»Hallo! Hyde! Burd!« lød Stones Stemme, og i næste Øjeblik viste han sig
paa den smalle Træbro.
»Hurra!« raabte Handerson og for ham i Møde; »hvor er de andre?«
tilføjede han, da han saa, Stone var alene.
»Hvor i al Verden har De dog været?« spurgte Hyde i Munden paa
Handerson.
»Været! Jeg har været i Fangenskab!«
»I Fangenskab! Her er altsaa Mennesker?«
»Ja, Mennesker kan man maaske nok kalde dem, en Slags menneskelignende
Uhyrer er det i hvert Fald. De er meget interessante,« tilføjede Stone
grundende, »de er vel værd at studere paa nært Hold, tilbage til dem maa
vi i alle Tilfælde, for Frøken Gray og Dillingham er i deres Vold.«
»Hvordan slap De fri?« spurgte Hyde.
»Det var Dillingham, der friede sig selv og mig, for at jeg skulde
skynde mig efter Hjælp. Han vilde absolut ned i Hulen igen for at være i
Nærheden af Frøken Gray. Han fablede om at slaa dem alle sammen ihjel
paa een Gang, en aldeles vanvittig Idé.«
»Lad os nu ikke spilde Tiden, men give os paa Vej for at frelse dem!«
raabte Hyde ivrigt.
Leslie havde allerede aabnet Ammunitionsrummet og rakte Vaaben ud til de
andre.
»Hvor mange var der?« spurgte Burd.
»Jeg antager et Par Snese,« svarede Stone.
»Well,« sagde Hyde, »lad os saa komme af Sted. Naar vi laaser Døren i
Taarnet, kan vi nok alle forlade Skibet. Det skal de nok lade være at
løbe med.«
De gik nu alle ned fra Platformen, sidst Hyde, der laasede Døren, og af
Sted gik det ud i den mørke Skov.
Det varede over en Time, inden de naaede Stedet. Stone gav dem undervejs
en udførlig Beretning, der for en Gangs Skyld var helt uden
videnskabelige Forklaringer.
»Her er Nedgangen til Hulen,« sagde Stone, da de stod foran den mørke
Aabning, som gabede dem i Møde.
De krøb alle forsigtigt ned gennem den lave Gang.
Hulen udvidede sig snart saa meget, at de kunde gaa videre oprejste.
»Tænd Lygten,« sagde Stone.
Hyde tændte sin elektriske Lygte og kastede Lyset rundt i Hulen.
Loft og Gulv var dannet af Drypsten. Væggene var helt besatte med
Krystaller af alle mulige Farver og Former. Lyset brødes i dem og
kastedes tilbage i utallige Farveafskygninger – det var som et Fepalads
fra 1001 Nat.
I Øjeblikket havde de dog ikke Tanke for dette pragtfulde Syn; de saa
sig ivrig om for at finde den rette Vej, for der førte mindst hundrede
forskellige Gange bort fra denne Hule.
»Hys!« sagde Stone, »lad os være ganske stille og lytte efter, maaske en
eller anden Lyd kan bringe os paa Sporet.«
De stod med tilbageholdt Aandedræt og lyttede; men der hørtes intet
andet end den ensformige Plasken af Vanddraaberne, der dryppede ned fra
Hulens Loft.
»Der bliver ikke andet for,« sagde Hyde til sidst med et sørgmodigt
Udtryk, »end at vi maa undersøge hver Gang for sig.«
I det samme lød der en svag Raslen, som efterfulgtes af en Række skarpe
Klik fra Bøssehanerne der spændtes.
Med Fingeren paa Aftrækkeren listede de fremad i den Retning, hvor den
svage Lyd kom fra.
Med eet snublede Hyde og faldt saa lang han var over noget, der laa paa
det glatte Gulv. De andre for til, og Leslie stødte med Kolben mod et
Legeme, der laa udstrakt paa Gulvet foran ham.
Det var et Marsvæsen med knust Hovedskal.
»Her var det,« sagde Stone, »at Dillingham slog ham i Gulvet, da han
vilde spærre Vejen for os. Vi skændtes da, om vi skulde ile hurtigst
muligt efter Hjælp eller straks trænge dybere ind i Hulen. Dillingham
holdt paa det sidste og vilde slet ikke høre paa mine Forestillinger om
det unyttige og dumdristige i hans Forslag. Til sidst vendte han mig
harmfuld Ryggen og forsvandt gennem den runde Aabning derhenne.«
»Saa maa vi den Vej!« raabte Hyde, der nu var kommet paa Benene igen, og
de trængte alle dybere ned i den mørke Gang, som mundede ud i en stor,
rund Hule, fra hvis Loft de hvide, halvt gennemsigtige Drypsten hang ned
i alle mulige fantastiske og forvredne Former. Hyde lod sin Lygte lyse
rundt i Hulen, og langt om længe opdagede de en Skikkelse, som stod med
Ryggen op mod Væggen og med en Revolver i hver Haand.
Det var Dillingham.
Det pludselige Lysskær blændede ham, saa han ikke kunde se, hvem der
nærmede sig.
»Hvor er Frøken Gray?« raabte Burd.
»Jeg har ikke kunnet finde hende,« sagde han med lav Stemme, idet han
sænkede Revolverne.
Pludselig hørtes der et skingrende Skrig, der lød som om det kom nede
fra.
»Der maa være en Hule her lige under denne!« raabte Stone.
