Institutets Bygning, maa jeg først nævne _Theodor Mommsen_. Det var
en overmodig Yngling paa 27 Aar, for hvem det videnskabelige Arbeide,
hvor omfattende det end var, altid gik let fra Haanden. Han var
oprindelig Jurist, men Romerretten førte ham til Studiet af Roms
Statsforfatning og Historie. I Rom syslede han med topografiske
Spørgsmaal og begyndte under Henzens Veiledning det Studium af de
latinske Indskrifter, som blev hans Livs Hovedarbeide, og som har
sikret ham et udødeligt Navn i Videnskaben. Hans romerske Historie
har som bekjendt gjort overordentlig Lykke og er udkommet i mange
Oplag. Det er en livlig og interessant skreven Bog, men dens dristige
Kombinationer ere ikke altid holdbare, og hans Bedømmelse af Cæsar og
Cicero charakteriseres næppe tilstrækkelig, naar man kalder den
ensidig. Han har trolig fulgt Drumanns Fodspor og er ligesom denne en
ægte Preusser, skjøndt det ikke er der, han hører hjemme; han er født
i Garding i det sydvestlige Slesvig. Han havde studeret i Kiel og var
-- ivrig Slesvigholstener, hvorfor han fra først af ikke betragtede
mig med milde Øine. Allerede mit Navn havde vakt hans Harme; thi det
var efter Algreen Ussings Forslag, at Stænderne havde anmodet
Christian VIII om at udstede sin Erklæring om, at hele det danske
Monarchi gik i udelelig Arv efter Kongelovens Arvefølge. Dog kom vi i
det Hele godt ud af det med hinanden, naar vi mødtes, hvilket ikke
var saa sjældent. Jeg mindes saaledes bl. a. en lille Samtale i det
Vatikanske Bibliothek. Jeg havde fra Professor Preller faaet
Anmodning om at conferere et Par Haandskrifter af Curiosum Urbis, et
lille Skrift fra Romerrigets sidste Dage, der indeholder en
Fortegnelse over Byen Roms Kvarterer med Angivelse af deres Grænser.
Det er indbundet i et stort Bind sammen med flere forskjellige
Skrifter. En Dag medens jeg var beskjæftiget med denne Kollation, kom
Mommsen hen til mig. "O," siger han, "har De faaet fat paa den Bog?
Den kjender jeg. De har formodentlig maattet love, at De ikke vilde
se noget af det Øvrige, der staar i den?" Dette bejaede jeg. "Det er
ellers uhyre morsomt, alt det Andet," fortsatte han. "Det er lutter
Skandalehistorier om Paverne." Jeg lod mig dog ikke friste, men holdt
mit Løfte. En Gang var det dog nær kommet til et alvorligt Brud
imellem os. De tyske Kunstnere dannede en Forening, der kaldtes Ponte
molle, og hvortil ogsaa andre Kunstnere og Studerende sluttede sig.
Dette Selskab pleiede i Begyndelsen af Mai hvert Aar at foretage en
stor Udflugt i Campagnen, til de gamle Stenbrud, man kalder
Cervara-Grotterne. Det var en hel Carnevalsfest; man drog afsted dels
til Fods, dels til Æsels og helst i fantastiske Kostumer. Jeg var
ogsaa bleven opfordret til at tage med, og jeg havde faaet et
kunstnerisk udført Diplom som Ganymed eller Mundskjænk. Det gik
lystigt til, og jeg havde min Nød med at holde mig ædru, da Alle
vilde drikke med Mundskjænken. Under en Samtale med Mommsen greb
denne, som saa ofte før, Leiligheden til at drille mig lidt. Denne
Gang sagde han dog ikke: "In Dänemark trinkt man wohl viel Grütze?"
