Men en ung Student lader sig i Valget af sine Venner ikke bestemme af

Studiefaget alene. De nye Udsigter, der aabner sig for ham, og Lysten

til at tilegne sig det nye Livs Rigdom, dette er det, han har fælles

med de Andre, og som sammenknytter dem alle. 186 vare vi, der bleve

Studenter i 1836. Jeg betragtede dem alle som Kamerater og mange af

dem som Venner, hvem jeg var lykkelig ved at faa en Samtale med. En

af dem, der strax tiltalte mig overordentlig, var _S. B. Thrige_ fra

Roskilde Skole. Han er tilstrækkelig bekjendt som historisk Forfatter

og som Rektor ved Haderslev Skole; mig har han altid været en trofast

og fornøielig Ven, og hans elskværdige Hustru og hans Børn have vist

mig et lignende Venskab. Ved et ulykkeligt Fald i April 1896 brækkede

han Hoften, og han blev aldrig mere i Stand til at støtte paa

Benene. Efterhaanden sygnede ogsaa hans aandelige Liv hen, og især

efter hans Hustrus Død (Juli 1900) havde han kun en Skygge af Livet

tilbage. Han døde 1. Juli 1901. En Anden af mine Venner fra Rusaaret,

som endnu er i Live, er _Chr. Brix_, der var Bestyrer af

Efterslægtselskabets Skole og i mange Aar Folkethingsmand for

Kjøbenhavn. En Tredie, som bør nævnes, var _Chr. Bille Brahe_, senere

Stiftamtmand i Kjøbenhavn. Han fik Udmærkelse til Examen Artium,

Noget man særlig beundrede ved en Privatist og en Baron; men han var

tillige en livlig og gemytlig Kamerat, en ædel og elskværdig

Charakter, og har i sit lange Liv vist sig som en ægte Hædersmand.

For Studenterne fra 1836 blev han en Slags Bannerfører. Det er jo

Skik at Studenterne 25, 50, ja ogsaa 40 og 60 Aar efter deres

Indskrivning ved Universitetet samles til Jubilæumsfester. Man ønsker

at gjenoplive Ungdomsminderne og at fornye Ungdomsbekjendtskaberne.

Det kan ikke nægtes, at Mange ere blevne fremmede for hinanden, og

ikke engang kjende hinanden, naar de mødes ved disse Lejligheder; men

dog ere disse Fester ikke uden Betydning. Det er vel værdt at

gjenkalde sig Rusaarets Følelser og Oplevelser og tænke over,

hvorledes den Strøm, der tog sit Udspring der, har bredet sig og

frugtbargjort Livet. Ved disse Fester var Bille Brahe en sikker

Gjæst. I 1886, da vi havde været 50 Aar Studenter, indbød han os til

at holde Jubilæum paa hans Herregaard, Svanholm i Horns Herred. Fra

nu af, syntes han, burde disse Møder gjentages hvert Aar; han mente

endog, man kunde udvide dem til at omfatte alle dem, der havde været

50 Aar Student, og i 1890 stiftede han i Forening med Kammerherre

Wolfhagen, den tidligere Minister i Slesvig, en saadan Forening med

Navnet Academicum, der skulde samles en Gang om Aaret. Dertil skrev

Ploug sin fortræffelige Sang: "Sikket Chor af brustne Stemmer,

Sikket Fog af hvide Haar." Endelig, i 1896 holdt Bille Brahe i sit

Hjem i Kjøbenhavn en Fest for den lille Kreds, der endnu kunde møde

til 60 Aars Jubilæum. Aaret efter lukkede han sine Øine træt af

Livet.

Allerede i Rusaaret dannede nogle af Studenterne fra 1836, som det

vel næsten altid er Tilfældet, et lille Selskab til Diskussion og

Drøftelse af almindelig videnskabelige Emner. Det var Studenterne fra

Borgerdydskolen paa Christianshavn (Krarup-Hansen, Høedt, L.

Petersen) der gik i Spidsen, og Møderne holdtes i Borgerdydskolens

Lokale. Ved Vinterens Slutning ophørte Selskabet, men det opstod

igjen næste Aar i en udvidet Skikkelse, idet ogsaa Studenter fra 1837

toge Del deri. Det blev kaldet _Palæstra_. Af dette vare bl. A. Hans

Egede Schack, Forfatteren til Phantasterne, og Johannes Fibiger

Medlemmer. Men heller ikke dette Selskab havde noget langt Liv.

