Iblandt de yngre Archæologer, der som Stipendiater havde Bolig i

Institutets Bygning, maa jeg først nævne _Theodor Mommsen_. Det var

en overmodig Yngling paa 27 Aar, for hvem det videnskabelige Arbeide,

hvor omfattende det end var, altid gik let fra Haanden. Han var

oprindelig Jurist, men Romerretten førte ham til Studiet af Roms

Statsforfatning og Historie. I Rom syslede han med topografiske

Spørgsmaal og begyndte under Henzens Veiledning det Studium af de

latinske Indskrifter, som blev hans Livs Hovedarbeide, og som har

sikret ham et udødeligt Navn i Videnskaben. Hans romerske Historie

har som bekjendt gjort overordentlig Lykke og er udkommet i mange

Oplag. Det er en livlig og interessant skreven Bog, men dens dristige

Kombinationer ere ikke altid holdbare, og hans Bedømmelse af Cæsar og

Cicero charakteriseres næppe tilstrækkelig, naar man kalder den

ensidig. Han har trolig fulgt Drumanns Fodspor og er ligesom denne en

ægte Preusser, skjøndt det ikke er der, han hører hjemme; han er født

i Garding i det sydvestlige Slesvig. Han havde studeret i Kiel og var

-- ivrig Slesvigholstener, hvorfor han fra først af ikke betragtede

mig med milde Øine. Allerede mit Navn havde vakt hans Harme; thi det

var efter Algreen Ussings Forslag, at Stænderne havde anmodet

Christian VIII om at udstede sin Erklæring om, at hele det danske

Monarchi gik i udelelig Arv efter Kongelovens Arvefølge. Dog kom vi i

det Hele godt ud af det med hinanden, naar vi mødtes, hvilket ikke

var saa sjældent. Jeg mindes saaledes bl. a. en lille Samtale i det

Vatikanske Bibliothek. Jeg havde fra Professor Preller faaet

Anmodning om at conferere et Par Haandskrifter af Curiosum Urbis, et

lille Skrift fra Romerrigets sidste Dage, der indeholder en

Fortegnelse over Byen Roms Kvarterer med Angivelse af deres Grænser.

Det er indbundet i et stort Bind sammen med flere forskjellige

Skrifter. En Dag medens jeg var beskjæftiget med denne Kollation, kom

Mommsen hen til mig. "O," siger han, "har De faaet fat paa den Bog?

Den kjender jeg. De har formodentlig maattet love, at De ikke vilde

se noget af det Øvrige, der staar i den?" Dette bejaede jeg. "Det er

ellers uhyre morsomt, alt det Andet," fortsatte han. "Det er lutter

Skandalehistorier om Paverne." Jeg lod mig dog ikke friste, men holdt

mit Løfte. En Gang var det dog nær kommet til et alvorligt Brud

imellem os. De tyske Kunstnere dannede en Forening, der kaldtes Ponte

molle, og hvortil ogsaa andre Kunstnere og Studerende sluttede sig.

Dette Selskab pleiede i Begyndelsen af Mai hvert Aar at foretage en

stor Udflugt i Campagnen, til de gamle Stenbrud, man kalder

Cervara-Grotterne. Det var en hel Carnevalsfest; man drog afsted dels

til Fods, dels til Æsels og helst i fantastiske Kostumer. Jeg var

ogsaa bleven opfordret til at tage med, og jeg havde faaet et

kunstnerisk udført Diplom som Ganymed eller Mundskjænk. Det gik

lystigt til, og jeg havde min Nød med at holde mig ædru, da Alle

vilde drikke med Mundskjænken. Under en Samtale med Mommsen greb

denne, som saa ofte før, Leiligheden til at drille mig lidt. Denne

Gang sagde han dog ikke: "In Dänemark trinkt man wohl viel Grütze?"

