_Hukommelsen og dens Opøvelse._
En god Hukommelse er paa mange Maader en stor Gave i Livets Forhold,
thi en daarlig foraarsager ofte vedkommende megen Fortræd og pekuniære
Tab, foruden alle de Ubehageligheder, som man derved volder andre. I
Lighed med vore andre Evner, er Hukommelsen for en stor Del afhængig af
Helbreden. En fuldkommen Hukommelse findes blot i den fuldstændig friske
Hjerne i et fuldstændig friskt Legeme.
Hukommelsen er ofte i mærkværdig Grad stærkere eller svagere hos samme
Person, afhængig af hans Helbredstilstand. Reisende fortæller, at de
undertiden har været saa trætte, at de endog har glemt sit eget Navn. Men
efterat de har hvilt en Stund og faaet lidt Mad, er Hukommelsen kommet
igjen. At Hukommelsen pludselig svigter, kan indtræffe selv under vanlige
Forhold, hvilket mange ved af Erfaring. En Dame har fortalt mig, at hun
en Dag mødte en Bekjendt, som hun ikke havde truffet paa lang Tid, og
som ønskede hendes Adresse. Til sin store Forbauselse, (og visselig ogsaa
til hans) kunde hun hverken huske, Husnummeret, Gaden eller den Bydel,
hvor hun boede.
De, som lider af daarlig Hukommelse, bør søge at afhjælpe det. Paa samme
Maade som hvilketsomhelst andet svagt Organ i Legemet kan forbedres
og styrkes ved passende Opøvelse, kan dette ogsaa finde Sted med
Hukommelsen. En Maade at opøve Hukommelsen paa, er at paase, at de Ting,
som vi ønsker at huske, har gjort et saa stærkt Indtryk paa Hjernen, at
de saa at sige er blevet en Del af dens Bygning. Dette kan bedst ske,
ved alvorligt at rette Sjælsevnerne og Blikket paa den angjældende Sag
og gjentage dette flere Gange. Vi glemmer aldrig de Tildragelser eller
Ting, som har forekommet os usædvanlige eller eiendommelige, men alle
dagligdagse Ting gaar os snart af Minde. Grunden dertil er, at de første
gjør Indtryk paa Hjernen, hvilket derimod de sidste ikke gjør. Derfor
bør alt, hvad vi vil huske paa, uudslettelig indplantes i Hjernen.
Hr. Hermann Rothe siger, at «den bedste Tid at opøve Hukommelsen paa,
er om Aftenen, naar Lyset er svagt og Sindet ikke let distraheres af
andre Ting, eller ogsaa tidligt om Morgenen, straks efter at man er
vaagnet, naar Sjælsevnerne er klare. Cato og Cicero handlede efter
denne Grundsætning og styrkede sin Hukommelse ved enten om Aftenen eller
følgende Morgen at gjentage den foregaaende Dags Hændelser. Hukommelsen
bør opøves paa regelmæssige Tider; men disse Tider bør ikke være hverken
med forlangt Mellemrum eller af for lang Varighed, ei heller bør de
komme for ofte. Følgen af at man overskrider disse Regler er den, at
Hukommelsen bliver forvirret og de Ting, man ikke mindes, sammenblandede.
Hvis man skal huske en hel Mængde Ting let og fuldstændig, maa de
omhyggelig ordnes i Tanker, og deres naturlige indbyrdes Sammenhæng
gjøres saa fuldstændig som mulig. Paa denne Maade fremkaldes det ene af
det andet, og det hele kan opfattes med et eneste Blik. Ting, som er
vanskelige at fæstne i Hukommelsen, kan vi betragte i Sammenhæng med
et ydre Tegn, en Streg under et Ord eller en Mening, et Tegn i Margen,
med farvet Blyant, hvorved muligvis Farven kan staa i Forbindelse med
Omstændigheden. Undertiden kan vi mindes en vanskelig Ting ved at
indprente i Sjælens Øie det første Bogstav, Stavelse eller Ord, eller
hvis der er flere Ting, ved at forbinde Begyndelsesbogstaverne i hver
Mening til et Ord, eller de første Ord til en Sætning og lære denne.»
At den Mad, vi spiser, udøver et vist Maal af Indflydelse paa
Sjælsvirksomheden og Hukommelsen, er en Omstændighed, som mange
offentlige Talere kjender af egen sørgelig Erfaring. Om dette Emne siger
Dr. Kirk i sin Bog «Papers on Health», at naar visse Stoffe indføres i
Maven og Fordøielsen begynder, saa føles det, at den aandelige Virksomhed
møder uovervindelige Vanskeligheder, og hele Sjælssystemet viser sig
snart at savne Nervesubstans til at arbeide med. Denne Substans er i hele
sin Udstrækning optaget med at søge at formindske det uheldige Materiale,
der er overladt den som Føde. Og selv den bedste Føde kan være af saadan
Natur, hvis den ikke er tilstrækkeligt kogt. Saaledes er Forholdet f.
Eks. med Ris, hvis den ikke er godt tilberedt ved langvarig Kogning. I
visse Tilfælde kan dette helt og holdent berøve os Evnen til at tænke
sammenhængende. Hvis nogle Personer spiser kraftig Ost før de prædiker
eller taler offentlig, og de er afhængige af Stemningen for Øieblikket,
saa vilde de finde, at Fødemidlet i Maven optager Nervesystemet saaledes,
at Hjernen ikke kan faa hvad den behøver til sin frie Virksomhed.