ELLEVTE KAPITEL.

Flugten.

Alt var tomt og øde i de før saa »menneskefyldte« Gader.

Alle Husene var tæt tillukkede, og de lysende Kugler paa Tagene var helt

slukkede; men det klare Maaneskin gjorde det ganske lyst og kastede et

hemmelighedsfuldt Skær over det hele.

Vore Venner spejdede ivrigt op mod Himlen i Haab om at se »Meteor«, men

det var forgæves, der var ikke det mindste at se til Luftskibet; derimod

dæmrede det ganske lidt ude i Øst, og de første svage Tegn paa

Morgenrøden begyndte at vise sig.

»Der er ikke andet for os at gøre, end hurtigst muligt at se at slippe

ud af Byen, inden det bliver lyst,« sagde Burd, »men Spørgsmaalet er,

hvilken Vej vi skal tage?«

»Det er kedeligt, at der ikke er nogen Restaurationer, som har aabent

paa denne Tid,« udbrød Dillingham, »mine Tarme skriger af Sult.«

»Tror De, det gaar os andre bedre?« spurgte Hyde.

»Hvis vi gaar mod Vest, er der mest Sandsynlighed for at slippe ud af

Byen og ind i Skoven, inden vore elskværdige Værter opdager vor Flugt.

Jeg lagde Mærke til i Aftes, da vi sejlede hen over Byen, at mod Vest

hører Husrækkerne langt tidligere op end mod Øst,« sagde Professoren,

medens han omhyggelig studerede sit Kompas. »Jeg foreslaar altsaa, at vi

gaar denne Vej.«

»De har vel nok Ret,« brummede Dillingham; »men hvor der ingen Beboere

er, er der heller ingenting at faa at spise, saa jeg vil ubetinget

foretrække at gaa den anden Vej.«

»Saa skulde De følge Deres Lyst, De kan jo spørge Dem for, se« – afbrød

Burd sig selv, »der kommer en Betjent, eller hvad det nu er for en,

henne paa Hjørnet.«

De saa alle derhen. Burd havde Ret. Inde fra Skyggen fra et af Husene,

hvor de stod, saa de en Skikkelse dreje om Hjørnet og komme lige hen

imod dem.

Det var en kæmpemæssig Marsbeboer, iført skinnende blank Brynje og med

en spids Stok i Haanden.

Dillingham trak sin Revolver frem, men blev standset af Stone, som lagde

sin Haand paa hans Arm.

»Lad hellere være,« hviskede Stone, »maaske gaar han forbi uden at se os

her i Skyggen, og saa er der ingen Grund for Dem til at vække hele Byen

med Deres Skud og skaffe os alle Beboerne paa Halsen!«

Dillingham indsaa det fornuftige i Stones Bemærkninger og stak

Revolveren i Lommen igen, og alle trykkede sig tæt op mod Muren i den

mørke Skygge.

Det lod virkelig til, at det skulde gaa, som Stone havde sagt.

»Betjenten« gik rolig forbi paa den anden Side af Gaden, men da han var

kommet et lille Stykke bort, vendte han sig pludselig om, stirrede et

Øjeblik stift ind i Skyggen og for saa tværs over Gaden, idet han

udstødte et hæst, pibende Raab.

Dillinghams Revolver for ud som et Lyn. Et Skud knaldede og Professoren,

som vilde forhindre det ved at holde Dillinghams Haand tilbage, opnaaede

ikke andet, end at Kuglen forfejlede sit Maal og gik forbi Marsbeboerens

ene Arm i Stedet for at ramme ham.

Skuddet havde en forbavsende hurtig Virkning. Ekkoet var neppe døet hen,

førend Kuglerne rundt omkring paa Tagene atter begyndte at lyse. Dørene

gled til Side paa flere af Husene, og i Løbet af faa Minutter havde der

samlet sig en ganske anselig Skare, som med høje Raab og truende Fagter

tøvende rykkede nærmere og nærmere.

Men vore Venner tabte ikke Modet.

Med Ryggen mod Muren og Revolveren i Haanden stod de rede til at tage

mod Fjenden.

Marsvæsenernes Holdning blev mere og mere truende.

»Dette maa have en Ende, inden der kommer endnu flere til,« raabte

Dillingham, »Fyr!«

Alle Revolverne gik af og fandt hver sin Mand i den tætte Skare.

Dette Angreb kom Marsbeboerne saa uventet og gjorde dem saa

forskrækkede, at de i vild Forvirring spredtes til alle Sider og

forsvandt ind i Husene, efterladende deres døde og saarede paa Gaden.

»Løb!« raabte Leslie, og af Sted gik det i vild Fart.

De naaede snart Enden af Gaden. De var nu i Udkanten af Byen, og foran

dem laa en smal, jævn Vej, indhegnet, ikke af en Hæk eller Grøft som hos

os paa Jorden, men af stramt udspændte tykke Snore, der hist og her blev

støttet og holdt oppe af Stænger, der saa ud, som om de var af Metal.

Stone paalagde sine Ledsagere paa det indstændigste ikke at komme i

Berøring med disse Stænger eller Snore, da han mente, at de ikke kunde

være forsigtige nok efter de Erfaringer, de havde gjort i Templet.

Paa begge Sider af Vejen var der flade Marker, helt dækkede af noget

lavt, bleggraat, stift Græs.

Maanerne havde tabt deres sølvhvide, straalende Glans og saa blege og

farveløse ud, medens Himlen mod Øst havde faaet et fint, perlefarvet

Skær, der gennem utallige sarte Farveafskygninger af lyslila og bleggult

helt nede i Synsranden rødmede svagt af den opstaaende Sols første

Straaler.

Vejen gik et Stykke lige ud og drejede saa pludselig til højre og løb

langs en bred Kanal.

Stone standsede.

»Vi maa for enhver Pris over denne Kanal,« sagde han bestemt.

»Det kan vel ikke være saa vanskeligt,« sagde Hyde, »det ser jo næsten

ud til, at vi har Lykken med os,« og han pegede paa en lille firkantet,

klodset Pram, der laa fortøjet tæt inde ved Bredden.

Alle skyndte sig ned til Vandet, og Dillingham, der var i Spidsen,

skulde lige til at gaa om Bord, da to Skikkelser rejste sig fra

Fartøjets Bund.

Begge Parter stirrede et Øjeblik lige forbavset paa hinanden, men saa

for Dillingham ind paa den nærmeste, greb ham om Livet, løftede ham op

og kastede ham haardt mod Kanten af Prammen.

Han udstødte et pibende, skrattende Skrig, idet han faldt, og blev

liggende ganske stille med Armene ud til Siden.

Paa samme Tid var Leslie og Bill løbet til og havde grebet den anden,

som de nu med Jerngreb holdt fast imellem sig.

»Hvad skal vi gøre med ham?« spurgte Bill, idet han gjorde en Bevægelse,

som om han vilde kaste Manden over Bord.

»Nej, nej,« raabte Doktoren, »her er ingen Grund til at dræbe ham, fordi

vi tager hans Baad fra ham. Havde vi bare noget at binde ham med, saa

han maatte blive liggende her.«

Bill slap Fangen med sin ene Haand, som han stak ned i Lommen.

Med et bredt, veltilfreds Smil trak han en lang, tynd Snor op, idet han

sagde: »Det er altid godt at være forsynlig.«

Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling · 第 28 / 41 题