En Fejlregning.
De stod alle som forstenede ved Professorens Ord.
Denne Gang var der ingen Udsigt til Frelse, saaledes som hin
mindeværdige Gang, da de ved Dillinghams Aandsnærværelse undgik et
skæbnesvangert Sammenstød med en Meteorsten.
»De mener altsaa virkelig, at vi maatte have tilbragt de femten Aar
inden næste Opposition paa Mars?« spurgte Doktoren.
»Det mener jeg,« svarede Stone, »vi har temmelig sikkert endnu kun 14
Dage tilbage at leve i!«
»Well!« sagde Hyde, »naar vi nu altsaa ved, at Døden er os vis til den
Tid, saa – ja vi er jo Mænd, ikke sandt? – er der ingen Grund til at
plage os selv og hinanden med unyttige Bekymringer. Lad os ikke forbitre
vore sidste Levedage.«
»Hyde har Ret!« sagde Burd, »det er vi altsaa enige om. – Sig mig,
Dillingham ...! Men hvor er han gaaet hen, han stod jo lige nu her?«
afbrød han sig selv.
Dillingham var ganske stille gaaet ud af Døren og ned i Salonen til
Ethel, hvem han nu fortalte hele Sagens Sammenhæng.
Han var sønderknust over, at de nu alle skulde lide Døden paa en saa
grusom Maade, bare fordi han ikke havde villet holde sin ubændige
Jagtlyst i Tømme.
Han bad Ethel om Tilgivelse, atter og atter, og hun søgte at trøste ham
med, at Skæbnen kunde have været endnu mere haard imod hende. Hvis de nu
var naaet ned paa Jorden igen, og det til Trods for Vennernes og
Dillinghams Anstrengelse havde været umuligt at bevise, hvem der havde
begaaet Mordet paa hendes Onkel, saa hun maatte vandre i et livsvarigt
Fængsel, hvor hun skulde trælle sin elendige Tilværelse hen langt borte
fra ham, saa var da denne Død her sammen langt at foretrække.
Hendes Ord og hendes blide og kærlige Maade at trøste ham paa bragte ham
lidt efter lidt til Ro.
Da de andre senere kom ned i Salonen, bad han dem alle om deres
Tilgivelse.
»Dillingham,« svarede Stone alvorligt, »det var naturligvis meget
urigtigt af Dem at fjerne Dem fra Skibet paa et saadant Tidspunkt; men
nu da Ulykken er sket og ikke staar til at ændre, er der ingen af os,
der bærer Nag til Dem. Vær nu ved godt Mod, De er jo langtfra den af os,
der er værst stillet. De maa dø, – ja, men det skal vi jo nu engang, før
eller senere, og De faar Frøken Ethel med Dem, hende vilde De vel neppe
synes om at overlade til hendes uvisse og ublide Skæbne. Helt anderledes
stiller Sagen sig for Hyde og min ringe Person. Vi mister, foruden
Livet, Frugterne af hele vort Livs Arbejde og Slid, som maaske for os
betyder lige saa meget, som Frøken Ethel for Dem. I Stedet for det
berømte Navn, vi begge havde erhvervet os og fuldtud fortjent, vil vi nu
blive omtalt af Efterverdenen som et Par halvgale, fantastiske Sværmere,
for til sidst at glide helt ud af Sagaen.«
Dillingham tog hans Haand og søgte forgæves at faa et Ord frem, mens han
saa paa Stone med sine ærlige, bedrøvede Øjne, hvad der fik Stone til
hastigt at trække Haanden til sig og ile ud af Døren, og de hørte ham
gaa ind i Observationsrummet.
Idet Stone gik forbi, saa Burd til sin Forbavselse, at Professoren havde
Taarer i Øjnene. Burd og Hyde gik snart efter deres Vej, og lod
Dillingham ene med Ethel.
Udenfor traf de Handerson, Leslie og Bill. Hyde vilde give dem Nøglen
til Proviantrummet, hvor Vinen laa, men de afslog det.
»Skal vi endelig kradse af,« sagde Bill, »skal det være uden Slinger i
Valsen.«
Burd gik ind i sit Lukaf og gav sig til at undersøge sin Morfinsprøjte.
»Skal jeg dø,« tænkte han, »saa foretrækker jeg denne Dødsmaade.« I det
samme bankede det paa Døren. Han raabte: »Kom ind!«
Det var Ethel.
»Aah, Doktor,« sagde hun med Taarer i Øjnene, »kan De ikke komme op at
se til Dick, han er saa aldeles ude af sig selv, kunde De ikke give ham
et Sovepulver, for at han kan faa lidt Ro over sig?«
Burd smilede uvilkaarligt. Det var næsten komisk, syntes han, at søge
Lægehjælp nu, da selv ikke Alverdens Læger vilde kunne frelse dem fra
Døden.
