En Passager i sidste Øjeblik.
I en lille Kro, en engelsk Mil fra det Sted, hvor Luftskibet var
fortøjet, gik Værten den Aften, Afrejsen skulde finde Sted, og dækkede
et Bord til fire Personer. Han var lige bleven færdig og havde kastet et
sidste, prøvende Blik paa Anretningen, da et Hornsignal hørtes, og
straks efter rullede en stor, blaa Automobil op foran Døren. Chaufføren,
Dick Craddock, sprang ned og aabnede Døren for de fire rejsende, som een
efter een kom frem fra Vognens Indre.
»Er Maden færdig, Johnson?« spurgte Ingeniøren.
»Vær saa artig, mine Herrer!« svarede Værten og bukkede dybt, »den har
staaet færdig i lang Tid.«
»Saa er den vel kold,« brummede Professoren, idet de tog Overtøjet af.
»Kold eller ikke kold,« sagde Doktoren, »saa er jeg sulten, og vi har
ikke alt for god Tid. Jeg haaber ikke, vi bliver forstyrret?«
Dette Haab skulde nu imidlertid ikke gaa i Opfyldelse. Neppe havde de
sat sig til Bords, før det velkendte skrattende Signal atter lød derude.
»Hvad er nu det?« sagde Hyde.
»Formodentlig Værtens Poder, der morer sig,« mente Doktoren.
»Nej, det er ikke vort Horn. Her er nok god Søgning i Aften.«
Dillingham, som sad nærmest Døren, aabnede den og saa ud. Doktoren
bøjede sig fremover og fik Øje paa den ærbødigt bukkende Vært, som stod
og talte i en sagte Tone med en foreløbig usynlig fremmed. Et Øjeblik
efter viste denne sig i Spisestuedøren. En høj, mager Skikkelse i en
lang Ulster, et skarptskaaret Ansigt med en bestemt Mund og en let bøjet
Næse. Overansigtet kunde man ikke rigtig se, da det dækkedes af Skyggen
af en graaternet »Sixpence«, som det ikke i mindste Maade faldt Ejeren
ind at tage af.
Han stod lidt og saa stift paa vore Venner, saa drejede han rundt paa
Hælen og gik atter ud i Forhallen.
»Hvem var den Gentleman?« spurgte Professoren med et Tryk paa Gentleman,
der sagde det samme som »Gaaseøjne« i Skrift, og højt nok til, at den
fremmede kunde høre det.
Værten lukkede forsigtigt Døren.
»Det er Inspektør Mac Carty,« sagde han og bukkede uvilkaarlig lidt.
»Mac Carty, hvem er det?«
»Nej, ved De nu hvad, Professor,« sagde Hyde, »kender De virkelig ikke
Scotland-Yards dygtigste Mand?«
»Nej, og efter hvad jeg har set til ham og hans Høflighed, bryder jeg
mig heller ikke om at komme til det.«
»Hvad vil han her?« spurgte Dillingham.
»Han er her saamænd med en Dame,« svarede Værten.
»En Dame,« sagde Burd, »det maa være behageligt for hende, hvis han
altid har det Ansigt paa!«
»Hun er her heller ikke med sin gode Villie,« sagde Værten atter, »det
er Ethel Gray.«
Ved dette Navn for Hyde i Vejret med et lille Udbrud; Burd syntes at
anstrenge sin Hukommelse, mens Stone og Dillingham saa spørgende paa
hinanden.
»Frøken Gray,« udbrød Ingeniøren, »kan De ikke huske det Navn?«
»Gray! Gray!« mumlede Stone, »det hed den Mand, som paastod, at min
Spektralanalyse ikke –!«
»Ja, men det har hun ikke noget at gøre med,« afbrød Dillingham, idet
han rakte sin lærde Ven en ny Tallerken, »analyser De foreløbig denne
Suppe, jeg haaber ikke, De vil finde, den indeholder alt for meget Vand.
Og lad os saa høre, hvad Ingeniøren har at berette.«
Hyde saa sig om: »Sidder her virkelig tre Englændere, som ikke husker
den store Sag mod Ethel Gray for et Aar siden?«
»Jeg var ude med »Edward VIII« den Gang, jeg er undskyldt,« sagde
Dillingham.
