Paa Lykke og Fromme.
Et Øjeblik efter gik det løs.
Paa Grund af Mørket var det umuligt at iagttage Virkningerne gennem
Ruden; men efter Hylene at dømme lod det til, at Skuddene ryddede
ordentlig op mellem Fjenderne.
De rasende Anfald mod Døren hørte helt op.
»Nu har de faaet nok af at spadsere paa Dækket,« sagde Burd, »bare de nu
ogsaa vilde holde Mund med deres Serenade.«
Hylene lød stadigvæk med uformindsket Styrke, medens Utyskerne forgæves
bearbejdede Skibets Panserplader.
Det begyndte imidlertid at blive lyst udenfor, og efterhaanden som
Morgenen gryede, tav Hylene derude.
Snart var det helt lyst.
»Vi maa først og fremmest se at faa Fortøjningerne løste,« sagde Hyde.
De gik straks i Arbejde med at rydde den Barrikade af Vejen, som de
havde lavet om Aftenen. Professoren var den allerivrigste. Da de omtrent
var færdige, halede han med et Glædesraab en mindre, flad Kasse frem.
Ved et rent Tilfælde var hans kære Præparater ikke blevet ødelagt,
hvilket øjeblikkelig satte ham i det mest straalende Lune.
Da Barrikaden var helt ryddet, lukkede de forsigtigt Døren op.
Hyde og Doktoren var de første, der vovede sig ud.
Et skrækkeligt Syn viste sig for deres rædselsslagne Blikke. Kanonens
Virkning paa Fjenden, der øjensynlig havde opholdt sig paa Dækket i
tætte Skarer, var overvældende.
Overalt laa der lemlæstede Lig, og Dækket var glat af Blod. Burd vendte
sig om og rakte afværgende Haanden ud mod Ethel, der netop, fulgt af
Dillingham, vilde træde ud af Døren.
»Kom ikke herud, Frøken Gray,« sagde han, og Stone og Hyde stillede sig
op foran Døren for at skjule Dækket for hende. Det var ikke saa meget
for Synet af de dræbte Fjender, som for at hun ikke skulde faa Øje paa
Craddocks Lig, eller rettere sagt, hvad der var tilbage af det.
Udyrene havde ladet deres Raseri gaa ud over hans Legeme paa den
græsseligste Maade.
Ethel gik ned igen, og de andre begyndte at rydde Dækket, idet de dog
stadigvæk holdt Øje med Skibets Omgivelser.
Bill og Handerson spulede Dækket, medens Leslie og Doktoren syede
Craddocks Lig ind i Sejldug for at begrave det, hvis Omstændighederne
tillod det.
Nu var alt klart.
Landgangsbroen blev lagt ud, og de skulde lige til at gaa ned, da der
igen lød høje Hyl inde fra Skoven, og store Sværme af Marsvæsener
styrtede frem mod Skibet.
De maatte trække Broen op i største Hast, medens en Regn af lange Spyd
susede ned over Dækket.
Dillingham vilde skyde, men Hyde trak ham med sig ind i Taarnet og
smækkede Døren i.
»Førend De kan faa skudt en af dem ned, vilde De være saa spækket med
Spyd som et Hulepindsvin,« sagde han til Dillingham, da de var kommet i
god Behold inden for Døren.
Fjenderne udstødte rasende Hyl, da de saa sig skuffede, men de vovede
sig dog ikke op paa Dækket, de havde aabenbart Virkningen af Kanonen i
alt for frisk Minde. Men de hamrede af alle Kræfter løs paa Skibets
Sider.
Medens vore Venner forholdt sig afventende i Salonen, nyttede Burd
Lejligheden til at meddele de andre Dillinghams Forlovelse. Denne Nyhed
syntes dog mærkelig nok ikke at komme dem synderlig overraskende.
»Til Lykke!« lød det fra dem alle sammen, og Stone tilføjede: »Kald paa
Handerson og lad ham hente nogle Flasker Vin fra Proviantrummet, saa vil
vi drikke Dillinghams og Frk. Ethels Skaal.«
Hyde gik hen for at kalde paa Handerson.
