede paa, at "det
unge Italien" snart vilde tilkæmpe sig. Det varede længere end de
tænkte; men et Forsøg blev gjort i Genua i 1848. Der omkom
Constantinos Broder; han selv blev landflygtig og levede derefter som
Sproglærer i Genf, hvor han døde i Foraaret 1858. Jeg har et Minde om
ham tilbage i et Digt, han skrev i min Stambog, Inno del tramonto, og
et Par Breve.
Ogsaa i _Genua_ blev jeg længere, end jeg havde ønsket. Jeg skulde
tage med Dampskib til Livorno; men det var i 2 Dage et saa øsende
Regnvejr, at Skibet ikke kunde faa indtaget sin Ladning, og den 3.
Dag, da Regnen ophørte, var det en forrygende Storm. Om Aftenen kom
jeg dog afsted, og naaede uden Uheld Livorno den næste Morgen. Ogsaa
til _Pisa_ kom jeg, skjøndt Banetoget for en stor Del maatte kjøre
igjennem Vand; men derefter gjorde Oversvømmelsen al Færdsel umulig.
I 3 Dage ventede jeg paa, at Veien til Florents skulde blive farbar;
men der var endnu lange Udsigter; saa maatte jeg lægge Veien om ad
Lucca. De 3 Dage, jeg tilbragte i Pisa, mindes jeg med særlig Glæde.
Den største Del af Tiden tilbragte jeg fjernt fra Byens Færdsel paa
Domkirkepladsen og nød i Fred og Ro de vidunderlige Monumenter, der
vare samlede der, Domkirken, det skjæve Taarn, Baptisteriet og Campo
Santo; det var mit første Bekjendtskab med den tidligere, italienske
Kunst.
I _Florents_ tilbragte jeg en hel Maaned. Jeg var ganske alene; der
var ingen Landsmænd, og jeg gjorde saa godt som ingen nye
Bekjendtskaber. Jeg aflagde et flygtigt Besøg hos Englænderen
Millingen. Jeg havde Lyst til at se Forfatteren til det smukke og for
sin Tid mønsterværdige Værk: Ancient Unedited Monuments. Jeg traf ham
i hans Arbeidsværelse, en enlig gammel Mand, der kun levede i sine
Antiker. Paa hans Skrivebord stod den smukke lille Marmortorso af en
kvindelig Figur i stærk Bevægelse, der er afbildet i det ovennævnte
Værk. Jeg besøgte Galleriets Bestyrer Migliarini, en fortræffelig
gammel Mand, som ikke bar sin Lærdom til Skue, men bedømte Alt med
sund Menneskeforstand. Ogsaa i Storhertugens Bibliothekar, Svenskeren
Grev Gråberg de Hemsjö, fandt jeg en elskværdig gammel Mand, men han
var desværre saa døv, at man kun kunde tale med ham igjennem et
Hørerør. I min Ensomhed længtes jeg nok undertiden efter Vennerne i
Hjemmet, men det var ingen trykkende Længsel, thi jeg havde nok at
gjøre med Studierne i Florents Kirker og Museer. Og dog var dette jo
kun en Indledning; Rom skulde være mit egentlige Arbeidsfelt. I den
anden Uge af December forlod jeg Florents, og efter 2 Dages Ophold i
Siena ankom jeg til Rom d. 16. December.
* * * * *
_Rom_ i 1844 var meget forskjellig fra Rom ved Aarhundredets
Slutning. Det var endnu den pavelige Stad, den stille Kunstnerby,
hvor man i Ro nød Kunstens og Naturens Herlighed under hans
Helligheds og hans Tjeneres imponerende Varetægt. Nu er Staden bleven
3 Gange større og en tyk moderne Fernis har lagt sig over det Hele.
Nu kommer man til Rom med Jernbanen som til andre store Stæder,
stiger af i en Banegaard, hvor man har sin Nød med at bane sig Vei
igennem Menneskevrimlen, med at finde sit Tøi, og er glad naar man
endelig uden Uheld og uden al for lang Venten er bleven stuvet ind i
en Omnibus for at kjøre til et Hotel. Den Gang kjørte man i jævnt
Trav ind ad Porta del popolo; Kusken knaldede med Pisken, og man blev
høitidelig modtaget af den store Obelisk med Springvandet omkring,
hvorefter man kjørte op ad Corsoen, der vistnok ikke var mindre
kjedelig end den nu er, men som dog ikke ved Støi og moderne Glimmer
forstyrrede den Ankommendes forventningsfulde Stemning.
Det første Sted, jeg søgte hen, var den lille mørke Café del Greco i
Via Condotti, hvor jeg skulde høre, om der var Breve fra Hjemmet, og
om der ikke var nogen Landsmænd til Stede. Jo vel var der det.
Medailleur Petersen modtog mig med stor Venlighed, og kort efter
førte han mig over i det nærliggende Trattoria Lepre, hvor jeg traf
flere Landsmænd, i hvis Kreds jeg øieblikkelig var som hjemme.
