Fanget og indespærret.
I samme Øjeblik, som Skibet rørte Husets Tag, forstærkedes Lyset fra den
gennemsigtige Glaskugle og udsendte et saa straalende Skær, at alle de
ombordværende blev aldeles blændede.
Rundt omkring til alle Sider var det, som om hele Taget blev levende.
Utallige smaa runde Klapper blev hastig løftet i Vejret, og op af hvert
Hul dukkede der en sælsom Skikkelse frem.
De var alle høje og magre med uforholdsmæssig lange og tynde Lemmer og
lignede meget de Marsvæsener, de rejsende først havde truffet.
De var iført underlige, brogede, fantastiske Dragter, der sad stramt om
dem og havde den mærkelige Egenskab stadig at skifte Farve: snart var de
blaa, violette eller grønne, snart ganske mørke og ubestemmelige, for
saa atter at straale i skærende rødt eller flammende gult. Det var et
uforklarligt og forvirrende Syn.
Deres Hoveder mindede om Kranier, med unaturlig store Hjernekasser.
Deres Øjne var store og runde med et klogt, men ondt Udtryk.
De »talte« aabenbart med hinanden, noget aldeles uforstaaeligt
Pluddervælsk, der ikke mindede om noget jordisk Sprog. De talte ud i
eet, og Stemmen svingede lige fra den dybeste Bastone uden Ophold op i
skingrende Diskant. Mellemtoner fattedes aldeles i deres Tale.
De samlede sig neden for Skibet og syntes alle at tale i Munden paa
hverandre.
Saa med eet entrede de som Aber op paa Platformen og trængte ind paa
vore Venner.
»Bring Frk. Gray ind i Taarnet og luk Døren!« raabte Stone til Craddock,
der stod nærmest ved Ethel.
Craddock fik trukket Ethel med sig ind i Taarnet og smækkede Døren i i
samme Nu, som vore Venner var overmandede af den stadig voksende Skare
Marsvæsener.
Stone paalagde dem alle med høj Røst at gaa godvillig med uden Modstand
og endelig ikke gaa angrebsvis til Værks, før det var ganske nødvendigt
for at redde Livet, men rolig afvente, hvad disse fremmedartede Væsener
havde i Sinde.
Marsbeboerne førte dem hen til de runde Aabninger i Taget, stadig
omklamrende deres Hænder med kolde, fugtige Fingre.
De rejsende blev puttet ned gennem Hullerne. Her var de i fuldkomment
Mørke, Gulvet bevægede sig under deres Fødder, og det gik nedad i
slingrende Fart i nogle Minutter. Saa hørtes et hult Brag, en Jernport
var gledet til Side, og de stod ude i Lyset, Ansigt til Ansigt med den
bølgende Mængde, der fyldte Gaden.
En mærkelig Svirren og Summen lød fra Masserne, der trængte paa for at
se dem. En dobbelt Kæde af »Mænd« i blanke Brynjer, der lynede og
funklede i Lysskæret, holdt med nogle korte Metalstokke Pladsen fri
foran Huset.
Pludselig hørte vore Venner en Susen oppefra, der fik dem til hastigt at
se i Vejret. Det var Luftskibet, der hævede sig højere og højere, indtil
det til sidst forsvandt for deres Øjne.
Det maatte altsaa være lykkedes Craddock at udbedre Skaden paa Motoren,
og nu bragte han Skibet i Sikkerhed.
»Det er saamænd rart,« udbrød Handerson, »nu flyver han væk og lader os
andre i Stikken.«
»Det var da det fornuftigste, han kunde gøre, at bringe Skibet fra disse
Bavianers Omraade. Hvis de nu fandt paa at ødelægge Skibet, hvorledes
skulde vi saa komme tilbage til Jorden, selv om vi slap ud af deres
Kløer?« svarede Hyde ham.
Dillingham sagde ingenting, han var glad over, at Ethel i det mindste
foreløbig var i Sikkerhed, og ærgerlig over, at det ikke var ham, der
var med hende.
Han blev afbrudt i sine Betragtninger ved, at han fik et ublidt Puf af
en Stok midt i Ryggen. Han vendte sig opbragt om, rede til at slaa løs,
men Burd standsede ham: »Det er Vanvid, Dillingham, at sætte sig op mod
Overmagten, følg nu bare godvillig med.«
Dillingham brummede, men gik dog fremad med sine Venner.
De var paa alle Sider omgivet af deres Vogtere, der væbnede med Stokke
banede sig Vej gennem Folkemassen.
