_Stemmen, dens Uddannelse og Bevaring._
Menneskets Taleorgan er blevet lignet ved et Kirkeorgel. Ligheden er
næsten fuldstændig, hvilket fremgaar af at _Bælgerne_ repræsenteres af
Lungerne, _Tungerne_ af Stemmebaandene, _Piberne_ af Luftstruben ovenfor
Stemmebaandene, og Lydkammeret, hvor Tonerne faar Resonans, gjenfindes i
Mundhulen.
Ved fuld Anvendelse af Taleorganet bliver dette stærkere, kraftigere,
mere vellydende og bøieligt. Dette kan bedst ske ved Sangøvelser, men man
kan ogsaa paa en fortræffelig Maade øve Stemmen ved at tale offentlig
eller læse høit, ifald man ikke har Øre for Musik. En vakker Stemme
har megen Tiltrækning, det være sig i almindelig Samtale, Sang eller
Foredrag, og enhver bør søge at erhverve sig en saadan. Ungdomstiden
er den mest passende Tid for Stemmens Uddannelse, da den kan siges at
være fæstnet ved det femogtyvende Aar. Men selv i de senere Aar er den
modtagelig for ydre Indflydelse og kan forbedres betydelig ved Øvelse.
For at bevare Stemmen maa man pleie Tænderne, Struben og Lungerne. Til
og med Tabet af en eneste Tand kan i nogen Grad skade Udtalen. Fortsæt
aldrig at synge eller tale, naar Stemmen bliver hæs og Struben slap efter
en lang Anstrængelse. At holde Munden lukket, naar man gaar ud i Kulden
fra et varmt Værelse, er en Regel, som, hvis den strængt følges, vil
spare en for mange Forkjølelser, der ikke sjelden fremkalder Hæshed og
tilfældig Tab af Stemmen.
Hvad angaar langvarigt Tab af Stemmen, kan dette have sin Grund i
Hysteri, især hvis den følger paa et tilfældigt Stemmetab efter en
Forkjølelse.
Dr. A. T. Schofield giver Eksempel paa et saadant Tilfælde. «En Patient
kommer og forklarer med Vanskelighed i en anstrængt Hvisken, at han eller
hun (thi de findes af alle Aldere og Klasser) har været ude af Stand
til at tale i to Maaneder eller to Aar, og at alle Midler har været
forsøgt uden Resultat. En kort Undersøgelse viser, at Luftstruben er
ganske frisk, og saa begynder det tilsyneladende Mirakel med Behandling.
Patienten, som ikke er paa sin Post, raaber «aah, aah» og begynder først
lavt, siden stadig høiere og høiere at udtale og tilslut at raabe høit
hvert Bogstav i Alfabetet, og dette varer i omtrent en halv Time. I disse
Tilfælder gjør ikke Patienten sig skyldig i nogetsomhelst Bedrageri. Han
_kunde_ virkelig ikke tale, fordi han _troede_, at han ikke kunde.»