»God Morgen,« sagde Doktoren, »det er svært tidligt, De er kommet op i
Dag.«
Dillingham hilste og satte sig.
Da de var ved Kaffen, rejste Professoren sig. »De undskylder nok, at jeg
trækker mig tilbage,« sagde han; »men jeg maa ind til mine
Instrumenter.« Derefter forsvandt han ind i sit Observatorium.
»Hvor er han dog lærd,« sagde den unge Pige, »jeg vilde ønske, jeg kunde
forstaa lidt mere af alt det, han forklarede mig.«
»Aah, bryd Dem ikke om det,« sagde Dillingham, »man kan saamænd godt
leve et lykkeligt Liv uden at være inde i den højere Astronomi eller
vide, hvad (a + b)⁶ er.«
»Naar mener De, vi kan være paa denne Klode – er det ikke Mars?« spurgte
Ethel, idet hun vendte sig mod Doktoren.
»Efter Professorens Beregninger om 10 Dage,« svarede han, »det er ...«
Her blev han afbrudt af Stone, der kom farende ud af sit Observatorium
som en Trold af en Æske.
»Manden er gal!« raabte han, »han ødelægger os alle sammen.«
Med disse mærkelige Ord for han som en Raket ud af Døren, saa han nær
havde væltet hele Frokostbordet. De andre sad som forstenede. Endelig
tog Doktoren Ordet.
»Da det ikke kan være sig selv, han omtaler saa træffende, maa der
sikkert være noget galt paa Færde.«
Alle rejste sig og ilede ud af Døren og op i Taarnet, hvorfra
Professorens vrede Stemme lod sig høre.
Et højst mærkeligt Syn viste sig for dem.
Leslie stod med Ryggen mod Væggen, og foran ham dansede Professoren en
ægte uforfalsket Krigsdans, som vilde have faaet den vildeste Zulukaffer
til at blegne af Misundelse.
»Er De gal?« raabte han, »ved De, at De har ødelagt det hele. Vi er
redningsløst ...«
»Men Professor dog,« raabte Burd, »hvad i al Verden er der da sket?«
»Ja, tænk Dem,« gispede Stone, »jeg sidder nede i mit Observatorium; saa
faar jeg pludselig Øje paa et Lysskær gennem Ruden; og saa er det det
Menneske der, som har tændt en af Lyskasterne, og Lyset har truffet en
Meteorsten. Og nu ved De, at naar en Meteorsten træffes af
Lysstraalerne,« – her faldt han uvilkaarlig ind i sin Foredragstone –
»saa vil den forandre Retning og gaa vinkelret paa sin oprindelige Vej.
Hvilket vil sige, at den om et Øjeblik træffer sammen med Skibet, og vi
er redningsløst fortabte!«
De andre stod aldeles forfærdede. Professoren havde aldrig taget fejl i
noget, som angik Beregninger, altsaa var alt forbi. –
Det var paa dette afgørende Tidspunkt, at Dillingham fik Lejlighed til
at vise, hvad han duede til.
Over for alle de videnskabelige Teorier havde han staaet temmelig
uforstaaende; men her var da et praktisk Tilfælde. Det mindede ham om et
Sammenstød med et Isbjerg for nogle Aar siden, da han var med paa en
Ekspedition i Sydhavet, og hvor hans Aandsnærværelse havde reddet ham og
alle hans Kammerater fra den visse Undergang.
Nu var han den eneste, som var Stillingen voksen. I den almindelige
Forvirring var der ingen, som havde tænkt paa at slukke Lyset. Rolig
strakte han Haanden hen og rykkede Ledningen over. Straks gik den store
Buelampe ud. Eet eller to Sekunder efter lød et Brag, og hele Skibet
rystede og knagede.
»Alle Guder staa os bi!« raabte Burd uvilkaarlig.
De næste Minutter var der dyb Stilhed. Til alles Forbavselse skete der
intet.
»Det maa have været Roret, som gik sig en Tur,« sagde Leslie.
Ingeniøren for hen til Talerøret.
»Sæt Maskinen i Gang!« raabte han.
Lidt efter hørte man Støjen fra Motoren.
»Det er godt! Stands den igen! – Gud ske Lov! Skruerne har ingen Skade
taget,« udbrød han lettet.
»Bare der ikke er en af Professorens Skruer, som har taget Skade,«
bemærkede Dillingham.
Det saa næsten ud til det, for da Braget lød, havde Stone rejst sig og
var vaklet ud af Døren.
