Studiefaget alene. De nye Udsigter, der aabner sig for ham, og Lysten
til at tilegne sig det nye Livs Rigdom, dette er det, han har fælles
med de Andre, og som sammenknytter dem alle. 186 vare vi, der bleve
Studenter i 1836. Jeg betragtede dem alle som Kamerater og mange af
dem som Venner, hvem jeg var lykkelig ved at faa en Samtale med. En
af dem, der strax tiltalte mig overordentlig, var _S. B. Thrige_ fra
Roskilde Skole. Han er tilstrækkelig bekjendt som historisk Forfatter
og som Rektor ved Haderslev Skole; mig har han altid været en trofast
og fornøielig Ven, og hans elskværdige Hustru og hans Børn have vist
mig et lignende Venskab. Ved et ulykkeligt Fald i April 1896 brækkede
han Hoften, og han blev aldrig mere i Stand til at støtte paa
Benene. Efterhaanden sygnede ogsaa hans aandelige Liv hen, og især
efter hans Hustrus Død (Juli 1900) havde han kun en Skygge af Livet
tilbage. Han døde 1. Juli 1901. En Anden af mine Venner fra Rusaaret,
som endnu er i Live, er _Chr. Brix_, der var Bestyrer af
Efterslægtselskabets Skole og i mange Aar Folkethingsmand for
Kjøbenhavn. En Tredie, som bør nævnes, var _Chr. Bille Brahe_, senere
Stiftamtmand i Kjøbenhavn. Han fik Udmærkelse til Examen Artium,
Noget man særlig beundrede ved en Privatist og en Baron; men han var
tillige en livlig og gemytlig Kamerat, en ædel og elskværdig
Charakter, og har i sit lange Liv vist sig som en ægte Hædersmand.
For Studenterne fra 1836 blev han en Slags Bannerfører. Det er jo
Skik at Studenterne 25, 50, ja ogsaa 40 og 60 Aar efter deres
Indskrivning ved Universitetet samles til Jubilæumsfester. Man ønsker
at gjenoplive Ungdomsminderne og at fornye Ungdomsbekjendtskaberne.
Det kan ikke nægtes, at Mange ere blevne fremmede for hinanden, og
ikke engang kjende hinanden, naar de mødes ved disse Lejligheder; men
dog ere disse Fester ikke uden Betydning. Det er vel værdt at
gjenkalde sig Rusaarets Følelser og Oplevelser og tænke over,
hvorledes den Strøm, der tog sit Udspring der, har bredet sig og
frugtbargjort Livet. Ved disse Fester var Bille Brahe en sikker
Gjæst. I 1886, da vi havde været 50 Aar Studenter, indbød han os til
at holde Jubilæum paa hans Herregaard, Svanholm i Horns Herred. Fra
nu af, syntes han, burde disse Møder gjentages hvert Aar; han mente
endog, man kunde udvide dem til at omfatte alle dem, der havde været
50 Aar Student, og i 1890 stiftede han i Forening med Kammerherre
Wolfhagen, den tidligere Minister i Slesvig, en saadan Forening med
Navnet Academicum, der skulde samles en Gang om Aaret. Dertil skrev
Ploug sin fortræffelige Sang: "Sikket Chor af brustne Stemmer,
Sikket Fog af hvide Haar." Endelig, i 1896 holdt Bille Brahe i sit
Hjem i Kjøbenhavn en Fest for den lille Kreds, der endnu kunde møde
til 60 Aars Jubilæum. Aaret efter lukkede han sine Øine træt af
Livet.
Allerede i Rusaaret dannede nogle af Studenterne fra 1836, som det
vel næsten altid er Tilfældet, et lille Selskab til Diskussion og
Drøftelse af almindelig videnskabelige Emner. Det var Studenterne fra
Borgerdydskolen paa Christianshavn (Krarup-Hansen, Høedt, L.
Petersen) der gik i Spidsen, og Møderne holdtes i Borgerdydskolens
Lokale. Ved Vinterens Slutning ophørte Selskabet, men det opstod
igjen næste Aar i en udvidet Skikkelse, idet ogsaa Studenter fra 1837
toge Del deri. Det blev kaldet _Palæstra_. Af dette vare bl. A. Hans
Egede Schack, Forfatteren til Phantasterne, og Johannes Fibiger
Medlemmer. Men heller ikke dette Selskab havde noget langt Liv.
