_Stamning og dens Helbredelse._
Stamning har sin Grund i Mangel paa Evne til at benytte den Muskelkraft,
som er nødvendig for at tale. I næsten hvert Tilfælde er den fremkaldt
ved Hermning og bibeholdt ved Sindsuro og Vane. En Autoritet i denne
Henseende siger, at den skrider saa langsomt frem, at det knapt kan
mærkes, fra en vis Hakken ved enkelte Leiligheder til en stadig Stamning,
efterfulgt af voldsomme Anstrængelser for at tale og megen Forvridning
af Ansigtet; disse to Stadier, der synes saa forskjellige, fremkaldes af
samme Aarsag og er i Virkeligheden de samme, skjønt Sygdommen optræder
voldsommere i det ene Tilfælde end i det andet. Hvis denne ringe Hakken,
som kun optræder imellem, ikke vises nogen Opmærksomhed, kan den hos
en følsom Person og især hos den, som taler hurtigt, blive større og
større, indtil den lidt efter lidt har udviklet sig til fuld Stamning.
Stamning kan ikke bødes paa i Løbet af nogle Uger, Tid og stor Omhu
kræves, inden den kan afhjælpes. Jeg tilraader Iagttagelse af følgende
Regler, som er befundet at være udmærkede.
1. Før man begynder at tale, drager man først et dybt Aandedræt. Derved
fyldes Lungerne med Luft, og Stamning kan ikke opstaa af Mangel herpaa.
2. Man bør øve sig i at lade Læberne, Tænderne og Tungen udføre sine
forskjellige Funktioner, naar de Bogstaver skal udtales, som fordrer
deres respektive Brug.
3. Læg stærk Vægt paa hvert Ords sidste Stavelse. Derved udtales det
følgende Ord lettere.
4. Træk altid Aanden ved Slutten af hver fuld Sætning, og lad Sætningerne
være korte.
5. Begynd hver Sætning langsomt og tydelig med temmelig lav Stemme, og
udtal hver Stavelse med størst mulig Nøiagtighed.
6. Hav altid paa det rene hvad De vil sige, og naar De taler, saa ofre
hele Opmærksomheden paa det Emne, der tales om.