Kunstnerkredsen i Rom var ikke lille i de Dage. Det var næsten alle
yngre Mænd, nogle faa Aar ældre end jeg. Der var _Jerichau_, hvis
hjemsendte Stykker af Frisen "Alexanders Bryllup med Roxane" allerede
havde vakt fortjent Opmærksomhed i Danmark; det næste Aar saa jeg ham
fuldføre Gruppen Hercules og Hebe, der gjorde stor Opsigt i Rom,
blandt andet fordi man havde travlt med det unyttige Spørgsmaal, om
det skulde være et Forsøg paa at restaurere den belvederiske Torso
eller ikke. Han var allerede dengang noget sygelig og klagede oftere
over, at han ikke blev paaskjønnet i Danmark; men han havde endnu
ikke den pessimistiske Anskuelse af Livet, som forbittrede hans
senere Dage. Han var en elskværdig Omgangsfælle, som jeg nødig rev
mig løs fra. Han tegnede med Blyant et lille Portræt af mig, som jeg
kunde sende hjem til min Fader paa hans og min Fødselsdag, 10. April
1845. _Holbech_ saa jeg ikke synderlig til; han holdt sig for sig
selv; derimod omgikkes jeg meget Elfenbensskjærer _S. S. Winther_,
der var Broder til den senere bekjendte Rigsdagsmand Dr. Gert
Winther. Han modellerede en Portrætmedaillon af mig, et smukt
Arbeide, men saa flatteret, at en god Ven af mig, da han saa det,
antog det for et Kvindehoved og spurgte, om det skulde være en
Kleopatra; den er desværre gaaet til Grunde ved en Ildebrand. Winther
var stærkt angrebet af Brystsyge; han led meget og døde allerede
1846. Af _Malere_ var der Jerichaus trofaste og opofrende Ven Th.
Læssøe, den stille og flittige A. V. Boesen, den hyggelige Genremaler
Raadsig, Lunde, en fordringsløs Kunstner med fin Følelse for
Farvetonerne i Landskabet, og den i München uddannede Rohde, som med
en fin og "spirituel" Pensel malede Vinterbilleder og italienske
Landskaber. Ogsaa den gamle Ernst Meyer har tidt moret mig med sit
lune Humor. Engang saa jeg i hans Skitsebog en lidet interessant
Figur. Det var Natvægteren i Söder-Telge. "Hvorfor har De tegnet
ham?" spurgte jeg. "Den latterlige Karl," sagde han, "han raaber ved
høi lys Dag." Det var Midsommertid. Gurlitt havde sluttet sig ganske
til _Tyskerne_. Han var ogsaa født i Altona, og den tyske
Kunstnerkreds var jo baade større og betydeligere end den nordiske. I
Kunstnerverdenen var der paa den Tid endnu ikke indtraadt nogen
Adskillelse imellem danske og tyske. Jeg besøgte ogsaa tyske
Kunstnere i deres Atelierer; jeg mindes bl. A. Düsseldorferne Riedel
og Achenbach og Frankfurteren Rethel, og i det følgende Aar Overbeck
og Cornelius.
Af _norske_ Kunstnere var der i den Vinter ingen i Rom; derimod var
der en anselig Kreds af _svenske_, der levede med de Danske ganske
som Landsmænd. Der var af Landskabsmalere Maaneskinsmaleren Stäck og
den døve Palm, af Figurmalere den fortræffelige Wahlbom, der
excellerede i Rytterbilleder fra Trediveaarskrigen, og Lundgren, der
ikke uden Held efterlignede Venezianerne, og som senere ogsaa fik et
Navn i Litteraturen, endelig den livlige Architekt Scholander, hvis
Illustrationer til Tegnèr ville være i Manges Minde. Plageman saa vi
kun lidt til; man sagde, han levede af at lave Rafaeler til engelske
og amerikanske Reisende. Den elskværdige Billedhugger Fogelberg
besøgte jeg i hans Atelier; dèr stod de kolossale Guder, Odin og
Balder.
Efter Skik og Brug samledes Skandinaverne Juleaften for at nyde den
hjemlige Risengrød og mindes det fjerne Fædreland med dets Sne og Is
imellem Sydens Herligheder. Der laa en Rose paa hver Tallerken, og vi
kransede os med Vedbend; men ellers var der næppe Noget, der mindede
om et antikt Symposion. Det var et muntert Kunstnergilde, og paa
Væggen havde man med Kul tegnet Portræter af de skandinaviske
Kunstnere, der nu havde forladt Rom.