Ganske anderledes var det med _Lyceum_, hvoraf jeg noget senere blev
Medlem. Dette Selskab, af hvis Historie Johannes Forchhammer i
"Museum" 1893 har meddelt en interessant Skitse, bestod i 40 Aar, og
kan rose sig af at tælle mange af Danmarks ypperste Mænd iblandt sine
Medlemmer. Det var et latinsk Disputerselskab stiftet 1813. Dets
Formaal var, hed det, at forøge og nære logisk Skarphed i
Diskussionen og Færdighed i at tale Latin. Latin var endnu dengang
udelukkende brugt ved Universitetets Disputatser og tildels ved dets
Examiner. Det var altsaa ganske naturligt, at man øvede sig deri. Man
elskede ikke sit Modersmaal mindre derfor, og man var ikke blind for,
at de Emner, man drøftede, kunde behandles mere tilfredsstillende paa
Dansk. I Tidens Løb blev jo ogsaa Latinen mere og mere trængt tilbage
ved Universitetet, og det blev oftere foreslaaet, at man skulde
disputere paa Dansk i Lyceum, men da dette endelig blev indført, i
Fyrretyverne, sygnede Selskabet hen, og ophørte kort efter. Det var
ikke længere nødvendigt, og det eiendommelige Baand, der havde holdt
det sammen, idet det gav det sit Særpræg, var bristet. Det var en
lille Kreds; Normaltallet for Medlemmerne var 12. De strenge
gammeldags Former, hvorunder Disputatsen bevægede sig, føltes mere
som en Morskab end som et hemmende Baand, og naar den latinske Akt
var forbi, indtog man i Forening et tarveligt og gemytligt
Aftensmaaltid, hvor der ikke var anden Levning af Latinen tilbage,
end at vi alle vare Dus. Undertiden samledes vi ogsaa til
selskabelige Sammenkomster uden Disputats, navnlig til Fastelavn og
til en Skovtur om Sommeren. Der gik det saa lystigt til, som man
kunde vente af unge livlige Mænd, der følte sig som ægte Venner. Fra
de senere Aar hidrøre et Par Viser af Hostrup; i den latinske Tid
skrev jeg en latinsk Vise, ligesom Poul Møller havde gjort i sin Tid.
Uden paa nogen Maade at sammenligne mig med ham, kunde jeg dog have
Lyst til at anføre den som et Bevis paa, hvor trofast Traditionen
havde holdt sig endnu den 25. Juni 1843.
Abierunt hiemes,
Nives abierunt;
Acres iam sunt iuvenes;
Senes qui fuerunt.
Sicci disputavimus
Olim in Lyceo,
Nunc in silva ludimus
Uvidi Lyæo.
Logicæ cum tæduit
Et doctrinæ morum,
Ad naturam rediit
Rex philosophorum.
Lætus tum investigat
Feras animantes,
Quid delphinos moveat
Et tigres bacchantes.
Alexander magnus iam
Huic magistro datus
Penetravit Indiam
Euius renatus.
Vivat Aristoteles!
Fratres, nos vivamus!
Alexandri similes
Fortiter bibamus.
Jeg blev optaget i Lyceum 6. Decbr. 1842 sammen med min Studiefælle
G. Lund, Julius Gram (senere Prof. juris), og Medicinerne Petit og
Jul. Paulsen, og blev modtaget af Chr. Hermansen (senere Prof.
theol.), E. Boesen (senere Stiftsprovst i Aarhus), M. Hammerich,
Tregder, P. E. Lind, A. Listov, A. Birch (senere Guvernør i
Vestindien) og Medicineren Ravn. I det næste Aar blev A. F. Krieger
optaget tilligemed B. J. Fog, Wad (senere Præst i Korsør) og
Schleisner (senere Fysikus i Flensborg og Stadslæge i Kjøbenhavn); i
1844 optoges Hostrup, C. Listov, Islænderen Gr. Thomsen, Klein,
Worsaae og Dan. Møller (senere Præst i Vonsbæk og derefter i Faxe).
Efter min toaarige Udenlandsreise indtraadte jeg igjen i Selskabet,
og samledes der i de nærmest følgende Aar med L. Mynster, Johnstrup
(senere Prof. i Mineralogi), E. Vedel (senere Amtmand i Sorø), M.
