FJERDE KAPITEL.

Gennem Verdensrummet!

Neppe havde »Meteor« gjort Springet fra Jordatmosfæren og ud i det

uendelige Rum, før Professoren ilede ned til sit Skrivebord i

Observationsrummet. Her satte han sig og lyttede til den høje Knagen i

de spændte Staalplader, som gav sig i den stærke Kulde.

Et Øjeblik var han næsten bange for, at Sammenføjningerne skulde briste;

men det var unyttig Angest. Staalet holdt, og Bragene blev svagere og

svagere, indtil de til sidst helt hørte op. Men saa begyndte noget nyt.

Der hørtes en ensformig Lyd, omtrent som kunde man forestille sig

Millioner og Millioner uendelig bitte smaa Legemer, der med uhyre Kraft

stødte mod Skibet udefra.

Det var en underlig, klingrende Sitren, som hverken tog af eller til,

men vedblev uforandret.

Professoren sad længe med Hovedet støttet i Hænderne og lyttede dertil.

Denne rytmiske Syngen bragte ham Budskab om Tilstedeværelsen af den

Kraft, som skulde føre dem alle til den fjerne Klode. Den beviste

Nøjagtigheden i hans Teorier og Beregninger og lød i hans Øren som en

fin, melodisk Stemme, der forudsagde ham de Tildragelser, han skulde

opleve, og de Ting, han skulde se.

Hans Læber fortrak sig til et svagt Smil.

Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling · 第 9 / 41 题