han talte foragtelig om den danske Litteratur, og da Talen kom paa
Oehlenschläger, brugte han nogle Ord, hvorpaa jeg fandt mig beføiet
til at svare: "Naar De kan sige dette, har De jo aldrig læst noget af
Oehlenschläger." Han blev glorød i Hovedet og udfordrede mig. Jeg
svarede lidt haanligt: "Tror De, jeg gider slaaes med Dem for den
Sags Skyld?" Og dermed var den Historie forbi. Jeg har senere vexlet
Breve med ham i Anledning af en Indskrift i Bispegaarden i
Kjøbenhavn, som han ønskede et Aftryk af. I 1886 traf jeg ham ved
Universitetsjubilæet i Heidelberg. Medens vi spadserede sammen i
Slotshaven i Karlsruhe, ledte jeg Samtalen hen paa hans romerske
Historie. Som bekjendt gaar denne i de 3 Bind ikke længere end til
Cæsars Død. Nylig havde han imidlertid udgivet et 5. Bind,
"Provinserne fra Cæsar til Diokletian", et fortrinligt og for
Historieforskningen uundværligt Arbeide. Jeg spurgte ham nu, om vi
ikke snart kunde vente det manglende 4. Bind. "Nein", svarede han,
"der kommt nicht. Das kann Jedermann thun; das können Sie thun." Det
skulde være en Kompliment.
Mere stilfærdig var den 5 Aar yngre _Heinr. Brunn_ fra Bonn. Han var
ogsaa i det ydre en Modsætning til Mommsen; han var lige saa mørk,
som Mommsen var blond. Kunsthistorien var hans Speciale. Han blev
senere Anden Sekretær ved Institutet og holdt ligesom Braun
Forelæsninger omkring i Museerne, upaaklagelig korrekte, men nogen
fremragende Begavelse mærkede man ikke. Dog bør det siges, at det er
ham, man skylder den interessante Opdagelse, at de i forskjellige
Museer opbevarede Figurer i halv Størrelse af faldende eller faldne
Giganter, Amazoner, Persere og Galler høre sammen og maa henføres til
det Monument, Kong Attalos I lod opstille paa Borgen i Athen. Ogsaa
med ham fornyede jeg Bekjendtskabet ved Festen i Heidelberg. Han døde
som Professor i München 1888.
_Keil_ var lige saa gammel som Brunn. Det var en venlig lille Mand,
tør og exakt Filolog og bekjendt som Udgiver af Grammatici Latini.
Han døde for faa Aar siden som Professor i Halle.
Livligere var _Hermann Hettner_, Forfatteren til det 18. Aarhundredes
Litteraturhistorie. Ham var jeg oftere sammen med paa Udflugter fra
Rom og Neapel; det var en behagelig Reisefælle.
Sachseren _Ludolph Stephani_ var jødisk af Fødsel. Han levede kun i
sine Studier. Han blev en saare lærd Archæolog, Professor i Dorpat,
og senere Akademiker i St. Petersborg, i hvilken Stilling han udgav
udførlige Bearbeidelser af de paa Krim og andensteds i Rusland fundne
Oldsager (Compte rendu de la Commission archéologique Russe 1859-81).
Han holdt sig i Regelen for sig selv; mig foreslog han dog at ledsage
ham paa en Fodreise i Volsker- og Hernikerbjergene, og jeg skylder
ham Indvielsen i det archæologiske Reiseliv. Det var i de første Dage
af Marts 1845, at vi vandrede over Albano og Genzano til Cività
Lavigna, det gamle Lanuvium; derfra over Velletri til Cori, Norma og
Sezze, saa over Sacco-Dalen til Veroli, Frosinone, Alatri, Ferentino,
Anagni og Palestrina. Vi afskrev alle de Indskrifter, vi kunde faa
fat paa, og det hændte kun eet Sted, at en Eier forbittret jog os
bort midt i vort Arbeide. Vi beundrede Coris prægtige Tempelruin
og de vældige kyklopiske Mure, som omgive Stæderne, der ligge
som Ørnereder paa Klippernes Fremspring. Vi glædede os over
Volskerbjergenes frodige Skovvæxt, og aflagde et Besøg hos en
italiensk Landmand, som vi havde mødt paa Veien og spadseret et godt
Stykke sammen med i jævn Samtale. "Strada facendo si discorre" vare
de Ord, hvormed han indledede vort Bekjendtskab. Mindre behagelig var
derimod Governatoren i Anagni, som vilde putte os i Hullet, fordi vi
ikke havde vore Passer med, og da han endelig efter et langvarigt
Skjænderi bekvemmede sig til at lade os gaa, yderligere spildte vor
Tid ved en lang, salvelsesfuld Tale om, hvor nødvendigt det var
altid at have sit Pas hos sig.
