»Af Sted!« raabte Hyde, og af Sted gik det i vild Flugt, under
øredøvende Hyl.
Paa Grund af, at Væggene kastede Hylene tilbage, var det umuligt bestemt
at afgøre, hvor Fjenderne vilde komme fra. Hidtil havde de heldigt
undgaaet dem, og de skimtede allerede forude et svagt Lysskær, saa at de
maatte være i Nærheden af Hulens Indgang, da der med eet viste sig et
rødt Skær foran dem.
Fjenden nærmede sig altsaa fra mere end een Side.
»Ned bag Stenene!« kommanderede Stone, og et Sekund efter laa de alle
skjult bag nogle Klippestykker.
I Gangen lige foran dem viste der sig et af Uhyrerne med en Fakkel i
Haanden, han saa sig spejdende omkring.
Hyde greb Dillingham i Armen og viste med Hovedet hen mod en anden Gang
lige over for den, hvor Manden med Faklen stod.
Dillingham forstod ham og lod den tavse Ordre gaa videre.
Der viste sig endnu en Skikkelse ved Siden af den anden; de saa sig
begge omkring, uvisse om, hvor de skulde søge de Fjender, der havde
revet deres Offer ud af Hænderne paa dem.
Et Par skarpe Knald gjorde en brat Ende paa deres Tvivlraadighed, men
paa samme Tid rigtignok ogsaa paa deres Tilværelse. Faklen faldt ned paa
det fugtige Gulv og slukkedes.
De for nu alle tværs over Hulen hen mod den snævre Gang, Hyde havde
peget paa. De forsvandt gennem den ind i Mørket og rutschede til sidst
ned ad en Skrænt. Her fandtes en Indgang med mægtige Klippeblokke, der
næsten skjulte den udefra.
»Løb!« raabte Hyde til de andre, »jeg kommer straks.«
Han bøjede sig ned og anbragte en lille Genstand under en af de store
Stene, saa famlede han med en Traad og en Tændstikæske og løb saa efter
de andre.
Det Brag, der hørtes, fortalte, hvad han havde gjort. De skuffede Hyl
indefra viste dem, at de var i Sikkerhed.
Kort efter var de i Skoven, hvor den friske Luft til Dillinghams Fryd
bragte Ethel helt til Bevidsthed igen.