Steenstrup (den bekjendte Udgiver af Dansk Maanedsskrift og af
Skrifterne til Folkeoplysnings Fremme), Joh. Forchhammer og Cand.
philol. Carl Borries, samt de senere bekjendte Præster, L. Warburg,
E. Scharling og min yngre Broder August, og Dr. med. Engelsted. Jeg
disputerede sidste Gang 12. Decbr. 1849. Fastelavn 1850 holdt Lyceum
en større Fest, hvori en stor Mængde ældre Lyceenser deltog som
Veteraner. Det var en talrig, man kunde gjerne sige glimrende
Forsamling. Jeg var bleven valgt til "Dictator" og ønskede Gjæsterne
Velkommen med en versificeret, selvfølgelig dansk, Tale. Hvor
gemytligt og hvor morsomt det forøvrigt gik til, har Forchhammer
beskrevet paa ovfr. anf. Sted. D. 30. Oktober 1850 udmeldte jeg mig
af Selskabet, dog med det Forbehold atter at kunne møde "som
Veteran", Noget jeg i det Mindste een Gang har gjort Brug af, idet
jeg deltog i et lille Fastelavnsgilde paa Constantia i 1853, uden
Tvivl det sidste, der er bleven holdt. Men Lyceum og de fortrolige
Venskabsforbindelser, der udsprang deraf, høre til mit Livs
allerdyrebareste Erindringer.
Men midt under denne Syslen med almindelige videnskabelige Emner gik
det særlig filologiske Studium sin regelmæssige Gang, og jeg savnede
heller ikke her Medarbeidere og Venner. Sammen med _J. G. Lund_,
senere Rektor i Aarhus, og _H. H. Lefolii_, senere Rektor i Viborg,
læste jeg kursorisk flere græske og særlig latinske Forfattere. Det
var fornøielige og lærerige Timer. De vare begge Studenter fra Aaret
efter mig, men de spredte sig ikke saa meget som jeg, og tog, uagtet
de underviste en hel Del, allerede efter 4 Aars Studium den
filologiske Embedsexamen, medens jeg brugte 5 Aar, og selv dette blev
anset for en meget kort Studietid. Det var nemlig den saakaldte Store
Philologicum, som de, der tragtede efter overordnede Lærerposter ved
de lærde Skoler, maatte underkaste sig. Det var store Fordringer, der
stilledes i de 3 Hovedfag, Latin, Græsk og Historie, hvortil kom
adskillige Bifag, Hebraisk, Mathematik, Theologi og Filosofi.
Kandidaten skulde vise, at han var hjemme i alle Skolens Fag og, om
fornødent, kunde overtage Undervisningen i dem; naar Modersmaalet og
de nyere Sprog ikke vare medtagne, kom dette af, at Kundskab deri
blev betragtet som selvfølgelig. Man kan nok tænke sig, at disse
store Fordringer aldrig bleve fuldtud opfyldte. Jeg gjorde mit Bedste
for at nærme mig dertil, og det var ikke mange af Ciceros og Platos
Skrifter, jeg ikke fik gjennemlæst; men det var vel ogsaa derefter.
I 1849 blev Examen ogsaa indskrænket; den skulde kun omfatte de 3
Hovedfag, samt Modersmaalet tilligemed Oldnordisk; men selv dette
syntes efter nogen Tids Forløb at være for Meget. Der var
Sprogforskere, som ikke vilde have Historien med, og Historikere, som
syntes de kunde undvære de gamle Sprog, medens ogsaa de nyere Sprog
gjorde Fordring paa at stilles lige med de gamle. I 1883 oprettedes
da en ny Skoleembedsexamen, hvortil der skulde opgives 1 Hovedfag og
2 Bifag. Man saa bort fra Skolens encyklopædiske Character; man
krævede Faglærere, og Specialstudierne dreves langt videre, end det
for Skolens Skyld var nødvendigt. Skjøndt det nu af og til viste sig,
at det ikke var de saaledes uddannede Kandidater, som Skolen havde
bedst Brug for, vilde man dog ikke opgive Systemet, der stemmede med
hele Tidens Retning, som krævede Specialisering paa alle Punkter.
Resultatet blev, at man gik endnu et Skridt videre ad den Vei, man
havde begyndt paa, og de nye Examensbestemmelser af 1901 gjorde
Prøven endnu mere "videnskabelig" og mindre praktisk end tidligere.