han talte foragtelig om den danske Litteratur, og da Talen kom paa

Oehlenschläger, brugte han nogle Ord, hvorpaa jeg fandt mig beføiet

til at svare: "Naar De kan sige dette, har De jo aldrig læst noget af

Oehlenschläger." Han blev glorød i Hovedet og udfordrede mig. Jeg

svarede lidt haanligt: "Tror De, jeg gider slaaes med Dem for den

Sags Skyld?" Og dermed var den Historie forbi. Jeg har senere vexlet

Breve med ham i Anledning af en Indskrift i Bispegaarden i

Kjøbenhavn, som han ønskede et Aftryk af. I 1886 traf jeg ham ved

Universitetsjubilæet i Heidelberg. Medens vi spadserede sammen i

Slotshaven i Karlsruhe, ledte jeg Samtalen hen paa hans romerske

Historie. Som bekjendt gaar denne i de 3 Bind ikke længere end til

Cæsars Død. Nylig havde han imidlertid udgivet et 5. Bind,

"Provinserne fra Cæsar til Diokletian", et fortrinligt og for

Historieforskningen uundværligt Arbeide. Jeg spurgte ham nu, om vi

ikke snart kunde vente det manglende 4. Bind. "Nein", svarede han,

"der kommt nicht. Das kann Jedermann thun; das können Sie thun." Det

skulde være en Kompliment.

Mere stilfærdig var den 5 Aar yngre _Heinr. Brunn_ fra Bonn. Han var

ogsaa i det ydre en Modsætning til Mommsen; han var lige saa mørk,

som Mommsen var blond. Kunsthistorien var hans Speciale. Han blev

senere Anden Sekretær ved Institutet og holdt ligesom Braun

Forelæsninger omkring i Museerne, upaaklagelig korrekte, men nogen

fremragende Begavelse mærkede man ikke. Dog bør det siges, at det er

ham, man skylder den interessante Opdagelse, at de i forskjellige

Museer opbevarede Figurer i halv Størrelse af faldende eller faldne

Giganter, Amazoner, Persere og Galler høre sammen og maa henføres til

det Monument, Kong Attalos I lod opstille paa Borgen i Athen. Ogsaa

med ham fornyede jeg Bekjendtskabet ved Festen i Heidelberg. Han døde

som Professor i München 1888.

_Keil_ var lige saa gammel som Brunn. Det var en venlig lille Mand,

tør og exakt Filolog og bekjendt som Udgiver af Grammatici Latini.

Han døde for faa Aar siden som Professor i Halle.

Livligere var _Hermann Hettner_, Forfatteren til det 18. Aarhundredes

Litteraturhistorie. Ham var jeg oftere sammen med paa Udflugter fra

Rom og Neapel; det var en behagelig Reisefælle.

Sachseren _Ludolph Stephani_ var jødisk af Fødsel. Han levede kun i

sine Studier. Han blev en saare lærd Archæolog, Professor i Dorpat,

og senere Akademiker i St. Petersborg, i hvilken Stilling han udgav

udførlige Bearbeidelser af de paa Krim og andensteds i Rusland fundne

Oldsager (Compte rendu de la Commission archéologique Russe 1859-81).