»Men De da, Burd?«
»Jeg husker nogle fede Overskrifter i »Daily Mail«, ikke andet, jeg var
optaget paa Charing-Cross, da Sagen stod paa, og læste meget lidt. Hvad
var det for Resten?«
»Giftmord!«
»Fy for en Ulykke!«
»I det mindste erklærede Juryen hende skyldig; nogen Tilstaaelse aflagde
hun ikke; men Kendetegnene paa hendes Brøde var for stærke.«
»Lad os høre om de Kendetegn; det begynder at interessere mig,« sagde
Dillingham.
Hyde fortsatte:
»Jeg fik ligesom Burd først Kendskab dertil gennem Aviserne. De
fortalte, at Sir Rupert Stafford var død i en Alder af 60 Aar Natten
mellem 9. og 10. November, tror jeg det var. En Lægeundersøgelse viste,
at Døden var indtraadt som Følge af, at han havde faaet for stor en
Dosis Morfin. Vor elskværdige Ven fra før fik Undersøgelsen overdraget,
og det endte med, at han arresterede Frøken Ethel Gray som mistænkt for
at have forøvet Mordet. Hertil havde han følgende Grunde: Frøken Gray
var Sir Ruperts nærmeste Slægtning og tillige hans Universalarving. Ved
hans Død vilde hun altsaa foruden at være en af de smukkeste tillige
blive en af de rigeste unge Piger i England.
Et halvt Aars Tid, før Mordet fandt Sted, kom det til et Brud mellem den
gamle Herre og hans smukke Arving, og Følgen blev, at hun rejste bort og
tog Plads paa et Kontor. Den gamle Sir Rupert skal nemlig have været alt
andet end behagelig at omgaas.
Men saa nogle Maaneder efter blev han meget syg, og hun opsagde straks
sin Plads for at kunne komme og pleje ham. En Tid saa det ud til, at han
skulde gaa bort; men han havde et kraftigt Legeme og bedredes atter saa
meget, at der var al Udsigt til, at han skulde leve, skønt det
naturligvis ikke var udelukket, at han kunde faa et Tilbagefald. Den
unge Dame, som aabenbart længtes meget efter hans Penge og blev skuffet
ved at se, at der maaske kunde gaa mange Aar endnu, før hun fik dem,
menes saa at have ryddet ham af Vejen.
Beviserne for hendes Skyld var saa store, at en Tilstaaelse ikke var
nødvendig.
Hun var altid om den syge, hun tilberedte hans Medicin og hans
Maaltider; hun var den, som havde Fordel af hans Død. Dertil kommer saa,
at man fandt Morfinpulvere i hendes Gemmer, og at en fjern Slægtning af
den afdøde, som havde været der i Huset paa samme Tid, aflagde Ed paa,
at han gennem Vinduet havde set hende komme et Pulver i den syges Glas.
Hun blev dømt til, jeg ved ikke hvor mange Aars Fængsel, men blev
imidlertid syg og laa paa Hospitalet i lang Tid.
Men nu er hun altsaa rask og er her sandsynligvis paa Vejen til sit
fremtidige Opholdssted.«
Medens Hyde fortalte, var de blevet færdige med Middagen, og knap var
den sidste Bid Mad forsvundet, før Stone saa paa sit Ur og sagde:
»Opbrud, mine Herrer!« Man rykkede Stolene tilbage og skyndte sig ud.
Medens de andre hurtig kom i Tøjet og skyndte sig ud til Bilen, voldte
et drillende Overfrakkeærme Dillingham en Del Besvær, og han var alene
tilbage i Forhallen, da han hørte Trin bag ved sig. Han vendte sig
hurtig om.
Nogle Alen fra ham stod en svær Mand, øjensynlig en civilklædt Betjent,
og ved Siden af ham en slank Ungpigeskikkelse i en lang Kaabe med Hætte;
denne var gledet lidt bagud, og Dillingham saa et smukt, fint Ansigt med
et Væld af blond Haar og et Par klare, blaa Øjne.
Morderske eller ikke; han følte pludselig en dyb Medlidenhed med den
smukke Pige, og han tog Hatten af og bukkede dybt, idet han gik forbi.
Hun besvarede hans Hilsen med en yndefuld Bøjning af Hovedet, medens
Betjenten tog sin Inspektør til Forbillede og lod, som han ingenting
saa.
I det samme lød Professorens skarpe Stemme ude fra Bilen: »Naa, Hr.
Dillingham, kommer De snart?« Og med et Ryk vendte Dillingham sig og
skyndte sig ned til sine Fæller.