»Naa, her sidder De, Professor, i Ensomheden og Deres egne Tanker,«
sagde han, »har De ganske glemt vor smukke Passager?«
Professoren svarede ikke paa hans Spørgsmaal; hans Sjæl var endnu saa
langt inde i hans Tankers Labyrint.
»Kan De høre det?« spurgte han, idet han langsomt drejede sit Hoved hen
mod Doktoren.
»Naa, den syngende Lyd,« svarede Burd, »det er vel Staalet, som giver
sig i Kulden!«
Stone var øjeblikkelig sig selv igen.
»Staalet, som giver sig i Kulden!« for det ud af ham, »det er
Æterdelenes Stød mod Skibets Metalplader. Et smukkere Bevis paa min
Teoris Rigtighed kan ikke tænkes!«
»De lever og aander kun for Deres Videnskab,« lo Doktoren, »mens De har
siddet her, har vi andre faaet Rede paa Frøken Grays Historie. Hun har
selv fortalt os det hele. Det gør mig oprigtig ondt for den stakkels
Pige. Skinnet er fuldstændig imod hende. Jeg er overbevist om, og det er
de andre ogsaa, at hun aldrig kan have begaaet den Forbrydelse, som hun
er blevet anklaget og dømt for.«
»Ja, begaaet og begaaet,« sagde Stone, »noget maa hun da have gjort. Man
dømmer da ikke et fuldstændig uskyldigt Menneske for Mord. Det vilde
være alt for – – –«
»De ser jo, at hun er bleven dømt,« afbrød Doktoren skarpt, »ganske vist
var alt imod hende. Onkelen, hun plejede, bliver næsten rask igen; saa
faar han pludselig et Tilbagefald og dør. Hun havde været i hans Værelse
hele Natten; Dødsaarsagen var en for stor Dosis Morfin. Der findes
Morfin i det næsten tømte Drikkeglas, og i hendes Gemmer finder man to
Morfinpulvere, som hver for sig er nok til at gøre det af med tre
Mennesker. Dertil kommer saa denne Halvfætter, som fra Vinduet ser hende
komme et Pulver i Glasset.«
Stone fulgte opmærksomt Doktorens Tale. Saa gik der et Øjeblik i
Stilhed, og man hørte atter den ensformige Lyd fra Æterdelene.
»Er hun fuldkommen normal?« spurgte Stone pludselig.
»Normal!« svarede Burd forbavset, »hun er lige saa aandsfrisk som De og
jeg.«
»Saa er det det mærkeligste Tilfælde, jeg nogen Sinde har hørt om,«
sagde Stone, »jeg kan umuligt tro paa hendes Skyld. Et fuldstændig
normalt Menneske kan ikke handle saa ulogisk. Tænk Dem: man ønsker en
Ting, i dette Tilfælde en Arv, man udtænker et Middel, hvorved man kan
komme i Besiddelse af det ønskede. Men dette Middel er tillige af en
saadan Beskaffenhed, at man ved at bruge det ikke alene mister ethvert
Haab, men oven i Købet styrter sig selv i Ulykke. Ved De hvad? Det er
mig en Gaade, at en Dommer og en Jury ikke kan ræsonnere fornuftigt.«
»Ja, var De dømmende Myndighed,« sagde Burd, »saa tror jeg nok, at – –
–«
»Men naturligvis maa der findes en Grund,« fortsatte Stone, »det er vel
ikke ganske hen i det blaa, at hun er bleven anklaget som den skyldige;
der maa være en eller anden, som har Interesse i, at hun bliver bragt af
Vejen. Og der ser De netop det logiske. Denne Person ønsker at faa
Fingre i Arven. Hun staar i Vejen for ham, og ved at rydde hende bort –
– –! Ja, saadan maa det være,« afbrød han sig selv, »der er en anden,
som skulde arve, ifald hun ikke var værdig, og denne anden har saa – –
–«
»Slaaet to Fluer med eet Smæk,« fortsatte Doktoren, »faaet Onkelen
aflivet og hende af Vejen. Stone, De er en hel Sherlock Holmes!«
Her standsede han et Øjeblik.
»Men det er jo kun Gisninger alt sammen,« sagde han med et Suk, »hun er
jo dømt, og selv om vi maaske atter kan faa Sagen frem, naar vi vender
tilbage, saa maa hun dog vandre i Fængsel. Mac Carty er ikke den Mand,
som lader sit Bytte slippe, naar han først har lagt sin Haand paa det,
og gemt er ikke glemt!«
Stone vilde til at svare, da Døren gik op, og den meget omtalte unge
Dame traadte ind, ledsaget af Dillingham og Hyde.
»Her ser De Observationsrummet,« sagde Hyde, »og maa jeg forestille Dem
Professor Stone, i hvis geniale Hjerne hele Planen er opstaaet.«
Stone rejste sig og bukkede, idet han saa skarpt paa hende.
Heller ikke paa ham undlod hendes Skønhed at gøre et vist Indtryk, og
kort efter var han i fuld Gang med at vise og forklare hende de
forskellige Instrumenter, som han havde staaende omkring sig paa Bordet.
Han var netop i Færd med Spektroskopet, da Uret inde i Salonen lod tre
Slag høre. Neppe var de døet hen, førend der lød en høj og inderlig
velment Gaben fra Handerson, som sad i en Stol derinde.
Dette var en yderst kærkommen Lejlighed for Dillingham til at stoppe
Stones Foredrag ved at tilbyde den unge Pige sit Lukaf. Han selv vilde
tage til Takke med Sofaen i Doktorens Lukaf.
Hun takkede ham med et Smil, og kort efter havde de alle indrettet sig
for »Natten«, mens Skibet for af Sted gennem det uendelige Rum som den
Meteor, det var opkaldt efter.
* * * * *
Da Klokken stod paa, hvad der paa Jorden svarede til 10 den næste
Formiddag, vaagnede Dillingham.
Det første, han gjorde, var som sædvanlig at stikke Haanden ud efter
Klokkestrengen for at ringe paa sin Morgendrik. Længe laa han halvvaagen
og velsignede den forbistrede Tjener, indtil det med eet gik op for ham,
at det egentlig var sine Seler, han laa og trak i; de hang paa en Stol
nær ved Sofaen.
Med et Spring var han ude paa Gulvet.
»Det havde jeg rent glemt,« udbrød han, »jeg farer jo af Sted gennem
Rummet. – Jeg maa skam op! Saa for Søren, jeg har jo ikke noget varmt
Barbervand. Det er da ogsaa rent umuligt det hele.« Her sank hans Stemme
ned til en Brummen, idet han kom med nogle mere private Ytringer, som
ikke saa godt kan gengives. Saa skyndte han sig at komme i Tøjet for
trods Mangelen paa Barbervand at fuldende sit Toilette.