Inspektør Mac Carty igen.
Doktoren og Dillingham fik lykkelig og vel anbragt Ethel i Hotellet, og
da hun var nervøs og forknyt af Angst for, hvad der nu vilde komme, saa
blev begge Herrerne og spiste til Middag med hende.
Om Aftenen, da de skiltes, maatte baade Dillingham og Burd love hende at
komme igen næste Dag, saa tidligt det var dem muligt.
De holdt Ord, og ved Titiden kørte de op for Døren.
Den stakkels Ethel var endnu mere urolig end den foregaaende Dag, og det
gjorde Doktoren oprigtig ondt for hende.
Et Kvarters Tid efter, at Herrerne var kommet, lød der en forsigtig
Banken paa Døren.
Burd raabte: »Kom ind!« og en ældre Mand med rødt Haar og røde Whiskers
traadte ind med sin Serviet i Haanden og meldte, at der var en Herre,
der ønskede at tale med Frk. Gray.
»Vær saa god at vise ham herop!« sagde Ethel med blege Læber.
I det samme lukkede Tjeneren Døren indefra, lod Haar og Whiskers
forsvinde i Lommen, og Mac Carty stod for deres forbavsede og forfærdede
Blikke.
»Jeg kom paa denne Maade for ikke at vække Opsigt,« sagde han
forklarende, »jeg er kendt af hele Tjenerpersonalet her.«
»Skal vi maaske arresteres for Opsætsighed mod Politiet?« spurgte
Doktoren og søgte at anslaa en spøgende Tone.
»Absolut ikke,« svarede Mac Carty, »efter at jeg nu til Morgen har læst
Bladene og set, hvilken gyldig Grund De havde til ikke at parere Ordre,
vilde jeg føle mig som en Barbar og ikke som et kultiveret Menneske,
hvis jeg, efter hvad De har udrettet for vort Land, vilde hænge mig i
saadanne Bagateller. Nej, mit Besøg gælder Frk. Gray.«
Ethel bad ham ved en Haandbevægelse at tage Plads. Hun var bleg som et
Lig og sendte Dillingham et hjælpeløst og fortvivlet Blik, som han
besvarede ved at lægge sin Haand beskyttende over hendes lille, kolde
Haand, der laa paa Bordet, medens han sendte Mac Carty et morderisk
Blik.
Inspektøren tog rolig Plads og begyndte: »Medens De, mine Herrer, gjorde
Menneskeheden en stor Tjeneste, har jeg heller ikke ligget paa den lade
Side, idet det er lykkedes mig at finde Sir Rupert Staffords virkelige
Morder.«
Ethel græd: »Aah, er det sandt, De narrer mig ikke, det er bevist, at
jeg er uskyldig?«