Ganske anderledes var det med _Lyceum_, hvoraf jeg noget senere blev

Medlem. Dette Selskab, af hvis Historie Johannes Forchhammer i

"Museum" 1893 har meddelt en interessant Skitse, bestod i 40 Aar, og

kan rose sig af at tælle mange af Danmarks ypperste Mænd iblandt sine

Medlemmer. Det var et latinsk Disputerselskab stiftet 1813. Dets

Formaal var, hed det, at forøge og nære logisk Skarphed i

Diskussionen og Færdighed i at tale Latin. Latin var endnu dengang

udelukkende brugt ved Universitetets Disputatser og tildels ved dets

Examiner. Det var altsaa ganske naturligt, at man øvede sig deri. Man

elskede ikke sit Modersmaal mindre derfor, og man var ikke blind for,

at de Emner, man drøftede, kunde behandles mere tilfredsstillende paa

Dansk. I Tidens Løb blev jo ogsaa Latinen mere og mere trængt tilbage

ved Universitetet, og det blev oftere foreslaaet, at man skulde

disputere paa Dansk i Lyceum, men da dette endelig blev indført, i

Fyrretyverne, sygnede Selskabet hen, og ophørte kort efter. Det var

ikke længere nødvendigt, og det eiendommelige Baand, der havde holdt

det sammen, idet det gav det sit Særpræg, var bristet. Det var en

lille Kreds; Normaltallet for Medlemmerne var 12. De strenge

gammeldags Former, hvorunder Disputatsen bevægede sig, føltes mere

som en Morskab end som et hemmende Baand, og naar den latinske Akt

var forbi, indtog man i Forening et tarveligt og gemytligt

Aftensmaaltid, hvor der ikke var anden Levning af Latinen tilbage,

end at vi alle vare Dus. Undertiden samledes vi ogsaa til

selskabelige Sammenkomster uden Disputats, navnlig til Fastelavn og

til en Skovtur om Sommeren. Der gik det saa lystigt til, som man

kunde vente af unge livlige Mænd, der følte sig som ægte Venner. Fra

de senere Aar hidrøre et Par Viser af Hostrup; i den latinske Tid

skrev jeg en latinsk Vise, ligesom Poul Møller havde gjort i sin Tid.

Uden paa nogen Maade at sammenligne mig med ham, kunde jeg dog have

Lyst til at anføre den som et Bevis paa, hvor trofast Traditionen

havde holdt sig endnu den 25. Juni 1843.

Abierunt hiemes,

Nives abierunt;

Acres iam sunt iuvenes;

Senes qui fuerunt.

Sicci disputavimus

Olim in Lyceo,

Nunc in silva ludimus

Uvidi Lyæo.

Logicæ cum tæduit

Et doctrinæ morum,

Ad naturam rediit

Rex philosophorum.

Lætus tum investigat

Feras animantes,

Quid delphinos moveat

Et tigres bacchantes.

Alexander magnus iam

Huic magistro datus

Penetravit Indiam

Euius renatus.

Vivat Aristoteles!

Fratres, nos vivamus!

Alexandri similes

Fortiter bibamus.

Jeg blev optaget i Lyceum 6. Decbr. 1842 sammen med min Studiefælle

G. Lund, Julius Gram (senere Prof. juris), og Medicinerne Petit og

Jul. Paulsen, og blev modtaget af Chr. Hermansen (senere Prof.

theol.), E. Boesen (senere Stiftsprovst i Aarhus), M. Hammerich,

Tregder, P. E. Lind, A. Listov, A. Birch (senere Guvernør i

Vestindien) og Medicineren Ravn. I det næste Aar blev A. F. Krieger

optaget tilligemed B. J. Fog, Wad (senere Præst i Korsør) og

Schleisner (senere Fysikus i Flensborg og Stadslæge i Kjøbenhavn); i

1844 optoges Hostrup, C. Listov, Islænderen Gr. Thomsen, Klein,

Worsaae og Dan. Møller (senere Præst i Vonsbæk og derefter i Faxe).

Efter min toaarige Udenlandsreise indtraadte jeg igjen i Selskabet,

og samledes der i de nærmest følgende Aar med L. Mynster, Johnstrup

(senere Prof. i Mineralogi), E. Vedel (senere Amtmand i Sorø), M.

