Gennem Verdensrummet!
Neppe havde »Meteor« gjort Springet fra Jordatmosfæren og ud i det
uendelige Rum, før Professoren ilede ned til sit Skrivebord i
Observationsrummet. Her satte han sig og lyttede til den høje Knagen i
de spændte Staalplader, som gav sig i den stærke Kulde.
Et Øjeblik var han næsten bange for, at Sammenføjningerne skulde briste;
men det var unyttig Angest. Staalet holdt, og Bragene blev svagere og
svagere, indtil de til sidst helt hørte op. Men saa begyndte noget nyt.
Der hørtes en ensformig Lyd, omtrent som kunde man forestille sig
Millioner og Millioner uendelig bitte smaa Legemer, der med uhyre Kraft
stødte mod Skibet udefra.
Det var en underlig, klingrende Sitren, som hverken tog af eller til,
men vedblev uforandret.
Professoren sad længe med Hovedet støttet i Hænderne og lyttede dertil.
Denne rytmiske Syngen bragte ham Budskab om Tilstedeværelsen af den
Kraft, som skulde føre dem alle til den fjerne Klode. Den beviste
Nøjagtigheden i hans Teorier og Beregninger og lød i hans Øren som en
fin, melodisk Stemme, der forudsagde ham de Tildragelser, han skulde
opleve, og de Ting, han skulde se.
Hans Læber fortrak sig til et svagt Smil.