»Ja, Hr. Inspektør, men om 5 Minutter kommer Afløsningen.«
»Godt, giv mig Deres Bind, jeg tager Deres Post, medens De henter
Overbetjent Dirckins.«
»Well, Sir,« og 454 forsvandt hastigt og kom lidt efter tilbage med en
svær, rødmosset Mand.
»Ser De det Skib deroppe?« spurgte Mac Carty ham.
Dirckins saa opad, hvor Skibet svævede højt over hans Hoved.
Han indrømmede derfor, overensstemmende med Sandheden, at han saa det.
»Vil De have noget Mandskab og nogle Biler parate i Udkanterne af Byen.
Skibet maa jo ned uden for London, men De maa se efter, hvor det sker,
og hurtigst sende mig Meddelelse derom og samtidig lade de ombordværende
bevogte, uden at de aner det, saa at De kan underrette mig om, hvor de
tager hen.«
»Well, Sir,« var Dirckins’ korte Svar, inden han skyndsomst forsvandt
for at udføre Inspektørens Ordre.
* * * * *
Medens der saaledes allerede var sørget for at tage imod dem hernede paa
Jorden, svævede vore Venner oppe i den klare Luft. De var alle samlede
paa Platformen med Undtagelse af Stone, der var nede i Kahytten for at
pakke sine Instrumenter og Optegnelser ind.
Dernede, dybt under dem, laa London, den lignede højt oppe fra en uhyre,
graalig Masse af Sten.
Saa sank de, og Massen opløste sig i Huse, Taarne, Monumenter, Skibe og
smaa bitte Mennesker, medens der lød en Summen som af en Bisværm op til
dem. Det var Begejstringsraab fra de tusinde og atter tusinde af
Mennesker, der havde samlet sig i utrolig kort Tid, da det rygtedes, at
Ingeniør Hydes i lang Tid savnede Luftskib var vendt tilbage.
Der var en Larm og en Begejstring som i de hedeste Zeppelin-Dage i
Berlin, da »Meteor« kredsede om St. Paulskirkens gyldne Spir.
Leslie og Folkene svingede med Hattene og udstødte høje Raab, der var
mere velmente end vellydende. De vidste godt, at Menneskene dernede
intet kunde høre, men deres Jubel og Fryd over igen at være nær Jorden
maatte have Luft.
Hydes Ansigt havde det samme rolige, energiske Udtryk som sædvanlig, han
grundede paa, hvor højt hans Skib var steget i Pris efter denne
vidunderlige Rejse til Mars.
Doktoren havde kastet sig ned i en Flugtstol og smilede veltilfreds. Han
var glad over atter at være saa nær Hjemmet, og han saa i Aanden et
eller andet hyggeligt lille Sted ude paa Landet, hvor han kunde nyde en
velfortjent Ferie efter alle sine Anstrengelser.
Dillingham og Ethel stod sammen og stirrede ned paa Mængden, der bølgede
frem og tilbage som et uroligt Hav.
For dem betød Tilbagekomsten jo kun Adskillelse, i alle Tilfælde da
foreløbig, og Ethels smukke Ansigt var blegt og bedrøvet, medens
Dillingham følte sig ganske syg om Hjertet ved Tanken om, at hun skulde
skilles fra ham og maaske tilbage til Fængslet med dets Rædsler og
Uhygge.
Skibet steg nu paa Hydes Befaling atter til Vejrs, og da det jo var
ganske umuligt at gaa ned i en Storstads Gader, fløj de af Sted hen over
London til den samme Plads uden for Byen, hvor de 6 Maaneder i Forvejen
var steget op for at begynde deres eventyrlige Fart.
Da det var et øde Sted, og det endnu var tidligt paa Dagen, lykkedes det
dem at slippe ubemærket ned og fortøje Skibet, og de ilede da alle hen
til Kroen for at nyde det første Maaltid paa Jorden efter deres lange
Rejse.
Da vore Venner havde besluttet at afvente Begivenhedernes Gang for
Ethels Vedkommende, maatte de jo have hende anbragt et Sted, hvor hun
kunde være, indtil Mac Carty dukkede op, hvad de ikke var i Tvivl om, at
han snart vilde gøre.
Professoren vilde straks til sit Hjem for at kunne afhente de Skatte,
der laa i Skibet, og Hyde maatte se sig om efter Arbejdere, for at han
snarest muligt kunde faa Skibet under Tag, medens han ventede paa den
eventuelle Køber.
Burd tilbød da at køre hen til et rigtig pænt Hotel garni med de to
bedrøvede Kærestefolk. Han havde ofte selv boet der og mente, at det
vilde passe godt for Ethel.
Denne Plan bifaldt de alle, og da Værten havde skaffet dem en Vogn,
kørte de sammen ind til Byen.
Undervejs mødte de en Bil med en svær, rødmosset Mand, der fikserede dem
skarpt.
Det var Dirckins, der udførte Mac Cartys Ordre.