Jeg skrantede en Del den Vinter, og kom mig egentlig først i Mai
Maaned, da det blev rigtig varmt; men jeg havde ingen Tid til at være
syg; Livet var altfor rigt. Tiden hengik med lærerige Studier i
Museer, Bibliotheker og imellem Ruinerne, henad Foraaret og Sommeren
ogsaa med Udflugter i Omegnen, næsten altid i godt Selskab. Iblandt
Landsmændene bør jeg ogsaa nævne den danske Konsul _Bravo_ og cand.
jur. _Møller_ (senere Birkedommer i Hørsholm) med hans unge Hustru,
Amalie f. Stahlfest, der her søgte og fandt Hjælp imod en begyndende
Brystsyge. I Foraaret 1845 blev Kredsen forøget med en af mine bedste
Venner fra Borchs Kollegium, Cand. theol. Andreas Listov, senere
bekjendt som theologisk Forfatter, død som Præst i Dalby i Stevns
1889. Han var bleven Huslærer hos Thorvaldsens Datter Fru Poulsen, og
igjennem ham fik jeg Leilighed til at gjøre Bekjendtskab med denne
skjønne og elskværdige Kvinde og hendes to nydelige Børn, Alberto og
Augusta. Man kjender dem fra Familiebilledet i Thorvaldsens Museum,
men man kan ikke høre Fru Poulsen med hendes sølvklare Stemme synge:
"Gioventù di Roma bella, c'è una nuova tarantella".
Det romerske Folkeliv er saa almindelig bekjendt, at jeg ikke skal
indlade mig paa nogen Skildring deraf; kun et Par Træk, der tilfældig
ere optegnede i Breve til Hjemmet, kunne maaske have nogen Interesse.
"Om Søndag Eftermiddag ser man undertiden paa Roms Gader Skarer af
Drenge vandre med et Kors foran sig som i en Procession syngende og
skraalende, men lidet alvorlige; man tror, det er en Leg. De gaa hen
til Aftenskolen i Kirken, hvor de under en Præsts Opsyn gjensidig
examinere hinanden i deres Katechismus. Den, der da ikke spørger
eller svarer nøiagtig med Bogens Ord, ligesom ogsaa den, der har
været uopmærksom og giver et Spørgsmaal, som har været givet een
Gang, eller besvarer et saadant Spørgsmaal, maa til Straf rykke et
Numer ned; men den, der et helt Aar igjennem har holdt sig som Dux,
bliver hædret med Keisernavn (imperatore dello studio), og naar det
er i Jesuiterskolen, kan ingen større Ære tænkes. Da modtager han
Presenter af Cardinalerne og nyder den høieste jordiske Lykke, at
fremstilles for Paven, for hvem han har Lov til at fremføre en
Begjæring. I gamle Dage, siges der, kunde man forlange en Forbryder
frigiven eller ogsaa et godt Embede; nu maa man nøies med mindre. Jeg
har selv set en saadan Keiser i sin gule Atlaskes Ridderkappe,
stadselig pyntet, omgivet af smaa Pager, der ikke vare fuldt saa pænt
pyntede, tilligemed alle sine Presenter udstillet i sin Faders Hus.
Røde Faner hang ud af Vinduet for at minde Folk om ikke at gaa
Udstillingen forbi, og Gensdarmer i Døren holdt Orden i den
tilstrømmende Menneskemasse."