Nu er det ikke, fordi man skal beskylde Handerson for at lytte ved
Døren, tværtimod. Det _maa_ have været et »Tilfælde«, men mærkeligt var
det, for Hyde naaede ikke helt hen til Døren, førend den gik op, og
Handerson stak Hovedet ind og raabte: »Vinen skal straks være her!«
Hvorpaa han skyndsomst forsvandt.
Et Øjeblik efter kom han igen med en Flaskekurv paa Armen, og i den
aabne Dør saas Bill og Leslie, begge indtagende en forventningsfuld
Holdning.
Handerson trak Flaskerne op, og Knaldet fik Bill til at smække med
Tungen, hvorpaa han i en Fart gav sig selv et Dask paa Munden, som en
Straf for denne upassende Lyd, medens han kastede et angergivent Blik
rundt paa de tilstedeværende.
»Hvor er Glassene?« spurgte Burd, »der stod en hel Kasse med Glas her i
Salonen, jeg flyttede den selv herned for to Dage siden.«
Handerson kløede sig bag Øret.
»Undskyld, Hr. Doktor,« sagde han, »men den smed jeg vist med i
Barrikaden i Skyndingen i Nat.«
Burd gjorde en ærgerlig Bevægelse. »De kunde dog gerne have set Dem
for,« sagde han, »naa, det er der jo nu ikke noget at gøre ved. Saa maa
vi drikke af Flasken.«
»Vent lidt,« sagde Stone, »jeg har nogle tomme Cylinderglas inde i
Observationsrummet, dem skal jeg hente.«
Han gik, og de hørte ham rumstere derinde. Med eet udstødte han et højt
Raab.
»Skynd Dem og kom,« raabte han.
Alle løb derind.
Stone stod med en Kurv med Glas paa den ene Arm, den anden strakte han
ud mod det lille, runde Vindue.
Et hæsligt Ansigt var presset mod Ruden udefra og stirrede stift ind paa
dem, saa forsvandt det, og der kom et andet i Stedet for, og saa endnu
et og saaledes videre.
»Hvor dog saadant et Ansigt tager sig ud i en rund Ramme,« sagde
Doktoren.
»Det er jo næsten som i en Kik-Kasse for levende Billeder,« sagde Bill.
Burd skænkede i Glassene, og de drak alle med Ethel og Dillingham.
Handerson foreslog et Hurra, og alle Herrerne raabte et dundrende Hurra
for de to.
»Jeg tror skam, de raaber med derude,« sagde Leslie.
Raabet var nemlig blevet efterfulgt af et djævelsk Hyl fra Fjenderne.
»Vore Venner derude viser os deres Deltagelse i vor Glæde,« sagde Stone.
»Skal vi ikke byde dem ind paa en lille Genstand?« spurgte Handerson,
hvem Vinen havde bragt i særdeles godt Humør.
»Jeg foreslaar dog, vi lader være,« sagde Burd, »den Indbydelse vilde
vist komme os dyrt at staa, er jeg bange for.«
»Saa, nu er Forestillingen forbi,« lo Handerson og trak det lille Gardin
for Vinduet.
Hylene holdt nu pludselig op.
»Hvad mon der nu gaar for sig?« sagde Hyde.
»Skal jeg gaa op i Taarnet og muntre dem lidt med Kanonen?« spurgte
Leslie, »jeg skal nok faa dem til at istemme en ny Sang, der siger
Sparto til den forrige.«
Og dermed for han hen mod Døren.
Hyde kaldte ham tilbage.
»Lad dem nu være i Fred,« sagde han, »lad os haabe paa, at de til sidst
bliver ked af at hamre forgæves paa de tykke Staalplader.«
I det samme begyndte de hæslige Hyl igen med fordoblet Styrke, saa det
rungede i hele Skibet.
Lyset, der faldt ind gennem Gardinet, fik et rødligt Skær.
Dillingham trak hurtigt Gardinet fra. Luften udenfor var helt opfyldt af
Røg.