Om man har gjort vel deri eller ikke, maa Fremtiden bedømme.
Der var i min Studentertid 3 filologiske Professorer ved
Universitetet, Madvig i Latin og F. C. Petersen i Græsk; _Brøndsted_
havde en extraordinær Stilling; han holdt færre Forelæsninger, og kun
over Græsk. Jeg hørte en Forelæsning over Pindar af ham; og, var det
end først mange Aar senere, da jeg selv tog mig for at læse over
Pindar, at jeg fik nogen klar Forestilling om denne Forfatter, mindes
jeg dog ogsaa denne Forelæsning med Glæde. Den livlige og for Hellas
begeistrede Mand syntes at sidde inde med Mere, end man fik at høre,
og jeg misundte dem, der, som Oppermann, havde Adgang til hans Hus;
jeg selv har kun været een Gang i hans Stue. _F. C. Petersen_ levede
længere, saa at jeg i Tidens Løb kunde blive hans Kollega og Ven.
Han var en godmodig Mand og en samvittighedsfuld Embedsmand. Som
Provst for Regentsen har han stor Fortjeneste af at have bragt Orden
i Styrelsen. Ungdommen gjorde sig undertiden lystig over hans
salvelsesfulde og "pedantiske" Udtryksmaade, som man sagde; men
de vidste dog godt, at de i ham havde en Foresat, som vilde
forsvare deres Ret og deres Interesser, naar det krævedes. Som
Universitetslærer skulde han docere græsk Filologi. Ved Siden af
exegetiske Forelæsninger læste han over græsk Litteraturhistorie,
græske Antikviteter (d. v. s. Statsforfatning) og Mythologi. Hans
Forelæsninger vare et korrekt Referat af den tyske Videnskabs
Resultater, men de vare noget tørre og vidtløftige især i
Indledningerne. Vi kunde saaledes ikke forstaa, hvorfor han dikterede
os fuldstændige Litteraturoversigter, som Ingen af os havde Brug for
i alt Fald som Studenter. Mest interesserede mig hans Kunstmythologi;
men man var dengang meget slet forsynet med de nødvendige
Afbildninger. Millins Galerie mythologique, en lille Oktavbog med
Konturtegninger, cirkulerede undertiden i Timerne; større og
nøiagtigere Gjengivelser af de antike Kunstværker, der kunde give en
virkelig Forestilling om deres Character, fandtes ikke.
_Madvigs_ Forelæsninger vare naturligvis mønsterværdige.
Litteraturhistorien har jeg omtalt. Endnu betydeligere var hans
Fremstilling af den romerske Statsforfatning, der fremtraadte i en
forstaaelig og klar Skikkelse, som den endnu ikke fandtes i nogen
Litteratur, tilmed ordnet paa en let overskuelig Maade. Den blev lagt
til Grund for Bojesens Haandbog i de romerske Antikviteter, der i
lang Tid blev benyttet som en fortrinlig Lærebog ikke blot herhjemme,
men ogsaa i Tyskland. Fuldstændigere og paany gjennemarbeidet
foreligger Madvigs Arbeide som bekjendt i hans sidste Hovedværk.
Ogsaa hans latinske Syntax bleve hans Tilhørere først bekjendte med
ved hans Forelæsning. Jeg havde i Skolen læst efter Baden, hvis
Regler hverken vare forstaaelige eller rigtige; Borgen havde ført mig
ind paa en rigtigere Vei; ved Universitetet havde jeg benyttet Zumpt
og Billroth, og derigjennem i Forbindelse med Madvigs exegetiske
Forelæsninger og Øvelser allerede for en stor Del kunnet tilegne mig
det System, som Madvig nu fremlagde fuldfærdigt. Det var en stor
Velgjerning for Skolerne, da de ubrugelige og uklare Lærebøger bleve
afløste af Madvigs. Det var ikke Madvigs Skyld, at Lærerne misbrugte
hans Bog, lod Skoledisciplene lære udenad, hvad der var bestemt til
at springes over, og ikke forstod at sætte sig paa Disciplenes
Standpunkt.