I Frascati var jeg Vidne til en Scene af en anden Art. "En Enkemand
og en Enke, begge lidt til Aars, holdt Bryllup. Da de kom ud fra
Kirken, hvor Vielsen var foregaaet, bleve de modtagne af en stor
Skare Drenge, der opførte den frygteligste Kattemusik, jeg i mit Liv
har hørt: Klokker og Bjælder, Kobberkjedler, Kasseroller og
Bradpander imellem hinanden; de, som ikke kunde opdrive Metalkar,
hjalp sig med Deigtruge og andet Trætøi, som de hamrede løs paa, til
det gik i Stykker. Hver Gang en Enke gifter sig, bliver hun hilset
paa denne Maade, og Regjeringens Bestræbelser for at afskaffe denne
Skik have hidtil været magtesløse. Brudeparret selv fandt sig ogsaa
taalmodig i, hvad det vidste der hørte til. De vandrede under dette
Musikaccompagnement fra Kirken til Osteriet, og nøde Maaltidet under
denne Taffelmusik, der holdt ved hele Tiden og tilsidst ledsagede dem
til deres Hjem."
Den 30. Juni forlod jeg Rom og kjørte med en Vetturin til Napoli i
Selskab med min romerske Bekjendt Hettner og den brave Professor
Cygnæus fra Helsingfors. Vi havde valgt Veien over _Terracina_.
Medens Kusken holdt Middagshvil i Værtshuset ved Kysten, spadserede
jeg op ad Bakken til den ovenfor liggende By. Det store Torv, som
ligger lige ved Indgangen til Byen, frembød den Dag et usædvanligt
Skue. Pladsen var ganske tom, og alle de Gader, der udmundede der,
vare afspærrede med Reb, bag ved hvilke Skarer af Voxne og Børn stode
samlede. Pludselig blev en stor Oxe med Piskeslag drevet ind paa
Pladsen. Den foer vild omkring og blev stadig end mere hidset af
Drenge og unge Karle, der dukkede frem under Rebene og skyndte sig
tilbage igjen, inden Dyret kunde naa dem. Det var en Tyrefægtning i
det Smaa, uhyggelig at se paa for Nordboer, der ikke ere vante til at
plage Dyrene[3]. Oxen skulde slagtes, og hver Gang Sligt skulde ske,
pleiede man først at more sig paa den omtalte Maade. Saasnart jeg
kunde slippe derfra, ilede jeg hen til den gamle romanske Kirke med
antike Søiler opstillede paa liggende Løver og Prædikestolen smykket
med gamle Mosaiker, og derfra høiere op endnu til Toppen af Bjerget,
hvor man fra de maleriske Ruiner af Theodoriks Borg har en mageløs
Udsigt over Middelhavet.
[3] En lignende Scene fra Civitella har Lundby tegnet, se K.
Madsen, Lundby S. 165. Ogsaa Bröchner omtaler en saadan i et Brev
fra Olevano, se Bröchners og Molbechs Brevvexling S. 41.
I _Napoli_ boede jeg i Santa Lucia med det deilige Middelhav lige
udenfor mine Vinduer. De første Dage vare forfærdelig varme; men saa
blev det mildere, sjælden over 23° R., og da jeg havde lært at klæde
mig derefter, kunde jeg uden Vanskelighed gaa Toledoen igjennem
saavel om Morgenen, naar jeg gik til Museet, som om Middagen, naar
jeg gik derfra; paa den Tid havde jeg næsten altid en svalende
Søbrise imod mig. Af Landsmænd fandt jeg her den gamle Legationsraad
Vogt, som Aaret efter blev gift med Billedhuggerinden Adelgunde
Herbst. Han modtog mig med stor Venlighed og tog mig bl. a. med paa
en Udflugt til Ischia.
Andre Udflugter gjorde jeg sammen med Hettner og Digteren _Fr.