De gav sig alle til at hugge løs paa Gulvet med Bøssekolberne, og den
skøre Kalk gav efter for hvert Slag.
* * * * *
Vi forlader nu for en Stund vore Venner i Hulen og gaar tilbage til det
Øjeblik, da Stone og Dillingham var sluppet løs, og Stone var ilet efter
Hjælp, medens Dillingham forgæves søgte efter Ethel.
Ethel, der kun havde gjort ringe Modstand, var blevet slæbt dybere ned i
Hulen end de to andre.
Først var der bælgmørkt, men efterhaanden som hun kom længere ned, blev
der lysere.
Hun befandt sig nu i en mægtig Drypstenshule, hvis Gulv og Vægge var
glatte og spejlblanke, medens der fra Loftet hang mægtige Drypsten ned i
uhyre Mængde. Hulens Baggrund var opfyldt af et mægtigt Vandfald, der
kom oppe fra Loftet og forsvandt i en stor Spalte i Gulvet.
Det var herfra, Lyset kom.
Hulen var helt fuld af de uhyggelige Marsvæsener, som allesammen
stirrede paa hende med deres udtryksløse, kolde Øjne, der sad store og
runde i de stive, ubevægelige Ansigter.
I næsten en Time stod hun saaledes, som fasttryllet til den samme Plet,
som en Fugl, der hypnotiseres af en Slanges Blik.
Der hørtes ingen anden Lyd end Vandets dæmpede Brusen.
Pludselig hørtes Støj fra Baggrunden, og alle vendte paa een Gang Øjnene
derhen.
Et stort Klippestykke var blevet væltet til Side, og der viste sig en
Fordybning i Klippen, som var stor nok til, at et Menneske kunde staa
oprejst derinde. Indersiden af denne Fordybning var besat med smaa,
brune Knopper. En svag Vandstraale begyndte at risle ned over denne
Fordybning, og Ethel saa, at de smaa Knopper begyndte at folde sig ud.
Hver af dem aabnede sig og viste sig at indeholde et lille Krebsdyr, der
var forsynet med skarpe Kløer.
Samtidig begyndte Kredsen om hende at blive snævrere. Marsvæsenerne kom
nærmere og nærmere og søgte øjensynlig at trænge hende hen mod
Fordybningen i Klippen.
En dyb Rædsel greb hende.
Det gik op for hende, at det var disse Uhyrers Mening at trænge hende
ind i Fordybningen, for saa rimeligvis at vælte Stenen for. Krebsdyrene
vilde da utvivlsomt pille Kødet af hendes Krop med deres spidse Kløer.
Hun udstødte et fortvivlet Skrig og søgte at bryde gennem Kredsen, der
langsomt indsnævredes; men det var forgæves. Uhyrerne strakte deres
modbydelige Hænder ud for at gribe hende, og hun følte, at denne
skrækkelige, grufulde Død var uundgaaelig.
Med et gennemtrængende Skrig sank hun om.
I det samme lød der en stærk Raslen og Bragen fra den modsatte Side af
Hulen.
Skulde der komme Hjælp? Hun stirrede derhen.
Hendes Plageaander stod stille og vendte Hovederne hen i den Retning,
hvor Støjen kom fra.
Det var intet overnaturligt Syn, hun saa, ingen Aand, der kom til Syne
for med et Flammesværd at befri hende, det var kun et Par ternede
Sportsbenklæder, som sad paa Benene af en Mand, der banede sig Vej ned
gennem Hulens Loft.
Der lød et vældigt Brag, og midt imellem Jordklumper og Stene kom
Dillingham hovedkulds ned i Hulen.
Han kom med utrolig Hurtighed paa Benene igen, og de andre fulgte nu
efter, een for een, med Bøsser eller Revolvere i Hænderne.
Der var et Øjeblik dødstille i Hulen, men saa genlød det store Rum af en
sand Helvedeslarm.
Knaldene fra Skydevaabnene blandedes med Modstandernes vilde Hyl og blev
tidobbelt forstærket ved det voldsomme Ekko i Hulen.
Luften blev taaget af Krudtrøgen, gennem hvilken man svagt skimtede de
uhyggelige Væseners hylende Masser og vore Venners mørke Skikkelser.
Partiet var ikke saa ulige endda, trods Marsvæsenernes uhyre Masse, for
mange af dem stod endnu som forstenede af Rædsel over Skuddene, og de,
der havde overvundet den første Skræk og rasende styrtede løs paa
Fjenden, blev holdt saa godt i Skak af de sikre Skud, at de ikke kom
Angriberne nærmere ind paa Livet.
Disse rykkede frem, Skridt for Skridt, med en Koldblodighed, der var
medfødt hos Hyde og Dillingham, og som de andre søgte at efterligne, da
de vel vidste, at ethvert Fejlskud kunde komme dem dyrt at staa.
Craddock var blevet skilt fra de andre, han stod med Ryggen op mod et
fremspringende Klippestykke, omgivet af Fjender.
Bøssen og Revolveren var for længst skudt af og derfor unyttige, og han
brugte nu de Vaaben, han havde mest Øvelse i at anvende, nemlig Næverne.
Hans store Ansigt lyste af Kampiver; det var det dejligste Slagsmaal –
det mindede ham om hans unge Dage, naar han ryddede Bulen i en East-End
Beværtning. Han anvendte alle de Kneb og Stød, der dengang gjorde ham
saa frygtet.