Han gik dog med for at føje og berolige Ethel.
I det de gik op ad Trappen, kom de forbi Bill og Handerson, der stod og
talte sammen.
»Vi skal saa altsaa til det?« spurgte Bill.
»Det er sikkert nok,« svarede Handerson, »for jeg hørte selv Professoren
sige, at om en 14 Dage vilde vi fryse ihjel paa Maanen eller brænde op
paa Solen.«
»Jeg har nu altid holdt mest af lidt Varme,« sagde Bill, »og det gaar
maaske ogsaa hurtigere at brænde op end ...«
Her sank deres Samtale ned til en sagte Hvisken, da de fik Øje paa Ethel
og Doktoren.
Da Ethel og Doktoren kom ind i Salonen, sad Dillingham paa en Stol og
stirrede hen for sig med en fortvivlet Mine.
Doktoren gik hen til ham og lagde Haanden paa hans Skulder, idet han
sagde: »Tag Dem dog sammen, kære Ven, om ikke for andet, saa for Deres
lille Kærestes Skyld.«
Dillingham saa op paa Doktoren med et mistrøstigt Blik, og Burd belavede
sig paa at tage ham ordentlig i Skole, da Døren bag ved dem blev revet
op med et Brag og Stone styrtede ind i Salonen.
»Jeg har fundet en Fejl i Logaritmetabellen!« raabte han, ude af sig
selv af Henrykkelse.
»Hvorfor er De dog saa glad over det?« udbrød Burd ærgerlig, »har De
aldrig før fundet Fejl i andre Folks Arbejde? Det forekommer mig dog,«
tilføjede han spydigt. »Saa at De nu har fundet en Fejl i en eller anden
Tabel, hvor De dog umuligt paa Grund af Omstændighederne kan gøre Dem
endnu mere berømt derved, det begriber jeg ikke. Det er jo en Fejl, De
aldrig vil kunne paavise for Verden!«
»Aldrig paavise!« raabte Stone, »den Fejl er netop selv Skyld i, at jeg
kan komme til at paavise den for Verden. Havde Professor Hopkins ikke
regnet sine Rækker galt ud, vilde vi, efter mine astronomiske
Beregninger, hvortil jeg har benyttet Hopkins Logaritmer, aldrig have
naaet Jorden, hvis vi var afgaaet fra Mars i rette Tid.«
»Ja, men det er der jo ingen Grund til at tale om nu,« sagde Burd
gnavent, »vi kommer der jo i alle Tilfælde ikke, efter hvad De selv har
sagt os.«
»Men kan De da ingenting forstaa? Paa Grund af denne Fejlregning er vi
netop kommet af Sted i rette Tid, det er det, jeg hele Tiden staar og
forklarer Dem,« sagde Stone overlegent.
Her sprang Dillingham op.
»Hvad er det dog, De siger, Stone? Er der Haab om, at vi kan komme
tilbage til Jorden?«
»Der er ikke Haab,« svarede Stone, »der er Vished.«
»Hører du, Ethel, vi skal atter se Jorden sammen, og jeg skal sætte
Himmel og Jord i Bevægelse for at finde din Onkels Morder og rense dig
for den skrækkelige Beskyldning!«
Ethel klappede ham paa Kinden med et lille bedrøvet Smil, hun havde
gaaet alt for meget igennem til at kunne være saa forhaabningsfuld som
Dillingham.
Stone var imidlertid ilet ud af Døren, fulgt af Burd, for at meddele de
andre den lykkelige Nyhed. Der blev en almindelig Jublen. Trods sin
Modstand blev han grebet af Handerson og Bill og baaret i Triumf op i
Salonen igen. Her raabte de alle tre dundrende Hurraer for ham, hvad han
mod Sædvane lod til at føle sig tilfreds med. Han nød det som en lille
Forsmag paa de Triumfer, han vilde høste, naar han naaede Jorden igen.
Derpaa udbad Hyde sig paa egne og de andres Vegne en nærmere Forklaring
af ham angaaende Fejlen i Beregningerne.
Heri indvilligede han med Glæde og udviklede i de næste to Timer en
saadan Masse af Formler og matematiske Beregninger, at det kørte aldeles
rundt for hans ulykkelige Tilhørere; men da det aabenbart var til stor
Glæde for ham selv, saa bar hans Venner det med engleblid Taalmodighed
og søgte at lade, som om de forstod hvert eneste Ord.
Men hvad finder man sig ikke i, naar man pludselig ser sig reddet fra
den visse Undergang og givet tilbage til Livet?