Han holdt sig i Regelen for sig selv; mig foreslog han dog at ledsage

ham paa en Fodreise i Volsker- og Hernikerbjergene, og jeg skylder

ham Indvielsen i det archæologiske Reiseliv. Det var i de første Dage

af Marts 1845, at vi vandrede over Albano og Genzano til Cività

Lavigna, det gamle Lanuvium; derfra over Velletri til Cori, Norma og

Sezze, saa over Sacco-Dalen til Veroli, Frosinone, Alatri, Ferentino,

Anagni og Palestrina. Vi afskrev alle de Indskrifter, vi kunde faa

fat paa, og det hændte kun eet Sted, at en Eier forbittret jog os

bort midt i vort Arbeide. Vi beundrede Coris prægtige Tempelruin

og de vældige kyklopiske Mure, som omgive Stæderne, der ligge

som Ørnereder paa Klippernes Fremspring. Vi glædede os over

Volskerbjergenes frodige Skovvæxt, og aflagde et Besøg hos en

italiensk Landmand, som vi havde mødt paa Veien og spadseret et godt

Stykke sammen med i jævn Samtale. "Strada facendo si discorre" vare

de Ord, hvormed han indledede vort Bekjendtskab. Mindre behagelig var

derimod Governatoren i Anagni, som vilde putte os i Hullet, fordi vi

ikke havde vore Passer med, og da han endelig efter et langvarigt

Skjænderi bekvemmede sig til at lade os gaa, yderligere spildte vor

Tid ved en lang, salvelsesfuld Tale om, hvor nødvendigt det var

altid at have sit Pas hos sig.

Jeg skrantede en Del den Vinter, og kom mig egentlig først i Mai

Maaned, da det blev rigtig varmt; men jeg havde ingen Tid til at være

syg; Livet var altfor rigt. Tiden hengik med lærerige Studier i

Museer, Bibliotheker og imellem Ruinerne, henad Foraaret og Sommeren

ogsaa med Udflugter i Omegnen, næsten altid i godt Selskab. Iblandt

Landsmændene bør jeg ogsaa nævne den danske Konsul _Bravo_ og cand.

jur. _Møller_ (senere Birkedommer i Hørsholm) med hans unge Hustru,

Amalie f. Stahlfest, der her søgte og fandt Hjælp imod en begyndende

Brystsyge. I Foraaret 1845 blev Kredsen forøget med en af mine bedste

Venner fra Borchs Kollegium, Cand. theol. Andreas Listov, senere

bekjendt som theologisk Forfatter, død som Præst i Dalby i Stevns

1889. Han var bleven Huslærer hos Thorvaldsens Datter Fru Poulsen, og

igjennem ham fik jeg Leilighed til at gjøre Bekjendtskab med denne

skjønne og elskværdige Kvinde og hendes to nydelige Børn, Alberto og

Augusta. Man kjender dem fra Familiebilledet i Thorvaldsens Museum,

men man kan ikke høre Fru Poulsen med hendes sølvklare Stemme synge:

"Gioventù di Roma bella, c'è una nuova tarantella".

Det romerske Folkeliv er saa almindelig bekjendt, at jeg ikke skal

indlade mig paa nogen Skildring deraf; kun et Par Træk, der tilfældig

ere optegnede i Breve til Hjemmet, kunne maaske have nogen Interesse.

"Om Søndag Eftermiddag ser man undertiden paa Roms Gader Skarer af

Drenge vandre med et Kors foran sig som i en Procession syngende og

skraalende, men lidet alvorlige; man tror, det er en Leg. De gaa hen

til Aftenskolen i Kirken, hvor de under en Præsts Opsyn gjensidig

examinere hinanden i deres Katechismus. Den, der da ikke spørger

eller svarer nøiagtig med Bogens Ord, ligesom ogsaa den, der har

været uopmærksom og giver et Spørgsmaal, som har været givet een

Gang, eller besvarer et saadant Spørgsmaal, maa til Straf rykke et

Numer ned; men den, der et helt Aar igjennem har holdt sig som Dux,

bliver hædret med Keisernavn (imperatore dello studio), og naar det

er i Jesuiterskolen, kan ingen større Ære tænkes. Da modtager han

Presenter af Cardinalerne og nyder den høieste jordiske Lykke, at

fremstilles for Paven, for hvem han har Lov til at fremføre en

Begjæring. I gamle Dage, siges der, kunde man forlange en Forbryder

frigiven eller ogsaa et godt Embede; nu maa man nøies med mindre. Jeg

har selv set en saadan Keiser i sin gule Atlaskes Ridderkappe,

stadselig pyntet, omgivet af smaa Pager, der ikke vare fuldt saa pænt

pyntede, tilligemed alle sine Presenter udstillet i sin Faders Hus.

