Den sidste Kamp.
»Lad dem nu komme!« raabte Dillingham, idet han mønstrede sine
velpudsede Vaaben, der stod opstillet paa Platformen.
»Send Lyset hen mod den nederste Del af Krattet,« sagde Hyde til Leslie,
der straks adlød hans Befaling.
»Det er mærkeligt,« sagde Leslie, »for 10 Minutter siden vrimlede her af
disse væmmelige Fyre, og nu er de som blæst bort.«
»De holder Krigsraad,« sagde Burd, »hvis jeg maatte raade, saa gik vi nu
alle ned i Skibet og lukkede Dørene, saa var vi da i Sikkerhed.«
»Skulde vi ikke først sende dem en Salve ind mellem Slyngplanterne?«
foreslog Handerson, »det skulde nok jage dem op, hvis de ligger paa Lur
derinde.«
»Saa maatte vi da hellere bruge Kanonen,« sagde Leslie.
»Nej,« svarede Hyde, »lad dem være i Fred, og lad os indskrænke os til
at forsvare os, naar vi bliver angrebet.«
»De vil naturligvis have fat i Dillingham, og de faar ham saamænd ogsaa
nok, hvis da ikke en anden kommer dem i Forkøbet.«
Her saa Doktoren skælmsk paa Ethel, der blev rød og forlegen.
»De skal faa en varm Modtagelse,« sagde Dillingham kamplysten.
»Det tvivler jeg ikke om, at De vil give begge Parter, om end paa
forskellig Maade,« svarede Doktoren, som var i sit Drillehumør.
»Naa, naa, Doktor, tæm nu deres Tunge,« sagde Hyde, der saa, at
Dillingham var i Færd med at blive gnaven, og at Ethel var pinlig berørt
ved Doktorens mindre fine Spøg.
Samtalen blev heldigvis her afbrudt af Stone, der med en tankefuld Mine
kom ud fra sit Observationsrum, hvor han havde været sysselsat med at
pakke sine videnskabelige Skatte sammen.
»Ved De af, Stone, at vi er saa godt som belejrede?« sagde Hyde til ham,
»hele Skoven rundt omkring er opfyldt af Marsvæsenerne, Leslie saa en
hel Sværm lige her i Nærheden for omtrent ti Minutter siden, da han var
heroppe for at trække frisk Luft.«
»Hvad kommer det mig ved?« spurgte Stone, »jeg har to hele Skeletter af
dem, foruden fire Kranier nede i Observationsrummet, jeg har ikke Brug
for flere.«
»Det er virkelig ikke af den Grund, at Hyde fortæller Dem det,« sagde
Dillingham ærgerligt, »men vi staar i Fare for at blive overmandet, hvad
dog maaske vilde forekomme ogsaa Dem mindre morsomt. Tænk kun paa deres
uvurderlige Stenstumper og Barktrævler, eller hvad det nu er, De har
stuvet sammen, det kunde De let miste i saa Tilfælde, for slet ikke at
tale om Deres ganske vist mindre kostbare Liv.«
»Jeg vil ikke raade dem til at komme mig for nær,« raabte Stone
kamplysten og kastede et morderisk Blik over mod den belyste Del af
Krattet.
»Naar en eller anden stor Kunstner igen engang vil skænke Verden en
Statue af den vrede Achilles, skulde De tilbyde Dem som Model,
Professor,« sagde Burd spydigt.
»Spar Deres dumme Vittigheder,« sagde Stone vredt, »De skulde hellere nu
være alvorlig og tænke paa, at vi er omgivet af Fjender. Naar vi senere
er i Sikkerhed, skal det være mig en Fornøjelse at skifte Ord med Dem om
en mulig anatomisk Analogi mellem Achilles og mig. Men nu maa vi først
og fremmest tænke paa vor Sikkerhed. Det er nødvendigt at holde Vagt
heroppe, men det er ganske unødvendigt, at vi alle er heroppe for at
passe paa. Vi udstiller en Vagtpost, der afløses hver Time, og saa gaar
vi andre ned og hviler os imens.«
»Bravo!« raabte Dillingham, »jeg melder mig som første Mand.«
»Godt,« sagde Hyde, »og jeg afløser Dem om en Time.«
De gik alle ned og lod Dillingham tilbage med Bøssen paa Skulderen.
