Craddock kørte Bilen ind i et Skur i Nærheden, og derefter gik de alle
hen mod Luftskibet. Træhallen var bleven fjernet, og det store
Staallegeme laa nu frit. Leslie og Smith modtog dem ved den smalle
Træbro, som førte op til Platformen.
»Alt i Orden!« meldte Maskinmesteren.
Snart stod de alle oppe paa Uhyrets flade Ryg.
»Om et Kvarter maa vi af Sted,« sagde Professoren. »De ved jo, mine
Herrer, at her maa vi være præcise. Et kvart Minut maa det afvige, men
absolut ikke mer.«
»Det er bedst endnu en Gang at efterse Maskinen,« sagde Hyde, hvorpaa
han og Professoren forsvandt, fulgt af Leslie og Craddock. Alt var i den
skønneste Orden, som Leslie havde sagt.
Dillingham og Doktoren stod imedens oppe paa Platformen og stirrede ud
over det mørke Land rundt omkring – det Land, som de ikke skulde gense i
lang Tid, hvis Ekspeditionen lykkedes, og aldrig, hvis den mislykkedes.
Langt borte ude paa Landevejen skinnede to lyse Punkter, som stadig kom
nærmere.
»Der har vi vor Ven Politimandens Bil,« sagde Doktoren, »han længes nok
svært efter at aflevere sin Fange. Sikken Fart han har paa!«
»Man maa haabe for ham, at han har en dygtig Chauffør, ellers klarer han
ikke Svinget i Hulvejen, hvis han da ikke vil bremse,« sagde Dillingham.
Men Automobilen sagtnede ikke, den for af Sted i vanvittig Fart. Saa
forsvandt den i Hulvejen, kom igen til Syne i det farlige Sving, og saa
–!
Doktoren gav et Udraab, idet Braget fra den mørke Masse, der væltede,
naaede hans Øren.
Lyden af Glas, som knuses, og Lyden af de to Hjul, som snurrede susende
rundt i Luften med tidobbelt Fart, naaede deres Øren.
»Nu behøver de vist ikke at bekymre sig mere om den stakkels Pige,«
sagde Doktoren.
»Jo,« raabte Dillingham, »hun er fri. Se, der løber hun! Hurra!«
»Det er ikke noget at raabe Hurra for,« sagde Doktoren, »for der har vi
ogsaa Inspektøren!«
Den unge Pige fløj som en Hind hen over Marken, lige ned mod vore
Venner. Men Inspektøren vandt hurtigt og sikkert ind paa hende.
Dillingham støttede sig mod Rækværket og knugede de tynde Metalstænger.
Han havde mest Lyst til at springe ned og hjælpe hende, som løb der,
snublende over Pløjejorden.
Han blev imidlertid brat afbrudt i sine Tanker.
»Ja, mine Herrer,« lød Professorens Røst fra Døren til Taarnet, »nu er
der kun tre Minutter igen.«
»Tre Minutter,« raabte Dillingham, »ja men vi kan da ikke ...«
Hans Blik ud over Marken udtrykte lige saa tydeligt som Ord, hvad han
mente.
»Er De gal!« raabte Stone, »tror De, vi kan risikere, at hele vor Plan
ryger i Lyset. Kast Fortøjningerne løs derhenne!«
Handerson og Smith gav sig i Lag med Staaltovene.
Den unge Pige havde nu faaet Øje paa Luftskibet og styrede lige hen mod
Broen.
Inspektøren var ikke hundrede Skridt bag efter hende.
»Et Minut,« raabte Stone, »Maskinen!« Hyde forsvandt ned i Maskinrummet
til Leslie.
Nu var den unge Pige ganske nær, hun gjorde en sidste Anstrengelse, saa
snublede hun og sank om lige ved Foden af Broen.
Stone stod med Ansigtet vendt den anden Vej.
»Et halvt Minut,« raabte han, »træk Broen ind!«
Skruerne begyndte at dreje rundt, først langsomt, saa hurtigere og
hurtigere. Nu var Mac Carty lige ved sin Fange.