Røde Faner hang ud af Vinduet for at minde Folk om ikke at gaa

Udstillingen forbi, og Gensdarmer i Døren holdt Orden i den

tilstrømmende Menneskemasse."

I Frascati var jeg Vidne til en Scene af en anden Art. "En Enkemand

og en Enke, begge lidt til Aars, holdt Bryllup. Da de kom ud fra

Kirken, hvor Vielsen var foregaaet, bleve de modtagne af en stor

Skare Drenge, der opførte den frygteligste Kattemusik, jeg i mit Liv

har hørt: Klokker og Bjælder, Kobberkjedler, Kasseroller og

Bradpander imellem hinanden; de, som ikke kunde opdrive Metalkar,

hjalp sig med Deigtruge og andet Trætøi, som de hamrede løs paa, til

det gik i Stykker. Hver Gang en Enke gifter sig, bliver hun hilset

paa denne Maade, og Regjeringens Bestræbelser for at afskaffe denne

Skik have hidtil været magtesløse. Brudeparret selv fandt sig ogsaa

taalmodig i, hvad det vidste der hørte til. De vandrede under dette

Musikaccompagnement fra Kirken til Osteriet, og nøde Maaltidet under

denne Taffelmusik, der holdt ved hele Tiden og tilsidst ledsagede dem

til deres Hjem."

Den 30. Juni forlod jeg Rom og kjørte med en Vetturin til Napoli i

Selskab med min romerske Bekjendt Hettner og den brave Professor

Cygnæus fra Helsingfors. Vi havde valgt Veien over _Terracina_.

Medens Kusken holdt Middagshvil i Værtshuset ved Kysten, spadserede

jeg op ad Bakken til den ovenfor liggende By. Det store Torv, som

ligger lige ved Indgangen til Byen, frembød den Dag et usædvanligt

Skue. Pladsen var ganske tom, og alle de Gader, der udmundede der,

vare afspærrede med Reb, bag ved hvilke Skarer af Voxne og Børn stode

samlede. Pludselig blev en stor Oxe med Piskeslag drevet ind paa

Pladsen. Den foer vild omkring og blev stadig end mere hidset af

Drenge og unge Karle, der dukkede frem under Rebene og skyndte sig

tilbage igjen, inden Dyret kunde naa dem. Det var en Tyrefægtning i

det Smaa, uhyggelig at se paa for Nordboer, der ikke ere vante til at

plage Dyrene[3]. Oxen skulde slagtes, og hver Gang Sligt skulde ske,

pleiede man først at more sig paa den omtalte Maade. Saasnart jeg

kunde slippe derfra, ilede jeg hen til den gamle romanske Kirke med

antike Søiler opstillede paa liggende Løver og Prædikestolen smykket

med gamle Mosaiker, og derfra høiere op endnu til Toppen af Bjerget,

hvor man fra de maleriske Ruiner af Theodoriks Borg har en mageløs

Udsigt over Middelhavet.

[3] En lignende Scene fra Civitella har Lundby tegnet, se K.

Madsen, Lundby S. 165. Ogsaa Bröchner omtaler en saadan i et Brev

fra Olevano, se Bröchners og Molbechs Brevvexling S. 41.

I _Napoli_ boede jeg i Santa Lucia med det deilige Middelhav lige

udenfor mine Vinduer. De første Dage vare forfærdelig varme; men saa

blev det mildere, sjælden over 23° R., og da jeg havde lært at klæde

mig derefter, kunde jeg uden Vanskelighed gaa Toledoen igjennem

saavel om Morgenen, naar jeg gik til Museet, som om Middagen, naar

jeg gik derfra; paa den Tid havde jeg næsten altid en svalende

Søbrise imod mig. Af Landsmænd fandt jeg her den gamle Legationsraad

Vogt, som Aaret efter blev gift med Billedhuggerinden Adelgunde

Herbst. Han modtog mig med stor Venlighed og tog mig bl. a. med paa

en Udflugt til Ischia.

Andre Udflugter gjorde jeg sammen med Hettner og Digteren _Fr.

