Alle sprang om Bord, hvilket straks fik Prammen til at krænge paa en
betænkelig Maade.
»Dette gaar ikke, Prammen kan umulig bære os alle paa een Gang,« sagde
Hyde, idet han rask sprang i Land igen, »vi maa sætte over i to Partier,
Bill, Leslie og jeg bliver her, medens Dillingham sætter de andre over
først.« Hans Ord blev adlydt, og Dillingham greb den lange, flade Stok
af haardt graat Træ, som laa tværs over Prammen, og begyndte at stage
dem over.
Det tog lang Tid, da Vandet var dybt og der var stærk Strøm i Kanalen,
saa det var umuligt at gaa lige over.
De tilbageblevne var saa stærkt optaget af at holde Øje med Prammen, at
de helt glemte at se efter Fangerne, og derfor ikke bemærkede, at en
tredie Skikkelse krøb frem af det lange Græs og naaede hen til de to
bundne Marsbeboere.
I et Nu var deres Baand løste, og de styrtede sig nu alle tre med et
triumferende Skrig over vore intetanende Venner, og i næste Øjeblik
rullede de alle tæt omslyngede omkring i Græsset.
»Det kommer der af denne Barmhjertighed,« mumlede Leslie med sammenbidte
Tænder, idet han anbragte sine kraftige Hænder om Halsen paa sin
Modstander, hvem det var lykkedes ham at faa under sig; saa klemte han
til og mærkede, hvorledes den andens Tag lidt efter lidt slappedes.
Bill foretrak at fælde sin Modstander med en ærlig, gammeldags Skalle,
hvorpaa han i næste Nu havde Tag i den Fyr, som omklamrede Hyde.
Dillingham, som havde naaet den anden Bred, før Kampen var begyndt,
vendte nu tilbage, og førend de tre Marsbeboere kom til sig selv igen,
var de rejsende i Sikkerhed paa den anden Side.
»Nu af Sted i en Fart,« raabte Dillingham, og af Sted gik det i Løb hen
over den flade Slette, der fuldstændig blottet for Plantevækst strakte
sig foran dem.
Omtrent en Mil forude hævede der sig en lav Bjergkæde med vilde,
sønderrevne Toppe.
»Kan vi kun naa de Bjerge der,« sagde Ingeniøren, »saa er vi i større
Sikkerhed end her paa den aabne Slette.«
Handerson kastede Blikket op mod den lyse Morgenhimmel: »Naar bare vort
Skib vilde vise sig nu, saa var alt godt!«
»Gud være lovet at Frøken Gray er i Sikkerhed!« for det uvilkaarligt ud
af Dillingham.
Burd undertrykte et Smil, ellers var der ingen, der bemærkede noget, og
Vejen fortsattes i Tavshed.
Da Solen var kommet helt op over Synsranden og omgav Bjergtoppene med en
gylden Glorie, var vore Venner i Færd med at stige op af de første
Skraaninger. De var omtrent kommet halvvejs op, da Dillingham snublede
over et eller andet. Der undslap ham et temmelig kraftigt Udraab af
Ærgrelse.
Han havde faaet sin Fod ind under noget, der nærmest lignede en tynd
Trærod, som laa hen ad Jorden.
»Det er højst interessant!« udbrød Stone ivrigt, »det er jo en Trærod,
det tyder paa Planteliv paa et Sted, hvor ...«
»Bare De ikke selv er en Trærod,« brummede Dillingham, der syntes at
have mistet sit gode Humør fra det Øjeblik, Ethel steg til Vejrs med
Luftskibet. »Tror De, en Rod er lavet af overspundet Metal? Men
ødelægges skal den, om den saa er aldrig saa sejg,« og han sled ihærdigt
og arrigt løs med sin Kniv, indtil den kabellignende Genstand var
skaaret midt over.
Bill, som imidlertid var steget lidt højere op, udstødte paa een Gang et
Udraab: »De er dernede! En hel Trop af de Asener rykker frem over
Sletten efter os. Se, hvor Solen funkler i deres blanke Brynjer.«
De andre steg op med fordoblet Hurtighed.
Marsvæsenerne nede paa Sletten syntes nu at have faaet Øje paa dem, for
ogsaa de satte Farten betydelig op.