Dillingham kunde høre sit eget Hjerte banke, men det var ikke af Frygt.
Udtrykket »at være bange« fandtes ikke i hans Ordbog.
Men han var forelsket i Ethel og havde i lang Tid været i en højst
pinlig Tvivl om, hvorvidt hun besvarede hans Følelser eller ej.
Nu troede han at have faaet Vished.
Det Udtryk af inderlig, dyb Glæde, han havde set lyse ud af Ethels Øjne,
da han kom tilbage fra sit sidste Eventyr, havde gjort ham sikker i sin
Sag.
Da Burd før var kommet med sine dumme og alt andet end hensynsfulde
Bemærkninger, havde han meget godt lagt Mærke til hendes Rødme og
Undseelse, og begge Dele frydede ham, da han tog sig det til Indtægt.
Han havde meldt sig som første Vagtpost i det stille Haab, at Ethel
havde forstaaet hans lange, bedende Blikke, da hun gik forbi ham ned til
Salonen.
Hun havde ladet sin Kaabe glide ned paa en af Flugtstolene, da hun gik
fra ham, og nu haabede han, hun skulde komme igen for at hente den.
Hans Haab gik i Opfyldelse. Ethel kom op til ham.
Hans Hjerte slog et voldsomt Slag, helt op i Halsen paa ham, for saa at
staa stille et Sekund, medens hans Knæ dirrede, og det susede for hans
Øren.
Med et Ryk tog han sig sammen og gik tæt hen til hende.
»Frøken Ethel,« begyndte han med lav Røst, »De kan umulig være uvidende
om, hvor kær De er blevet mig under vort Samvær her paa Skibet, og jeg
tror og haaber, at jeg ikke er dem ligegyldig?« Han saa hende kærligt
spørgende ind i Øjnene.
»Nej, kære Dillingham, De er mig ikke ligegyldig, det mærkede jeg bedst,
da De forsvandt for os, og vi frygtede for aldrig at skulle se Dem
igen,« svarede Ethel.
»Kære, lille Ethel, lad mig da være Deres bedste Ven og Støtte, lad mig
hjælpe og trøste Dem, naar vi atter kommer ned paa Jorden; og naar det
er lykkedes mig og mine Venner at fri Dem fra den grusomme Anklage, vil
De saa være min egen, kære Hustru?«
Ethel saa op paa ham med Taarer i Øjnene, idet hun sagde: »Aah,
Dillingham, ved De, forstaar De, hvad dette er for en Fristelse for mig,
men jeg bør og kan ikke give efter. Min Stilling er saa sørgelig og
fornedrende, at jeg maa holde den Mand, jeg elsker, borte fra mig,
indtil jeg helt er renset for Beskyldningen for Mord, og De maa derfor
lade alle Planer for Fremtiden hvile indtil da.«
»Nej, Ethel,« sagde Dillingham bestemt, »netop som du nu er, forladt,
hjælpeløs og fordømt, kalder du paa de bedste Følelser i mig som Mand og
Menneske, og du maa give mig fuld Ret til at være din Trøst og Støtte,
for at jeg ved min Ømhed for dig kan lette dig den tunge Tid, du gaar i
Møde.«
Han lagde sin Arm om hendes Liv og hendes Hoved paa sin Skulder.
Taarerne strømmede ned ad hendes blege Kinder, men hun saa ikke bedrøvet
ud, da hun hviskede: »Hvor du er god, Dick!«
»Maa jeg ønske til Lykke,« lød i det samme Burds Stemme bagved dem. »Det
gør mig ondt at maatte afbryde denne Idyl med en ubehagelig Bemærkning.
