»Forklar Dem nærmere,« bad Doktoren, »spænd os ikke paa Pinebænken.«
»Ja, Miss Gray, De er frank og fri, og det var ved et rent Tilfælde, at
jeg kom paa Sporet. Som De vel ved, havde Deres afdøde Onkel gjort et
Testamente, hvor han indsatte Dem til sin Universalarving, hvis De
overlevede ham og i alle Maader viste Dem værdig dertil. I Tilfælde af
Deres Død indsatte han en Slægtning, der bar det samme Navn som han
selv, men som han var bleven alvorlig Uvenner med adskillige Aar i
Forvejen. Denne Mand havde paa Grund af forskellige mindre heldige
Bekendtskaber med Spillere og andre Driverter paadraget sig en Gæld, som
Deres Onkel betalte paa den udtrykkelige Betingelse, at han forlod
England og banede sig Vej i en anden Verdensdel. En af denne unge Mands
intimeste Venner var den Mr. Brown, der optraadte som Vidne mod Dem, og
som paastod, han havde set Dem fylde et Pulver i Deres Onkels Glas,
medens han betragtede Dem gennem Vinduet. Mr. Brown var, som De vel ved,
paa mødrene Side langt ude beslægtet med Deres Onkel.
Efter Trætten med sin Onkel rejste den unge Stafford til Sydafrika, hvor
han fik en ret taalelig Stilling. Han vedblev at staa i Brevveksling med
Mr. Brown i de paafølgende Aar.
Otte Dage efter Deres Flugt, Miss Gray, meldte en gammel Aagerkarl sig
paa Scotland Yard og bad om Beskyttelse mod en Person ved Navn Brown.
Denne, der havde en Del Veksler løbende hos den gamle Mand, havde ikke
set sig i Stand til at indfri dem, og da Aagerkarlen trængte paa og
vilde have sine Penge, greb Brown ham i Struben og var lige ved at kvæle
den ulyksalige Mand. Da der i det samme blev ringet, slap Brown
Aagerkarlen og styrtede af Sted under vilde Trusler.
Nu var Manden bange baade for sine Penge og for sit Liv og henvendte sig
til Politiet om Hjælp, skønt hele Affæren ogsaa fra hans Side var af en
mer end tvivlsom Art.
Det blev overdraget mig at skaffe Oplysninger om nævnte Brown, og jeg
opdagede jo straks, at det var den samme Mand, der havde optraadt som
Vidne i Ethel Grays Sag.
Det forbavsede mig noget, og efter at jeg havde faaet at vide, at det
var Sir Rupert Staffords Navn, der stod paa Vekslerne, begyndte min
Mistro at vaagne. Jeg fik opsporet, – hvorledes kommer ikke denne Sag
ved – at Vekslerne var falske, og Mr. Brown blev sat fast for det
morderiske Overfald paa den gamle Mand.
Imedens undersøgte jeg hans Papirer, og mellem en Masse Breve fra den
unge Stafford i Afrika fandt jeg et Brev dernede fra, skrevet med en
ganske anden Haandskrift. Det var nogle Maaneder gammelt, og i det
underretter en Mr. Philps, en Ven af Stafford derovre, Mr. Brown om den
unge Mands Død og beder ham underrette hans Slægtninge i England herom.
Dette Brev dømte Manden i mine Øjne.
Han havde falske Veksler løbende paa Sir Ruperts Navn, altsaa kom dennes
Død ham meget belejlig. Men selv om Manden er død, staar der to
Mennesker mellem ham og Arven.
Tilfældet hjælper ham, og han gør selv Resten.
Det er et Tilfælde, at unge Stafford dør, og at den gamle Sir Rupert
bliver syg.
Saa træder han til; hvis den gamle Herre dør, og Ethel er uværdig til at
arve ham, er han nærmeste Arving, og han kan dække sine Veksler og
skjule, han er en Falskner.
Saa er Planen færdig i Forbryderens Hjerne, han beholder Brevet for sig
selv og vælter Anklagen for det Mord, han naturligvis selv har begaaet,
over paa Dem, Frk. Gray.
Denne snedige Plan vilde ganske sikkert være lykkedes, hvis ikke Deres
lange Sygdom var kommet. Som De husker, blev De syg, inden Dommen faldt,
og i alle de Maaneder, De laa bevidstløs og svag paa Hospitalet, var De
dog stadig Deres Onkels Arving, først naar Juryen havde dømt Dem, vilde
Deres Halvfætter i Sydafrika være Arvingen.
Altsaa, De kom Dem endelig og blev dømt, og samtidig gjorde
Myndighederne Skridt til at sætte sig i Forbindelse med unge Stafford,
som jo ingen andre end Brown vidste var død.
Men dette trak Sagerne i Langdrag for Brown, der ikke kan dække
Vekslerne. Saa er det han taber Hovedet og forgriber sig paa
Aagerkarlen.
Hele Sagen stod mig nu aldeles klar, og ved en fornyet Undersøgelse af
Deres Værelse i Sir Ruperts Hus fandt jeg endnu et Bevis.
Som De ved, blev der af en Opdagelsesbetjent fundet Morfinpulver i en
lille Skuffe i Deres Juvelskrin, jeg var de første Dage optaget af en
anden Sag og fik saa kun Mandens Rapport.
Jeg foretog nu en grundig Undersøgelse af Deres Juvelskrin og fandt da
en Del Aske af en Cigar. Med uendelig Forsigtighed fik jeg den samlet op
og sendt til kemisk Undersøgelse, og Resultatet lød, at det var Aske fra
en endogsaa meget stærk Havannacigar.
Ved at udspørge Sir Ruperts gamle Tjenestefolk fik jeg at vide, at Frk.
Gray aldrig røg, medens jeg hos Hr. Brown havde set et Utal af
Cigarkasser med stærke Havannesere.
Med disse forskellige Holdepunkter lykkedes det mig i forholdsvis kort
Tid at gøre Mr. Brown mør – undskyld dette tekniske Udtryk, min Frøken!
Med andre Ord, han afgav en fuldstændig Tilstaaelse, og da imidlertid
Myndighederne har faaet officiel Meddelelse om den unge Staffords Død,
saa er De, Frk. Gray, i dette Øjeblik ikke alene fri og frank, men ogsaa
Arving til Deres afdøde Onkels meget store Formue. Det var dette, jeg
ikke kunde nægte mig Fornøjelsen af at meddele Dem.«
»Tak, tusind Tak, Hr. Inspektør,« sagde Ethel, »men hvad er der blevet
af den ulykkelige Brown?«
»Han tog det fornuftige Parti at forlade Skuepladsen, nu da hans Rolle
var udspillet. Han hængte sig.«
Mac Carty rejste sig med disse Ord, satte atter Haar og Whiskers paa
Plads og forsvandt med Servietten i Haanden og et elegant Kelnerbuk ud
af Døren.
Doktoren var den første, der brød Tavsheden.
»Til Lykke, kære Frk. Gray, til Lykke, Dillingham! Hvis De synes som
jeg, saa kører jeg nu sporenstregs hen til vore fælles Venner og beder
dem komme hen til en større Middag, som jeg med det samme bestiller
nede.