Hebbel_. Denne Mand havde jeg allerede i Rom stiftet et flygtigt

Bekjendtskab med ved det skandinaviske Julegilde, hvortil Gurlitt

havde taget ham med; han var født Ditmarsker og altsaa dansk

Undersaat, og han reiste med Understøttelse af Christian VIII. Jeg

kjendte kun lidet til hans Digte; Judith havde jeg læst, men uden at

finde særligt Behag i den; men som Reisekamerat interesserede han

mig. Hans Samtale var pikant uden dog at være saa febrilsk, som han

selv senere har charakteriseret den i fortrolige Breve. "Das ist mein

Unglück," har han sagt, "dass ich von keinem Gegenstande reden kann

ohne mich in ein Gewirr von Gedanken und Bildern zu verlieren." Han

var Autodidakt og havde næsten altid maattet kæmpe med Armod; men han

havde sat sig det Maal, at han vilde være Digter; dertil mente han

sig kaldet, og for Opnaaelsen deraf maatte alle andre Hensyn vige.

Ganske blind var jeg ikke ligeoverfor ham. Jeg kunde ikke give ham

Ret i, at "Poesien er realiseret Filosofi". Jeg ønskede, der havde

været mindre Filosofi i hans Dramer, og den Symbolisme, som han lagde

saa megen Vægt paa, forekom mig ganske intetsigende; men alligevel

betragtede jeg ham som en ikke ubetydelig Digter, "en Forkæmper for

den nye Tids Aand", omtrent som man en Menneskealder senere her i

Danmark talte om de saakaldte Gjennembrudsmænd. Hans Overmod og hans

bidende Sarkasmer frastødte Mange, men jeg kunde ikke lade være at

holde af ham. Jeg troede at have fundet en Ven for Livet, en Tro som

dog nok vilde være bristet, hvis ikke Tiden hurtig havde skilt os ad;

thi der kunde næppe tænkes to Charakterer saa forskjellige som vore.

Den Biografi af ham, som hans beundrende Ven, E. Kuh, har skrevet,

har aabnet mig Øinene.

De to Maaneder, jeg tilbragte i Napoli, gjorde mig mere fortrolig med

Oldtiden, end Rom havde gjort. Her var Alt anderledes koncentreret;

jeg spredte mig ikke til saa mange forskjellige Sider, og den Ro, som

det mere ensartede Studiefelt gav mig, virkede velgjørende. Museo

Borbonico blev mig kjærere end noget romersk Museum. I _Pompeii_

opholdt jeg mig tre Dage. Der var dengang intet Hotel paa Stedet; men

en af Opsynsmændene havde et lille Hus, hvor han udskjænkede Vin til

Arbeidere og Bønder. Der fik jeg et lille Værelse ovenpaa, ud til

Terrassen, der laa fuld af Tomater, som skulde tørres i Solen.

Værelset havde intet Vindue, men en stor Luge, som, naar den blev

lukket om Middagen, gjorde det til et nogenlunde kjøligt Opholdssted

paa den varmeste Tid af Dagen. Formiddagen og Eftermiddagen tilbragte

jeg imellem Ruinerne. Jeg gik ganske alene omkring og aflagde Besøg

hos de gamle Pompeianere, men Ingen modtog mig imellem de tavse Mure.

Jeg gjorde en Mængde Optegnelser, der i sin Tid vare mig til stor

Nytte, men som nu til Dags, efter de senere omhyggelige Undersøgelser

og Beskrivelser, naturligvis ere uden Værdi. Til Afvexling gik jeg

undertiden hen til det Sted, hvor man gravede. Jeg blev modtaget med

et venligt Goddag og nød den store Glæde at se de gamle Mure træde

frem af Gruset med Farverne lige saa friske som for 1800 Aar siden;

ja selv en Fløidør stod der for mig, ligesom den var udgaaet fra

Snedkernes og Malernes Haand, men det var et kortvarigt Syn; det var

ikke Træ, men kun Støv, som ved den første Berørelse spredtes ad. Jeg

kunde se og røre ved de gamle Beboeres Husgeraad og Redskaber.

