Mars.
Luftskibet sank langsomt efter Ingeniørens Ordre. Alle stod paa
Platformen og saa ned i det Hav af hvid Taage, der foreløbig skjulte
denne nye Verdens Herligheder for deres Blikke. De glemte næsten at
trække Vejret af lutter Forventning. Hos Handerson og Maskinfolkene var
det dog nærmere Nysgerrighed, de var som Børn, der første Gang er i
Teatret og venter paa, at Tæppet skal gaa op.
Og Taagen kunde ogsaa godt betragtes som et Tæppe, der vilde glide til
Side og aabenbare en Scene for dem, som selv den mest fantasifulde
Teatermaler ikke kunde fremtrylle.
En svag plaskende Lyd naaede deres Øren.
»Vi maa være lige over et Hav,« sagde Leslie.
»Nej, det er faldende Vand,« sagde Stone, »den Lyd er ikke til at tage
fejl af, selv om ...« her afbrød han sig selv: »Stop! opad, opad, hurtig
for Pokker!«
»Hvad er der i Vejen?« spurgte Ethel.
»Se nedad, Frøken, saa vil De selv kunne opdage, hvad der er i Vejen.«
Tæt under sig saa de en stor, mørk Masse.
»Et Bjerg,« udbrød Dillingham, »saa her er altsaa Bjerge?«
»Naa, det vidste De ikke?« sagde Stone, »hvor De dog egentlig er
uvidende.«
»Lad os dog nu endelig ikke begynde vort Ophold paa Mars med Skænderi,«
formanede Doktoren, »lad os hellere komme klar af denne Top og ned paa
den anden Side.«
Skibet hævede sig og gik fremad i nogle Minutter, saa gik det rask nedad
igen, og Taagen lukkede sig atter om det og duggede Glassene i Taarnet.
Saa med eet brød en klar, lys Solstraale igennem. Taagen lettede lidt
efter lidt, og Skibet svævede, badet i Solens Straaler, som en uhyre
Guldsmed i den klare Luft.
Alle de ombordværende, med Undtagelse af Stone, istemte uvilkaarligt et
Hurra. Det var, som om de havde truffet en god gammel Ven, der med et
lysende Smil bød dem velkommen.
»Aah, det er Solen!« jublede Ethel, »se Solen.«
»Herregud,« vrissede Professoren, »den har vi da set saa tidt før, den
kan De se paa hver Dag nede paa Jorden. Nej, se De hellere nedefter, der
er da noget at se paa.«
Under dem strakte der sig en mægtig »Skov«, men ikke i den Forstand som
Skovene her paa Jorden i den nutidige Periode.
Træer med slanke Stammer fandtes overhovedet ikke med Undtagelse af
nogle enkelte Palmer med nøgne Stammer og en lille »Kost« i Toppen,
ellers saa man kun korte, tykke Stubbe, hvorfra en Rigdom af svære,
urteagtige Stængler hævede sig i Vejret, op mod Lyset, og hindrede de
rejsende i at se Skovbunden. Kun mellem Palmerne kunde de godtgøre, at
selve Jordbunden (hvis man kan bruge dette Ord paa en anden Planet end
Jorden) var dækket af et Mylder af mindre Planter; der var Slyngplanter,
baade Epifyter og Parasiter, store brede Bregner og en uhyre Masse
Svampe, særlig Paddehatte i alle Variationer og Farver.
Af og til afløstes denne Vildskov af aabne Sletter, bevoksede med højt,
stift og stridt Græs af en underlig tør og saftløs Beskaffenhed.
Store Stene laa spredt omkring hist og her og var dækkede med Mos og
mindre Snylteplanter, hvad der fik Stones Ansigt til at lyse af Glæde.
Men var Planternes Former og Arter end vidt forskellige, saa var der dog
eet, der var fælles for dem alle, og det var deres Farve.
Det saa ud, som om alle disse Træer og Planter var dækkede fra øverst
til nederst af et tykt Lag graat Støv. De friske, grønne Farver, der
giver vore jordiske Skove et saa tiltalende og oplivende Udseende,
fandtes ikke her, Stammerne saa ud, som var de huggede i graa Sten. Den
eneste Afveksling var de store Svampes dybtrøde eller giftiggrønne
Farver, der fremhævedes end mere mod det triste graa.
