Forberedelserne.
Paa Duncan og Deans store Maskinværksted i Greenwich var der stor
Travlhed.
Der byggedes Luftskibet under Ledelse af Hyde selv, der sværtet og sodet
tumlede med de store Metalplader saa godt som nogen menig Arbejder.
Selve Stellet og den ydre Skal byggedes af hærdet Staal, medens alle
Skillevægge i det indre var af Aluminium.
Det havde først været Hydes Hensigt at konstruere Luftskibet til
Krigsbrug med en Kanon af svær Kaliber i Taarnet. Nu erstattedes Kanonen
af en lettere Maskinkanon.
Saavel hans eget Land som Europas øvrige Stormagter havde budt ham
fabelagtige Summer for hans Skib, og han havde været lige ved at afhænde
det, ufærdigt som det var, da Stone gjorde ham det Forslag at benytte
det til deres eventyrlige Rejse til Mars.
Hyde afbrød da alle Forhandlinger med andre; for det første fordi han
var stærkt interesseret i Stones Plan, og dernæst fordi han vidste, at
Skibet efter en saadan Rejse vilde faa mindst tidobbelt Værdi.
To Maaneder efter den berømmelige Aften, da Stone udviklede sine Planer
for sine dengang skeptiske, men nu begejstrede Venner, fejredes Skibets
Fuldendelse ved et Glas Champagne, – man »holdt Rejsegilde«, som
Doktoren sagde.
Om Natten foretoges en Prøvetur, der forløb fuldkommen
tilfredsstillende. Man fløj om Natten for ikke at vække Opsigt, og da
Dagen brød frem, laa Skibet, der var blevet døbt »Meteor«, sikkert
indhyllet i svære Presenninger i et Skur en god Mils Vej fra London.
Det gjaldt nu om at faa en Besætning, der var til at stole paa.
Hyde hyrede straks en Mand ved Navn Leslie, en ganske udmærket Mekaniker
og Maskinist, der i en lang Aarrække havde været Formand paa Duncan og
Deans Maskinværksted. Han var villig til at tage med de fire Venner.
Dillingham skaffede to Mænd, hans Tjener Handerson og hans forhenværende
Oppasser Bill Smith.
Dertil kom Dick Craddock, som det nok er værd at ofre et Par Ord paa.
Da han for en Maaned siden var kommet til London, ejede han med
Undtagelse af en Jakke, en snavset Skjorte, et Par Benklæder og et Par
lasede Støvler samt en dito Kasket – akkurat lige saa meget, som da han
for 44 Aar siden første Gang saa Dagens Lys. Han havde som Sømand været
Jorden rundt adskillige Gange, han havde set sig omkring i Verden og
oplevet meget. I de kolde nordlige Have havde han slynget Harpunen i den
mægtige Hval. Han havde gravet Guld baade i Nordamerika og Australien,
og han havde kæmpet paa Liv og Død med malajiske og kinesiske Sørøvere.
Der var kort sagt næsten ikke den Ting, en Sømand kan opleve, som han
ikke havde været med til, ikke blot i Fantasien, som saa mange, der
»spinder en Ende« i Kammeraternes lyttende Kreds, nej, han havde oplevet
det alt sammen i Virkeligheden.
Han havde tjent sig en pæn lille Sum Penge i Tidens Løb, men havde
letsindigt sat dem til ved en Ekspedition til det indre Peru for at
opsøge en stor indiansk Skat fra Inkaernes Tid.
Resultatet blev, at han maatte vende hjem til England for at begynde
helt forfra og endda være glad, han slap derfra med Livet.
For at friste Livet havde han maattet tage Plads som slet og ret
Kulsjover, da han en Dag saa et Avertissement i en Avis. Det var
indrykket af Hyde, og der fremhævedes, at man havde Brug for en modig,
erfaren og paalidelig Mand, der ikke var Familieforsørger.
Craddock meldte sig straks i Hydes Lejlighed i Kensington Road.
Hyde fandt ham ikke særlig tiltalende ved første Øjekast paa Grund af
hans smudsige og mangelfulde Paaklædning; men da han havde talt lidt med
Manden, opdagede han snart, at han forstod sig en hel Del paa Mekanik og
var kløgtig, kvik og erfaren, og saa sagde Hyde til sig selv, at Snavs,
selv om det er nok saa gammelt, dog neppe sidder mere fast, end at det
kan vaskes af. Da denne hans Hovedanke mod Manden altsaa forholdsvis let
kunde fjernes, saa antog han ham paa Stedet og sendte ham bort, for at
han kunde foretage de meget nødvendige Forbedringer i sit Udseende og i
sin Paaklædning.
Nu var alt i Orden, og man ventede kun paa den Nat, der var fastsat for
Opstigningen.
Udrustningen havde man helt overladt til Dillingham, der havde skilt sig
mesterlig fra denne Opgave. Der hang et helt Arsenal af Vaaben i
Magasinet. Der var et Jagtgevær, en Martini-Henry Riffel og to store 12
m/m Revolvere pr. Mand, og foruden Ammunitionen til alle disse Vaaben
var der store Kasser Patroner til Maskinkanonen i Taarnet.
I et Hjørne stod en sort Læderkasse med to særlig fine
Browning-Revolvere; de var Dillinghams personlige Ejendom og Genstand
for hans Stolthed og varmeste Kærlighed.
Saa man ind i Proviantrummet, skulde man tro, man befandt sig i et
første Klasses Viktualie- og Delikatesselager, at dømme efter
Indskrifterne paa de utallige Daaser med henkogte Sager.
De forskellige Lukafer og Salonen var udstyret bekvemt og hyggeligt, og
det var ikke med saa lidt Stolthed, at Dillingham fremviste disse
Resultater af sin Smag og sin praktiske Sans for sine tre Venner.
Doktoren og Hyde var begejstrede; men Stone saa kun flygtigt paa det alt
sammen og syntes at tænke paa ganske andre Ting. Alt dette var for ham
kun kedelige Biting, uundværlige, men ligegyldige Stationer paa hans Vej
mod det store Maal.
Observationsrummet var det eneste Rum i hele Skibet, der var aflaaset,
og Nøglen laa i Stones Lomme. Hele Rummet var fyldt med Kikkerter,
Theodoliter, Penduler og alle andre fysiske og astronomiske
Instrumenter.
Herinde stod ogsaa Professorens store Spektroskop, et uhyre kostbart
Instrument med hans Navn indgraveret i en Sølvplade paa Fodstykket.
Det var en Gave fra samtlige Videnskabsmænd i Europa som Anerkendelse af
hans Værk om Planeternes Spektra, og det var hans kæreste Eje.
Han tænkte med Fryd paa at kunne faa Jordens Spektrum at se fra Mars.
Dillinghams Tjener, Handerson, kom ikke længere end til Proviantrummet;
der blev han staaende, fortabt i Beskuelsen af al den dejlige Mad og i
Beregninger af, om det nu ogsaa vilde være tilstrækkeligt, eller om de
skulde blive nødt til at tage for sig af Marsdyrenes forhaabentlig
velsmagende Kød.