Jeg har aldrig haft videre Tillid til vore Officerers Dygtighed, men jeg
troede dog i det mindste, de kunde udrette en Skildvagts Pligter. Havde
jeg ikke passet paa inde fra Observationsrummet, er jeg bange for, at
Deres Lykke havde faaet en noget brat Slutning.«
»Jeg har passet paa,« svarede Dillingham værdigt, »der har intet
mistænkeligt vist sig.«
»Det er netop Fejlen, at De ikke har opdaget det mistænkelige,« sagde
Burd, »jeg har i en halv Time holdt Øje med de Bregner derhenne, de har
i den Tid flyttet sig over en Snes Alen frem, det er et mærkeligt
Naturfænomen, som jeg skal forklare Dem. Vore elskværdige Fjender kommer
ganske langsomt krybende frem, medens de holder de brede, afskaarne
Bregneblade foran sig.«
»Tak Skæbne,« raabte Dillingham, idet han greb til Bøssen, »det skal de
snart blive vænnet af med.«
Burd lagde Haanden paa hans Arm. »Spar Kræfterne og Modet, til de andre
kommer, jeg har talt med dem om dette.«
De kom nu alle op, forsynede med Bøsser og Revolvere.
Leslie gik ind i Taarnet for at gøre Kanonen klar.
Ethel stod ved Dillinghams Side. Burd søgte at overtale hende til at gaa
ned, men hun sagde, det var jo ikke den første Kamp, hun havde
overværet, hun foretrak at blive.
Bregnerne rykkede langsomt nærmere, og man afventede nu kun Ordre fra
Dillingham, der som Officer havde overtaget Kommandoen.
Alt var klar til Modtagelsen.
7 Bøsseløb støttedes mod Rækværket, og ud fra Taarnet ragede
Maskinkanonens slanke Løb. Dillingham gav en sagte Ordre til Leslie, der
lod Skæret fra Lyskasteren falde hen mod Krattet.
»Fyr!« lød det, og Bregnerne faldt omkuld mellem hverandre, medens en
Mængde mørke Skikkelser hylende sprang op og løb frem og tilbage i vild
Forvirring.
Saa kom der endnu en Salve, som drev dem tilbage for et Øjeblik.
Men en ny Skare stormede frem, væbnet med lange Spyd.
Dillingham lod dem komme ganske nær, før han gav Ordre til at skyde.
Virkningen var forbløffende. Et Uvejr af Bly susede ind imellem dem og
drev dem for anden Gang tilbage.
Tredje Gang stormede de frem, men den Salve, de fik paa nært Hold,
standsede dem ikke, og de naaede saa nær ind under Skibets buede Sider,
at Kanonen ikke kunde bruges.
Enhver maatte nu stole paa sine Haandvaaben og sine personlige Kræfter.
Det var ikke let for Uhyrerne at klatre op ad Siden paa Skibet, og de
faa, som det lykkedes for, blev straks stødt ned igen eller skudt.
Men der kom fler og flere, de steg op paa hinanden og klamrede sig fast
til ethvert nok saa lille fremspringende Punkt, greb fat i Rækværket og
svingede sig op.
Al Orden og Kommando var forbi. Enhver kæmpede for sig selv og værgede
sig, som han kunde bedst.
Ethel var gaaet ned, hun fortrød, at hun ikke straks havde fulgt
Doktorens og Hydes Raad.
Hun var rædselsslagen.
Det var ikke Blodet, der randt hen ad Dækket og dryppede ned ad
Rækværket, det var ikke Fjendernes modbydelige, fortrukne Ansigter og de
knusende Smask af de faldende Bøssekolber mod de splintrede
Hjerneskaller, der forfærdede hende, nej, det var Udtrykket i Vennernes
Ansigter.
Kampens Vildskab og Lugten af Blodet syntes at have forandret dem helt
og holdent; forvandlet dem fra civiliserede, rolige Mennesker til vilde,
fraadende Dyr.
Hvert Spor af Kultur var som blæst bort i den vilde Kamp for Livet. At
disse Mænd havde Dannelse, Interesser, og Kundskaber, skulde man ikke
tro, naar man saa dem nu.
Kun i en Henseende adskilte de sig fra deres Modstandere, de var tavse.
Marsbeboerne hylede og skreg under Kampen; Menneskene sloges med
funklende Øjne, sammenbidte Tænder og vilde Ansigter, men uden en Lyd.
