Med et Legeme af passende Vægt vil man kunne faa Forbindelse med Mars!«

Stone tav og saa sig omkring. Hyde sad med et Stykke Papir og forsøgte

at danne sig en Figur af den omtalte Tiltrækning. Dillingham saa alt

andet end begavet ud, det gik over hans Forstand.

Der blev en længere Pavse, saa tog Burd Ordet:

»Hvis dette er rigtigt, hvorfor har De saa ikke offentliggjort Deres

Teori?«

Stone maalte ham med et foragteligt Blik:

»Tror De, jeg gør noget halvt? Naar man har en Sætning, maa der ogsaa

følge et Bevis. Min Teori kan ingen kontrollere Rigtigheden af; men kan

jeg komme til Mars og tilbage derfra, er der jo et uomstødeligt Bevis,

ikke sandt?«

»Ja, hvis De kan det,« sagde Burd med et Smil, der øjeblikkelig bragte

Stone i Harnisk.

»Kan!« raabte han, idet han for op, »jeg kan, og De og Hyde og

Dillingham kan komme med. Hyde giver os Midlet dertil.«

»De mener altsaa virkelig at kunne bruge mit Luftskib til den Rejse?«

spurgte Hyde.

»Jeg ikke blot mener det, men jeg ved det,« raabte Stone; »jeg har set

af Deres Tegninger og Udkast, som De var saa god at laane mig, at Skibet

med Hensyn til Vægt, Rumfang og Stof, forarbejdet som det er af hærdede

Staalplader, vil egne sig udmærket til Udførelse af min Plan. Stiger vi

op fra Staffa om godt 24 Uger, den 23nde September Kl. 1⁵⁷ om Natten,

vil vi kunne naa Mars paa ca. 11 Dage med en Fart af omtrent

1,363,636,₃₆₄ km pr. Dag. Denne Fart vil muliggøres ved de

polarelektriserede Æterdele. 4 Maaneder efter vil Kraften have modsat

Retning som Følge af, at de to Planeter atter fjerner sig fra hinanden.«

»Selv om dette virkelig var muligt,« indskød Burd med et overlegent

Smil, »saa kunde det ikke udføres af andre Grunde. De har glemt den

uendelig lave Temperatur, som hersker i Rummet. Vi vilde jo fryse ihjel,

saa snart vi var uden for Atmosfæren, og desuden vilde vi snart forbruge

Luften i Skibets Indre.«

»Det er taget med i Betragtning! Det er alt sammen taget med i

Betragtning,« raabte Stone triumferende. »Gnidningen mellem Skibet og de

elektriske Smaadele vil frembringe en Temperatur paa 18⁷⁶ Grader Celsius

i det indre. Desuden er Skibet konstrueret saaledes, at det kan

indeholde en Luftforsyning for 25 Dage.«

»Men kan vi aande i Mars’s Atmosfære?« spurgte Hyde.

»Hvis De havde læst mit Værk om Spektralanalysen af Planetatmosfæren,«

svarede Stone overlegent, »vilde De i 7ende Bind nederst Side 347 have

fundet, at Atmosfæren paa Mars indeholder de samme Stoffer som

Jordatmosfæren, nemlig: Ilt, Kvælstof ...«

»Tak! Tak! Jeg er overbevist,« raabte Hyde.

»Og De, Doktor,« spurgte Stone, »har De mere at indvende?«

»Nej, aldeles ikke, jeg er ganske vundet for Deres Plan.«

»Jeg gaar med til alt,« udbrød Dillingham, »gaar det, saa meget des

bedre, saa faar jeg min Del i Berømmelsen, og gaar det ikke, saa falder

jeg, som Professoren før bemærkede, som et Offer for Videnskaben, som

jeg ganske vist egentlig ikke havde tænkt mig skulde blive Aarsag til

min Død.«

»Altsaa, alvorlig talt, mine Herrer, skal vi saa vove et Forsøg?«

spurgte Stone højtideligt.

»Vedtaget!« raabte de tre andre som med een Mund.

»Lad os da, inden vi skilles, benytte Tiden til et lille Overslag over,

hvad vi skal have med, og det vilde maaske ogsaa interessere Dem at gøre

nærmere Bekendtskab med Skibet?«

Stone satte sig ned og overlod Hyde Ordet.

Denne rejste sig og tog et Stykke Papir frem, som han foldede ud paa

Bordet.

Det var en simpelt udført Tegning af hans Luftskib, set i Gennemsnit.

»Skibet er bygget af tynde, hærdede Staalplader,« sagde Hyde, »og det

har Form omtrent som en moderne Undervandsbaad. Foroven har vi

Platformen (P), hvorfra Døren (D) fører ind i Taarnet (T), hvor

Styremekanismen (L) samt en mindre Maskinkanon (K) er anbragt. Fra

Taarnet fører der en Trappe (6) ned i det indre, der er delt i to

Etager. I øverste Etage findes et stort Lukaf (7) til Folkene. Derpaa

kommer et større Lokale, eller rettere sagt en Salon (S), og

Observationsrummet (O) med en Rude (R). Helt forude findes et Magasin

(A) til Vaaben og Ammunition o. s. v. I den nedre Etage findes et

Forraadskammer (F) samt Beboelsesrummene (1, 2, 3, 4) og endelig

Køkkenet (5).

[Illustration: Hydes Tegning af Luftskibet, set i Gennemsnit.]

Helt agterude findes Maskinen (M). Skibet styres af et stort, lodret Ror

(R) og drives opad og fremad i Luften ved Hjælp af et stærkt sammensat

System af Skruer (Skr.). Maskinen drives med Kul, der frembringer

Elektricitet, hvorledes skal jeg ikke trætte Dem med. Kullet faas fra

Luftens Kulsyreanhydrid, som spaltes i Kul og Ilt af selve Maskinen. Den

giver os derved ny Ilt, som vi i vore Lunger igen »omdanner« til

Kulsyre. Et saare sindrigt Princip, ser De.«

De andre nikkede bifaldende.

»Undskyld,« afbrød Stone, idet han rejste sig og saa paa sit Ur, »men

jeg maa desværre forlade Dem nu, jeg skal op paa Observatoriet og banke

Astronomi ind i Hovedet paa den ny Assistent, der skal vikariere for

mig, medens jeg er borte. Videnskaben hernede paa Jorden maa ikke

forsømmes, medens vi foretager vor Luftrejse. Jeg foreslaar, at vi

træffes her igen paa Mandag for at tale videre om vort Foretagende.«

De tre Herrer var enige med Stone, og han forlod dem med et kort: »Paa

Gensyn!«

»Han er en stor Mand,« sagde Burd. »Mon hans Plan virkelig skulde kunne

udføres? Det vil blive interessant at erfare, hvorledes der ser ud paa

Mars.«

»Jeg har en Fornemmelse, som om jeg havde drukket for meget,« sagde

Hyde, »det svimler ligefrem for mig ved den blotte Tanke om denne Plan.

Jeg har tidt sejlet gennem Luften med en Flyvemaskine; men gennem

Verdensrummet med Luftskib! – Det er mere, end jeg kan fatte i

Øjeblikket.«

»Naar bare der er god Jagt deroppe,« sagde Dillingham, »saa skal jeg

være glad. Tænk, at kunne jage gennem fantastiske Skove efter sjældent,

ukendt Vildt, ja maaske efter et eller andet glubende Uhyre; det kan

give Anledning til Kamp og Spænding.«

Han anede ikke paa dette Tidspunkt, hvilke spændende Kampscener der

ventede ham paa den fjerne Planet.

Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling · 第 5 / 41 题