Steenstrup (den bekjendte Udgiver af Dansk Maanedsskrift og af

Skrifterne til Folkeoplysnings Fremme), Joh. Forchhammer og Cand.

philol. Carl Borries, samt de senere bekjendte Præster, L. Warburg,

E. Scharling og min yngre Broder August, og Dr. med. Engelsted. Jeg

disputerede sidste Gang 12. Decbr. 1849. Fastelavn 1850 holdt Lyceum

en større Fest, hvori en stor Mængde ældre Lyceenser deltog som

Veteraner. Det var en talrig, man kunde gjerne sige glimrende

Forsamling. Jeg var bleven valgt til "Dictator" og ønskede Gjæsterne

Velkommen med en versificeret, selvfølgelig dansk, Tale. Hvor

gemytligt og hvor morsomt det forøvrigt gik til, har Forchhammer

beskrevet paa ovfr. anf. Sted. D. 30. Oktober 1850 udmeldte jeg mig

af Selskabet, dog med det Forbehold atter at kunne møde "som

Veteran", Noget jeg i det Mindste een Gang har gjort Brug af, idet

jeg deltog i et lille Fastelavnsgilde paa Constantia i 1853, uden

Tvivl det sidste, der er bleven holdt. Men Lyceum og de fortrolige

Venskabsforbindelser, der udsprang deraf, høre til mit Livs

allerdyrebareste Erindringer.

Men midt under denne Syslen med almindelige videnskabelige Emner gik

det særlig filologiske Studium sin regelmæssige Gang, og jeg savnede

heller ikke her Medarbeidere og Venner. Sammen med _J. G. Lund_,

senere Rektor i Aarhus, og _H. H. Lefolii_, senere Rektor i Viborg,

læste jeg kursorisk flere græske og særlig latinske Forfattere. Det

var fornøielige og lærerige Timer. De vare begge Studenter fra Aaret

efter mig, men de spredte sig ikke saa meget som jeg, og tog, uagtet

de underviste en hel Del, allerede efter 4 Aars Studium den

filologiske Embedsexamen, medens jeg brugte 5 Aar, og selv dette blev

anset for en meget kort Studietid. Det var nemlig den saakaldte Store

Philologicum, som de, der tragtede efter overordnede Lærerposter ved

de lærde Skoler, maatte underkaste sig. Det var store Fordringer, der

stilledes i de 3 Hovedfag, Latin, Græsk og Historie, hvortil kom

adskillige Bifag, Hebraisk, Mathematik, Theologi og Filosofi.

Kandidaten skulde vise, at han var hjemme i alle Skolens Fag og, om

fornødent, kunde overtage Undervisningen i dem; naar Modersmaalet og

de nyere Sprog ikke vare medtagne, kom dette af, at Kundskab deri

blev betragtet som selvfølgelig. Man kan nok tænke sig, at disse

store Fordringer aldrig bleve fuldtud opfyldte. Jeg gjorde mit Bedste

for at nærme mig dertil, og det var ikke mange af Ciceros og Platos

Skrifter, jeg ikke fik gjennemlæst; men det var vel ogsaa derefter.

I 1849 blev Examen ogsaa indskrænket; den skulde kun omfatte de 3

Hovedfag, samt Modersmaalet tilligemed Oldnordisk; men selv dette

syntes efter nogen Tids Forløb at være for Meget. Der var

Sprogforskere, som ikke vilde have Historien med, og Historikere, som

syntes de kunde undvære de gamle Sprog, medens ogsaa de nyere Sprog

gjorde Fordring paa at stilles lige med de gamle. I 1883 oprettedes

da en ny Skoleembedsexamen, hvortil der skulde opgives 1 Hovedfag og

2 Bifag. Man saa bort fra Skolens encyklopædiske Character; man

krævede Faglærere, og Specialstudierne dreves langt videre, end det

for Skolens Skyld var nødvendigt. Skjøndt det nu af og til viste sig,

at det ikke var de saaledes uddannede Kandidater, som Skolen havde

bedst Brug for, vilde man dog ikke opgive Systemet, der stemmede med

hele Tidens Retning, som krævede Specialisering paa alle Punkter.

Resultatet blev, at man gik endnu et Skridt videre ad den Vei, man

havde begyndt paa, og de nye Examensbestemmelser af 1901 gjorde

Prøven endnu mere "videnskabelig" og mindre praktisk end tidligere.