Nu hørtes der atter Rislen af Vand, de sejlede hen over en lille Dam.
Vandet havde øjensynlig en velsignende Virkning. Træerne og Planterne
var her oversaaede med mægtige Blomster i alle Farver og Størrelser.
Nogle sad enkeltvis paa lange, tynde Stilke, andre sad i store Klaser,
direkte fæstede til Stammen eller Hovedstænglen.
Denne Farverigdom dannede en mærkelig Modsætning til Stænglernes graa
Farve, der viste sig mellem de brogede Blomster.
Det var altsaa ikke Mangel paa Fugtighed, der var Skyld i dette graa
Udseende.
Stone kommanderede stadig: »Videre!« og videre gik det til ny Vidundere.
Snart sejlede de saa langt nede, at de næsten kunde naa Palmetoppene,
der ragede op over Skoven, snart maatte de stige til Vejrs for at komme
op over de talrige Klippekamme, der taarnede sig i Vejret op mod
Skyerne.
Til Tider maatte de over hele Bjergkæder af hvid Tuf, hvis sønderrevne,
vilde Toppe hævede sig op over mørke, snævre Kløfter og Afgrunde, hvor
Vandfald og Bjergløb brusende banede sig Vej.
De var netop kommet over en høj Kam, da Stone pludselig holdt sig for
Næsen.
»Svovlsyrling,« udbrød han, »der maa være en virksom Vulkan her i
Nærheden.«
Han havde Ret. Nogle faa Tusinde Meter borte saa de en uhyre Kegle, hvis
Top var omgivet af hvide Dampe, medens der nu og da skød enkelte Flammer
til Vejrs.
Stanken blev utaalelig. Svovldampene rev i Lungerne, saa man næsten ikke
kunde faa Vejret.
»Vi maa dreje udenom,« sagde Hyde.
»Lad os hellere gaa højt over den,« hostede Professoren, »saa at vi kan
se ned i Krateret.«
Skibet hævede sig op, og da de var lige over Krateret, fandt der netop
et heftigt Udbrud Sted.
Der hørtes en buldrende Torden, og hele Keglen revnede, idet den
udspyede store Masser af glødende Lava til alle Sider. Mægtige Skyer af
Damp og Aske slyngedes i Vejret.
»Det er skam godt, vi er saa højt oppe,« snøftede Handerson, »dette
hersens er næsten som en Forsmag paa selveste Helvede.«
»Det bliver maaske ikke ved Forsmagen,« bemærkede Leslie venligt.
»Nu skal jeg sige Dem en Ting,« brummede Tjeneren og skulde lige til at
sige sin Mening til Maskinmesteren, da et Blik fra hans Herre standsede
ham.
»Det lader til, at Luften her paa Mars ikke har nogen gavnlig
Indvirkning paa Humøret,« sagde Burd, »det er det andet Sammenstød i
Dag.«
»Nej, se der,« sagde Ethel, »der er noget, der rører sig dernede!«
Træernes Toppe svajede hid og did, Skovbundens Planter knasede under
plumpe Fødder, og de kunde skimte en mørk, laadden Ryg, forsynet med en
Kam af stive, sorte Børster.
Det store Dyr bevægede sig fremad i en kluntet, hurtig Galop.
Handerson satte to Fingre i Munden og udstødte en skingrende Piben.
Dyret standsede og saa op efter Lyden. Derved fremviste det et lille
Hoved med gnistrende, ondskabsfulde Øjne. Det havde et bredt Gab med
lange, spidse Tænder. Paa Siderne af Gabet var der stive Haar.
Dillingham forsvandt ned i Kahytten og vendte tilbage med en Jagtriffel;
men førend han kunde faa den kastet til Kinden, blev der gjort
Indvendinger fra tre forskellige Sider.
»Fy, Hr. Dillingham,« sagde Ethel, »De vil da ikke begynde med at
myrde.«
»Nej, Dillingham. De kan virkelig ikke være bekendt at skyde dette
sjældne Dyr, medens De selv er i Sikkerhed,« lo Doktoren.
»Et Knald kan høres langt bort,« sagde Stone, »og det er foreløbig
bedst, at ingen lægger Mærke til os.«
Dillingham lod Bøssen synke, mest dog af Hensyn til Ethel.
