London. – Nedstigningen.
Betjent Nr. 454, Johnson, drejede om Hjørnet af Jamesstreet og travede
sindigt ned ad Budcasce walk og op af Victoria embankment, ned forbi
Scotland Yard.
Klokken var fem om Morgenen, og Taagen begyndte at lette, saa Betjenten
slukkede Lygten, der hang ved hans Bælte.
Der kom efterhaanden Liv i de øde Gader.
Ensomme Natteravne, der var sent paa Færde, listede forpjuskede og med
graa, trætte og slappe Ansigter af Sted i det første kolde Dagslys.
Tjenestepigerne, der var tidlig paa Færde, frøs om de bare Arme og
skuttede sig i den skarpe, disede Morgenluft, medens de stod stille for
at veksle et Par Ord med Betjenten eller en og anden tjenstivrig
Portner, som var kommet frem af sit Hi for at feje Gaden.
Svære Vogne kom rumlende gennem Gaderne, Vinduerne blev smækket op, og
Mælkedrengenes Træsko slog »Klip Klap« hen ad Fliserne.
Arbejdernes duknakkede Skikkelser begyndte at vise sig paa deres
Vandring til Dagens Slæb og Slid.
De havarerede Eksistenser kom listende fra Hyde Park eller krøb frem fra
de store Broer, eller hvor de ellers havde søgt at faa deres Søvn, og
gik paa Rov efter noget spiseligt til deres tomme Maver.
Johnson skuttede sig og gabede, om et Kvarter kom Afløsningen, og saa
skulde Madammens Kaffe smage efter den kolde Nattur.
Han spejdede hen imod Hjørnet, hvorfra Afløsningen skulde komme, da der
højt over hans Hoved lød en Susen som af et mægtigt Fugletræk.
Han saa op. Hvad var dog det? Nu havde han aldrig set saa galt. Et
Luftskib over Byen. Var der ikke udtrykkeligt Forbud mod Luftsejlads
over beboede Steder?
Han anstrengte sine Øjne for at se bedre. Det var min Sandten for galt!
Ikke engang deres Nummer kunde han se.
Med eet slog en Tanke ned i ham.
Kunde det ikke være Ingeniør Hydes Luftskib, der forsvandt pludselig en
Dag, da Mac Carty selv havde set dem bortføre Ethel Gray paa en Tur, som
de ikke var vendt tilbage fra, saa alle mente, de maatte være
forulykkede? Det var bestemt dem, der kom tilbage, det maatte meldes og
det straks. Det havde jo dobbelt Interesse netop nu, da Sagen mod Frøken
Gray havde været fremme igen.
Hende havde de saamænd nok gemt et Sted ovre i Amerika, for at hun ikke
skulde falde i Politiets Hænder.
Medens disse Tanker for gennem Betjentens Hoved, ilede han af Sted hen
mod Scotland Yard og løb i Porten lige i Armene paa sin overordnede,
Inspektør Mac Carty.
Med Haanden paa Hjelmen gjorde han sin Melding.
Inspektøren gik raskt ud paa Gaden og saa opad, jo, Manden havde Ret, et
Luftskib var det, men om det var Hydes, var umuligt at afgøre paa den
Afstand, selv om man havde set det saa nær ved, som Inspektøren havde,
egentlig ikke for sin Fornøjelses Skyld.