Hebbel_. Denne Mand havde jeg allerede i Rom stiftet et flygtigt
Bekjendtskab med ved det skandinaviske Julegilde, hvortil Gurlitt
havde taget ham med; han var født Ditmarsker og altsaa dansk
Undersaat, og han reiste med Understøttelse af Christian VIII. Jeg
kjendte kun lidet til hans Digte; Judith havde jeg læst, men uden at
finde særligt Behag i den; men som Reisekamerat interesserede han
mig. Hans Samtale var pikant uden dog at være saa febrilsk, som han
selv senere har charakteriseret den i fortrolige Breve. "Das ist mein
Unglück," har han sagt, "dass ich von keinem Gegenstande reden kann
ohne mich in ein Gewirr von Gedanken und Bildern zu verlieren." Han
var Autodidakt og havde næsten altid maattet kæmpe med Armod; men han
havde sat sig det Maal, at han vilde være Digter; dertil mente han
sig kaldet, og for Opnaaelsen deraf maatte alle andre Hensyn vige.
Ganske blind var jeg ikke ligeoverfor ham. Jeg kunde ikke give ham
Ret i, at "Poesien er realiseret Filosofi". Jeg ønskede, der havde
været mindre Filosofi i hans Dramer, og den Symbolisme, som han lagde
saa megen Vægt paa, forekom mig ganske intetsigende; men alligevel
betragtede jeg ham som en ikke ubetydelig Digter, "en Forkæmper for
den nye Tids Aand", omtrent som man en Menneskealder senere her i
Danmark talte om de saakaldte Gjennembrudsmænd. Hans Overmod og hans
bidende Sarkasmer frastødte Mange, men jeg kunde ikke lade være at
holde af ham. Jeg troede at have fundet en Ven for Livet, en Tro som
dog nok vilde være bristet, hvis ikke Tiden hurtig havde skilt os ad;
thi der kunde næppe tænkes to Charakterer saa forskjellige som vore.
Den Biografi af ham, som hans beundrende Ven, E. Kuh, har skrevet,
har aabnet mig Øinene.
De to Maaneder, jeg tilbragte i Napoli, gjorde mig mere fortrolig med
Oldtiden, end Rom havde gjort. Her var Alt anderledes koncentreret;
jeg spredte mig ikke til saa mange forskjellige Sider, og den Ro, som
det mere ensartede Studiefelt gav mig, virkede velgjørende. Museo
Borbonico blev mig kjærere end noget romersk Museum. I _Pompeii_
opholdt jeg mig tre Dage. Der var dengang intet Hotel paa Stedet; men
en af Opsynsmændene havde et lille Hus, hvor han udskjænkede Vin til
Arbeidere og Bønder. Der fik jeg et lille Værelse ovenpaa, ud til
Terrassen, der laa fuld af Tomater, som skulde tørres i Solen.
Værelset havde intet Vindue, men en stor Luge, som, naar den blev
lukket om Middagen, gjorde det til et nogenlunde kjøligt Opholdssted
paa den varmeste Tid af Dagen. Formiddagen og Eftermiddagen tilbragte
jeg imellem Ruinerne. Jeg gik ganske alene omkring og aflagde Besøg
hos de gamle Pompeianere, men Ingen modtog mig imellem de tavse Mure.
Jeg gjorde en Mængde Optegnelser, der i sin Tid vare mig til stor
Nytte, men som nu til Dags, efter de senere omhyggelige Undersøgelser
og Beskrivelser, naturligvis ere uden Værdi. Til Afvexling gik jeg
undertiden hen til det Sted, hvor man gravede. Jeg blev modtaget med
et venligt Goddag og nød den store Glæde at se de gamle Mure træde
frem af Gruset med Farverne lige saa friske som for 1800 Aar siden;
ja selv en Fløidør stod der for mig, ligesom den var udgaaet fra
Snedkernes og Malernes Haand, men det var et kortvarigt Syn; det var
ikke Træ, men kun Støv, som ved den første Berørelse spredtes ad. Jeg
kunde se og røre ved de gamle Beboeres Husgeraad og Redskaber.