Iblandt de lidt ældre filologiske Studerende var der især to, som jeg
kom i et nærmere Venskabsforhold til. _H. P. Tregder_ var 4-5 Aar
ældre end jeg, en godmodig og elskværdig ung Mand, hvis gode Hoved
jeg beundrede, og hvem jeg betragtede som selvskreven til at være
Petersens Efterfølger. Han foretrak imidlertid at blive Skolemand og
blev Rektor i Aalborg og senere i Sorø. Han var maaske ogsaa nok saa
godt skikket dertil; thi medens han hurtig opfattede en Sags Kjerne,
interesserede det ham mindre at se den udfolde sig i Enkelthederne,
saa at han kunde give et fyldigt og levende Billede af den. Han havde
en ualmindelig let Haand og meddelte sine Disciple kort og klart det,
som forekom ham at være Hovedsagen. Man kunde undertiden ønske, at
han havde lært dem mere, men hvad han lærte dem, det kunde de. Hans
Forfattervirksomhed svarede dertil; hans latinske Litteraturhistorie
er et kort og klart Schema; den første Udgave led af adskillige
Unøiagtigheder, men de bleve rettede i de senere. Den græske
Kunsthistorie vilde jeg ønske han ikke havde skrevet. Jeg kunde ikke
lade være at sige ham dette; men saa ubehagelig denne Meddelelse var
ham, gjorde den dog intet Skaar i vort Venskab.
_L. Oppermann_, der var bleven Student to Aar før jeg, var en stor
Modsætning til Tregder. Ogsaa han var et udmærket Hoved og havde
systematisk Talent, men han dvælede med nok saa stor Lyst ved
ubetydelige Enkeltheder. Det var ham en stor Fornøjelse, naar han
opdagede en eller anden lille Feil hos sine Forgængere. Han kunde
ikke lukke en Bog op uden at finde en Trykfeil, selv om det var den
eneste, der fandtes i hele Bogen. Han morede sig med at eftervise,
hvorledes selv de bedste tyske Stilister, som Goethe, af og til kunde
udtrykke sig saa skjødesløst, at det strengt taget var meningsløst,
og med at fortælle saadanne Historier som den om en mathematisk
Professor, hvem han engang ved en Examen havde hørt forlange af
Examinanden, at han skulde lægge et Snit igennem en Kegle saaledes,
"dass die grössere Hälfte der kleineren gleich wird." Han begyndte
som klassisk Filolog, og hans første Arbeide var en "Latinsk
Sproglære til Skolebrug, især efter Billroth" (1840), en Bog, som
upaatvivlelig var bleven almindelig brugt, hvis ikke Madvigs
Grammatik var udkommet Aaret efter. Lige saa uheldig var han med sin
"Indledning til den danske Sproglære", idet Bojesen Aaret efter udgav
sin lille Ledetraad; Oppermann beskyldte ham for at have plagieret
ham. Da han indstillede sig til Examen, fik han kun en middelmaadig
Anden Charakter; han havde stolet paa sine almindelige Kundskaber og
ikke brudt sig om den specielle Examensforberedelse. Endnu værre gik
det ham, da han meldte sig til Forstexamen. Og dog var han en
fortrinlig Mathematiker. Hans "Elementær Plangeometri" roses, og som
Mathematiker blev han optaget i Videnskabernes Selskab og nød stor
Anseelse blandt Fagmændene. Tilsidst blev han Professor i Tysk ved
Universitetet. Var det Forfængelighed, der saa tidt bragte denne
glimrende Begavelse ud af Ligevægten? Maaske. Den Orm lide vel de
fleste Mennesker af. Men hvor man end vil søge Aarsagen, jeg vil
ikke dømme, men kun beklage min Ven. Han døde 17. Aug. 1883. Et
skjønt Eftermæle har A. D. Jørgensen sat ham i sin "Redegjørelse for
min Udvikling og mit Forfatterskab." "Oppermanns Forelæsninger" siger
han (S. 78) "havde en dobbelt Betydning for mig. Dels gav de mig Blik
for Ensidighederne i den tyske Litteratur, dels blev de for mig det
første Exempel paa et grundigt og fordomsfrit Kildestudium. Oppermann
viste, hvorledes hver enkelt Forfatter var en eiendommelig
Personlighed, tildels betinget af sin Tid, tildels af sit særlige
Naturel og sine Evner, og han tog den Ting aldeles naturlig og uden
verdenshistoriske Tillavninger og forudbestemte Skemaer. Snarest for
tilbøielig til overalt at se Udslag af tysk Sentimentalitet, ligesom
danske Forfattere dengang (omkring 1860) i det Hele stadig var paa
Krigsstien mod alt tysk Væsen, stillede han de historiske Forhold i
et saa tilforladeligt Lys, at det her for første Gang gik op for mig,
hvad der egentlig kræves af en ædruelig Betragtning af Fortidens
Personer og Forhold."