»Hvad er nu det for Djævlekunster?« udbrød han; men hans Stemme
overdøvedes helt af en stærk Knitren og Bragen.
»Til Maskinen,« raabte Hyde, »de har lagt Kvas omkring Skibet og stukket
Ild paa. Hurtig! Der er ingen Tid at spilde.«
Og af Sted for han, fulgt af Leslie og Bill.
Et Øjeblik efter hørtes den kendte Susen af Skruerne.
Men Skibet rørte sig ikke, det blev liggende ganske stille.
Dillingham blegnede.
»Fortøjningerne holder igen, vi kan ikke komme bort, vi er redningsløst
fortabte.«
»Mine Papirer, mine Papirer,« raabte Stone og for forvildet omkring.
Ethel sad bleg og stille og saa paa Dillingham.
Doktoren var den eneste af dem, der var ganske rolig. »Lad os ikke
opgive Haabet endnu,« sagde han, »lad os gaa op i Taarnet til Hyde og
høre, hvad han mener, og viser det sig, at vi ikke kan komme løs, saa
lad os gaa Døden i Møde som Mænd, vi vidste jo alle som een, at der var
en stor Fare ved at foretage denne Rejse. Vi har spillet Hasard og tabt,
det maa enhver Spiller være forberedt paa.«
De andre sagde ingenting, men fulgte bagefter ham op i Taarnet.
Hyde stod ved Styrehjulet. Han var ligbleg.
»Jeg er bange for, at alt Haab er ude,« sagde han, »jeg har ...«
Her afbrødes han af en Hylen, værre og vildere, end nogen af de
foregaaende, men denne Gang lød det ikke sejrsstolt, det lød snarere,
som om de hylede i en ubeskrivelig Rædsel.
»Før var det Dur, nu er det snarere Moll,« bemærkede Burd.
»Det er ikke Tid at spøge nu,« sagde Dillingham vredt. Resten af hans
Tale druknede i en mægtig, øredøvende Brusen, som af et kæmpemæssigt
Vandfald.
Der lød en Buldren og en Brølen, og man hørte Brag af faldende Træer.
Samtidig var det, som om hele Skibet blev løftet i Vejret, og de følte
et stærkt Stød, der fik dem til at tumle hovedkulds om mellem hverandre
i det lille Rum.
Stone kom først paa Benene igen.
»Kanalteorien!« raabte han triumferende.
»Aah, De med Deres Teorier!« brummede Burd gnavent, idet han rejste sig
med stort Besvær. Han havde stødt sit Ben mod Kanonen, da han væltede
omkuld.
De var netop alle kommet paa Benene igen, da de med vældig Kraft
slyngedes op mod Loftet.
Det var, som om Skibet med eet vendte Bunden i Vejret, saa hele
Besætningen rystedes rundt som Tinsoldater i en Æske.
I næsten ti Minutter laa de alle halvt bedøvede, overvældede af det
sidste, frygtelige Stød, og imens for Skibet, hvis Maskine ingen havde
tænkt paa at standse, lige op efter.
Der, hvor Skibet for faa Øjeblikke siden havde ligget, var der nu et Hav
med fraadende, skummende Bølger, der førte Marsvæsener, Dyr og Træer med
sig i eet forvirret Kaos.
Hyde kom først til Besindelse igen. Hurtigt for han op og greb efter
Reguleringshjulet; men førend han naaede at gribe om det, blev det paa
een Gang fuldstændigt stille. Hverkens Bølgernes vrede Brølen eller
Skruernes Susen hørtes mere.
»Nu er vi sikre paa den visse Undergang,« udbrød Stone, idet han
langsomt rejste sig, »vi er kommet uden for Atmosfæren og er blevet
grebet af den elektriske Æterstrøm; om godt og vel en Snes Dage vil vi
havne paa Solen.«
»Er der ingen Redning mulig?« spurgte Dillingham, »er der intet Haab,
ingen Udvej?«
»Der er kun een Udvej,« svarede Professoren roligt, »det er, at vi
muligvis støder sammen med Maanen, men i saa Tilfælde vil vi enten blive
knust eller fryse ihjel!«