Snart blev de rejsende trængt tilbage af Marsbeboerne, snart skaffede
Revolverne dem atter Plads.
Selv midt i det vildeste Virvar følte Professoren en brændende Lyst til
at kaste Bøssen og bøje sig ned og undersøge Ligene nærmere.
Og Dillingham var ikke sammen med de andre. Hvor var han? Tog han ikke
Del i Kampen?
Jo, saa godt som nogen anden havde han kæmpet. Kæmpet sig frem til det
Sted, hvor Ethel var faldet om. Et Blink! Et Knald! Og han havde gjort
det af med den sidste levende Hindring, der var mellem hende og ham.
Han lagde Bøssen fra sig og bøjede sig ned over hende, der laa
bevidstløs paa Gulvet. Han vædede sit Lommetørklæde og lagde det paa
hendes Pande, løftede derpaa forsigtigt hendes Fødder op fra Gulvet for
atter at bringe Blodet tilbage til Hjernen.
Et Øjeblik efter slog hun Øjnene op, netop som et Triumfskrig fra de
andre forkyndte, at Fjenden nu for Alvor veg tilbage.
Hurtig greb han atter sin Bøsse og hjalp til at trænge Fjenden helt ud
af Hulen.
Nu gjaldt det om et hurtigt Tilbagetog.
En løs Klippeblok og en Del faldne Fjender blev stablet op under Hullet
i Loftet. Hyde svingede sig op og tog mod Ethel, der blev løftet op til
ham af Dillinghams stærke Arme.
Den sidste var lige sluppet op, da Hylene lød nede fra Hulen med fornyet
Kraft. Fjenderne vendte tilbage. Stone kastede gennem Hullet et Blik ned
i Hulen, som nu atter var opfyldt af Marsvæsenerne, der alle var væbnede
med lange, glinsende Metalspyd.