Det gik kun langsomt fremad, saa der var god Tid til at se sig om.
Rundt om fra Tagene skinnede Lyset og viste tydeligt de mærkelige
Omgivelser, Bygningernes fantastiske Bygningsmaade og Tilskuernes
mærkelige Dragter og Ansigtstræk. Man kunde tro sig hensat paa et
Karneval, hvor alle Gæsterne havde den samme hæslige Maske.
Endelig standsede de foran en meget stor, hvid Bygning. En bred Trappe
førte op til Portalen, som var spærret af en tyk Metalplade.
En af Vogterne bankede paa med sin Stok, og Døren gled lydløst til Side.
Indenfor saa de en stor, rummelig Hal.
»Hvad mon der nu vil ske?« spurgte Burd, »hvis dette er et Hotel, ser
det ikke videre hyggeligt ud.«
»Snak,« svarede Stone, »det er snarere et Tempel eller lignende, den
Tingest der i Baggrunden minder i høj Grad om et Alter.«
Medens han talte, blev den dæmpede Mumlen fra Folkemængden derude
svagere, idet den svære Dør atter gled for.
Paa samme Tid viste der sig et blaaligt Skær over Forhøjningen i
Baggrunden, og der hørtes en sagte knitrende Lyd.
Vore Venners Ledsagere knælede ned og bøjede Hovederne.
I nogle Øjeblikke var der dødsstille, da brød Professoren hviskende
Tavsheden: »Jeg havde Ret, det er deres Tempel, og _der_ er Genstanden
for deres Tilbedelse,« – han pegede hen paa den blaa Flamme over
Alteret.
Leslie snøftede: »Det er alt andet end hyggeligt, dette her, og saa
denne modbydelige Lugt.«
I det samme slukkedes Lyset, der blev fuldstændig mørkt, og førend vore
Venner kunde afværge eller forhindre det, følte de sig grebet og slæbt
afsted i vild Fart.
Lige saa pludselig blev de atter sluppet, og der hørtes en svag
klirrende Lyd, omtrent som naar to Stykker Metal støder sammen.
Dillingham var den første, der kom sig af Overraskelsen.
Hans Hænder søgte mekanisk ned i Lommen og greb den elektriske
Lommelygte. Ved dens Lys saa han, at Vogterne var forsvundet; de var
alene i et smalt, langstrakt Rum. Ved hver Ende var Væggen forsynet med
5-6 store, blanke Metalspidser, der ragede godt og vel en halv Alen
frem. Den ene af Siderne dannedes af et svært Metalgitter, hvorigennem
man saa en Skillevæg af Træ.
Stone snøftede et Par Gange ud i Luften, saa gik han hen og undersøgte
en af Metalspidserne.
»Ozon,« udbrød han, »jeg tænkte det nok, jeg kunde straks mærke Lugten,
da vi kom indenfor.«
»Ja, De har Ret,« sagde Burd, »men hvor kan det komme fra?«
»Naturligvis fra en elektrisk Udladning,« svarede Stone, »har De
allerede glemt den blaa Flamme over Alteret?«
»Den blaa Flamme,« udbrød Hyde, »De mener altsaa ...«
»Jeg mener,« afbrød Professoren ham, »at disse Marsvæsener, Mennesker
eller hvad De nu vil kalde dem, har ganske særlige Kundskaber med Hensyn
til alt, hvad der angaar Elektricitet; ja saa særlige, at de i
Elektriciteten ser Sindbilledet paa et højere Væsen, som de tilbeder.«
»Og vi skulde altsaa befinde os i deres Tempel nu?« spurgte Dillingham,
»men kan De sige mig, hvad Meningen er med dette besynderlige Rum?«
»Jeg tror, jeg kan forklare Dem det,« svarede Stone, »jeg undersøgte de
Spidser der; ved De, hvad det er? Det er Polerne paa en eller anden
ualmindelig stærk Udladningsmaskine. En kraftig Ladning Gnister kan i
Løbet af faa Sekunder sendes fra den ene til den anden Pol, som vi
befinder os imellem. De kan maaske selv tænke Dem til Resten.«
Dillingham blev bleg.
»Kan De ikke tænke Dem nogen Udvej?« spurgte han, idet han saa sig
uroligt omkring.
Men der var ingen Udvej. Døren, som de var kommet ind af, sluttede
ualmindelig tæt, ja saa tæt, at den slet ikke var til at se paa Væggen,
der overalt gav den samme Metalklang, naar man bankede paa den.