Vinfade, Oliefade og de andre store Lerkar, der gjorde samme Tjeneste

som Tønder i vore Dage, stode paa deres Plads. Den ene Dag aabnede

man et saadant Lerkar fuldt af Korn, den næste viste man mig

Blomkaal og Oliven; sort som Kul var det, eller snarere det var

virkelig Kul.

De napoletanske Archæologer modtog mig med en Høflighed, som var

næsten forbløffende for en Nordbo, der ikke raadede over et saa stort

Antal Komplimenter, at han kunde svare paa samme Maade. I nærmere

Berørelse kom jeg dog hverken med den vakkre Minervini eller med

Særlingen Gargallo Grimaldi; ikkun _Giuseppe Fiorelli_ sluttede sig

nærmere til mig. Han var dengang en skjøn Yngling paa 22 Aar, men

allerede bekjendt i den archæologiske Verden ved et Værk over Greven

af Syracus' Vaser. Senere har han, som bekjendt, indlagt sig

overordentlig Fortjeneste ved Ledelsen af Udgravningerne i Pompeii og

Omsorgen for, at Alt, hvad der kunde bevares, blev bevaret. Ham

skyldes det jo ogsaa, at de hensmuldrede Rester af de ulykkelige

Offere, hvem det ikke lykkedes at undfly Katastrofen, have kunnet

anskueliggøres for Nutiden igjennem Afstøbninger. Han blev senere

Senator og Direktør over alle Udgravninger i Italien. Paa senere

Reiser til Italien har jeg oftere besøgt ham, og vi have glædet os

ved at gjenkalde os vore Ungdomserindringer.

Den 24. August tog jeg med Dampskib fra Napoli til Palermo. Jeg

maatte jo se Sicilien, Europas Perle og den doriske Architekturs

Fostermoder. I Breve til Hjemmet skildrede jeg mine Indtryk med varme

Farver; men den, der vil høre Noget om den sicilianske Naturs

Deilighed, kan finde dette bedre andensteds, og Oldtidens Monumenter

kunne ikke nøies med en flygtig Omtale. Lad mig da kun i Korthed

berette, at jeg efter et Par Dages Ophold i det yndige Palermo begav

mig paa en Reise langs med Øens sydvestlige og dens østlige Kyst, til

Segesta, Salinunt, Girgenti, Terranova (det gl. Gela), Syracus,

Leontini, Catania, Taormina og Messina. Der var ingen Jernbaner paa

Sicilien, ja ei engang Diligencer; jeg maatte ride. Jeg leiede en

Fører med 2 Muldyr, et til mig selv, det andet til ham og min

Kuffert. Det var intet glimrende Optog, men dog paa nogle Steder

noget imponerende Nyt. "Siete figlio d'un principe?" spurgte et ungt

Menneske mig i Terranova. Herbergerne vare heller ikke fyrstelige;