Men saa gjerne jeg færdedes imellem Kunstnerne og besøgte deres
Atelier, var dette dog nærmest en Adspredelse for mig; min egentlige
Opgave var jo at studere Oldtidens Monumenter. Her var det Tyskerne,
jeg maatte holde mig til. Archæologien havde allerede dengang et
Midtpunkt i det af den preussiske Regjering støttede Instituto di
Corrispondenza archeologica. Det havde sit Sæde paa Capitolium, ikke
i det nuværende anselige Palads, men i den tarvelige Bygning paa
Bjergets østlige Side. Der indfandt jeg mig regelmæssig hver Fredag
Middag, da der blev holdt Foredrag og Forevisning. En sjælden Gang
vovede jeg mig ogsaa selv til at give en lille Skjærv med i Laget, og
man gjorde mig til Medlem af Institutet. Men jeg tilstaar, jeg morede
mig ikke ved disse Møder, og det var mig en større Glæde, naar jeg
efter Mødets Slutning med et Par af de andre Archæologer kunde gaa op
paa Palatinerbjerget, i Villa Mills, som da var aaben for Publikum,
og beundre den frodige Rosenflor midt i Vinterens Hjerte.
Institutets Første Sekretær, _Emil Braun_, modtog mig med stor
Venlighed, og jeg var oftere Gjæst i hans Hus, ikke til noget
Selskab, men til daglig Middag sammen med ham og hans aldrende
Hustru; Børn havde de ikke. Jeg holdt af den godmodige Mand, skjøndt
jeg ikke kunde sætte ham høit som Archæolog og stundom smilte ad hans
store Ord, som naar han sagde: "Wenn Böhme und ich zusammen sind,
dann wissen wir, was Styl ist." Han var oprindelig Læge. Ved længere
Tids Syslen med Antiker havde han erhvervet sig en Del Kundskab paa
dette Omraade, men da han manglede filologisk Dannelse, blev han
aldrig Andet end Dilettant, og han havde heller ikke noget fint Øie
for Kunsten. De Foredrag, han holdt for de yngre Archæologer over de
antike Skulpturer i Museerne, gav os derfor heller ikke stort
Udbytte; det var for en stor Del uklare Fraser. Han havde modtaget
mig med Lovtaler som Madvigs Discipel og ønskede, at jeg skulde
skrive en Afhandling i Institutets Annaler. Han gav mig i den
Anledning en Vasetegning at behandle, og jeg gjorde mit Bedste for
at levere en taalelig archæologisk Afhandling i et pynteligt
italiensk Sprog. Da jeg viste ham den -- den hed Processione
trionfale di Ercole ed Iolao -- gjorde han et Par smaa Bemærkninger,
som jeg naturligvis tog til Følge, men for øvrigt fandt han det Hele
fortræffeligt. Inden den blev trykt, kom imidlertid Institutets
Direktør Gerhard til Rom. Han beklagede sig over, at jeg i min
Disputats havde polemiseret imod ham. Braun søgte at undskylde mig;
om det behøvedes, ved jeg ikke; vist er det, at Gerhard altid senere
har behandlet mig med Velvillie og Opmærksomhed; men Braun har dog
nok syntes, at han skyldte Gerhard en cadeau paa min Bekostning.
Under Trykningen af Afhandlingen opdagede han en faktisk Urigtighed i
en Anmærkning. Istedenfor nu, som han tidligere havde gjort, at
meddele mig det, saa at jeg kunde rette Feilen, tilføiede han
følgende Note: "Vor lærde Forfatter, som vil diktere os de
hermeneutiske Love for Studiet af Vaserne, med hvilke han med Nød og
næppe er kommen i materiel Berørelse, tager heri groveligen feil.
Mere end ethvert filologisk Sofisteri gjælder et Faktum i
Archæologien. Førend han indlod sig med en Koryfæ som Gerhard, der
har tilbragt Halvdelen af sit ikke ørkesløse Liv imellem Potteskaar,
havde han gjort vel i at gjennemløbe Atlasset af Institutets
Monumenter, hvor han paa 3. Binds 44. Tavle vilde have fundet en
utvivlsom Hercules tilstedeværende ved Minervas Fødsel." (Det var
dette, jeg havde fundet umuligt). "Fortrolighed med den gamle
Litteratur i dens Helhed er den skjønneste Medgift for Archæologen,
men i Videnskaben som i Livet er det ikke altid Medgiftens Rigdom,
som gjør Ægteskabet lykkeligt." Jeg blev naturligvis oprørt over
dette Overfald, og mine archæologiske Venner fandt, at jeg burde
tilsende "Augsburger Allgemeine Zeitung" en Meddelelse om denne
"exempelløse Adfærd af en Redaktør;" men efter det Forhold, jeg
havde staaet i til Braun, foretrak jeg at indskrænke mig til mundtlig
at sige ham, at jeg ikke havde ventet Sligt af ham.
Institutets Anden Sekretær, _Henzen_, var en høist elskværdig Mand,
der aldrig havde andet end Venner. Han var en dygtig Videnskabsmand
og har indlagt sig betydelig Fortjeneste ved Behandlingen af antike
Indskrifter. Efter Brauns Død blev han Første Sekretær, og jeg har
under senere Besøg i Rom et Par Gange havt den Glæde at se ham i
denne Stilling.