Vinfade, Oliefade og de andre store Lerkar, der gjorde samme Tjeneste
som Tønder i vore Dage, stode paa deres Plads. Den ene Dag aabnede
man et saadant Lerkar fuldt af Korn, den næste viste man mig
Blomkaal og Oliven; sort som Kul var det, eller snarere det var
virkelig Kul.
De napoletanske Archæologer modtog mig med en Høflighed, som var
næsten forbløffende for en Nordbo, der ikke raadede over et saa stort
Antal Komplimenter, at han kunde svare paa samme Maade. I nærmere
Berørelse kom jeg dog hverken med den vakkre Minervini eller med
Særlingen Gargallo Grimaldi; ikkun _Giuseppe Fiorelli_ sluttede sig
nærmere til mig. Han var dengang en skjøn Yngling paa 22 Aar, men
allerede bekjendt i den archæologiske Verden ved et Værk over Greven
af Syracus' Vaser. Senere har han, som bekjendt, indlagt sig
overordentlig Fortjeneste ved Ledelsen af Udgravningerne i Pompeii og
Omsorgen for, at Alt, hvad der kunde bevares, blev bevaret. Ham
skyldes det jo ogsaa, at de hensmuldrede Rester af de ulykkelige
Offere, hvem det ikke lykkedes at undfly Katastrofen, have kunnet
anskueliggøres for Nutiden igjennem Afstøbninger. Han blev senere
Senator og Direktør over alle Udgravninger i Italien. Paa senere
Reiser til Italien har jeg oftere besøgt ham, og vi have glædet os
ved at gjenkalde os vore Ungdomserindringer.
Den 24. August tog jeg med Dampskib fra Napoli til Palermo. Jeg
maatte jo se Sicilien, Europas Perle og den doriske Architekturs
Fostermoder. I Breve til Hjemmet skildrede jeg mine Indtryk med varme
Farver; men den, der vil høre Noget om den sicilianske Naturs
Deilighed, kan finde dette bedre andensteds, og Oldtidens Monumenter
kunne ikke nøies med en flygtig Omtale. Lad mig da kun i Korthed
berette, at jeg efter et Par Dages Ophold i det yndige Palermo begav
mig paa en Reise langs med Øens sydvestlige og dens østlige Kyst, til
Segesta, Salinunt, Girgenti, Terranova (det gl. Gela), Syracus,
Leontini, Catania, Taormina og Messina. Der var ingen Jernbaner paa
Sicilien, ja ei engang Diligencer; jeg maatte ride. Jeg leiede en
Fører med 2 Muldyr, et til mig selv, det andet til ham og min
Kuffert. Det var intet glimrende Optog, men dog paa nogle Steder
noget imponerende Nyt. "Siete figlio d'un principe?" spurgte et ungt
Menneske mig i Terranova. Herbergerne vare heller ikke fyrstelige;
Nattesøvnen forhindredes ofte af Utøi; men Forpleiningen var
upaaklagelig, Frokost af det medbragte Brød, Pølse, Ost og Vin under
en Korkeg eller et Johannesbrødtræ (carrubo), Aftensmad Maccaroni og
Fisk. Men glad var jeg ved at færdes imellem disse Naturbørn, som kun
kjendte Lidet til Verden udenfor deres Hjem. I Salemis prægtige
Borgruin, der nu i Stedet for stolte Riddere husede en Del fattige
Familier, traf jeg i Slotsgaarden en gammel Kone, hvis snehvide Haar
kontrasterede mærkeligt med hendes sorte Kjole. Hun betragtede mig
med samme Forundring som jeg Ruinen; men da jeg sagde, jeg var en
Napoletaner, faldt det hende ikke ind at tvivle derpaa; Alt udenfor
Salemi var hende lige fremmed. Hun førte mig ind i de store hvælvede
Haller, som nu vare berøvede enhver Prydelse og for det Meste kun
indeholdt det allertarveligste Bohave. I den inderste Sal sad hendes
Datter, en kjøn, endnu nogenlunde ung Kone, i et Hjørne og spandt, og
i et andet Hjørne Datterdatteren vævende. Jeg kom ret tilpas; thi
Familien kunde ikke læse, og jeg blev da anmodet om at tyde et nylig
ankommet Brev. Det var to Breve paa eet Stykke Papir. Den unge Pige
var forlovet med en ung Knøs, der var indkaldt til Militærtjeneste.