De kunde nu kun bruge Bøssekolben, og det begyndte at se betænkeligt ud
for dem. Leslie havde faaet et Spydstik i den højre Arm og havde maattet
søge Ly i Taarnet. Dillingham sloges ganske vist for tre, men det
lykkedes flere og flere af Fjenderne at trænge op paa Dækket, og der var
ikke mere den Kraft i vore Venners Slag som ved Kampens Begyndelse.
Dick Craddock stod yderst ved Rækværket, da et kæmpemæssigt Utyske
arbejdede sig op. Han rettede sit Spyd mod Dick, men dennes Kolbe susede
ned paa hans nøgne Isse, inden han kunde naa at gøre nogen Fortræd.
Uhyret trillede livløs ned paa Dækket, og Craddock traadte et Skridt
frem for at tage mod den næste, men gled i Blodet og faldt forover.
I det samme kom et stort Spyd susende, gik ind gennem Ryggen og ud
gennem den venstre Skulder. Craddock udstødte et Gisp og søgte at rejse
sig; men Blodet strømmede ham ud gennem Næse og Mund, han faldt om paa
den ene Side og var død.
Han var Ekspeditionens første Offer, og hans Død gjorde et stærkt
Indtryk paa vore Venner.
»Dette her gaar ikke længer,« raabte Dillingham, »vi maa tilbage til
Kahytten.«
De trak sig tæt sammensluttede Skridt for Skridt hen imod Taarnet.
Fjenderne fulgte lige efter dem.
»Nu fremad for sidste Gang!« raabte Dillingham, og de lagde alle Kræfter
i dette Angreb for at drive Fjenderne tilbage, ud over Rækværket.
Leslie, der inde fra Taarnet havde fulgt Kampens Gang, lukkede hurtig
op.
Alle stormede ind, og den tunge Staaldør slog i bagved dem og blev
øjeblikkelig laaset.
»En Barrikade!« raabte Dillingham, og straks var alle i fuldt Arbejde
med at bygge den.
Kasser og Kister, Bohave og Løsøre blev stablet sammen i det snævre Rum
inden for Staaldøren.
De sled alle i det og lod sig ikke forstyrre af Slagene, der haglede ned
mod den knagende og rystende, svære Dør. De vidste, at den neppe vilde
give efter de første Par Timer.
Stone havde i Førstningen taget ivrig Del i Arbejdet; men var saa
pludselig forsvundet. De hørte ham udstøde et Raab inde fra
Observationsrummet; Hyde rev sin Revolver op og styrtede hen mod Døren,
da den i det samme blev revet op af Professoren, der saa aldeles
forstyrret ud.
»Begynder de at bryde ind fra den anden Side?« spurgte Hyde bekymret,
men Professoren hørte ham slet ikke.
»Jeg havde en Kasse med Præparater staaende herinde,« sagde han, »det
var skøre Sager, der ikke maatte trykkes. Hvor er de henne? Jeg er vis
paa, der er gaaet noget i Stykker.«
»Det var svært!« raabte Bill, »maatte den ikke trykkes, det var skam
kedeligt, for den ligger underst i Bunken.« Og han pegede paa
Barrikaden. »Jeg snuppede den i Farten uden at vide, hvad det var.«
Stone syntes først at have Lyst til at fare lige løs paa Bill, men
betænkte sig heldigvis og gjorde Mine til at ville grave sin Skat ud af
Bunken; men da han kunde indse, at det var umuligt, segnede han om paa
en Stol som et Billede paa haabløs Fortvivlelse.
Et nyt, heftigt Angreb paa Døren bortledte imidlertid Opmærksomheden fra
dette Optrin.
»Vi maa prøve, om vi kan sprænge Fortøjningerne ved at sætte Maskinen i
Gang og bruge fuld Kraft,« sagde Hyde, »Leslie, gaa ned i Maskinrummet
og prøv.«
Leslie, der imidlertid var blevet forbundet af Ethel, rystede tvivlende
paa Hovedet, idet han gik for at adlyde Hydes Ordrer.
»Skal vi ikke først prøve at skaffe Luft ved at bruge Kanonen,« spurgte
Handerson, »saa kunde det maaske lykkes os at faa Fortøjningen løs?«
»Handerson har Ret,« sagde Hyde, og Leslie, der stod afventende henne
ved Døren, fik Befaling til at vente.