Nattesøvnen forhindredes ofte af Utøi; men Forpleiningen var

upaaklagelig, Frokost af det medbragte Brød, Pølse, Ost og Vin under

en Korkeg eller et Johannesbrødtræ (carrubo), Aftensmad Maccaroni og

Fisk. Men glad var jeg ved at færdes imellem disse Naturbørn, som kun

kjendte Lidet til Verden udenfor deres Hjem. I Salemis prægtige

Borgruin, der nu i Stedet for stolte Riddere husede en Del fattige

Familier, traf jeg i Slotsgaarden en gammel Kone, hvis snehvide Haar

kontrasterede mærkeligt med hendes sorte Kjole. Hun betragtede mig

med samme Forundring som jeg Ruinen; men da jeg sagde, jeg var en

Napoletaner, faldt det hende ikke ind at tvivle derpaa; Alt udenfor

Salemi var hende lige fremmed. Hun førte mig ind i de store hvælvede

Haller, som nu vare berøvede enhver Prydelse og for det Meste kun

indeholdt det allertarveligste Bohave. I den inderste Sal sad hendes

Datter, en kjøn, endnu nogenlunde ung Kone, i et Hjørne og spandt, og

i et andet Hjørne Datterdatteren vævende. Jeg kom ret tilpas; thi

Familien kunde ikke læse, og jeg blev da anmodet om at tyde et nylig

ankommet Brev. Det var to Breve paa eet Stykke Papir. Den unge Pige

var forlovet med en ung Knøs, der var indkaldt til Militærtjeneste.

Ved en Skrivers Hjælp havde hun faaet opsat en Epistel, som med

Udeladelse af en hel Del Høflighedsudtryk kort og godt lød saaledes:

"Kjære Forlovede, har Du modtaget det Tøi, jeg sendte Dig?" Hendes

Fæstemand havde ikke behøvet at henvende sig til en Skriver; skrive

kunde han, men meget veltalende var han ikke. Han havde benyttet det

samme Papir og derpaa skrevet ganske simpelt: "Kjære Forlovede, jeg

har modtaget det Tøi, Du sendte mig." Selv i den store By Catania

mødte jeg en lignende Venlighed. En smuk fjortenaars Dreng havde vist

mig et gammelt Gravmonument. Jeg gav ham en lille Sølvmønt, hvorover

han blev saa fornøiet, at jeg endelig maatte ind og se hans Moder.

Det var en smuk ung Kone, der syslede med to smaa Drenge. Hun spurgte

mig, om jeg holdt af Vindruer, og da jeg bejaede dette, sendte hun

den ene af Drengene op i et høit Poppeltræ, hvorfra han kom ned med

en Vindrueklase, der var mindst tre Kvarter lang. Hun beklagede, at

hun ikke havde Andet at byde mig. -- Røvere, hvormed man havde

skræmmet mig, mærkede jeg Intet til, og meget sjælden saa jeg et

mindre elskværdigt Træk, som paa en Restauration i Palermo, hvor en

Sicilianer blev aldeles rasende, fordi hans Cotelet ikke var mør nok,

eller ved Arethusakilden i Syracus, hvor Vaskerpigernes Letfærdighed

nødte mig til at forkorte mit Ophold.

Den 24. September kom jeg tilbage til Napoli, nogle Dage senere end

jeg havde ventet. Et Brev, jeg havde skrevet for at underrette mine

Venner derom, var gaaet tabt; man var i stor Angest for mig, og min

gamle Ven, L. Mynster, der var ankommen et Par Dage tidligere, havde

allerede taget Billet til Dampskibet til Palermo for at opsøge mig.

Jeg fik ham standset i rette Tid, og vi havde nu den Glæde i et Par

Maaneder i Forening at kunne nyde Italiens Herlighed. Der var i de

Dage en stor Congres af Videnskabsmænd i Napoli. Jeg havde

naturligvis ladet mig indtegne som Medlem, men et Par Møder, hvorved

jeg var tilstede, forekom mig saa tomme og usmagelige, at jeg

foretrak at gjøre en Reise med Mynster og Hettner til Pæstum,

Salerno, Amalfi og Sorrent.

Tilbagereisen til Rom foretog vi som sædvanlig med Vetturin.

Selskabet var som en Følge deraf noget blandet. Der var blandt Andet

et af den videnskabelige Congres' Medlemmer, som vi i Regelen Intet

havde at gjøre med. Men da vi spiste til Aften i Mola di Gaëta, var

han ikke tilfreds med de 4 Retter Mad, som vi Andre havde været ret

glade ved. Han var ikke bleven mæt, kaldte Vetturinen ind og holdt et

frygteligt Hus med ham. "Quando vengo a pranzo, voglio mangiare

finché sono stanco," raabte han, og det var kommet til et Haandgemæng

imellem dem, hvis ikke det øvrige Selskab havde lagt sig imellem.