* * * * *
Aaret 1836, da jeg blev Student, var et Mærkeaar for Universitetet.
Den gamle Universitetsbygning var brændt 1807. I mange Aar havde
de nøgne Mure staaet der som et sørgeligt Minde. Min ældste Broder
og jeg havde som Børn leget paa Pladsen imellem dem sammen med
den naturhistoriske Professor Wads Pleiesønner, som boede i
Kommunitetsbygningen. Nu var den nye Bygning færdig; den skulde
indvies ved Reformationsfesten, der ogsaa dette Aar feiredes med
særlig Høitidelighed; det var 300 Aar siden den lutherske Reformation
blev indført i Danmark. Den nye Universitetsbygning forekom os stor
og anselig; thi Studenternes Tal var ikke Halvdelen af, hvad det nu
er. De skjønne og storladne Forhold i Façaden gjorde jo ogsaa
Bygmesteren, Malling, al mulig Ære; at Lysforholdene i det Indre ikke
altid vare heldige, mærkede man først senere. Særlig uheldig var han
med det Forsøg paa Forhallens Loftsdekoration, han lod Historiemaler
Høyer foretage, men det forsvandt ogsaa øjeblikkelig, og Constantin
Hansen og Hilker udførte den herlige Udsmykning, som jeg i mine
Studenteraar havde min Glæde af at se blive til og senere som
Professor fik det ærefulde Hverv at skulle vaage over og sørge for at
redde ved hensigtsmæssig Restauration, da Tidens Tand ikke havde
skaanet den. Da Malerierne vare færdige, fik Bissen det Hverv at
udføre Statuerne af Athene og Apollo ved Trappeopgangene. Han
modellerede dem paa Stedet, og jeg besøgte ham ofte under Arbeidet.
Da de vare færdige i Gibs -- og Bestillingen til Kunstneren gik
kun ud derpaa -- ønskede Studenterne at vise Mesteren deres
Taknemmelighed ved et Festmaaltid.
Universitetsprofessorer og Kunstnere toge Del deri, lad mig nævne
Clausen og Madvig, Thorvaldsen og Hetsch som Exempler. Pastor
Mørch-Hansen har i "Museum" 1893 givet en interessant Meddelelse om
Festen. Chr. Molbech holdt en smuk Tale for Hædersgjæsten, og iblandt
de Sange, der hædrede ham, var ogsaa en af den svenske Billedhugger
Molin, der benyttede Bissens Navn paa en morsom Maade, thi paa Svensk
hedder Nissen "Tomtebissen". Troels Smith udtalte det Ønske, at de to
Gibsstatuer snart maatte kunne opstaa i en varigere Dragt. Denne
Udtalelse modtoges med almindelig Jubel, og Dagen efter samledes
Indbyderne til Festen for at overveie, om det var muligt at
tilveiebringe de fornødne Midler til at lade dem udføre i Marmor.
Kunstneren selv ønskede kun sine Udgifter dækkede, men det syntes dog
at være en vanskelig Opgave. Vi tog imidlertid trøstig fat paa
Værket. En Maleriudstilling i Universitetsbygningen, hvortil Folk
velvillig laante dem Billeder, og en Komedie af Hostrup paa
Hoftheatret gav en ret god Indtægt; men der manglede endnu Meget, som
maatte skaffes ved private Bidrag. Det var aabenbart ikke nok at
udstede en almindelig Opfordring hertil; skulde det hjælpe, maatte vi
henvende os personlig til velstaaende Medborgere, som vi antog kunde
dele vor Interesse. To og to gik vi da omkring og lod os melde hos
Folk, vi slet ikke kjendte; jeg var i Almindelighed ledsaget af
Mørch-Hansen. Det kostede os ikke liden Overvindelse, men paa de
fleste Steder bleve vi godt modtagne, og Pengene kom ind. Vi takke
Giverne og haabe paa Tilgivelse for vor Paatrængenhed.
III.
ARCHÆOLOGI OG UDENLANDSREISER.