»Nu kun et Minut til, saa er vi oppe!« raabte Hyde, der var forrest.
De andre fløj af Sted, hvis man da kan tale om at »flyve«, naar man
foran sig har en Bjergskraaning, der hæver sig brat i Vejret, og hvor
der kun hist og her er Plads nok til, at en Haand eller Fod kan finde
Støtte.
Endelig var Toppen naaet og alle standsede et Øjeblik aldeles
forpustede.
Nede paa Sletten gjorde Fjendens Rækker i det samme Holdt, og vore
forbavsede Venner saa i næste Øjeblik Solen funkle og glitre i de blanke
Vaaben, idet hele Skaren gjorde omkring og marcherede raskt tilbage den
Vej, de var kommet fra.
»Hvad er _den_ af?« raabte Bill, »de kan da umulig være bange for os, de
er jo mer end tyve mod een.«
»Det er saamænd første Gang, at Marsbeboerne handler efter _mit_ Hoved,«
sagde Burd tørt.
»Det skal De ikke være sikker paa,« svarede Stone, »De kan være
overbevist om, at her stikker noget under, som ikke betyder noget godt
for os. De Slyngler opgiver saamænd ikke at hævne sig.«
»Deres Hævn giver sig da et ret mærkeligt Udslag,« sagde Hyde.
»Jeg tror, det er, fordi de ved, vi gaar vor Undergang i Møde, at de
tilsyneladende opgiver deres Hævn,« sagde Stone. »De kan være vis paa,
at dersom de ikke troede, vi var Døden vis, var de ikke vendt om.«
»Det kan være, De har Ret,« sagde Dillingham, »men enten der nu venter
os det ene eller det andet, saa maa vi fremad, at gaa tilbage vilde være
det rene Vanvid, og vi kan heller ikke blive her og dø af Sult.«
De kunde alle indse, at Dillingham havde Ret, og de gav sig da atter paa
Vej.
Endnu en lille Bjergkam blev besteget, saa skiftede Naturen Karakter som
ved et Trylleslag. Landet sænkede sig jævnt skraat hen imod en Skov, der
kun laa nogle Hundrede Alen borte.
Men ikke en Skov som de, vore Venner, før havde truffet paa. Her var det
en fuldkommen tropisk Urskov, og Træerne havde en frisk, grøn Farve.
Skovens friske og frodige Pragt fremhævedes yderligere ved det
ubevoksede Bælte, som laa mellem den og den lave Bjergkam. Dette Bælte
var oversaaet med Skeletter og halvfortærede Aadsler af større og mindre
Dyr, der udbredte en ulidelig Stank.
Alle holdt sig for Næsen, idet de gik videre ned ad Skraaningen. Det var
ikke nogen let Sag, for overalt ragede der smaa Spidser op af Jorden,
det saa ganske og aldeles ud, som om man havde lagt et Utal af Harver
ved Siden af hverandre, med Tænderne opad.
De var næsten ovre, da Stone bøjede sig ned og følte paa en af de smaa
Spidser. I samme Nu for han op som stukket af en Bi og løb fremad, saa
hurtigt han kunde, alt imens han raabte til de andre, at de skulde følge
efter ham.
Han standsede ikke, førend de alle var naaet indenfor i Skoven, _saa_
raabte han med et Lettelsens Suk: »Gud ske Lov, vi slap. Ved De, mine
Herrer, hvad det var for et Stykke Jord, vi kom over nu?«
»Det var ikke en Plet, jeg vilde vælge til Middagssøvn,« sagde Leslie.
Stone sendte ham et harmfuldt Blik.
»De smaa Spidser var beregnet til Udladning af Elektricitet med høj
Spænding,« sagde Stone højtideligt. »Naar Strømmen sluttes, bliver
ethvert levende Væsen, der kommer i Berøring med disse Spidser,
øjeblikkelig dræbt.«
»Saa var det godt, der ingen Strøm var for lidt siden,« sagde Burd.