»Hvem skulde vi skræmme?« spurgte han, »er De bange for, at det
Tusindben, eller hvad det er for et Kryb, skal tage os Skuddet ilde op?«
»Hvem?« sagde Professoren, »Mennesker naturligvis!«
»Mennesker, skulde her være Mennesker paa Mars, det tror jeg ikke paa!«
»Det kan ogsaa være det samme,« sagde Stone, »det skal nok vise sig, at
jeg har Ret.«
Under alt dette havde det kæmpemæssige Uhyre set ufravendt op mod
Skibet, medens det stod bomstille paa samme Plet. Nu udstødte det et
underligt, uhyggeligt, tyndt, skingrende Skrig, der kun daarlig
samstemmede med den store, svære Krop.
Skriget blev besvaret inde fra Tykningen.
»Saa, nu skal de til at holde Faddersladder,« sagde Handerson.
»Synes de Herrer ikke, vi skulde se at komme ned,« sagde Burd. »Det er
meget rart at se det i Fugleperspektiv, men det er vel dog Meningen, at
vi skal det hele nærmere ind paa Livet?«
»Vi skal selvfølgelig ned, saa snart vi finder et passende Sted til
Nedstigningen,« sagde Hyde.
De fandt ogsaa snart et saadant Sted.
En bred Slette, som paa den ene Side grænsede til en Skov og paa de
andre Sider gik over i lave Høje, der langt borte i Synsranden hævede
sig til Bjerge, syntes som skabt til Landingsplads, og den Omstændighed,
at der tæt ved laa en lille Dam, gjorde ikke Stedet ringere.
Skibet sank langsomt og stod snart fast paa Landet tæt ved Bredden af
Dammen.
Det første, Professoren gjorde, var at tage lidt af Vandet i et Glas og
smage paa det.
»Temmelig stærkt jernholdigt,« sagde han smaskende, med en dybsindig
Mine, »men ellers godt i enhver Henseende. Det var min værste Bekymring,
at Vandet ikke skulde være tjenligt for Mennesker.«
»Skal vi nu ikke se at faa lidt Middagsmad?« foreslog Doktoren, »jeg
synes, vi kan trænge til det.«
»Aah, jeg er saa ked af alle disse henkogte Sager,« klagede Dillingham,
»paa Skibet kunde det være godt nok, men nu vi har fast Grund under
Fødderne, synes jeg, vi trænger til en noget kraftigere Kost.«
»Jeg troede, De var Jæger, Dillingham,« sagde Hyde, »saa hvis De vil
have Kød, er De selv nærmest til at skaffe det.«
»Det har De Ret i, men tror De, her findes Dyr, som kan spises? Vor Ven
fra før var meget agtværdig, hvad Størrelsen angaar, men egentlig
velsmagende saa han ikke ud til at være.«
»Naturligvis er her planteædende Dyr, der kan bruges til Føde,« sagde
Stone, »hvad skulde Beboerne ellers leve af?«
»De med Deres Beboere, det ved De jo dog ikke noget om,« sagde
Dillingham, »men lad os bare komme paa Jagt.«
»Saa gaar jeg med,« sagde Stone.
»Nej, De gør ikke,« erklærede Dillingham, »hvis De skal med, saa bliver
De staaende ved hvert et Træ og hver en Busk, og saa faar vi aldrig
nogen Mad.«
Og førend Stone kunde faa Tid til at gøre Indsigelser, var Dillingham og
Leslie paa Vej mod Skoven.
De andre gav sig nu til at fortøje Skibet. Derpaa blev der stillet Stole
og Borde op paa Platformen, og ved Handersons Hjælp stod der snart et
veldækket Bord. Ethel gik ned til Dammen og plukkede Blomster til
Bordet.
En Times Tid efter, da de netop var færdige med Forberedelserne, viste
de to Jægere sig igen med en Byrde paa Skuldrene.
»Nu har jeg set det med!« raabte Handerson, »et Daadyr, saa sandt jeg
lever.«
»Ikke ganske,« sagde Dillingham, »eller har De maaske set et Daadyr med
Kohorn før?«
»Lad mig se!« raabte Stone.
»Det kan De faa Lov til siden,« sagde Dillingham. »Hornene skal De faa
at tygge paa, men nu skal det skam spises, det ser helt godt ud, dette
Dyr, og det var saa elskværdigt at blive staaende, til jeg havde skudt
det.«