»Nej,« raabte Dillingham, »jeg kan ikke!« Og han for ned ad Broen, greb
den unge Pige i sine Arme og løb op med hende paa Skibet. I samme
Øjeblik, Inspektøren vilde følge, vippede Handerson Broen op paa
Platformen. Mac Carty søgte at faa fat paa en fremspringende Kant.
»Mine Herrer,« raabte han, »jeg maa opfordre Dem til ...«
»Vi har ikke Tid nu,« raabte Professoren. »Tag den Haand bort, ellers
svarer jeg ikke for, hvad der kan ske. Sæt af!« raabte han ned i
Maskinrummet.
En Sitren gik igennem »Meteor«.
»I Lovens Navn!« skreg Inspektøren rasende.
»Beklager oprigtigt, min Herre,« raabte Professoren tilbage, »jeg kan
desværre ikke høre mere paa Dem.«
Politimandens Stemme druknede i Skruernes Larm, medens Skibet hævede
sig, og snart var den truende og rasende Inspektør kun et lille Punkt
dernede.
Stone og Doktoren stod foran paa Platformen, Hyde var nede i
Maskinrummet, og Handerson var gaaet med Dillingham ned i Salonen til
den unge Pige.
Skibet for som en Pil gennem Nattens Mørke.
Stone stirrede frem for sig. »Nu er vi der,« sagde han.
»Der har vi altsaa Forbjerget nede?« spurgte Doktoren, idet han bøjede
sig ud over Gelænderet og stirrede ned i det sorte Dyb under sig.
Det var efterhaanden blevet et forfærdeligt Vejr.
Stormen tudede, og Regnen slog mod Skibets Sider som smaa Bøssekugler.
Naar Maanen af og til kastede sine Straaler gennem en Revne i Skylaget,
kunde man dybt nede skelne de mørke Basaltklipper, der som Landets faste
Bolværk trodsigt modstod Havets vilde Rasen.
Man skimtede de hvide, fraadende Bølger og hørte ganske svagt Havets
Brølen, naar de tunge Vandmasser knustes mod Klipperne.
»Sikken et Vejr!« udbrød Doktor Burd, idet han trak Sixpencen ned i
Øjnene og saa nedefter, »nu tror jeg sikkert, at vi maa være lige over
Forbjerget.«
»Hvor det dog ligner Dem!« for det ud af Stone, »hvor tror De dog med
Nøjagtighed at kunne bestemme, hvor vi er, ved at stirre ned i Mørket.
Nej, se hellere opefter.«
Han trak en lille Kikkert frem, som han indstillede efter en eller anden
Fiksstjerne, som var usynlig for alle andre. Pludselig tog han Kikkerten
fra Øjet, og idet han trak Doktoren med sig, for han ind i Taarnet og
lukkede Døren.
»Nu kun fuld Kraft opad i 10 Minutter,« sagde han til Hyde.
Ingeniøren drejede straks paa det store Reguleringshjul, og kort efter
hørte man den stærke Summen fra de store Skruer, der med den vældige
Omdrejningshastighed fuldstændig overdøvede Stormens Hylen.
Professoren stod og betragtede Kronometret, medens Hyde med Haanden paa
Hjulet og hver Muskel spændt ventede paa hans Ordre.
Aldrig var ti Minutter gaaet saa langsomt.
Pludselig raabte Stone et kort »Stop!« Ingeniøren drejede Hjulet rundt.
Den stærke Brummen blev med eet afløst af en dyb Stilhed.
Stone drog et Lettelsens Suk.
»Tænk rigtig over det!« udbrød han, idet han vendte sig mod de andre.
»Nu gaar det opad, ført af den menneskelige Snilles Mesterværk,« her
hævede han Stemmen, »op, bort fra Armod og Smaalighed, bort fra Kævl og
Strid, op mod det uendelige, det ukendte!«
Denne Talestrøm oversatte Handerson for Folket ved med sine Lungers
fulde Kraft at brøle ned i Maskinrummet: »Nu kør vi!«