Om man har gjort vel deri eller ikke, maa Fremtiden bedømme.

Der var i min Studentertid 3 filologiske Professorer ved

Universitetet, Madvig i Latin og F. C. Petersen i Græsk; _Brøndsted_

havde en extraordinær Stilling; han holdt færre Forelæsninger, og kun

over Græsk. Jeg hørte en Forelæsning over Pindar af ham; og, var det

end først mange Aar senere, da jeg selv tog mig for at læse over

Pindar, at jeg fik nogen klar Forestilling om denne Forfatter, mindes

jeg dog ogsaa denne Forelæsning med Glæde. Den livlige og for Hellas

begeistrede Mand syntes at sidde inde med Mere, end man fik at høre,

og jeg misundte dem, der, som Oppermann, havde Adgang til hans Hus;

jeg selv har kun været een Gang i hans Stue. _F. C. Petersen_ levede

længere, saa at jeg i Tidens Løb kunde blive hans Kollega og Ven.

Han var en godmodig Mand og en samvittighedsfuld Embedsmand. Som

Provst for Regentsen har han stor Fortjeneste af at have bragt Orden

i Styrelsen. Ungdommen gjorde sig undertiden lystig over hans

salvelsesfulde og "pedantiske" Udtryksmaade, som man sagde; men

de vidste dog godt, at de i ham havde en Foresat, som vilde

forsvare deres Ret og deres Interesser, naar det krævedes. Som

Universitetslærer skulde han docere græsk Filologi. Ved Siden af

exegetiske Forelæsninger læste han over græsk Litteraturhistorie,

græske Antikviteter (d. v. s. Statsforfatning) og Mythologi. Hans

Forelæsninger vare et korrekt Referat af den tyske Videnskabs

Resultater, men de vare noget tørre og vidtløftige især i

Indledningerne. Vi kunde saaledes ikke forstaa, hvorfor han dikterede

os fuldstændige Litteraturoversigter, som Ingen af os havde Brug for

i alt Fald som Studenter. Mest interesserede mig hans Kunstmythologi;

men man var dengang meget slet forsynet med de nødvendige

Afbildninger. Millins Galerie mythologique, en lille Oktavbog med

Konturtegninger, cirkulerede undertiden i Timerne; større og

nøiagtigere Gjengivelser af de antike Kunstværker, der kunde give en

virkelig Forestilling om deres Character, fandtes ikke.

_Madvigs_ Forelæsninger vare naturligvis mønsterværdige.

Litteraturhistorien har jeg omtalt. Endnu betydeligere var hans

Fremstilling af den romerske Statsforfatning, der fremtraadte i en

forstaaelig og klar Skikkelse, som den endnu ikke fandtes i nogen

Litteratur, tilmed ordnet paa en let overskuelig Maade. Den blev lagt

til Grund for Bojesens Haandbog i de romerske Antikviteter, der i

lang Tid blev benyttet som en fortrinlig Lærebog ikke blot herhjemme,

men ogsaa i Tyskland. Fuldstændigere og paany gjennemarbeidet

foreligger Madvigs Arbeide som bekjendt i hans sidste Hovedværk.

Ogsaa hans latinske Syntax bleve hans Tilhørere først bekjendte med

ved hans Forelæsning. Jeg havde i Skolen læst efter Baden, hvis

Regler hverken vare forstaaelige eller rigtige; Borgen havde ført mig

ind paa en rigtigere Vei; ved Universitetet havde jeg benyttet Zumpt

og Billroth, og derigjennem i Forbindelse med Madvigs exegetiske

Forelæsninger og Øvelser allerede for en stor Del kunnet tilegne mig

det System, som Madvig nu fremlagde fuldfærdigt. Det var en stor

Velgjerning for Skolerne, da de ubrugelige og uklare Lærebøger bleve

afløste af Madvigs. Det var ikke Madvigs Skyld, at Lærerne misbrugte

hans Bog, lod Skoledisciplene lære udenad, hvad der var bestemt til

at springes over, og ikke forstod at sætte sig paa Disciplenes

Standpunkt.

