_Søvnens Indflydelse paa Sundheden._
Søvnen er Naturens store Fornyer. De, som har den bedste Helbred og
lettest bærer sine Aar, er de, som sover godt. Vort Legeme bruger stadig
baade Materiale og Kraft, og Søvnen er næst efter Føden det, som fornyer
hvad vi har forbrugt og tabt.
Dr. Forbes Winslow siger: «Inden Menneskenes Fysiologi er intet mere
klart bevist end dette, at Hjernen forbruger sig selv og sine Kræfter i
den vaagne Tilstand, og at dette erstattes under Søvnen. Hvis ikke det
gjenvundne gaar op imod, hvad vi har udgivet, saa visner Hjernen, og
dette er Vanvid. Deraf kom det, at de som i Englands tidligere Historie
dømtes til at dø ved at hindres fra at sove, altid døde helt vanvittige;
af samme Grund bliver ogsaa de Mennesker vanvittige, som dør af Sult, thi
naar Hjernen ikke faar nogen Næring, kan de heller ikke falde isøvn.
De praktiske Slutninger, vi kan trække, er først og fremst, at de, som
tænker mest og arbeider mest med Hjernen, behøver mest Søvn; endvidere
at den Tid, som tages fra den nødvendige Søvn, er ruinerende for Sjæl og
Legeme.»
En anden medecinsk Autoritet skriver: «Den, som ringeagter Legemets og
Sjælens Krav paa den Mængde Hvile og Søvn, som Naturen opstiller, kommer
før eller senere til dyrt at faa betale, for at han har overtraadt denne
vigtige Sundhedslov. Naturen er den bedste Bogholder, som Verden endnu
har seet; man kan trække for store Veksler, men man maa altid betale
tilbage til sidste Øre og undertiden med høie Renter. Det gaar ikke an
at stjæle fra Naturen. Jeg tror ikke, at man bør vækkes om Morgenen,
og det af følgende Grunde: Naar en Person falder isøvn, er han i
Reparationsværkstedet, som det heder i Jernbanesproget. Hans Legeme med
alt dets indviklede Maskineri undersøges og sættes i Orden til næste Dags
Arbeide. Hvad der er forbrugt den foregaaende Dag, repareres. Naturen
selv udfører dette Arbeide. Den ved hvad det trætte Legeme behøver, paa
samme Tid, som den forstaar at sætte Hjertet i Gang for at drive Blodet
gjennem Aarerne.»