»Det var det,« indrømmede Stone beredvilligt, »men jeg kan bare ikke
fatte, hvorfor der ingen Strøm var paa. Det er jo øjensynligt, at
Marsbeboerne omgiver deres By og opdyrkede Land med saadant et Bælte,
som ingen kan overskride, og det forklarer ogsaa, hvorfor disse
elskelige Væsener rolig lod os fortsætte vor Vej før; men paa den anden
Side strider Manglen paa elektrisk Strøm jo aldeles mod denne ...«
Her blev han afbrudt ved en høj Susen i Luften. Op over Bjergkammen
hævede der sig en stor, mørk Genstand, som kastede en lang, sort Skygge
foran sig. Nu var den helt over dem og styrede lige ned mod den aabne
Plads foran Skoven.
Alle udstødte et højt Fryderaab. Det var Luftskibet.
Faa Minutter efter laa det sikkert fortøjet paa Jorden, og Gangbrættet
blev skudt ned.
Paa Platformen stod Craddock og Ethel.
At komme om Bord var et Øjebliks Sag.
Efter at de almindelige Glædesudbrud over Gensynet var til Ende,
begyndte en gensidig Spørgen.
Men Dillingham lagde sig straks imellem.
»Jeg foreslaar,« sagde han, »at vi saa hurtigt som muligt ser at komme
langt bort fra dette Sted, og dernæst tror jeg, vi trænger i høj Grad
til noget Mad, jeg er omtrent halvdød af Sult.«
Dillinghams fornuftige Raad blev straks fulgt.
En Time efter sejlede de for halv Kraft af Sted gennem Luften.
Oppe paa Platformen laa alle magelig henslængt i Kurvestole, og saa gik
det løs med Beretningen om de oplevede Eventyr.
Dillingham førte Ordet, og med mer eller mindre velvillig Hjælp af sine
Fæller fortalte han om det mærkelige Fangenskab og om Flugten.
Derpaa berettede Craddock om, hvordan han og Ethel var sluppet ind i
Taarnet og havde faaet Døren laaset.
Medens Ethel fra Taarnet betragtede Begivenhedernes Gang, var han ilet
ned i Maskinrummet og havde søgt at udbedre Skaden, hvad der hurtigt
lykkedes ham.
Saa satte han atter Maskinen i Gang, og Skibet hævede sig op i Luften.
Nu havde han haft en Kamp at bestaa med Ethel, førend han fik gjort
hende begribeligt, at de kunde yde deres Venner langt mere Hjælp, naar
de fri og uafhængige sejlede over Byen og Omegnen med Luftskibet, end
hvis de sad belejrede nede paa et af Tagene.
Hele Natten havde de krydset omkring i Omegnen for at finde et Sted,
hvor de kunde gaa ned i Sikkerhed, hvis det gjordes nødvendigt, og det
var først hen paa Morgenen, da Solen var helt oppe, at Ethel havde faaet
Øje paa Marsbeboerne, som drog hen over Sletten.
»Vi satte da Kursen mod Bjergene, og Resten kender De,« sluttede
Craddock.
»Jeg har det, jeg har det!« raabte Stone pludselig, idet han sprang op
fra Stolen.
»Hvad har De nu igen?« for det ud af Burd, som havde siddet og lyttet
andægtigt til Sømandens Beretning og nu følte sig helt revet ud af
Stemningen ved Stones pludselige Udraab.
Bill gjorde hemmelig en lille Bevægelse, som straks blev opfattet af
Handerson, og som bestod i, at han tegnede smaa, tænkte Cirkler med
Fingeren paa Panden, medens hans Øjne betydningsfuldt dvælede ved
Professoren.
»Roden!« raabte Stone imidlertid som Svar paa Burds Spørgsmaal,
»Metalsnoren, som Dillingham skar over, var Ledningen, der førte Strøm
til den Del af »Bæltet«, vi overskred foran Skoven.«
Ethel stirrede uforstaaende paa ham.
»Hvad er det, De taler om, Professor?« spurgte hun.
»Det kan De bede Dillingham forklare Dem,« svarede Stone, »jeg har ingen
Tid nu, jeg maa ned og se til min Samling, om alt er i Orden.«
Med disse Ord forlod han Platformen, fulgt af Hyde og Burd, medens
Dillingham ædelmodigt paatog sig at forklare Ethel det alt sammen. Men
enten har han ikke haft Ordet i sin Magt, eller ogsaa maa den unge Dame
have været meget tungnem, for hans »Forklaring« tog over en hel Time.