Ved en Skrivers Hjælp havde hun faaet opsat en Epistel, som med
Udeladelse af en hel Del Høflighedsudtryk kort og godt lød saaledes:
"Kjære Forlovede, har Du modtaget det Tøi, jeg sendte Dig?" Hendes
Fæstemand havde ikke behøvet at henvende sig til en Skriver; skrive
kunde han, men meget veltalende var han ikke. Han havde benyttet det
samme Papir og derpaa skrevet ganske simpelt: "Kjære Forlovede, jeg
har modtaget det Tøi, Du sendte mig." Selv i den store By Catania
mødte jeg en lignende Venlighed. En smuk fjortenaars Dreng havde vist
mig et gammelt Gravmonument. Jeg gav ham en lille Sølvmønt, hvorover
han blev saa fornøiet, at jeg endelig maatte ind og se hans Moder.
Det var en smuk ung Kone, der syslede med to smaa Drenge. Hun spurgte
mig, om jeg holdt af Vindruer, og da jeg bejaede dette, sendte hun
den ene af Drengene op i et høit Poppeltræ, hvorfra han kom ned med
en Vindrueklase, der var mindst tre Kvarter lang. Hun beklagede, at
hun ikke havde Andet at byde mig. -- Røvere, hvormed man havde
skræmmet mig, mærkede jeg Intet til, og meget sjælden saa jeg et
mindre elskværdigt Træk, som paa en Restauration i Palermo, hvor en
Sicilianer blev aldeles rasende, fordi hans Cotelet ikke var mør nok,
eller ved Arethusakilden i Syracus, hvor Vaskerpigernes Letfærdighed
nødte mig til at forkorte mit Ophold.
Den 24. September kom jeg tilbage til Napoli, nogle Dage senere end
jeg havde ventet. Et Brev, jeg havde skrevet for at underrette mine
Venner derom, var gaaet tabt; man var i stor Angest for mig, og min
gamle Ven, L. Mynster, der var ankommen et Par Dage tidligere, havde
allerede taget Billet til Dampskibet til Palermo for at opsøge mig.
Jeg fik ham standset i rette Tid, og vi havde nu den Glæde i et Par
Maaneder i Forening at kunne nyde Italiens Herlighed. Der var i de
Dage en stor Congres af Videnskabsmænd i Napoli. Jeg havde
naturligvis ladet mig indtegne som Medlem, men et Par Møder, hvorved
jeg var tilstede, forekom mig saa tomme og usmagelige, at jeg
foretrak at gjøre en Reise med Mynster og Hettner til Pæstum,
Salerno, Amalfi og Sorrent.
Tilbagereisen til Rom foretog vi som sædvanlig med Vetturin.
Selskabet var som en Følge deraf noget blandet. Der var blandt Andet
et af den videnskabelige Congres' Medlemmer, som vi i Regelen Intet
havde at gjøre med. Men da vi spiste til Aften i Mola di Gaëta, var
han ikke tilfreds med de 4 Retter Mad, som vi Andre havde været ret
glade ved. Han var ikke bleven mæt, kaldte Vetturinen ind og holdt et
frygteligt Hus med ham. "Quando vengo a pranzo, voglio mangiare
finché sono stanco," raabte han, og det var kommet til et Haandgemæng
imellem dem, hvis ikke det øvrige Selskab havde lagt sig imellem.