Pludselig gav Leslie et Udraab:
»Jeg har en Idé, vi maa se at finde den elektriske Ledning og saa skære
den over, saa kan der ingen Udladning finde Sted.«
Men der var ingen Ledning at finde, den maatte være paa den anden Side
af Væggen.
Hyde stod imidlertid og prøvede paa at rokke ved Metalgitteret, der
modstod alle hans Anstrengelser, hvilket var ham ganske ufatteligt, da
han tydeligt kunde se, at det var indrettet til at skyde til Side, og
det var ham umuligt at opdage nogen som helst Laas, som holdt det fast.
Med eet slog en Tanke ned i ham.
De Døre, han havde set paa Turen hen til Templet, havde heller ingen
Laase, men var alle af Metal. Hvad om de holdtes lukkede ved
Elektricitet?
Hans Øjne søgte langs Randen af Gitteret, Rammen var ogsaa af Metal.
Hurtig trak han et lille Lommekompas frem og holdt det hen mod Gitteret.
Magnetnaalen kom straks ud af Ligevægt og sattes i voldsomme
Svingninger.
I dette Øjeblik kom Stone hen til ham. Han gættede i samme Nu Hydes
Tanker.
»Elektromagnet!« sagde han blot.
Hyde hørte ham slet ikke, hans Øjne var fæstede paa en tyk, rund Traad,
der stak ned gennem et ganske lille Hul i Loftet, og som var gjort fast
i Karmen.
Han vendte sig hurtigt og kaldte paa Dillingham, som straks kom hen til
ham.
Hyde støttede Hænderne mod Muren og bøjede sig forover, idet han sagde
til Dillingham: »Kan De se den runde Traad deroppe over Hovedet paa mig?
Naar De stiger op paa min Ryg, kan De vist naa den; prøv saa, om De kan
rykke den over.«
Som sagt, saa gjort.
Dillingham stod op paa hans Ryg, og ved Hjælp af en Kniv lykkedes det
ham at slide Traaden over.
I samme Nu gav det et Ryk i Gitteret, som med største Lethed lod sig
skyde tilbage.
Der var altsaa kun den tynde Skillevæg igen, og den lykkedes det dem med
forholdsvis ringe Anstrengelse at sprænge, rigtignok under et øredøvende
Spektakel.
De stod en Stund og lyttede med tilbageholdt Aandedrag, om Fjenden
skulde nærme sig; men alt var og blev tyst og stille.
Saa gjorde de sig rede til at gaa videre, men blev forhindret ved et
advarende Raab fra Stone.
»Stop lidt! Nu glemmer De igen at tænke logisk. Vi har set, hvor
snedige, ja djævelsk snedige disse Marsvæsener er, og vi gjorde et
frygteligt Spektakel ved Sprængningen af Døren. Havde der været sat
Vagtposter ud, saa havde de været over os for længe siden. Men De kan
være forsikret om, at naar der ingen Vagtposter er, saa er det, fordi
der er andre og rimeligvis langt farligere Hindringer for vor Frihed!«
»Hvad mener De?« raabte de alle i Munden paa hverandre.
»Af hvad Grund tror De, at den tynde Snor _der_ er spændt ud for Døren?«
spurgte Stone og lod Lyset fra en Lommelygte falde lige paa den store,
firkantede Aabning, der gabede dem i Møde.
»Ser De den store Metalklods, som hænger der?« spurgte Professoren, »i
samme Øjeblik Snoren strammes, bliver Klodsen vippet ud af Ligevægt,
styrter ned og knuser den, som prøver paa at trænge ud eller ind gennem
Døraabningen.«
»Saa maa vi krybe ud paa alle fire, under Snoren,« sagde Bill med et
bredt Grin.
»Ja, hvis vi vil ud, maa vi nok bukke os lidt,« sagde Leslie.
De lagde sig nu alle ned, Dillingham forrest med Lommelygten i den ene
Haand, og nu gik det langsomt og forsigtigt fremad, til de alle var et
Stykke paa den anden Side af Snoren.
De rejste sig da atter op og gik sagte fremad, indtil der foran dem
viste sig et Lysskær, der kom fra en Slags aaben Forhal, som kun var
skilt fra Gaden ved en aaben Søjlegang.
De stod endnu en Gang stille og saa sig om til alle Sider for at være
sikre paa, at de ikke blev beluret, og saa traadte de alle ud paa Gaden,
som laa foran dem i det klare Maaneskin.