Iblandt de lidt ældre filologiske Studerende var der især to, som jeg

kom i et nærmere Venskabsforhold til. _H. P. Tregder_ var 4-5 Aar

ældre end jeg, en godmodig og elskværdig ung Mand, hvis gode Hoved

jeg beundrede, og hvem jeg betragtede som selvskreven til at være

Petersens Efterfølger. Han foretrak imidlertid at blive Skolemand og

blev Rektor i Aalborg og senere i Sorø. Han var maaske ogsaa nok saa

godt skikket dertil; thi medens han hurtig opfattede en Sags Kjerne,

interesserede det ham mindre at se den udfolde sig i Enkelthederne,

saa at han kunde give et fyldigt og levende Billede af den. Han havde

en ualmindelig let Haand og meddelte sine Disciple kort og klart det,

som forekom ham at være Hovedsagen. Man kunde undertiden ønske, at

han havde lært dem mere, men hvad han lærte dem, det kunde de. Hans

Forfattervirksomhed svarede dertil; hans latinske Litteraturhistorie

er et kort og klart Schema; den første Udgave led af adskillige

Unøiagtigheder, men de bleve rettede i de senere. Den græske

Kunsthistorie vilde jeg ønske han ikke havde skrevet. Jeg kunde ikke

lade være at sige ham dette; men saa ubehagelig denne Meddelelse var

ham, gjorde den dog intet Skaar i vort Venskab.

_L. Oppermann_, der var bleven Student to Aar før jeg, var en stor

Modsætning til Tregder. Ogsaa han var et udmærket Hoved og havde

systematisk Talent, men han dvælede med nok saa stor Lyst ved

ubetydelige Enkeltheder. Det var ham en stor Fornøjelse, naar han

opdagede en eller anden lille Feil hos sine Forgængere. Han kunde

ikke lukke en Bog op uden at finde en Trykfeil, selv om det var den

eneste, der fandtes i hele Bogen. Han morede sig med at eftervise,

hvorledes selv de bedste tyske Stilister, som Goethe, af og til kunde

udtrykke sig saa skjødesløst, at det strengt taget var meningsløst,

og med at fortælle saadanne Historier som den om en mathematisk

Professor, hvem han engang ved en Examen havde hørt forlange af

Examinanden, at han skulde lægge et Snit igennem en Kegle saaledes,

"dass die grössere Hälfte der kleineren gleich wird." Han begyndte

som klassisk Filolog, og hans første Arbeide var en "Latinsk

Sproglære til Skolebrug, især efter Billroth" (1840), en Bog, som

upaatvivlelig var bleven almindelig brugt, hvis ikke Madvigs

Grammatik var udkommet Aaret efter. Lige saa uheldig var han med sin

"Indledning til den danske Sproglære", idet Bojesen Aaret efter udgav

sin lille Ledetraad; Oppermann beskyldte ham for at have plagieret

ham. Da han indstillede sig til Examen, fik han kun en middelmaadig

Anden Charakter; han havde stolet paa sine almindelige Kundskaber og

ikke brudt sig om den specielle Examensforberedelse. Endnu værre gik

det ham, da han meldte sig til Forstexamen. Og dog var han en

fortrinlig Mathematiker. Hans "Elementær Plangeometri" roses, og som

Mathematiker blev han optaget i Videnskabernes Selskab og nød stor

Anseelse blandt Fagmændene. Tilsidst blev han Professor i Tysk ved

Universitetet. Var det Forfængelighed, der saa tidt bragte denne

glimrende Begavelse ud af Ligevægten? Maaske. Den Orm lide vel de

fleste Mennesker af. Men hvor man end vil søge Aarsagen, jeg vil

ikke dømme, men kun beklage min Ven. Han døde 17. Aug. 1883. Et

skjønt Eftermæle har A. D. Jørgensen sat ham i sin "Redegjørelse for

min Udvikling og mit Forfatterskab." "Oppermanns Forelæsninger" siger

han (S. 78) "havde en dobbelt Betydning for mig. Dels gav de mig Blik

for Ensidighederne i den tyske Litteratur, dels blev de for mig det

første Exempel paa et grundigt og fordomsfrit Kildestudium. Oppermann

viste, hvorledes hver enkelt Forfatter var en eiendommelig

Personlighed, tildels betinget af sin Tid, tildels af sit særlige

Naturel og sine Evner, og han tog den Ting aldeles naturlig og uden

verdenshistoriske Tillavninger og forudbestemte Skemaer. Snarest for

tilbøielig til overalt at se Udslag af tysk Sentimentalitet, ligesom

danske Forfattere dengang (omkring 1860) i det Hele stadig var paa

Krigsstien mod alt tysk Væsen, stillede han de historiske Forhold i

et saa tilforladeligt Lys, at det her for første Gang gik op for mig,

hvad der egentlig kræves af en ædruelig Betragtning af Fortidens

Personer og Forhold."