I Rom fandt jeg min kjære _J. T. Lundbye_. Jeg havde længtes efter
ham. Det var en ægte Kunstnersjæl, fuld af Hjerte og Lune og
utrættelig arbeidsom. I hvert af hans Penselstrøg, i hver Pennestreg
følte man hans Sjæl; han selv vilde sige: det er Instinktet; Andre
vilde give det et fornemmere Navn. Det var Danmarks Natur, der levede
i ham. Ugjerne forlod han Danmark, men han var syg og trængte til nye
Paavirkninger. Han havde længtes efter at se de store Kunstneres
Mesterværker, som han hidtil kun havde forventningsfulde Anelser om;
nu fik han dem at se; nu saa han Sydens rige Natur og de skjønne
Mennesker, der befolkede den. Han tegnede bestandig, og hans
Skitsebog fyldtes med Billeder af Dyrelivet og Menneskelivet, det ene
skjønnere end det andet, og dog klagede han over Italien; han kunde
ikke bruge det; det tiltalte ham ikke; det var ikke hans Fædreland.
Kun to Malerier fik han udført i Italien, en Drift Oxer i Campagnen
og Metalsvinet i Florents, begge herlige Kunstværker, og dog maa man
sige, det er hverken Italien eller Danmark; men Lundbye er det,
Kunstneren, som forstaar og nyder den fremmede Skjønhed, men aldrig
glemmer sit Hjem. Han holdt af at fremstille sig selv som en Nisse i
Udlændighed. Hvor kostelige ere ikke disse Tegninger, hvad enten
Nissen lytter til Satyrens Fortællinger, eller han paa høie Stylter
og med Kæmpeskridt iler tilbage til sit Hjem! I den første Maaned i
Rom boede han hos sin gamle Ven, Jerichau, og var med Glæde Vidne
til, hvorledes han udviklede sig som Kunstner, men han havde ondt ved
at udholde hans sygelige Misfornøielse og Uvillie imod Danmark og
Alt, hvad Dansk var. Da jeg kom tilbage til Rom, var han flyttet fra
Jerichau, og boede paa Piazza Barberini, hvor han stadig havde det
romerske Folkeliv for sine Øine. Der havde vi mangen hyggelig Samtale
baade om det skjønne Italien og om det Hjem, som vi elskede endnu
høiere.
Iblandt de andre Danske i Rom vil jeg nævne som dem, jeg særlig kom i
Forbindelse med, Kammerraad (senere Etatsraad) Raffenberg og hans
Hustru, dernæst Professor Clausen, Høiesteretsassessor Rottbøll og
Stiftamtmand Thygesen, der alle tre havde deres Familier med, Prof.
juris A. W. Scheel og Dr. med. Ravn. Det skandinaviske Julegilde, som
det foregaaende Aar kun havde talt 25 Deltagere, talte denne Gang et
helt Hundrede. Stemningen var som sædvanlig hyggelig og munter. En af
de livligste var Nordmanden, Volrath Vogt, den spræke Nordmand, som
vi kaldte ham. Efter Bordet blev han opfordret til at vise os en
Hallingdans. Det var han strax villig til, naar han blot kunde faa en
Dame til at være med. Da ingen anden af de Tilstedeværende havde Mod
dertil, maatte tilsidst Professor Clausens ganske unge Datter Sofie
(senere gift med Pastor Frimodt) devovere sig, og vi bleve med Glæde
Vidne til, hvor net og tækkelig hun assisterede Nordmanden, der
bragte sin Jente sin Hyldest i voldsomme Spring og "Kast". Det har
siden den Tid ikke været ualmindeligt, at der er blevet danset ved
Skandinavernes Julegilde i Rom. Syv og tyve Aar senere saa jeg ved
samme Leilighed et ældre Par: Peter Faber (Landsoldatens Forfatter)
traadte en Dans sammen med Fru Jerichau.