»Lad os gaa ned og se efter ham,« sagde Doktoren.
Til deres Forbavselse fandt de Stone, som sad rask og velbeholden nede i
Salonen, i dyb Samtale med den unge Pige. Da de andre traadte ind, brød
han straks af og gav sig til at tale om noget andet, og et Øjeblik efter
rejste han sig og gik ind i Observationsrummet.
Doktoren skyndte sig efter ham og fandt ham siddende ved Skrivebordet
med Ansigtet skjult i Hænderne.
Idet Døren gik, rettede han sig op og vendte sig mod den indtrædende.
»Jeg forstaar det ikke,« sagde han, idet han lod Haanden glide hen over
sin Pande, »jeg talte med hende om denne Arvesag.«
»Naa,« spurgte Burd spændt, »fik De noget af Interesse at vide?«
»Jeg spurgte om denne Fætter, De ved. Jeg bad hende sige mig, om det var
ham, som skulde arve Onkelen?«
»Og hun svarede?«
»Hun svarede bestemt nej,« sagde Stone.
Doktoren rystede paa Hovedet.
»Det er en højst indviklet Sag,« sagde han, »men, Professor! Skal vi
love hinanden at gøre, hvad vi kan for den stakkels Pige og at kæmpe for
at bevise hendes Uskyldighed, hvis vi atter kommer tilbage til Jorden.«
Stone rakte Haanden frem. Burd greb den, og de to Mænd saa hinanden fast
ind i Øjnene.
Saa vendte Doktoren sig om og gik atter ind til de andre.
Et Øjeblik efter viste Professoren sig ogsaa.
»Jeg troede ikke, at De var saa dygtig til Beregninger, Hr. Dillingham,«
sagde han, idet han satte sig magelig til Rette i en Stol, »jeg kunde
aldrig i den Fart have regnet Formlen ud for Meteoren, som unddrages
Lyset.«
»Formlen,« udbrød Dillingham forbavset, »jeg regnede ingen Formel ud.
Jeg hørte Dem tale om Lyset, der trak Meteoren til sig. Saa kan da
enhver finde paa at slukke.«
»Forkert! Rent forkert,« sagde Stone. »Deres Teori er helt gal, om end
Resultatet tilfældigvis blev rigtigt. De ...«
»Lad nu hellere det være godt,« afbrød Hyde, »Hovedsagen er jo dog, at
vi slap helskindede derfra.«
Stone mumlede noget, og det var tydeligt at se, at han var alt andet end
oplagt til at opgive Ordstriden. Det var kun ved den unge Piges
Indblanden, at det lykkedes at faa Striden bilagt.
* * * * *
De følgende Dage vænnede man sig lidt efter lidt til de nye Forhold, og
alt gik sin regelmæssige Gang. Den unge Piges temmelig pludselige
Tilsynekomst paa et saa kritisk Tidspunkt havde bidraget sin Del til at
gøre Overgangen fra det kendte til det ukendte mindre brat.
De havde alle været saa optaget af hende – og var det til Dels endnu –,
at de ligesom glemte at mærke den knugende Uhygge, som rugede omkring
dem til alle Sider, og som de kun var skilt fra ved den tynde Metalvæg.
Ensomheden, Kulden og Mørket derude laa for dem som skjult bag et tæt
Slør; de vidste, der var noget, men lod dog være at tænke derpaa. Skete
der intet og gik alt vel, var der jo ingenting at frygte. Og skulde der
indtræffe noget, saa vilde alt Haab om Frelse være uigenkaldelig,
absolut forgæves. –
Den 11te Dag var alle paa Benene. Hyde stod selv i Styrerummet og holdt
om Reguleringssvinget. De andre stod ved Siden af. Professoren havde
Kronometret i Haanden, og hans Øje fulgte opmærksomt Sekundviserens
Gang.
»Nu!« raabte han pludselig.
»Fuld Kraft!« raabte Hyde ned til Maskinen.
»Bak!« raabte Stone.
Ingeniøren drejede Hjulet rundt. Det gav et Stød i hele Skibet, saa de
alle tumlede omkuld. Stone var straks paa Benene.
»Fremad!« raabte han.
Hjulet blev igen drejet rundt. Et knapt Sekund var der dødsstille, saa
hørtes med eet den dybe Brummen og Susen af Skruerne, der for rundt i
Luften.
Stone drog et Lettelsens Suk.
»Endelig!« udbrød han, »_nu_ er vi paa Mars!«