* * * * *

Aaret 1836, da jeg blev Student, var et Mærkeaar for Universitetet.

Den gamle Universitetsbygning var brændt 1807. I mange Aar havde

de nøgne Mure staaet der som et sørgeligt Minde. Min ældste Broder

og jeg havde som Børn leget paa Pladsen imellem dem sammen med

den naturhistoriske Professor Wads Pleiesønner, som boede i

Kommunitetsbygningen. Nu var den nye Bygning færdig; den skulde

indvies ved Reformationsfesten, der ogsaa dette Aar feiredes med

særlig Høitidelighed; det var 300 Aar siden den lutherske Reformation

blev indført i Danmark. Den nye Universitetsbygning forekom os stor

og anselig; thi Studenternes Tal var ikke Halvdelen af, hvad det nu

er. De skjønne og storladne Forhold i Façaden gjorde jo ogsaa

Bygmesteren, Malling, al mulig Ære; at Lysforholdene i det Indre ikke

altid vare heldige, mærkede man først senere. Særlig uheldig var han

med det Forsøg paa Forhallens Loftsdekoration, han lod Historiemaler

Høyer foretage, men det forsvandt ogsaa øjeblikkelig, og Constantin

Hansen og Hilker udførte den herlige Udsmykning, som jeg i mine

Studenteraar havde min Glæde af at se blive til og senere som

Professor fik det ærefulde Hverv at skulle vaage over og sørge for at

redde ved hensigtsmæssig Restauration, da Tidens Tand ikke havde

skaanet den. Da Malerierne vare færdige, fik Bissen det Hverv at

udføre Statuerne af Athene og Apollo ved Trappeopgangene. Han

modellerede dem paa Stedet, og jeg besøgte ham ofte under Arbeidet.

Da de vare færdige i Gibs -- og Bestillingen til Kunstneren gik

kun ud derpaa -- ønskede Studenterne at vise Mesteren deres

Taknemmelighed ved et Festmaaltid.

Universitetsprofessorer og Kunstnere toge Del deri, lad mig nævne

Clausen og Madvig, Thorvaldsen og Hetsch som Exempler. Pastor

Mørch-Hansen har i "Museum" 1893 givet en interessant Meddelelse om

Festen. Chr. Molbech holdt en smuk Tale for Hædersgjæsten, og iblandt

de Sange, der hædrede ham, var ogsaa en af den svenske Billedhugger

Molin, der benyttede Bissens Navn paa en morsom Maade, thi paa Svensk

hedder Nissen "Tomtebissen". Troels Smith udtalte det Ønske, at de to

Gibsstatuer snart maatte kunne opstaa i en varigere Dragt. Denne

Udtalelse modtoges med almindelig Jubel, og Dagen efter samledes

Indbyderne til Festen for at overveie, om det var muligt at

tilveiebringe de fornødne Midler til at lade dem udføre i Marmor.

Kunstneren selv ønskede kun sine Udgifter dækkede, men det syntes dog

at være en vanskelig Opgave. Vi tog imidlertid trøstig fat paa

Værket. En Maleriudstilling i Universitetsbygningen, hvortil Folk

velvillig laante dem Billeder, og en Komedie af Hostrup paa

Hoftheatret gav en ret god Indtægt; men der manglede endnu Meget, som

maatte skaffes ved private Bidrag. Det var aabenbart ikke nok at

udstede en almindelig Opfordring hertil; skulde det hjælpe, maatte vi

henvende os personlig til velstaaende Medborgere, som vi antog kunde

dele vor Interesse. To og to gik vi da omkring og lod os melde hos

Folk, vi slet ikke kjendte; jeg var i Almindelighed ledsaget af

Mørch-Hansen. Det kostede os ikke liden Overvindelse, men paa de

fleste Steder bleve vi godt modtagne, og Pengene kom ind. Vi takke

Giverne og haabe paa Tilgivelse for vor Paatrængenhed.

III.

ARCHÆOLOGI OG UDENLANDSREISER.

Af mit Levned · 第 2 / 17 段