I Rom fandt jeg min kjære _J. T. Lundbye_. Jeg havde længtes efter

ham. Det var en ægte Kunstnersjæl, fuld af Hjerte og Lune og

utrættelig arbeidsom. I hvert af hans Penselstrøg, i hver Pennestreg

følte man hans Sjæl; han selv vilde sige: det er Instinktet; Andre

vilde give det et fornemmere Navn. Det var Danmarks Natur, der levede

i ham. Ugjerne forlod han Danmark, men han var syg og trængte til nye

Paavirkninger. Han havde længtes efter at se de store Kunstneres

Mesterværker, som han hidtil kun havde forventningsfulde Anelser om;

nu fik han dem at se; nu saa han Sydens rige Natur og de skjønne

Mennesker, der befolkede den. Han tegnede bestandig, og hans

Skitsebog fyldtes med Billeder af Dyrelivet og Menneskelivet, det ene

skjønnere end det andet, og dog klagede han over Italien; han kunde

ikke bruge det; det tiltalte ham ikke; det var ikke hans Fædreland.

Kun to Malerier fik han udført i Italien, en Drift Oxer i Campagnen

og Metalsvinet i Florents, begge herlige Kunstværker, og dog maa man

sige, det er hverken Italien eller Danmark; men Lundbye er det,

Kunstneren, som forstaar og nyder den fremmede Skjønhed, men aldrig

glemmer sit Hjem. Han holdt af at fremstille sig selv som en Nisse i

Udlændighed. Hvor kostelige ere ikke disse Tegninger, hvad enten

Nissen lytter til Satyrens Fortællinger, eller han paa høie Stylter

og med Kæmpeskridt iler tilbage til sit Hjem! I den første Maaned i

Rom boede han hos sin gamle Ven, Jerichau, og var med Glæde Vidne

til, hvorledes han udviklede sig som Kunstner, men han havde ondt ved

at udholde hans sygelige Misfornøielse og Uvillie imod Danmark og

Alt, hvad Dansk var. Da jeg kom tilbage til Rom, var han flyttet fra

Jerichau, og boede paa Piazza Barberini, hvor han stadig havde det

romerske Folkeliv for sine Øine. Der havde vi mangen hyggelig Samtale

baade om det skjønne Italien og om det Hjem, som vi elskede endnu

høiere.

Iblandt de andre Danske i Rom vil jeg nævne som dem, jeg særlig kom i

Forbindelse med, Kammerraad (senere Etatsraad) Raffenberg og hans

Hustru, dernæst Professor Clausen, Høiesteretsassessor Rottbøll og

Stiftamtmand Thygesen, der alle tre havde deres Familier med, Prof.

juris A. W. Scheel og Dr. med. Ravn. Det skandinaviske Julegilde, som

det foregaaende Aar kun havde talt 25 Deltagere, talte denne Gang et

helt Hundrede. Stemningen var som sædvanlig hyggelig og munter. En af

de livligste var Nordmanden, Volrath Vogt, den spræke Nordmand, som

vi kaldte ham. Efter Bordet blev han opfordret til at vise os en

Hallingdans. Det var han strax villig til, naar han blot kunde faa en

Dame til at være med. Da ingen anden af de Tilstedeværende havde Mod

dertil, maatte tilsidst Professor Clausens ganske unge Datter Sofie

(senere gift med Pastor Frimodt) devovere sig, og vi bleve med Glæde

Vidne til, hvor net og tækkelig hun assisterede Nordmanden, der

bragte sin Jente sin Hyldest i voldsomme Spring og "Kast". Det har

siden den Tid ikke været ualmindeligt, at der er blevet danset ved

Skandinavernes Julegilde i Rom. Syv og tyve Aar senere saa jeg ved

samme Leilighed et ældre Par: Peter Faber (Landsoldatens Forfatter)

traadte en Dans sammen med Fru Jerichau.

Af mit Levned · 第 4 / 17 段